På vores Roadtrip i USA i 2008 havde vi lejet en Ford Mustang Cabriolet. Det ultimative ‘open road’ oplevelse – og specielt fordi vi kørte i de naturskønne omgivelser i Colorado, Utah, Wyoming og South Dakota.
Ford Mustangen er også en god Roadtrip udlejningsbil, fordi den har et stort bagagerum. Desværre koster den og vi måtte af med ca. kr. 8000 for de 3 uger vi havde den.
I år skulle vi ikke igennem områder som gør sig bedst i en cabriolet, så vi valgte for første gang siden 2005 IKKE at leje en cabriolet.
Men vi ville alligevel gerne have noget amerikansk og for ikke at være de mindste på vejene også gerne noget stort.
Vi havde længe kig på en Chrysler 300, men valget faldt alligevel på en Chevrolet Equinox.
Det var ikke en full size SUV, men man kom alligevel lidt til vejrs og så kostede den kun omkring kr. 5500 for de 3 uger.
Udlejningsbilen blev fundet via ebiludlejning.dk og udlejningbureauet var National.
Da vi ankom til Boston hen under aften og fik de sidste detaljer på plads om bilen, skulle vi alligevel tilkøbe en ekstra chauffør (10 $ om dagen). I stedet for det, blev vi overtalt til at opgradere vores bil til nummeret større: En full size SUV. Der fulgte der en ekstra chauffør med og så skulle vi af med en lille smule mere.
Ude på parkeringspladsen holdt en håndfuld forskellige og vi kunne blot vælge. Desværre holdt der ikke nogle ærke-amerikanske, så vi valgte en Toyota Highlander. Knap 5 meter lang, knap 2 meter høj og knap 2 meter bred. En 3.5 liters V6 med 270 heste og monster meget plads til alt bagagen, and then some.
Vi kørte forsigtigt ud fra udlejningstedet og begav os ind til vores hotel. Når man ikke køre bil til dagligt, skulle man lige vænne sig til ‘det store lokum’, men det gik stærkt og med den komfortable vogn og kraftige motor var der ikke noget langsomt sejlende over den.
Ved hotellet skulle vi parkere nede i en parkeringskælder og der kom øjemålet på prøve da de 5x2x2 meter bil skulle knokles rundt.
Efter en god nats søvn skulle bilen stå sin prøve med en god gang blandet kørsel op nord for Boston. Da alt var indstillet og man havde fundet us af, hvad alle napperne var til (og specielt hvordan cruise control’en virkede) så var det en leg at smide kalorius rundt på veje og pladse, som er designet til biler af denne størrelse.
Efter et par dage begyndte dæktryksmåleren i instrumentbrættet at lyse. Vi fandt en service station med noget luft og gav dækkene et skvat hver. Kunne godt se det venstre forhjul havde en mikro-smule mere bøjning i gummiet, men ikke noget der slog os ud. Slet ikke da dæktræksikonet forsvandt efter vores omgang kunstigt åndedræt.
Efter et par dages kørsel nåede vi op til Houlton i Maine. Her skulle vi tidligt op og gennem Baxter State Park. Da vi pakkede bil om morgenen chekede vi dækkene og venstre forhjul var flat. Nedtur.
Vi ringede til vores roadside assistance ved National. Fordi vi var lidt langt fra alting, kunne de først sende en i løbet af 130 minutter.
Vi kunne måske have skiftet hjulet selv, men af hensy til forsikring mm. ville vi ikke rode med det selv.
Der gik 15 minutter. Så stod der en rough neck mekaniker og kunne hjælpe med hjulet. “20 minutter senere sagde vi farvel til ham, pakkede bilen og kørte ud på en 6 timers tur på grusvej gennem baxter state park.
Dæktryksikonet lyste stadig, men det er megetnormalt efter et hjulskifte. Heldigvis var det almindeligt hjul vi havde som reservehjul, så vi kunne bruge bilen som normalt.
Efter et par dages kørsel mere besluttede jeg mig for at ringe og høre hvordan og hvorledes. Vi havde immervæk et fladt reservehjul.
I Cleveland fik jeg at vide vi kunne kigge ind og skifte vores bil. De havde ikke en Highlander, men vi kunne få en Chevrolet Trailblazer. En endnu større bil end den vi kørte i.
Det havde vi ikke lyst til, så vi kørte lidt videre.
En dag senere begyndte Maint.Requi. at lyse i instrumentbrættet.
Jeg ringede og de sagde det bare var olien der skulle skiftes. Det kunne jeg holde ind hos Toyota og få gjort og så få godtgjort regningen og så kunne jeg også få lappet hjulet.
Det gad jeg ikke rode med, så vi aftalte jeg kom forbi og skiftede bil. Det blev til 14 dage og 2527 miles i vores SUV.
