Sidste opsummering af madsteder fra Roadtrip i USA starter i Billings, Montana. Vi ankom efter en lang køretur og skulle have overstået den obligatoriske midtvejs-vasketøjs omgang, så selvom hotellet bød på en restaurant på 20. etage, sprang vi over. Mens en maskine var sat over, gik vi istedet på Hardees (samme kæde som Carl Jr., men andet navn i nogle områder). De laver gode burgere og gode curly fries, men oplevelsen er som ethvert andet besøg på en MacD ligende kæde.
Vi tog revanche på hotellet næste morgen og spiste morgenmad med udkig over byen. En spansk omelet med brasede og en bagel. Mere end jeg kunne klemme ned, men smagte godt. Hotellet var et af de få på turen hvor der ikke var morgenmad inkluderet og vi skulle derfor betale og det rendte op i 30$ for to personer, inkl. drikkepenge.
Fra Billings gik turen til Medora, North Dakota. Her havde vi bestilt underholdning i form af Medora Musical. En stor udendørs forestilling som er en hyldest til Theodore Roosevelt og området, med plads til 2000 tilskuere. Inden forestillingen spiste vi, sammen med små 200 andre, med da der var Pitchfork Steak Fondue. 340-grams ribeyes blev stukket på høtyve og friturestegt og serveret med en buffet af coleslaw, baked beans, bagte kartofler, corn bread og salat. Altsammen skyllet ned med limonade og smagt efter med en brownie til desert. Det ser måske lidt overdrevet ud, men slutresultatet var forbavsende godt.
Motellet vi boede på var endnu et uden morgenmad og vi blev anbefalet Chuck Waggon Buffet inde i byen. Man betalte ved indgangen og så var der ellers en morgenmadsbuffet af den anden verden, inkl. en omelet station hvor man blot skrev ned hvad man ville have og så kom de og serverede det. Jeg sprang omeletten over og stiftede i stedet bekendtskab med deres bisquit and gravy. Ikke lige min kop te og smagte efter med nogle friske vaffler i stedet.
Havde desværre nok på dette tidspunkt oparbejdet samme ‘grådighed’ som de lokale, så fyldte på tallerknen nærmest uden skam, men der var dog nogle lokale som skilte sig ud i størrelse og antal gange der blev hentet nye portioner.
Efter en stor morgenmad ventede turens længste enkelt-dage strækning og efter små 700 km gennem Montanas prærie nåede vi frem til Great Falls. Der var ikke bestilt hotel, så vi prøvede lykken hos Holiday Inn ude ved omfartsvejen som vi skulle videre af den næste dag, men der var fyldt. Spurgte GPSen til råds og fandt et Quality Inn downtown.
Uden kendskab til byen eller rigtig noget at se lige uden for hotellet satte jeg min lid til Goby. Det er en applikation til min iPad som havde vist sig brugbar tidligere på turen. Ved lokationsbestemmelse ved den hvor jeg er og så kan man finde restauranter, barer mm. i området, listet med anmeldelser mm. Listen er ofte mere udtømmende end en søgning på Google, da den samler al den info den kan finde på google og præsenterer det overskueligt.
Efter et kort kig på listen stod det klart, at det var Bert & Ernie der skulle besøges og vi blev ikke skuffede. Jeg valgte en rød clam chowder til forret og en pasta seafood til hovedret. Bert & Ernie havde også et stort udvalg af øl og alt i alt var det et super restaurant besøg.
Fra Great Falls kørte vi gennem Glacier National Park og ned til Kalispell. Der skulle jeg endelig prøve Five Guys Burgers and Fries. Havde læst om dem inden afrejse (de gør meget ud af kvaliteten på deres mad) og så blev de valgt til USA bedste burger mens vi var i USA, foran bl.a. In-n-Out. Og burgeren var god. Faktisk var hele oplevelsen god, fra man stiller sig i kø med en håndfuld peanuts, til man bestiller sin mad og spiser flere peanuts mens man venter på den. Der er kun en slags burger, men man bygger den selv. En burger koster det samme lige meget hvor meget man vil have i den. For nemhedens skyld kan man sige ‘med det hele’ og så får man basic + lidt (ekstra som man ikke får hos de andre kæder). Dertil kan man så vælge at tilkøbe hvad man lyster. Dertil valgte vi regular og cajun fries (a bit spicy).
