Roadtrips i USA

Med en god zoom på kameraet, kunne vi fra Santa monica Pier se vores hotel i Venice Beach. Det var dels dovenskab og dels praktiske årsager (vi gad ikke køre rundt efter et hotel) der gjorde vi havde booket et hotel i Venice Beach. Og endda helt ned til stranden.

Venice Beach

Jeg havde ikke rigtig oplevet kysten i LA sidst jeg var her (2005) og Venice Beach skulle være et godt sted at starte.
Desværre var vejret ikke helt med os (overskyet og under 25 grader) og selvom vi gjorde hvad vi kunne i planlægningen, så var vi først på hotellet omkring kl 19 om aftenen.
Læs mere…

Der er mange steder du kan finde inspiration til hvad du skal opleve på din roadtrip i USA. Rejsebøger om USA lægger en god bund men en overset kilde til inspiration er nok film og i særdeleshed TV.

Du tænker nok ikke så meget over det, men du kan faktisk finde en masse inspiration til din roadtrip blot ved at sidde foran dit TV.

Inspiration fra Hollywood

Størstedelen af det der vises på dansk TV er film og TV serier fra USA. Det giver som oftest et glansbillede af hvad USA er, men kigger man på omgivelserne, så kan der være nogle steder som man kunne få lyst til at se. Desværre er der sjældent sammenhæng mellem titlen eller filmens/seriens lokation og så hvor den er optaget.
Eksempler på dette er:
Memphis Beat der er optaget i New Orleans.
CSI Miami, som på nær enkelte scener, er filmet i Californien.
Badlands, som skal forestille at forgå i South Dakota, er optaget i Colorado og Californien.
Twilight, hvis historie foregår i Pacific Northwest og i området omkring Forks i staten Washington, er for den første films vedkommende optaget i området, men de efterfølgende er ikke (de er primært optaget i Canada). Læs mere…

Med et vist fokus på mad under sommerens roadtrip i USA syntes jeg det var på sin plads at slutte af med maner, derfor havde jeg booket en guidet mad-tur af Pike Place Market med Seattle Bites.
Ved start på Seattle kunstmuseum fik man udleveret lyd-dims, så man hele tiden kunne høre hvad guiden sagde i det støjende og menneskefyldte marked. Vi fik også nogle kokpper, tallerkner og bestik, så man ikke var i tvivl om at det var mad der var i fokus.
Der var ni bites på turen og første stop var Taste Restaurant på kunstmuseet. En restaurant der arbejder ud fra et lokalt princip og kun benytter råvarer fra en radius på 150 miles (+ olivenolie, som de må hente lidt længere væk).
Dernæst gik vi ind på markedet og fik alt fra crepes, würtz, teriyaki laks, corned beef sandwich, dry soda, clam chowder, frugt og grønt, tikka masala og slow-brygget kaffe.
Man får en masse information og historie om markedet og området og det er en alletiders måde at opleve det på. Man når ikke det hele igennem men med den viden man får er man godt klædt på til selv at gå på oplevelse. Undervejs blev vi introduceret til en af de mest klæbrige seværdigheder i Seattle: tyggegummivæggen. Det er en væg hvor man kommer og sætter sit tyggegummi. Startet af teatergæster i sin tid, men renset af flere gange indtil teateret ikke ville efterkomme byens krav mere og det har nu fået lov at stå til i flere år og er nu en fast del af Seatles seværdigheder. Vi fik udlevet tyggegummi af vores guide og leg lavede et langt udtræk og plantede midt i det hele.

Turen var sat til 2,5 timer, men vi var stadig igang 3,5 time efter start. Vi var derfor også nødt til at springe fra inden kaffen, da vi havde en anden tur vi skulle nå.