Det gjorde vi så i Harrisburgh, PA lufthavn. Der havde de ikke en SUV vi kunne bytte over i. Det bedste de kunne klare var en Nissan Maxima.
Det gjorde ikke så meget. Vi havde kørt det off-road vi skulle og en Maxima er rigelig stor til 2 voksne med bagage. Den havde også en 3.5 L V6 motor, men med 290 heste. Og da det ‘kun’ var en personbil, så var der nogle kræfter at leje med, plus alt i udstyr. Bagagerunnet var som nævnt rigeligt stort. Det eneste vi savnede var et strømudtag i bagagerummet, men der var to i midterkonsollen, så vores elektriske køletaske blev stillet bag passagersædet.
Vi skiftede til vores Nissan Maxima kort før vi kom til Philadelphia, hvilket var meget praktisk så vi slap for at kaste en moster truck rundt i de små gader og parkeringshuse.
Vi blev hurtigt godt tilfreds med vores nye udlejningsbil men efter 4 dage og 677 miles tændte Maint.Requi. sig også i dennes instrumentbræt.
Efter at have klikket mig frem og tilbage på køre-computeren kunne jeg se vi havde rundet 6500 miles eftersyns punktet. Man kunne godt nulstille denne, men jeg vidste ikke omden forrige havde gjort ligende og jeg ville ikke risikere noget af hensyn til forsikringen mm. Så i Providence, Rhode Island kørte vi forbi lufthavnen og byttede bil.
Valget faldt på en Chrysler 300. En flyder på alle måder og når man havde kørt japansk i godt 2 uger, så var det en blød og sløv bil at komme over, på trods af en 3.5 L V6 og 250 heste. Det er bare som om de amerikanske pruhheste ikke arbejder så effektivt, og så er det en stor og tung bil. Men rummelig og behagelig til vores sidste dages kørsel. Og så havde den Sirius Sattelit radio (knap 200 radiokanaler som går knivskarpt igennem på radioen, bl.a. kanal 13 som sender Elvis 24-7).
Vi havde fået at vide undervejs i vores bil-skift, at vi skulle huske at få noget kompensation når vi afleverede vores bil i Boston.
Alle skift og al service over telefonen havde været upåklageligt. Vores 2 skift havde ikke ødelagt noget for os, andet end en halv time her og en halv time der for at få den nye bil udleveret. Det flade forhjul er hvad der sker.
Da vi ikke havde haft en Full Size SUV hele lejeperioden, så var der ihvertfald en difference vi skulle have tilbage, men det kunne ikke være meget da det kun var et par ekstra dollars i 9 dage.
Vi endte med at få 120 dollars tilbage, som betød vi næsten ingenting havde betalt for vores opgradering.
Vi nåede op på 3513 miles (5653 km) på årets roadtrip i tre forskellige biler. Servicen fra National var helt i top og vi var på intet tidspunkt udsatte i vores udlejningsbiler. Det var alle nyere biler (Highlanderen havde kørt knap 30000 miles, Nissan knap 22000 og Chrysler 810) og har ikke følt vi har fået udleveret biler af en ringe standard. Vi har blot været uheldige med et fladt forhjul (hvad der sker) og så har vi ramt de magiske service intervaller.
Jeg har ihvertfald ingen grund til at undgå National en anden gang.
Vi har fået smag for SUV oplevelsen og næste år (hvor vi måske bliver 3 på turen) vil en SUV klart være at foretrække. Selv vores oprindelige Equinox skulle nok være en yderst komfortabel oplevelse for 3.
loading...
Relaterede indlæg:
- Elektrisk køletaske til bilen – Roadtrip 2009 {lang: 'da'}(Læs kommentarerne nedenfor. En elektrisk køletaske er ikke nødvendigt på en roadtrip i USA. En almindelig en med is...
- Rockport, MA er underlig med alkohol, Roadtrip 2009 {lang: 'da'} Vi stævner ud fra Gloucester, MA på hval-safari søndag morgen. Men byen er fuldt booket, så vi bor...
- Billeder fra Laconia, NH til Lewiston, ME – Roadtrip 2009 {lang: 'da'}http://roadtrip09.renefrederiksen.dk/#77 Vores første naturoplevelser, af den slags man ikke har hjemme i DK, var på vores tur fra Laconia...
- Victor Borges gravsted, Greenwich, CT – Roadtrip 2009 {lang: 'da'} Fra vores overnatning på Days Inn i Ridgefield, CT tog vi en afstikker ned til Putnam kirkegård i...
- Et gensyn med Orange County Choppers – Roadtrip 2009 {lang: 'da'} Der er slet en del hos The Teutuls siden vores første besøg i jan 2005. OCC er blevet...
