Roadtrips i USA

2010 har været et godt roadtrip år, men heldigvis er det ikke slut endnu.

Roadtrip i USA på Facebook

I februar lancerede jeg en Facebook side som er vokset med mere end 200 fans. Hvis du er på facebook og interesseret i roadtrips i USA så kig forbi og bliv fan. Du vil løbende få opdateringer fra hjemmesiden og input på alt lige fra seværdigheder, madoplevelser, lejebiler, indrejseregler, bagageregler mm.

Hjemmesiden om roadtrips i USA

Hjemmesiden er vokset med flere siders info om billeje, mad, overnatning, ruter, trafikråd, huskelister, penge og kreditkort mm. Siden har fået op mod 100 spørgsmål og kommentarer som har været med til at hjælpe rigtig mange med at få en super oplevelse i USA. Læs mere…

Fastfood kæden Subway har overhalet McDonalds og er nu verdens største fastfood kæde målt på antal butikker. Mere end 32000 Subway butikker findes der rundt om i verdenen. Den mest specielle må uden tvivl være den der findes på Ground Zero i New York. Eller nærmere over Ground Zero.
For Subway vandt udbuddet om en restaurant til håndværkerne der arbejder på det nye Freedom Tower (som skal være 1776 fod høj, 541 meter). Det er kommet i stand for at undgå for megen spild tid når henved 2000 bygningsarbejdere skal dele 3 elevatorer ned til hver pause. Noget som nemt ville tage 45 minutter at gennemføre hver dag.

Subway har simpelthen kreeret en restaurant ud af containere som er svejset sammen og hejst op på toppen af bygningen. I takt med at bygningen bliver højere følger restauranten med op vha hydraulic så man ikke skal skille den ad for at hejse den videre op i dele.
Restauranten er fuldt udstyret med køkken, toilet faciliteter og cafeteria, så arbejderne kan sidde indendøre og spise. Ialt er der svejset 36 containere sammen. Alle forsyninger hejses op med kran og der skal lidt flere til end i en almindelig Subway for restauranten serverer både morgen-, middag- og aftensmad og for at kunne tilbyde en hvis variation de næste to til tre år serveres der også burgers, hot dogs, pretzels mm. Subway medarbejderne på toppen udgøres af veteraner i branchen som, forhåbentligt, ikke er bange for højder.

Jeg har besøgt min andel af Subways i USA og kommer der ikke mere (vil hellere prøve noget nyt) men fik jeg buddet kunne jeg nok godt spide en foot long på toppen af Freedom Tower, men den er altså forbeholdt de bygningsarbejdere som de næste 2-3 år bygger løs på det der skal blive et 1776 fod højt bygningsværk (antal fod er sat til dette fordi det var samme år som USAs uafhængighedserklæring blev underskrevet).

Fast food i USA

Her kan du læse mere om fast food i USA og mine oplevelser med det.

- – Gæsteindlæg skrevet af Kristian Hansen – -

At tage toget (Amtrak), mellem storbyerne på østkysten kunne ikke være lettere, og et glimrende alternativ til lejebil eller flyet.

Tiden i toget er godt givet ud

Hvor det givetvis tager længere tid i bil (faktisk en hel time længere ifølge google maps), hvor der er måske skal betales parkeringsafgift, samt ikke at snakke om det helvede det er at køre i bil i visse byer (New York fx.) og hvor flyet på trods af en flyvetid på ½ time vil tage en hel dag alligevel da man skal være i lufthavnen 2 timer før, samt at lufthavnene ligger generelt langt væk fra byerne. For slet ikke at snakke om os der ikke har kørekort, så er toget den klart bedste løsning.

Sikkerhedstjek og så alligevel ikke

Union Station ligger centralt i Washington DC, med gode metro forbindelser til stationen og så tager turen til Philadelphia 1 time og 45 minutter, og det fungere upårklageligt.
Man skal være på stationen ca. 30 min. før. Ved dog ikke helt hvorfor, da man først bliver lukket ind 5 min. før og man ikke skal vise billet eller noget får at komme ind til “gaten”. Og der er tale om en “gate” som vi kender det fra lufthavnen, dog uden sikkerhedscheck først og alt det der. Først 5 min (eller ca. deromkring) bliver man via elevator eller rulletrappe lukket ned til toget, og derved ombord.