For at nå vores bestilte tid med Ducks of Seattle, sprang vi i en taxa, kørte til motellet og hentede en langærmet (for der var lidt køligt den dag) og gik over til Ducks of Seattle (det hele ligger centralt og i gå-afstand fra hvor vi boede).
Vi var også en tur med Ducks i Boston sidste år og det er en super måde at opleve byer på, hvor vand spiller en stor rolle på omgivelserne. Med Ducks of Seattle får man 1 time på land og en halv time i vand, tilsat underholdende guides (chauffør-kaptajner, når nu det er amfibiekøretøjer man fragtes rundt i) der fortæller vidt og bredt, tilføjet musik og skøre indslag med ting man skal gøre ud for forskellige ting.
Turen bragte os igennem downtown og ud til hvor vi også startede vores tur på vandet. Vi sejlede på union lake hvor der er et fantastisk view af byen (skyline og space needle) og hvor vi også kunne se de mange husbåde og flydende huse (som slet ikke er så flydende endda) og selvfølgelig også huset fra filmen Sleepless in Seattle. Købt af et ægtepar lige inden filmen havde premiere til 600.000$. Lige nu til salg for 2.3 mio $. Ikke kun gået op i pris pga filmen. Hele området omkring og specielt nede på søen er dyrt, for der er begrænsninger på antallet af boliger så de der er der sælges/udlejes til overpris.
Fra vandet kunne vi også se en gammel rusten fabrik. Den valgte man at sætte et hegn omkring og kalde det kunst. Seattle har faktisk rigtig megen kunst i det fri og det kommer sig af en regel der siger, at 1% af udgifterne til alle nye offentlige bygninger skal benyttes til kunst for offentligheden.

Efter Ducks turen var det atter spisetid og vi valgte Vons Roasthouse for at få lidt bbq. Vi blev ikke skuffede men de udleverede plastikhandsker var lige i overkanten. Efter maden gik vi på Pike Brewery & Pub og et sidste kig til tyggegummivæggen.

Sidste dag i Seattle tog vi tidligt ned på Pike Place market og fik set nogle af de områder som vi ikke nåede på turen. Tog en sidte tur med momnorail tilbage til Space Needle, checkede ud fra motellet og kørte ud til Microsoft. De har et besøgscenter med en lille smule historie om firmaet og udviklingen i teknologi. Kan godt mærke det er et software hus, for deres fancy touch fladskærme mm. (som jo af gode grunde ikke kan være Apple i et Microsoft hus) virkede ikke og deres Zune afspillere er en smule sølle i forhold til apples iPod Collection – for ikke at tale om deres operativsystem til mobiltelefoner, som de kun fremviste i den. Eksisterende udgave frem for den de kommer med i næste måned.Deres xbox afdeling var mest gennemført.

Der er også en stor butik, men da de jo stort set kun laver software, så var det ikke andet end musemåtter, krus og key hangere de havde til salg. Man kunne godt købe deres software der også, men det var præsenteret på en kedelig lagerreol (som man iøvrigt ikke måtte tage billeder af). Medmindre du kokmmer lige forbi så vil jeg ikke anbefale at bruge tid på et besøg, men det kan dog overståes på en halv time hvis du gør.

Efter Microsoft var det ved at være slut. Vi kørte ud til det sidste motel vi skulle bo på. Kørte us til et supermarked og købte de m&m’s vi skulle have med hjem og noget aftensmad.
Efter en tv-dinner foran tv’et, mens jeg tømte de sidste billeder ud af kameraerne, kørte jeg ud og afleverede vores udlejningsbil. Det valgte jeg at gøre dagen før, da vi skulle tidligt op og ikke gad rode med det om morgenen. I stedet tog vi en lufthavnsshuttel fra hotellet i lufthavnen. Mindre stress og mere tid.

Hjemturen gik fra Seattle til Newark med Continental. Der skiftede vi til SAS (men først et terminal skifte og igennem en fyldt, lille sikkerhedskokntrol som det tog os godt tyve minutter at komme igennem). Derfra direkte hjem til København og en lille uge med jet-lack.

Med besøget på Mt. Rainier blev den vilde natur lagt på hylden for denne roadtrip. De sidste dage af ferien skulle tilbringes i Seattle.
Der var ikke lagt egentlige planer for de sidste dage, men enkelte ting skulle dog nåes, som Boeing, Space Needle, Crab Pot, Seattle Bites, Pike Place Market mm.

Vi startede dog med shopping og kørte mod Seattles største outlet nord for byen. Egentlig ikke fordi der manglede noget i kufferten, men et outlet er et must på en usa-tur. Afhængig af hvad du går efter, så er der ikke altid noget at spare ved at vælge et outlet frem for et mall eller en butik inde i byen. Derfor lægger jeg altid besøget sidst på turen så jeg har en idè om, hvad tingene bør koste. Hvorvidt der så er kæmpe besparelser i forhold til Danmark er en anden sag. Jeg købte et par bukser i Banana Republic, så ved ikke om de var billige i forhold til DK, men endte med at slippe 32$ og de var prismærket til 62$ – suggested retail. Der røg også lige en nike t-shirt til 10$ i kufferten.

Efter chekc-in på Travelodge ved Space Needle gik vi ned til det meget turistede område nede ved vandet. Grunden til det var stedet som var udset til at være aftenens spisested: The Crab Pot.
Kendt og populært for sin primitive servering af seafood (vi måtte da også vente en halv times tid på et bord). Hammer og brædt udleveres og så går man løs på kæmpe krabbeben og kløer, majskolber og kogte kartofler.
Vi var der omkring solnedgang og fik et par pletskud ud over Puget Sound, gik lidt rundt i byen og fik god føling med området som skulle være base de næste par dage inden turen hjem.

Seattle er dejlig overskuelig og bor man centralt er der ingen problemer i at nå rundt på gå-ben. Der kører både busser, sporvogne, undergrundstog, cykeltaxier og monorail, så man har rig muligheder for at se mere af byen hvis man vil. Og så er der færgeruterne som giver et godt view af byen fra søsiden.

Dagen efter kørte vi op til Everett og Boeings flyfabrik. Man kan komme på en halvanden times guidet tur rundt på fabrikken som på alle måder er imponerende. Bygningen er verdens største og er 500 meter bred og mere end en kilometer lang. Vi så produktionen af modellerne: 747, 777 og 787. En 747 tager 4 måneder at lave, men deres sidst nye model 787 (som endnu ikke er godkendt til flyvning) tager kun 3 dage. Det er pga optimerede produktsforhold mm. Imponerende nar man tænker på størrelsen.
Rundturen på fabrikken er hele besøget værd (bemærk! Man må ikke have kameraet, tasker, mobiltelefoner mm. Med rundt på turen af fare for at det kan falde ned i produktionen, så jeg har ingen billeder fra fabrikken). Udstillingen ‘Future of flight’ er ikke værd at køre efter seperat, men er inkluderet i tur-entreen. Og så er der en tagterasse hvor man får et godt view af fabrikshallen, de specielle fragtfly og alle de færdige fly.

Tilbage i Seattle tog vi op i Space Needle. 184 meter højt og bygget til verdensudstillingen i 1962. Oprindeligt orange (galactic red) har jeg hørt, men har ikke kunne finde billeder af det. Giver et godt view af byen og området med både Mt. Baked mod nord og Mt. Rainier mod syd. Vi kobte en dobbeltbillet så vi kunne komme op om aftenen også.
Tog ned i byen i mellem de to besøg og spiste på Johnny Rocket. Tog monorail (også fra verdensudstillingen) tilbage og tog op i Space Needle igen omkring solnedgang. Vi var heldige med vejret for byen er ikke kendt for sit gode vejr og resten af ugen var der skyer.

Fra Medora begav vi os ud på den længste daglige køretur vi har haft på denne roadtrip. Knap 700 km fra Medora, ND til Great Falls, MT.
I Great Falls havde vi ikke bestilt overnatning og tog mere eller mindre blot det første motel langs hovedvejen. Der var dog udsolgt og der var noget detour der betød for megen kørsel for at komme frem til det næste på hovedvejen, så vi prøvede downtown og fandt et Quality Inn til 89$ for en nat.

Dagen efter gik turen mod Glacier National Park. Der var stadig små to timer fra Great Falls til indgangen til Parken, så vi fik de sidste flade prærier at se inden vi kørte ind i Rocky Mountains og den postkortmotiv skønne Glacier National Park. For det er virkelig stop på stop med billedeskøn natur. Der var desværre en del vejarbejde på Going to the sun road, som er den scenic rute som går gennem parken, så vi brugte meget af tiden på at holde i kø og når man endelig kørte var det i ‘færgetræk’ hvor man ikke rigtig havde muligheden for at holde ind impulsivt og nyde omgivelserne. Vi fik dog oplevet parken, gået lidt, set vandfald og oplevet det meste af parken som er tilgængelig med bil.

Vi kørte igennem Glacier National Park øst med vest og ude på den anden side havde vi booket overnatnig i Kalispell.
Derfra gik det dagen efter mod Moses Lake i Washington. Turen dertil gik via Grand Coulee Dam. Ikke så kendt som Hoover Dam, men på mange måder lige så imponerende. Oprindeligt lavet til at sikre vanding til landbruget i området, men blev senere lavet om til også at kunne producere strøm. Grand Coulee Dam er i dag kun overgået af et atomkraftværk (palo verde) som det mest strømproducerende værk i USA.

Turen fra Grand Coulee til Moses Lake bragte os igennem et landskab som man ikke forbinder med Washington og dagen efter fra Moses Lake til Mt. Rainier fortsatte det utrolige landskab.

Mt. Rainier stikke ud i landskabet og er faktisk en aktiv vulkan. Bjerget huset også mere end 20 gletchere og har derfor et konstant snedække på toppen. Der er rig mulighed for at vandre i området, men som med Olympic National Park, så kan stedet være indhyllet i tyk tåge og mange besøgende kommer forgæves.
På toppen (eller så tæt man kan køre) er der begrænset parkering, men der er mulighed for at parkere langs vejen nedaf bjerget. Fra den fjerneste p-plads op til besøgscenteret var der ca to km så vær forberedt på at gå lidt og de stier man kan tage i området er meget stejle, så formen skal være en lille smile i orden for at fuldt ud kunne nyde området.

Fra Mt. Rainier kørte vi tilbage til civilisationen og tog i biografen. Så Inception i IMAX og må endnu en gang kostatere at IMAX slår (med flere længder) de små ‘dagligstuer med 28 tommer skærme’ vi kalder biografer i Danmark.

Fra Billings, Montana begav vi os ud på to dage med meget lange køreture. Første dag tog os stik øst mod Medora, North Dakota. Her ligger bl.a Theodore Roosevelt National Park.

På vej dertil kørte vi igennem det værste uvejr vi har oplevet på turen. Man må køre 75 mph på Interstaes i Montana, men da uvejret ramte os måtte vi ned på 30 og satte katastrofeblinket til. Der er ikke megen trafik på vejene i den del af Montana hvor vi blev ramt og godt det samme for vi kunne til tider kun se 50 meter frem for os og vinduesviskeren kørte på højtryk.
Lige så brat det startede lige så hurtigt var det ovre. Eneste bekymring var nu om aftenens udendørsforestilling ville blive ramt af dårlig vejr.

Theodore Roosevelt National Park er ikke særlig stor og er delt i to dele. Medora ligger ved den sydlige og største del. Parken har en 36 mile (58 km) loop road som tager dig igennem klassisk Dakota Badlands. Vi var i lidt tidspres da vi skulle nå noget om aftenen, så vi kørte kun en lille del af loop road igennem.
Men det skulle vise sig at være nok til at få sig en på opleveren, for kort inde i parken rendte vi ind i en stor flok bison midt på vejen og dyrene gik stille rundt mellem bilerne. Selvom det er fristende så skal man ikke stå ud af bilerne for de kan godt finde på at angribe. Der er flere angreb hvert år og selvom de ser søde ud, så vil jeg nødigt op og skædes med en.
Vi nuppede et par overlooks inde i parken og kørte derefter op til aftenens spise- og underholdningssted.

Medora lever højt på at Theodore Roosevelt (USAs 23. Præsident) tilbragte tid i North Dakota. Det har de fejret se sidste 45 år med en musical som kører hver aften sommeren igennem. Men inden man går over til den store udendørs scene og amfiteater så er der muligheder for at opleve en Pitchfork Steak Fondue.
Store bøffer stukket på en høtyv og tilberedt som fondue i en stor gruekedel fuldt med olie. Efter et par minutter i den kogende olie er bøffen tilberedt og den serveres med coleslaw, bagt kartoffel, salat, baked brand og brød. Hele herligheden skylles ned med frisk limonade og en brownie til dessert.

Medora Musical er lidt af et tilløbsstykke og der er plads til et par tusinde publikummer. Der ligger ikke rigtig nogle byer omkring stedet så folk bor enten i Medora eller kommer langvejs fra og der kom også flere busser med gæster fra nær og fjern.
Forestillingen er ganske underholdende og har Theodore Roosevelt som omdrejningspunkt. Midt i er der et indslag fra nogle gæsteoptrædere. De skifter hen over sommeren og det var New York Goofs der optrådte da vi var der.

Som ved så mange andre amerikanske forestilliner og events, så bruges der tid på at hylde militæret, og veteraner og folk i aktiv militærtjeneste skulle rejse sig og modtage publikums hyldest.
En hyldest til flaget og nationalsangen blev det også til. Ved denne forestiling var der ingen relegion indblandet, men har oplevet fællesbøn og lign. til andre arrangementer i USA. Det er ganske normalt herover, men en meget anderledes oplevelse at prøve.

Hvis et billede siger tusind ord, så må video sige en hulens masse. Her følger to videoer som er optaget ud af forruden på vores lejebil mens vi kører gennem USA.
Der er ingen speak og musikken er blot radioen der er skruet lidt op.

Den første er fra den første uge hvor vi kørte østpå af Interstate 84 fra Portland mod Biggs Junction.

Den anden video er turen igennem Logan, Utah. En af de pænere byer på turen. Andre er mere “run down” og har meget mere junk i start og slut.

▶