Burgeren var god, ingen tvivl om det, og de enkelte råvare smagte godt. Eneste minus var håndterbarheden af burgeren. Den faldte stort set fra hinanden med det samme og blev et værre griseri.
I Moses Lake lå der en Perkins lige ved siden af Motel 6, hvor vi boede. Af ren dovenskab valgte vi det og forventningerne var ikke høje, da det er en kæderestaurant a la Applebees, men mest kendt for deres kager. Men vi blev positivt overrasket. Valgte en sunrise burger med kartoffel og spejlæg i og den var super god.
Den første aften i Seattle skulle det sidste Man v. Food sted besøges, nemlig The Crab Pot. Ikke et af konkurrencestederne (selvom portionerne kunne få en til at tro det), men et sted kendt for deres simple tilgang til seafood. Man fik et brædt og hammer og så blev maden serveret direkte på bordet med noget smeltet smør og (tørt) brød til. Det er ikke den super gastronomiske oplevelse man kommer efter, for det er maden ikke god nok til, men oplevelsen. Dels at sidde der selv og hamre løs på krabbekløer og ben og for at se andre sidde der med hagesmæk og tæske løs på deres mad.
I Seattle skulle Johnny Rockets også prøves. Havde hørt om det fra nogle venner der havde været afsted på roadtrip tilbage i Juli og så var det blevet rost her på siden. Maden var ok. Bestilte små chili cheese dogs til forret og en burger til hovedret. Havde forventet et eller andet specielt efter den omtale stedet havde fået men der var intet. Diner indretning med små jukeboxe på hvert bord (som ikke virkede) og 50er look på serveringspersonalet. Nothing out of the ordinary.
Sidste sted med kniv, gaffel og menukort på turen blev Vons Roasthouse. Her valgte jeg en clam chowder til forret og så delte vi en meat lovers bbq til hovedret. Måske mest for gimmickens skyld, fik vi udleveret hagesmæk og plastikhandsker. Valgte at tage hagesmækken på, men lod fingrene blive godt grissede af at fedte rundt med ribs.
Igen var der et godt udvalg af øl, men vi valgte at slutte aftenen af på Pike Pub & Brewery med en taster (6 forskellige øl).
Med et vist fokus på mad under sommerens roadtrip i USA syntes jeg det var på sin plads at slutte af med maner, derfor havde jeg booket en guidet mad-tur af Pike Place Market med Seattle Bites.
Ved start på Seattle kunstmuseum fik man udleveret lyd-dims, så man hele tiden kunne høre hvad guiden sagde i det støjende og menneskefyldte marked. Vi fik også nogle kokpper, tallerkner og bestik, så man ikke var i tvivl om at det var mad der var i fokus.
Der var ni bites på turen og første stop var Taste Restaurant på kunstmuseet. En restaurant der arbejder ud fra et lokalt princip og kun benytter råvarer fra en radius på 150 miles (+ olivenolie, som de må hente lidt længere væk).
Dernæst gik vi ind på markedet og fik alt fra crepes, würtz, teriyaki laks, corned beef sandwich, dry soda, clam chowder, frugt og grønt, tikka masala og slow-brygget kaffe.
Man får en masse information og historie om markedet og området og det er en alletiders måde at opleve det på. Man når ikke det hele igennem og med den viden man får er man godt klædt på til selv at gå på oplevelse. Undervejs blev vi introduceret til en af de mest klæbrige seværdigheder i Seattle: tyggegummivæggen. Det er en væg hvor man kommer og sætter sit tyggegummi. Startet af teatergæster i sin tid, men renset af flere gange indtil teateret ikke ville efterkomme byens krav mere og det har nu fået lov at stå til i flere år og er nu en fast del af Seatles seværdigheder. Vi fik udlevet tyggegummi af vores guide og leg lavede et langt udtræk og plantede midt i det hele.
Turen var sat til 2,5 timer, men vi var stadig igang 3,5 time efter start. Vi var derfor også nødt til at springe fra inden kaffen, da vi havde en anden tur vi skulle nå.
For at nå vores bestilte tid med Ducks of Seattle, sprang vi i en taxa, kørte til motellet og hentede en langærmet (for der var lidt køligt den dag) og gik over til Ducks of Seattle (det hele ligger centralt og i gå-afstand fra hvor vi boede).
Vi var også en tur med Ducks i Boston sidste år og det er en super måde at opleve byer på, hvor vand spiller en stor rolle på omgivelserne. Med Ducks of Seattle får man 1 time på land og en halv time i vand, tilsat underholdende guides (chauffør-kaptajner, når nu det er amfibiekøretøjer man fragtes rundt i) der fortæller vidt og bredt, tilføjet musik og skøre indslag med ting man skal gøre ud for forskellige ting.
Turen bragte os igennem downtown og ud til hvor vi også startede vores tur på vandet. Vi sejlede på union lake hvor der er et fantastisk view af byen (skyline og space needle) og hvor vi også kunne se de mange husbåde og flydende huse (som slet ikke er så flydende endda) og selvfølgelig også huset fra filmen Sleepless in Seattle. Købt af et ægtepar lige inden filmen havde premiere til 600.000$. Lige nu til salg for 2.3 mio $. Ikke kun gået op i pris pga filmen. Hele området omkring og specielt nede på søen er dyrt, for der er begrænsninger på antallet af boliger så de der er der sælges/udlejes til overpris.
Fra vandet kunne vi også se en gammel rusten fabrik. Den valgte man at sætte et hegn omkring og kalde det kunst. Seattle har faktisk rigtig megen kunst i det fri og det kommer sig af en regel der siger, at 1% af udgifterne til alle nye offentlige bygninger skal benyttes til kunst for offentligheden.
Efter Ducks turen var det atter spisetid og vi valgte Vons Roasthouse for at få lidt bbq. Vi blev ikke skuffede men de udleverede plastikhandsker var lige i overkanten. Efter maden gik vi på Pike Brewery & Pub og et sidste kig til tyggegummivæggen.
Sidste dag i Seattle tog vi tidligt ned på Pike Place market og fik set nogle af de områder som vi ikke nåede på turen. Tog en sidte tur med momnorail tilbage til Space Needle, checkede ud fra motellet og kørte ud til Microsoft. De har et besøgscenter med en lille smule historie om firmaet og udviklingen i teknologi. Kan godt mærke det er et software hus, for deres fancy touch fladskærme mm. (som jo af gode grunde ikke kan være Apple i et Microsoft hus) virkede ikke og deres Zune afspillere er en smule sølle i forhold til apples iPod Collection – for ikke at tale om deres operativsystem til mobiltelefoner, som de kun fremviste i den. Eksisterende udgave frem for den de kommer med i næste måned.Deres xbox afdeling var mest gennemført.
Der er også en stor butik, men da de jo stort set kun laver software, så var det ikke andet end musemåtter, krus og key hangere de havde til salg. Man kunne godt købe deres software der også, men det var præsenteret på en kedelig lagerreol (som man iøvrigt ikke måtte tage billeder af). Medmindre du kokmmer lige forbi så vil jeg ikke anbefale at bruge tid på et besøg, men det kan dog overståes på en halv time hvis du gør.
Efter Microsoft var det ved at være slut. Vi kørte ud til det sidste motel vi skulle bo på. Kørte us til et supermarked og købte de m&m’s vi skulle have med hjem og noget aftensmad.
Efter en tv-dinner foran tv’et, mens jeg tømte de sidste billeder ud af kameraerne, kørte jeg ud og afleverede vores udlejningsbil. Det valgte jeg at gøre dagen før, da vi skulle tidligt op og ikke gad rode med det om morgenen. I stedet tog vi en lufthavnsshuttel fra hotellet i lufthavnen. Mindre stress og mere tid.
Hjemturen gik fra Seattle til Newark med Continental. Der skiftede vi til SAS (men først et terminal skifte og igennem en fyldt, lille sikkerhedskokntrol som det tog os godt tyve minutter at komme igennem). Derfra direkte hjem til København og en lille uge med jet-lack.