Togbilletter

Billeterne køber man ved luger på stationen eller får dem printet ud i maskiner når man oplyser en e-kode. Vi fik vores i forbindelse med købet af rejsen gennem Team-Benns.
Alt sammen simpelt og lige til. Biletterne viser man så til kontroløren i toget og så er det afsted.

God plads i toget

Ikke nok med at det går stærkt, det er også bekvemt. ‘Coach’ pladserne som er de billigste giver en et glimrende sæde med masser af plads både i bredden og i benlængden (jeg er 185 og havde ingen problemer med at strække benene). Og så kan man jo nemt følge med i USA som flyver forbi gennem vinduet, og her er helt sikkert mere at se end i flyet og hvis man holder sig til de 6-8 sporede highways i bil. Bla. fandt jeg ud af at Baltimore virker som en by med store sociale problemer, større end jeg egentlig troede.

Stationerne ligger bekvemt

I Philadelphia ligger stationen også centralt. En kort køretur i taxa (ca. 10$ % drikkepenge) så er man i historic district hvor vi boede, skal man til downtown som ligger tættere er det formentlig endnu billigere.
Og toget videre fra Philadelphia til New York tager blot 1 time og 15 minutter.
I New York stopper man på Penn Station centralt på Manhatten og med det glimrende Subway system, eller en kort taxa tur så er man på sit hotel næsten lige meget hvor på Manhatten man bor. Vi valgte at gå. Det tog ca. 15 min, så det kunne ikke være lettere.

Mad på toget

Amtrak har også mad-service om bord (på udvalgte strækninger) samt hurtig tog, som selvfølgelig gør turen endnu hurtigere men også dyrere. Vi betalte 35$ pr. person fra DC til Philly og samme beløb fra Philly til NYC. Til sammenligning koster en taxa fra Newark Airport (New York) til det centrale New York (Manhatten) ca. det samme pr. person hvis man er 2 personer, så det er heller ikke noget der slår budgettet helt i stykker.

Så skal man fra Washington og mod nord til fx. New York eller sågar Boston så vil jeg give Amtrak de største anbefalinger, og selvom jeg nu har fået kørekort vil jeg ikke afvise at vælge Amtrak igen på et tidspunkt.

- Kristian Hansen

Mit navn er Kristian Hansen jeg bor i Lyngby og er 30 år gammel.

Jeg har blot været i USA 2 gange, i 2009 og 2010, men har hele livet “dyrket” landet. Fra de helt små klasser til de større hvor jeg har lavet flere skoleopgaver om USA.

Hvorfor der skulle gå så lang tid før jeg besøgte det er nok et spørgsmål om økonomi samt at finde nogle der gerne ville med. Men det levede fuldt op til de tårnhøje forventninger.
Planen er at besøge USA hvert år fremover (måske tilmed besøge alle 50 stater også) og næste gang i 2011 hvor planen er en South-Western Roadtrip.

Tidligere på året søgte jeg efter USA skribenter som havde lyst til at dele deres erfaringer om USA med andre.

Nu har de fleste så været afsted på sommerens roadtrip og de første interesserede har nu meldt sig på banen.

Den første skribent er Kristian Hansen (der er en sektion hvor de enkelte skribenter præsenterer sig selv. Hold musen over Blog øverst og klik på USA skribenter). Hans fortælling er en smule anderledes i den forstand, at han ikke rejste rundt i USA i bil men med tog.

Flere har her på siden spurgt til rejse med bus og tog i USA og da jeg ikke selv har så megen erfaring med det, så er jeg rigtig glad for at Kristian nu deler sine erfaringer med os og jeg er sikker på han kan være behjælpelig med svar på evt. spørgsmål.

Jeg er lige nu ved at rette Kristians første indlæg til og gøre billeder klar så der vil inden for få dage komme det første gæsteindlæg her på bloggen.

Sidste opsummering af madsteder fra Roadtrip i USA starter i Billings, Montana. Vi ankom efter en lang køretur og skulle have overstået den obligatoriske midtvejs-vasketøjs omgang, så selvom hotellet bød på en restaurant på 20. etage, sprang vi over. Mens en maskine var sat over, gik vi istedet på Hardees (samme kæde som Carl Jr., men andet navn i nogle områder). De laver gode burgere og gode curly fries, men oplevelsen er som ethvert andet besøg på en MacD ligende kæde.

Vi tog revanche på hotellet næste morgen og spiste morgenmad med udkig over byen. En spansk omelet med brasede og en bagel. Mere end jeg kunne klemme ned, men smagte godt. Hotellet var et af de få på turen hvor der ikke var morgenmad inkluderet og vi skulle derfor betale og det rendte op i 30$ for to personer, inkl. drikkepenge.

Fra Billings gik turen til Medora, North Dakota. Her havde vi bestilt underholdning i form af Medora Musical. En stor udendørs forestilling som er en hyldest til Theodore Roosevelt og området, med plads til 2000 tilskuere. Inden forestillingen spiste vi, sammen med små 200 andre, med da der var Pitchfork Steak Fondue. 340-grams ribeyes blev stukket på høtyve og friturestegt og serveret med en buffet af coleslaw, baked beans, bagte kartofler, corn bread og salat. Altsammen skyllet ned med limonade og smagt efter med en brownie til desert. Det ser måske lidt overdrevet ud, men slutresultatet var forbavsende godt.

Motellet vi boede på var endnu et uden morgenmad og vi blev anbefalet Chuck Waggon Buffet inde i byen. Man betalte ved indgangen og så var der ellers en morgenmadsbuffet af den anden verden, inkl. en omelet station hvor man blot skrev ned hvad man ville have og så kom de og serverede det. Jeg sprang omeletten over og stiftede i stedet bekendtskab med deres bisquit and gravy. Ikke lige min kop te og smagte efter med nogle friske vaffler i stedet.
Havde desværre nok på dette tidspunkt oparbejdet samme ‘grådighed’ som de lokale, så fyldte på tallerknen nærmest uden skam, men der var dog nogle lokale som skilte sig ud i størrelse og antal gange der blev hentet nye portioner.

Efter en stor morgenmad ventede turens længste enkelt-dage strækning og efter små 700 km gennem Montanas prærie nåede vi frem til Great Falls. Der var ikke bestilt hotel, så vi prøvede lykken hos Holiday Inn ude ved omfartsvejen som vi skulle videre af den næste dag, men der var fyldt. Spurgte GPSen til råds og fandt et Quality Inn downtown.
Uden kendskab til byen eller rigtig noget at se lige uden for hotellet satte jeg min lid til Goby. Det er en applikation til min iPad som havde vist sig brugbar tidligere på turen. Ved lokationsbestemmelse ved den hvor jeg er og så kan man finde restauranter, barer mm. i området, listet med anmeldelser mm. Listen er ofte mere udtømmende end en søgning på Google, da den samler al den info den kan finde på google og præsenterer det overskueligt.
Efter et kort kig på listen stod det klart, at det var Bert & Ernie der skulle besøges og vi blev ikke skuffede. Jeg valgte en rød clam chowder til forret og en pasta seafood til hovedret. Bert & Ernie havde også et stort udvalg af øl og alt i alt var det et super restaurant besøg.

Fra Great Falls kørte vi gennem Glacier National Park og ned til Kalispell. Der skulle jeg endelig prøve Five Guys Burgers and Fries. Havde læst om dem inden afrejse (de gør meget ud af kvaliteten på deres mad) og så blev de valgt til USA bedste burger mens vi var i USA, foran bl.a. In-n-Out. Og burgeren var god. Faktisk var hele oplevelsen god, fra man stiller sig i kø med en håndfuld peanuts, til man bestiller sin mad og spiser flere peanuts mens man venter på den. Der er kun en slags burger, men man bygger den selv. En burger koster det samme lige meget hvor meget man vil have i den. For nemhedens skyld kan man sige ‘med det hele’ og så får man basic + lidt (ekstra som man ikke får hos de andre kæder). Dertil kan man så vælge at tilkøbe hvad man lyster. Dertil valgte vi regular og cajun fries (a bit spicy).
Burgeren var god, ingen tvivl om det, og de enkelte råvare smagte godt. Eneste minus var håndterbarheden af burgeren. Den faldte stort set fra hinanden med det samme og blev et værre griseri.

