Nytår i USA 2010 – By, fly, bil og hotel

Idéen med at holde nytår i USA i år, opstod primo oktober. Beslutningen blev taget ultimo oktober og der gik jagten ind på hvor det skulle være.
Valget af by blev fundet i starten af november og den 10. november blev flybilletten købt.

Varme og nytår

Der var 4 byer i spil om at blive valgt til nytårs-by: Las Vegas, Nashville, New Orleans og Austin.
Las Vegas og New Orleans vil for de fleste være oplagte valg og de byer flest nok forbinder med muligheden for en festlig oplevelse.
Nashville og Austin er nok ikke så kendte i denne forbindelse, men det er i høj grad festbyer med stort F. Nashville blev dog hurtigt valgt fra pga. risikoen for køligt vejr. Selvom målet med turen er at holde nytår i USA, så må der gerne være lidt varme inkluderet.
Med 3 byer i spil skulle feltet snævres mere ind. Da jeg ikke har været i New Orleans endnu (og heller ikke har Louisianna på min liste over stater jeg har overnattet i) så var det fristende at vælge den frem for de andre. Det billigste ville være at flyve til Atlanta og køre derned. Desværre tager det to dage og specielt hjemturen ville komme til at gå for meget ud over antal feriedage, da vi så ikke ville være hjemme i DK før den 4. jan. Så den blev også valgt fra.
Las Vegas stod længe som den ultimative oplevelse, men selvom det er en fed by, så virkede det som om, at festen ville blive alt for stor forstået på den måde, at der ville blive langt mellem tingene og man skulle lægge sig fast på et hotel , en natklub, en bar mm. for at få en fest ud af det. Derfor faldt Las Vegas også fra (i denne omgang, for det skal da helt klar opleves, men nu var det ikke lige det der trak). Det var altså Austin der løb af med sejeren. Og med den vejrudsigt de har for tiden, så ser det ud som om ønsket om godt vejr også bliver opfyldt til fulde.

Nytårsaften i Austin, TX

Som nogen nok ved, så var jeg i Austin i påsken, 2010 og havde en forrygende tid der. Jeg oplevede byen en torsdag og fredag i april og kan på den baggrund godt forestille mig at byen holder et brag af en nytårsfest som ikke er begrænset til en bar eller natklub, men som får en hel gade til at koge. Håber min forventning holder stik.
Jeg har haft travlt med at læse op på hvad der foregår i byen nytårsaften. Der er et hav af arrangementer rundt om på alle barerne, flere med live musik (det er jo Live Music Capitol of the World). Eneste problem er at finde ud af hvor meget man skal bestille på forhånd. Der vil være masser af gratis muligheder for fest, men de store steder tager et cover den aften – og typisk lidt mere end normalt. Så jeg har været på jagt efter billetter til en fornuftig pris som man kan vælge ikke at bruge, hvis vi finder noget andet som er sjovere.

Endelig en Dodge Charger

Da jeg kender byen og området, så bliver der en smule roadtrip over det også. Vi flyver til Houston hvor jeg har bestilt en Dodge Charger. Det er en populær bil hos udlejningsselskaberne, så mon ikke der holder en og venter (og ikke en lign. i stedet)?
Vores udlejningsbil er atter fundet via Rentalcars som havde et godt tilbud: Dodge Charger i 5 dage, inkl. forsikring + 1 ekstra chauffør + 1 tankfuld benzin: kr. 1600. Bilen blev bestilt 3 uger før afhentning.

Road trip rute

Klik for stor
Når vi har fået bilen i Houston lufthavn kører vi ud til Galveston som ligger ved den mexicanske golf. Jeg nåede ikke ud til kysten sidst jeg var i Texas og selvom de fleste mest forbinder Florida med de gode strande ud til golfen, så kan Texas godt være med og vi nupper en halv dag ved vandet inden vi kører videre mod San Antonio.
San Antonio blev også besøgt i påsken og er også en rigtig fed by. Vi nupper en enkelt overnatning i byen og skal rundt også lidt af det jeg ikke fik set i påsken, bl.a. The Alamo.
Fra San Antonio kører vi op til Austin, hvor vi skal være 3 dage. Fordi vi ankommer dagen før nytårsaften, så er der mulighed for at lave den sidste research og forhåbentlig få den bedste nytårsaften længe.

Overnatningerne er bestilt

Selvom der er ok vejr i Texas på denne tid af året, så er det ikke højsæson ved vandet, så vi kunne fint have taget til Galveston uden en hotel bestilling. Har dog valgt at booke på forhånd for nemhedens skyld. Dels gider jeg ikke køre så meget rundt efter en overnatning ovenpå en lang flyvetur, men den første overnatning er en god ting at have styr på når man skal igennem indrejsekontrollen.
I San Antonio og Austin er sagen lidt anderledes. Fordi det er juleferie mm. så har jeg valgt at booke på forhånd for at få overnatning så centralt og billigt som muligt. Begge steder overnatter vi downtown i gå afstand til det meste og til lige under $100 pr. nat i værelser med 2 dobbeltsenge og morgenmad.

Snefri Texas

Selvom der er snefrit i Texas for tiden, så kan sneen komme til at drille alligevel. De sidste dage har der været store problemer med flytrafikken i Europa og da vi skal fra KBH til Amsterdam og videre derfra til Houston, så er der en risiko for, at vi bliver berørt af det træls vintervejr. Vi håber selvfølgelig på det bedste.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Farvel til lækre Lajitas Resort

Det var et glædelig gensyn med Lajitas Reosrt nede ved den mexicanske grænse. Boede der også to dage denne gang og fik 100 dollar i lommepenge.

El Cosmico campingplads i Marfa

Kontrol, kunst og kultur ventede mig på turen fra New Mexico til Marfa i Texas, hvor jeg havde booket en campingvogn på El Cosmico for natten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada