10 ting du skal prøve i USA

Her er en liste med 10 ting som jeg mener man bør opleve og prøve når man er i USA.Det er alle ting som er nemt tilgængelige, specielt hvis man er på en roadtrip og er i bil, og nogle af dem er endda gratis.Det er ikke oplevelser som er eksklusive for USA men det er i høj grad ting som rigtig mange forbinder med det at være på ferie i USA.
American Diner
At træde ind i en ægte amerikansk diner er som at rejse tilbage i tiden. At få serveret morgenmad eller frokost i en diner er som de fleste nok har set det på film og i TV. Udover de ægte (som man nogle gange skal lede lidt efter) findes der en række kopi diners hvoraf de mest kendte nok er de som har et 50’er tema. Mit første rigtige diner besøg var i Vermont i 2009.
Capitol Building
En stats hovedstad har en regeringsbygning (capitol building). Denne hovedstad er langt fra altid den mest kendte eller største by i staten. Bygningen er som oftest lavet ud fra det samme princip a la capitol bygningen i Washington, DC. Adgangen til disse capitol bygninger er gratis og åben for offentligheden. Mange steder er der gratis guidede ture eller så kan man selv gå rundt og udforske bygningen. Har selv besøgt capitol buildings i Denver, CO, Madison, WI, Providence, RI, Austin TX, Boise, ID og Salt Lake City, UT.
Segway tur
En segway er et elektrisk to-hjulet køretøj (ikke tilladt i Danmark på offentlig vej). Det holder balancen for en og man skal kun koncentrere sig om at styre. De fleste storbyer (og flere små) har guidede ture på Segways. Mange steder kan man også leje dem på egen hånd og køre rundt og opleve byen på en anderledes måde. Jeg kørte på segway første gang i Minneapolis i 2007 og har siden været på Segway ture i Boston, San Antonio og Austin.
IMAX
Alt er bare større i USA og en IMAX oplevelse sætter alle danske biografer til vægs. Man kan godt opleve IMAX i Danmark i planetariet i København, men det er den informative, buede udgave. I USA kan man se flere af de store Hollywood film på en måde man er nødt til at opleve – og sågar i 3D. Fik min første IMAX oplevelse i Toronto i 2003 hvor jeg så Matrix Reloaded. Siden har jeg bl..a set Batman Dark Knight, Harry Potter og Inception.
Mall
USA har nogle af de største Malls i verden. I Danmark synes vi Fields, Fisketorvet, Bruuns Galleri, Ro’s Torv og Rosengårdscenteret er store. Nr. 25 på listen over USAs største malls er mere end dobbelt så stor som Fields (alene målt på butiks m2). Det største Mall i USA er Mall of America i Minneapolis, MN (målt på samlet areal). Det har en forlystelsespark inde i midten af komplekset og 20.000 parkeringspladser.
Fast food franchise
Man bliver fed hvis man skal prøve alle de fast food franchises der er i USA, men man skal ikke snyde sig selv for at prøve nogle af dem der endnu ikke er nået til Danmark. Der er både landsdækkende kæder og mere regionale kæder som er et besøg værd – om ikke andet så for oplevelsens skyld. Når man ser TV i USA så kommer man ikke udenom de mange reklamer for fastfood på TV, så hvis man ikke kender nogle på forhånd så kommer man til det efter nogle uger.
Min bedste oplevelse med en TV reklame og en fast food kæde var i 2006 i Florida. Her så jeg en reklame for Ruby Tuesday og spiste der en time senere. Det er et sted jeg stadig besøger når jeg er afsted for de laver en over gennemsnittet burger og andre gode retter. Her kan du læse mere hvis du er interesseret i roadtrip mad og fastfood i USA.
Outlet centers og factory stores
Hvis man ikke har fået shopping nok i de store malls er der også outlet centers og factory stores. Det er ofte strip-malls (semi-åbne malls) hvor en lang række kendte og mindre kendte brands har deres egne forretninger. De fleste forbinder disse med rigitg gode tilbud og priser sammenlignet med butikkerne inde i byerne og i malls. Det er ikke min erfaring. Ofte er prisen den samme, men udvalget kan være meget anderledes da de her ofte har alle de produkter et brand producere.
Drive-in bio
I et land hvor biler spiller så stor en del af ens liv er det oplagt at udnytte dem fuldt ud og drive-in biografer er et klassisk eksempel på det. Bilen er med hele vejen og ikke kun et transportmiddel til biografen, men også sæde – og i nogle tilfælde restaurant. Man bør ikke snyde sig selv for på denne måde at komme rigtig tæt på den amerikanske dagligdag og opleve dette på egen hånd. Men skynd dig, for der bliver færre af dem for hvert år. Har selv været i drive-in i Barstow, CA og Burlington, VT.
Hvis man kan lide drive-in konceptet så kan man passende prøve drive-in banker (ATM maskine), drive-in kaffebarer, drive-in supermarkeder og drive-in liquer stores.
Steakhouse
Når snakken falder på mad og USA så kommer man ikke udenom store steaks. Amerikansk oksekød har ry for at være noget af det bedste og i USA er udvalget stort. Enhver by med respekt for sig selv har et eller flere steakhouses. Man kan få steaks de fleste steder, men man får den bedste bøf oplevelse de steder hvor det er den primære ret (og ikke burger eller sandwiches). I Amarillo, Texas ligge The Big Texan. Her kan man få serveret en steak på 72 oz (godt 2 kg). Hvis man kan spise det hele, plus det løse, på under en time, så får man måltidet gratis og sit billede op på væggen. Rekorden er i øjeblikket på under 9 minutter.
Supermarked
Det lyder måske skørt at anbefale et supermarked, men når man først har prøvet det ved man hvad jeg taler om. Og her taler jeg ikke om WalMart eller andre non-food supermarkeder. Hver region eller by har deres egen kæde af store supermarkeder. Udvalget i et amerikansk supermarked får meget hurtigt de største danske til at ligne en døgnkiosk. Og apropo døgn, så er mange af de store amerikanske supermarkeder døgnåbne, så ikke noget med at nå et inden klokken dit eller dat.
Mellem de store, velplejede grøntafdelinger, til de store deli diske til de store færdiglavede kager og ikke mindst 40-50 forskellige øl på køl kan man ikke andet end at blive imponeret. Mange af de store supermarkeder kan gøre det ud for morgenmad eller frokost stop, da de ofte har en udemærket café (nogle har endda fast food restauranter) som laver friske sandwiches mm. Her kan du se en række billeder fra nogle af de lækre supermarkeder der er rundt om i USA.
Mine 10 bedste oplevelser i USA
Jeg har samlet en liste med de 10 bedste oplevelser som jeg har haft i USA. De tæller bl.a. tur i varmluftsballon, jet-ski tur i Key West, leje af sportsvogn i Miami, Elvis Week i Memphis og 4th of July i Chicago m.fl.
15 endnu bedre oplevelser i USA
Jeg har også lavet en liste med 15 endnu bedre oplevelser fra mine ture i USA. Den tæller ting som Bonneville Speed Week, Zipline tur, Segway tur, Cowboy Action Shooting, Grand Canyon Cavenrs suite m.fl.


Vurder indlægget!
Hvis du synes om indlægget, så vil jeg sætte pris på en vurdering nedenfor. Du skal blot klikke på det antal stjerne du synes det fortjener. Du er også velkommen til at give en like på Facebook eller Google Plus. På forhånd tak.

Andre roadtrip oplevelser:

Billeje i USA & Canada