Med besøget på Mt. Rainier blev den vilde natur lagt på hylden for denne roadtrip. De sidste dage af ferien skulle tilbringes i Seattle.
Der var ikke lagt egentlige planer for de sidste dage, men enkelte ting skulle dog nåes, som Boeing, Space Needle, Crab Pot, Seattle Bites, Pike Place Market mm.
Vi startede dog med shopping og kørte mod Seattles største outlet nord for byen. Egentlig ikke fordi der manglede noget i kufferten, men et outlet er et must på en usa-tur. Afhængig af hvad du går efter, så er der ikke altid noget at spare ved at vælge et outlet frem for et mall eller en butik inde i byen. Derfor lægger jeg altid besøget sidst på turen så jeg har en idè om, hvad tingene bør koste. Hvorvidt der så er kæmpe besparelser i forhold til Danmark er en anden sag. Jeg købte et par bukser i Banana Republic, så ved ikke om de var billige i forhold til DK, men endte med at slippe 32$ og de var prismærket til 62$ – suggested retail. Der røg også lige en nike t-shirt til 10$ i kufferten.
Efter chekc-in på Travelodge ved Space Needle gik vi ned til det meget turistede område nede ved vandet. Grunden til det var stedet som var udset til at være aftenens spisested: The Crab Pot.
Kendt og populært for sin primitive servering af seafood (vi måtte da også vente en halv times tid på et bord). Hammer og brædt udleveres og så går man løs på kæmpe krabbeben og kløer, majskolber og kogte kartofler.
Vi var der omkring solnedgang og fik et par pletskud ud over Puget Sound, gik lidt rundt i byen og fik god føling med området som skulle være base de næste par dage inden turen hjem.
Seattle er dejlig overskuelig og bor man centralt er der ingen problemer i at nå rundt på gå-ben. Der kører både busser, sporvogne, undergrundstog, cykeltaxier og monorail, så man har rig muligheder for at se mere af byen hvis man vil. Og så er der færgeruterne som giver et godt view af byen fra søsiden.
Dagen efter kørte vi op til Everett og Boeings flyfabrik. Man kan komme på en halvanden times guidet tur rundt på fabrikken som på alle måder er imponerende. Bygningen er verdens største og er 500 meter bred og mere end en kilometer lang. Vi så produktionen af modellerne: 747, 777 og 787. En 747 tager 4 måneder at lave, men deres sidst nye model 787 (som endnu ikke er godkendt til flyvning) tager kun 3 dage. Det er pga optimerede produktsforhold mm. Imponerende nar man tænker på størrelsen.
Rundturen på fabrikken er hele besøget værd (bemærk! Man må ikke have kameraet, tasker, mobiltelefoner mm. Med rundt på turen af fare for at det kan falde ned i produktionen, så jeg har ingen billeder fra fabrikken). Udstillingen ‘Future of flight’ er ikke værd at køre efter seperat, men er inkluderet i tur-entreen. Og så er der en tagterasse hvor man får et godt view af fabrikshallen, de specielle fragtfly og alle de færdige fly.
Tilbage i Seattle tog vi op i Space Needle. 184 meter højt og bygget til verdensudstillingen i 1962. Oprindeligt orange (galactic red) har jeg hørt, men har ikke kunne finde billeder af det. Giver et godt view af byen og området med både Mt. Baked mod nord og Mt. Rainier mod syd. Vi kobte en dobbeltbillet så vi kunne komme op om aftenen også.
Tog ned i byen i mellem de to besøg og spiste på Johnny Rocket. Tog monorail (også fra verdensudstillingen) tilbage og tog op i Space Needle igen omkring solnedgang. Vi var heldige med vejret for byen er ikke kendt for sit gode vejr og resten af ugen var der skyer.












































Fra Medora begav vi os ud på den længste daglige køretur vi har haft på denne roadtrip. Knap 700 km fra Medora, ND til Great Falls, MT.
I Great Falls havde vi ikke bestilt overnatning og tog mere eller mindre blot det første motel langs hovedvejen. Der var dog udsolgt og der var noget detour der betød for megen kørsel for at komme frem til det næste på hovedvejen, så vi prøvede downtown og fandt et Quality Inn til 89$ for en nat.