I Moses Lake lå der en Perkins lige ved siden af Motel 6, hvor vi boede. Af ren dovenskab valgte vi det og forventningerne var ikke høje, da det er en kæderestaurant a la Applebees, men mest kendt for deres kager. Men vi blev positivt overrasket. Valgte en sunrise burger med kartoffel og spejlæg i og den var super god.

Den første aften i Seattle skulle det sidste Man v. Food sted besøges, nemlig The Crab Pot. Ikke et af konkurrencestederne (selvom portionerne kunne få en til at tro det), men et sted kendt for deres simple tilgang til seafood. Man fik et brædt og hammer og så blev maden serveret direkte på bordet med noget smeltet smør og (tørt) brød til. Det er ikke den super gastronomiske oplevelse man kommer efter, for det er maden ikke god nok til, men oplevelsen. Dels at sidde der selv og hamre løs på krabbekløer og ben og for at se andre sidde der med hagesmæk og tæske løs på deres mad.

I Seattle skulle Johnny Rockets også prøves. Havde hørt om det fra nogle venner der havde været afsted på roadtrip tilbage i Juli og så var det blevet rost her på siden. Maden var ok. Bestilte små chili cheese dogs til forret og en burger til hovedret. Havde forventet et eller andet specielt efter den omtale stedet havde fået men der var intet. Diner indretning med små jukeboxe på hvert bord (som ikke virkede) og 50er look på serveringspersonalet. Nothing out of the ordinary.

Sidste sted med kniv, gaffel og menukort på turen blev Vons Roasthouse. Her valgte jeg en clam chowder til forret og så delte vi en meat lovers bbq til hovedret. Måske mest for gimmickens skyld, fik vi udleveret hagesmæk og plastikhandsker. Valgte at tage hagesmækken på, men lod fingrene blive godt grissede af at fedte rundt med ribs.
Igen var der et godt udvalg af øl, men vi valgte at slutte aftenen af på Pike Pub & Brewery med en taster (6 forskellige øl).

Madsteder besøgt på sommerens roadtrip, 2010

Her er blogindlæg om nogle af mine andre madoplevelser på min roadtrip i USA i august 2010:
Man-cakes, gourmet burgers, IHOP og Burgerville
1 pund burger på Big Juds, en BBQ burger i Ashton, Applebees og Papa John’s pizza

Fastfood i USA

Her kan du læse mere om fastfood i USA.

Med et vist fokus på mad under sommerens roadtrip i USA syntes jeg det var på sin plads at slutte af med maner, derfor havde jeg booket en guidet mad-tur af Pike Place Market med Seattle Bites.
Ved start på Seattle kunstmuseum fik man udleveret lyd-dims, så man hele tiden kunne høre hvad guiden sagde i det støjende og menneskefyldte marked. Vi fik også nogle kokpper, tallerkner og bestik, så man ikke var i tvivl om at det var mad der var i fokus.
Der var ni bites på turen og første stop var Taste Restaurant på kunstmuseet. En restaurant der arbejder ud fra et lokalt princip og kun benytter råvarer fra en radius på 150 miles (+ olivenolie, som de må hente lidt længere væk).
Dernæst gik vi ind på markedet og fik alt fra crepes, würtz, teriyaki laks, corned beef sandwich, dry soda, clam chowder, frugt og grønt, tikka masala og slow-brygget kaffe.
Man får en masse information og historie om markedet og området og det er en alletiders måde at opleve det på. Man når ikke det hele igennem men med den viden man får er man godt klædt på til selv at gå på oplevelse. Undervejs blev vi introduceret til en af de mest klæbrige seværdigheder i Seattle: tyggegummivæggen. Det er en væg hvor man kommer og sætter sit tyggegummi. Startet af teatergæster i sin tid, men renset af flere gange indtil teateret ikke ville efterkomme byens krav mere og det har nu fået lov at stå til i flere år og er nu en fast del af Seatles seværdigheder. Vi fik udlevet tyggegummi af vores guide og leg lavede et langt udtræk og plantede midt i det hele.

Turen var sat til 2,5 timer, men vi var stadig igang 3,5 time efter start. Vi var derfor også nødt til at springe fra inden kaffen, da vi havde en anden tur vi skulle nå.

For at nå vores bestilte tid med Ducks of Seattle, sprang vi i en taxa, kørte til motellet og hentede en langærmet (for der var lidt køligt den dag) og gik over til Ducks of Seattle (det hele ligger centralt og i gå-afstand fra hvor vi boede).
Vi var også en tur med Ducks i Boston sidste år og det er en super måde at opleve byer på, hvor vand spiller en stor rolle på omgivelserne. Med Ducks of Seattle får man 1 time på land og en halv time i vand, tilsat underholdende guides (chauffør-kaptajner, når nu det er amfibiekøretøjer man fragtes rundt i) der fortæller vidt og bredt, tilføjet musik og skøre indslag med ting man skal gøre ud for forskellige ting.
Turen bragte os igennem downtown og ud til hvor vi også startede vores tur på vandet. Vi sejlede på union lake hvor der er et fantastisk view af byen (skyline og space needle) og hvor vi også kunne se de mange husbåde og flydende huse (som slet ikke er så flydende endda) og selvfølgelig også huset fra filmen Sleepless in Seattle. Købt af et ægtepar lige inden filmen havde premiere til 600.000$. Lige nu til salg for 2.3 mio $. Ikke kun gået op i pris pga filmen. Hele området omkring og specielt nede på søen er dyrt, for der er begrænsninger på antallet af boliger så de der er der sælges/udlejes til overpris.
Fra vandet kunne vi også se en gammel rusten fabrik. Den valgte man at sætte et hegn omkring og kalde det kunst. Seattle har faktisk rigtig megen kunst i det fri og det kommer sig af en regel der siger, at 1% af udgifterne til alle nye offentlige bygninger skal benyttes til kunst for offentligheden.

Efter Ducks turen var det atter spisetid og vi valgte Vons Roasthouse for at få lidt bbq. Vi blev ikke skuffede men de udleverede plastikhandsker var lige i overkanten. Efter maden gik vi på Pike Brewery & Pub og et sidste kig til tyggegummivæggen.

Sidste dag i Seattle tog vi tidligt ned på Pike Place market og fik set nogle af de områder som vi ikke nåede på turen. Tog en sidte tur med momnorail tilbage til Space Needle, checkede ud fra motellet og kørte ud til Microsoft. De har et besøgscenter med en lille smule historie om firmaet og udviklingen i teknologi. Kan godt mærke det er et software hus, for deres fancy touch fladskærme mm. (som jo af gode grunde ikke kan være Apple i et Microsoft hus) virkede ikke og deres Zune afspillere er en smule sølle i forhold til apples iPod Collection – for ikke at tale om deres operativsystem til mobiltelefoner, som de kun fremviste i den. Eksisterende udgave frem for den de kommer med i næste måned.Deres xbox afdeling var mest gennemført.

Der er også en stor butik, men da de jo stort set kun laver software, så var det ikke andet end musemåtter, krus og key hangere de havde til salg. Man kunne godt købe deres software der også, men det var præsenteret på en kedelig lagerreol (som man iøvrigt ikke måtte tage billeder af). Medmindre du kokmmer lige forbi så vil jeg ikke anbefale at bruge tid på et besøg, men det kan dog overståes på en halv time hvis du gør.

Efter Microsoft var det ved at være slut. Vi kørte ud til det sidste motel vi skulle bo på. Kørte us til et supermarked og købte de m&m’s vi skulle have med hjem og noget aftensmad.
Efter en tv-dinner foran tv’et, mens jeg tømte de sidste billeder ud af kameraerne, kørte jeg ud og afleverede vores udlejningsbil. Det valgte jeg at gøre dagen før, da vi skulle tidligt op og ikke gad rode med det om morgenen. I stedet tog vi en lufthavnsshuttel fra hotellet i lufthavnen. Mindre stress og mere tid.

Hjemturen gik fra Seattle til Newark med Continental. Der skiftede vi til SAS (men først et terminal skifte og igennem en fyldt, lille sikkerhedskokntrol som det tog os godt tyve minutter at komme igennem). Derfra direkte hjem til København og en lille uge med jet-lack.