Med besøget på Mt. Rainier blev den vilde natur lagt på hylden for denne roadtrip. De sidste dage af ferien skulle tilbringes i Seattle.
Der var ikke lagt egentlige planer for de sidste dage, men enkelte ting skulle dog nåes, som Boeing, Space Needle, Crab Pot, Seattle Bites, Pike Place Market mm.
Vi startede dog med shopping og kørte mod Seattles største outlet nord for byen. Egentlig ikke fordi der manglede noget i kufferten, men et outlet er et must på en usa-tur. Afhængig af hvad du går efter, så er der ikke altid noget at spare ved at vælge et outlet frem for et mall eller en butik inde i byen. Derfor lægger jeg altid besøget sidst på turen så jeg har en idè om, hvad tingene bør koste. Hvorvidt der så er kæmpe besparelser i forhold til Danmark er en anden sag. Jeg købte et par bukser i Banana Republic, så ved ikke om de var billige i forhold til DK, men endte med at slippe 32$ og de var prismærket til 62$ – suggested retail. Der røg også lige en nike t-shirt til 10$ i kufferten.
Efter chekc-in på Travelodge ved Space Needle gik vi ned til det meget turistede område nede ved vandet. Grunden til det var stedet som var udset til at være aftenens spisested: The Crab Pot.
Kendt og populært for sin primitive servering af seafood (vi måtte da også vente en halv times tid på et bord). Hammer og brædt udleveres og så går man løs på kæmpe krabbeben og kløer, majskolber og kogte kartofler.
Vi var der omkring solnedgang og fik et par pletskud ud over Puget Sound, gik lidt rundt i byen og fik god føling med området som skulle være base de næste par dage inden turen hjem.
Seattle er dejlig overskuelig og bor man centralt er der ingen problemer i at nå rundt på gå-ben. Der kører både busser, sporvogne, undergrundstog, cykeltaxier og monorail, så man har rig muligheder for at se mere af byen hvis man vil. Og så er der færgeruterne som giver et godt view af byen fra søsiden.
Dagen efter kørte vi op til Everett og Boeings flyfabrik. Man kan komme på en halvanden times guidet tur rundt på fabrikken som på alle måder er imponerende. Bygningen er verdens største og er 500 meter bred og mere end en kilometer lang. Vi så produktionen af modellerne: 747, 777 og 787. En 747 tager 4 måneder at lave, men deres sidst nye model 787 (som endnu ikke er godkendt til flyvning) tager kun 3 dage. Det er pga optimerede produktsforhold mm. Imponerende nar man tænker på størrelsen.
Rundturen på fabrikken er hele besøget værd (bemærk! Man må ikke have kameraet, tasker, mobiltelefoner mm. Med rundt på turen af fare for at det kan falde ned i produktionen, så jeg har ingen billeder fra fabrikken). Udstillingen ‘Future of flight’ er ikke værd at køre efter seperat, men er inkluderet i tur-entreen. Og så er der en tagterasse hvor man får et godt view af fabrikshallen, de specielle fragtfly og alle de færdige fly.
Tilbage i Seattle tog vi op i Space Needle. 184 meter højt og bygget til verdensudstillingen i 1962. Oprindeligt orange (galactic red) har jeg hørt, men har ikke kunne finde billeder af det. Giver et godt view af byen og området med både Mt. Baked mod nord og Mt. Rainier mod syd. Vi kobte en dobbeltbillet så vi kunne komme op om aftenen også.
Tog ned i byen i mellem de to besøg og spiste på Johnny Rocket. Tog monorail (også fra verdensudstillingen) tilbage og tog op i Space Needle igen omkring solnedgang. Vi var heldige med vejret for byen er ikke kendt for sit gode vejr og resten af ugen var der skyer.
Fra Medora begav vi os ud på den længste daglige køretur vi har haft på denne roadtrip. Knap 700 km fra Medora, ND til Great Falls, MT.
I Great Falls havde vi ikke bestilt overnatning og tog mere eller mindre blot det første motel langs hovedvejen. Der var dog udsolgt og der var noget detour der betød for megen kørsel for at komme frem til det næste på hovedvejen, så vi prøvede downtown og fandt et Quality Inn til 89$ for en nat.