Dagen efter gik turen mod Glacier National Park. Der var stadig små to timer fra Great Falls til indgangen til Parken, så vi fik de sidste flade prærier at se inden vi kørte ind i Rocky Mountains og den postkortmotiv skønne Glacier National Park. For det er virkelig stop på stop med billedeskøn natur. Der var desværre en del vejarbejde på Going to the sun road, som er den scenic rute som går gennem parken, så vi brugte meget af tiden på at holde i kø og når man endelig kørte var det i ‘færgetræk’ hvor man ikke rigtig havde muligheden for at holde ind impulsivt og nyde omgivelserne. Vi fik dog oplevet parken, gået lidt, set vandfald og oplevet det meste af parken som er tilgængelig med bil.
Vi kørte igennem Glacier National Park øst med vest og ude på den anden side havde vi booket overnatnig i Kalispell.
Derfra gik det dagen efter mod Moses Lake i Washington. Turen dertil gik via Grand Coulee Dam. Ikke så kendt som Hoover Dam, men på mange måder lige så imponerende. Oprindeligt lavet til at sikre vanding til landbruget i området, men blev senere lavet om til også at kunne producere strøm. Grand Coulee Dam er i dag kun overgået af et atomkraftværk (palo verde) som det mest strømproducerende værk i USA.
Turen fra Grand Coulee til Moses Lake bragte os igennem et landskab som man ikke forbinder med Washington og dagen efter fra Moses Lake til Mt. Rainier fortsatte det utrolige landskab.
Mt. Rainier stikke ud i landskabet og er faktisk en aktiv vulkan. Bjerget huset også mere end 20 gletchere og har derfor et konstant snedække på toppen. Der er rig mulighed for at vandre i området, men som med Olympic National Park, så kan stedet være indhyllet i tyk tåge og mange besøgende kommer forgæves.
På toppen (eller så tæt man kan køre) er der begrænset parkering, men der er mulighed for at parkere langs vejen nedaf bjerget. Fra den fjerneste p-plads op til besøgscenteret var der ca to km så vær forberedt på at gå lidt og de stier man kan tage i området er meget stejle, så formen skal være en lille smile i orden for at fuldt ud kunne nyde området.
Fra Mt. Rainier kørte vi tilbage til civilisationen og tog i biografen. Så Inception i IMAX og må endnu en gang kostatere at IMAX slår (med flere længder) de små ‘dagligstuer med 28 tommer skærme’ vi kalder biografer i Danmark.




































Det går selvfølgelig lidt stærkt med at fylde øl på listen når man får 6 stk på en sampler som på billedet, men det er den eneste mulighed man har for at nå lidt af de 14 forskellige de har på tap her på The Pike pub & brewery.
De har iøvrigt låst dørene ind til deres toiletter på ren 007 maner. For at komme ind skal man kende koden (909) som tastes på et keypad på døren.
Ellers bød aftenen tidligere på bbq på Vons. Gode ribs, men en smule overkill at man fik udleveret plastikhandsker. Hagesmækken var ok og vaskekluden til slut var tiltrængt.
Hvis man lever efter den devise i USA så er jeg ikke sikker på man holder lægen væk, for de mest indbydende æbler ser nu ud til at sætte sig mere på sidebenene end sikre et godt helbred.
Vi kender dem derhjemmefra som kandiserede æbler, men her er det taget til det næste niveau og bl.a Rocky Mountain Chocolate Factory har gjort det til en kunst at klæbe mest muligt slik, knas, karamel og chokolade mm. på ydersiden af et æble.





Inden vi forlod Idaho for sidste gang, kørte vi bag denne pick-up. Vist ingen tvivl om hvem han ikke kan lide.
Han brugte søndag formiddag på at køre op og ned af hovedgaden i sin bil og lod sine klistermærker tale.
Klik på billedet for at komme ind og se det i stort.
Fra Billings, Montana begav vi os ud på to dage med meget lange køreture. Første dag tog os stik øst mod Medora, North Dakota. Her ligger bl.a Theodore Roosevelt National Park.
På vej dertil kørte vi igennem det værste uvejr vi har oplevet på turen. Man må køre 75 mph på Interstaes i Montana, men da uvejret ramte os måtte vi ned på 30 og satte katastrofeblinket til. Der er ikke megen trafik på vejene i den del af Montana hvor vi blev ramt og godt det samme for vi kunne til tider kun se 50 meter frem for os og vinduesviskeren kørte på højtryk.
Lige så brat det startede lige så hurtigt var det ovre. Eneste bekymring var nu om aftenens udendørsforestilling ville blive ramt af dårlig vejr.
Theodore Roosevelt National Park er ikke særlig stor og er delt i to dele. Medora ligger ved den sydlige og største del. Parken har en 36 mile (58 km) loop road som tager dig igennem klassisk Dakota Badlands. Vi var i lidt tidspres da vi skulle nå noget om aftenen, så vi kørte kun en lille del af loop road igennem.
Men det skulle vise sig at være nok til at få sig en på opleveren, for kort inde i parken rendte vi ind i en stor flok bison midt på vejen og dyrene gik stille rundt mellem bilerne. Selvom det er fristende så skal man ikke stå ud af bilerne for de kan godt finde på at angribe. Der er flere angreb hvert år og selvom de ser søde ud, så vil jeg nødigt op og skædes med en.
Vi nuppede et par overlooks inde i parken og kørte derefter op til aftenens spise- og underholdningssted.
Medora lever højt på at Theodore Roosevelt (USAs 23. Præsident) tilbragte tid i North Dakota. Det har de fejret se sidste 45 år med en musical som kører hver aften sommeren igennem. Men inden man går over til den store udendørs scene og amfiteater så er der muligheder for at opleve en Pitchfork Steak Fondue.
Store bøffer stukket på en høtyv og tilberedt som fondue i en stor gruekedel fuldt med olie. Efter et par minutter i den kogende olie er bøffen tilberedt og den serveres med coleslaw, bagt kartoffel, salat, baked brand og brød. Hele herligheden skylles ned med frisk limonade og en brownie til dessert.
Medora Musical er lidt af et tilløbsstykke og der er plads til et par tusinde publikummer. Der ligger ikke rigtig nogle byer omkring stedet så folk bor enten i Medora eller kommer langvejs fra og der kom også flere busser med gæster fra nær og fjern.
Forestillingen er ganske underholdende og har Theodore Roosevelt som omdrejningspunkt. Midt i er der et indslag fra nogle gæsteoptrædere. De skifter hen over sommeren og det var New York Goofs der optrådte da vi var der.
Som ved så mange andre amerikanske forestilliner og events, så bruges der tid på at hylde militæret, og veteraner og folk i aktiv militærtjeneste skulle rejse sig og modtage publikums hyldest.
En hyldest til flaget og nationalsangen blev det også til. Ved denne forestiling var der ingen relegion indblandet, men har oplevet fællesbøn og lign. til andre arrangementer i USA. Det er ganske normalt herover, men en meget anderledes oplevelse at prøve.

































Turen fra Bozeman, MT til Billings, MT er egentlig ikke så lang hvis man kører af Interstate 90, men vi ville se noget natur og kørte via Yellowstone National Park og Beartooth Scenic Byway.
Vi var kun lige kommet indenfor porten i Yellowstone inden vi mødte det første dyreliv rigtig tæt på. Det var faktisk på parkeringspladsen i Mammoth hvor der gik mere end 20 krondyr rundt mellem bilerne. De var tydeligvis vant til alle menneskerne og bilerne og nød det friske græs og ænsede kanp alle turisterne der knipsede løs.
Mommoth hot springs ligger lige hvor vi var og de er imponerende, men vi havde været her før (2008) så vi kørte afsted mod afkørelsen til Northeast Entrance. Den strækning var ny for os. Bød ikke på de vilde ting (selvom der var masser af formaninger om bjørne) men vi så dog en masse bison. På et åben stræk med prærie ned mod en flod gik der op mod 50 bison. Man kunne dog ikke komme særlig tæt på, men det var alligevel et imponerende syn. Vi skulle dog få masser af bison rigtig tæt på en af de kommende dage, men mere om det senere.
Når man kommer ud af Yellowstone National Park ved den nordøstlige indgang kommer kort efter den idylliske by Cooke City. Den var tæt på at brænde ned i 1988 da en kæmpe skovbrand hærgede området. Skoven bærer stadig tydelig præg af den store brand, men er ved at komme sig fint.
Lige efter byen begynder det at gå opad og man komme igennem nogle deciderede postkort motiv områder med bjerge, søer og hårnåle sving. Man kommer op over Beartoothe Pass som man krydser 3300 meters højde. Temperaturen droppede fra midt i 80erne til de lave 60ere og der blæste en god vind. I den højde er man over trægrænsen og kan virkelig se konturene i landskabet. Der ligger også stadig sne fra sidste vinter og man kan få sig en lille sneboldkamp kun iført shorts og t-shirt. Cool.


