Dagen efter gik turen mod Glacier National Park. Der var stadig små to timer fra Great Falls til indgangen til Parken, så vi fik de sidste flade prærier at se inden vi kørte ind i Rocky Mountains og den postkortmotiv skønne Glacier National Park. For det er virkelig stop på stop med billedeskøn natur. Der var desværre en del vejarbejde på Going to the sun road, som er den scenic rute som går gennem parken, så vi brugte meget af tiden på at holde i kø og når man endelig kørte var det i ‘færgetræk’ hvor man ikke rigtig havde muligheden for at holde ind impulsivt og nyde omgivelserne. Vi fik dog oplevet parken, gået lidt, set vandfald og oplevet det meste af parken som er tilgængelig med bil.
Vi kørte igennem Glacier National Park øst med vest og ude på den anden side havde vi booket overnatnig i Kalispell.
Derfra gik det dagen efter mod Moses Lake i Washington. Turen dertil gik via Grand Coulee Dam. Ikke så kendt som Hoover Dam, men på mange måder lige så imponerende. Oprindeligt lavet til at sikre vanding til landbruget i området, men blev senere lavet om til også at kunne producere strøm. Grand Coulee Dam er i dag kun overgået af et atomkraftværk (palo verde) som det mest strømproducerende værk i USA.
Turen fra Grand Coulee til Moses Lake bragte os igennem et landskab som man ikke forbinder med Washington og dagen efter fra Moses Lake til Mt. Rainier fortsatte det utrolige landskab.
Mt. Rainier stikke ud i landskabet og er faktisk en aktiv vulkan. Bjerget huset også mere end 20 gletchere og har derfor et konstant snedække på toppen. Der er rig mulighed for at vandre i området, men som med Olympic National Park, så kan stedet være indhyllet i tyk tåge og mange besøgende kommer forgæves.
På toppen (eller så tæt man kan køre) er der begrænset parkering, men der er mulighed for at parkere langs vejen nedaf bjerget. Fra den fjerneste p-plads op til besøgscenteret var der ca to km så vær forberedt på at gå lidt og de stier man kan tage i området er meget stejle, så formen skal være en lille smile i orden for at fuldt ud kunne nyde området.
Fra Mt. Rainier kørte vi tilbage til civilisationen og tog i biografen. Så Inception i IMAX og må endnu en gang kostatere at IMAX slår (med flere længder) de små ‘dagligstuer med 28 tommer skærme’ vi kalder biografer i Danmark.
Hvis man lever efter den devise i USA så er jeg ikke sikker på man holder lægen væk, for de mest indbydende æbler ser nu ud til at sætte sig mere på sidebenene end sikre et godt helbred.
Vi kender dem derhjemmefra som kandiserede æbler, men her er det taget til det næste niveau og bl.a Rocky Mountain Chocolate Factory har gjort det til en kunst at klæbe mest muligt slik, knas, karamel og chokolade mm. på ydersiden af et æble.
Fra Billings, Montana begav vi os ud på to dage med meget lange køreture. Første dag tog os stik øst mod Medora, North Dakota. Her ligger bl.a Theodore Roosevelt National Park.
På vej dertil kørte vi igennem det værste uvejr vi har oplevet på turen. Man må køre 75 mph på Interstaes i Montana, men da uvejret ramte os måtte vi ned på 30 og satte katastrofeblinket til. Der er ikke megen trafik på vejene i den del af Montana hvor vi blev ramt og godt det samme for vi kunne til tider kun se 50 meter frem for os og vinduesviskeren kørte på højtryk.
Lige så brat det startede lige så hurtigt var det ovre. Eneste bekymring var nu om aftenens udendørsforestilling ville blive ramt af dårlig vejr.
Theodore Roosevelt National Park er ikke særlig stor og er delt i to dele. Medora ligger ved den sydlige og største del. Parken har en 36 mile (58 km) loop road som tager dig igennem klassisk Dakota Badlands. Vi var i lidt tidspres da vi skulle nå noget om aftenen, så vi kørte kun en lille del af loop road igennem.
Men det skulle vise sig at være nok til at få sig en på opleveren, for kort inde i parken rendte vi ind i en stor flok bison midt på vejen og dyrene gik stille rundt mellem bilerne. Selvom det er fristende så skal man ikke stå ud af bilerne for de kan godt finde på at angribe. Der er flere angreb hvert år og selvom de ser søde ud, så vil jeg nødigt op og skædes med en.
Vi nuppede et par overlooks inde i parken og kørte derefter op til aftenens spise- og underholdningssted.
Medora lever højt på at Theodore Roosevelt (USAs 23. Præsident) tilbragte tid i North Dakota. Det har de fejret se sidste 45 år med en musical som kører hver aften sommeren igennem. Men inden man går over til den store udendørs scene og amfiteater så er der muligheder for at opleve en Pitchfork Steak Fondue.
Store bøffer stukket på en høtyv og tilberedt som fondue i en stor gruekedel fuldt med olie. Efter et par minutter i den kogende olie er bøffen tilberedt og den serveres med coleslaw, bagt kartoffel, salat, baked brand og brød. Hele herligheden skylles ned med frisk limonade og en brownie til dessert.
Medora Musical er lidt af et tilløbsstykke og der er plads til et par tusinde publikummer. Der ligger ikke rigtig nogle byer omkring stedet så folk bor enten i Medora eller kommer langvejs fra og der kom også flere busser med gæster fra nær og fjern.
Forestillingen er ganske underholdende og har Theodore Roosevelt som omdrejningspunkt. Midt i er der et indslag fra nogle gæsteoptrædere. De skifter hen over sommeren og det var New York Goofs der optrådte da vi var der.
Som ved så mange andre amerikanske forestilliner og events, så bruges der tid på at hylde militæret, og veteraner og folk i aktiv militærtjeneste skulle rejse sig og modtage publikums hyldest.
En hyldest til flaget og nationalsangen blev det også til. Ved denne forestiling var der ingen relegion indblandet, men har oplevet fællesbøn og lign. til andre arrangementer i USA. Det er ganske normalt herover, men en meget anderledes oplevelse at prøve.
Turen fra Bozeman, MT til Billings, MT er egentlig ikke så lang hvis man kører af Interstate 90, men vi ville se noget natur og kørte via Yellowstone National Park og Beartooth Scenic Byway.
Vi var kun lige kommet indenfor porten i Yellowstone inden vi mødte det første dyreliv rigtig tæt på. Det var faktisk på parkeringspladsen i Mammoth hvor der gik mere end 20 krondyr rundt mellem bilerne. De var tydeligvis vant til alle menneskerne og bilerne og nød det friske græs og ænsede kanp alle turisterne der knipsede løs.
Mommoth hot springs ligger lige hvor vi var og de er imponerende, men vi havde været her før (2008) så vi kørte afsted mod afkørelsen til Northeast Entrance. Den strækning var ny for os. Bød ikke på de vilde ting (selvom der var masser af formaninger om bjørne) men vi så dog en masse bison. På et åben stræk med prærie ned mod en flod gik der op mod 50 bison. Man kunne dog ikke komme særlig tæt på, men det var alligevel et imponerende syn. Vi skulle dog få masser af bison rigtig tæt på en af de kommende dage, men mere om det senere.
Når man kommer ud af Yellowstone National Park ved den nordøstlige indgang kommer kort efter den idylliske by Cooke City. Den var tæt på at brænde ned i 1988 da en kæmpe skovbrand hærgede området. Skoven bærer stadig tydelig præg af den store brand, men er ved at komme sig fint.
Lige efter byen begynder det at gå opad og man komme igennem nogle deciderede postkort motiv områder med bjerge, søer og hårnåle sving. Man kommer op over Beartoothe Pass som man krydser 3300 meters højde. Temperaturen droppede fra midt i 80erne til de lave 60ere og der blæste en god vind. I den højde er man over trægrænsen og kan virkelig se konturene i landskabet. Der ligger også stadig sne fra sidste vinter og man kan få sig en lille sneboldkamp kun iført shorts og t-shirt. Cool.
Loading ...
Flickr Photos