Roadtrips i USA

I Lewiston, ID havde jeg booket et tur med jet boat op ad Snake River. Afgang klokken 9:30 og så 80 miles op ad floden og tilbage igen. I en båd der skyder +50 mp/h var det en smal sag og vi lagde godt fra land med fuld skrue en times tid. Det var desværre også den tid det tog inden turen blev spændende. Målet var Hells Canyon og den bliver første rigtig interessant når der ikke længere kører veje nede langs vandet. Det er også første her de spændende strækninger med white water begynder.
Der var indlagt en frokost som foregik ved et opsynssted midt på ruten. Der holder man øje med trafikken på floden, vendgennemstrømning mm. Bestyreren af stedet er frivillig og er udstationeret en måned ad gangen og det ligger så langt inde i dalen at alt skal sejles ind hvis man har brug for noget. Der er heller ingen strøm eller vand, så det skal man også tage højde for.
Turen op ad floden er ok, men hjemturen var bedst. Der kom man anderledes ind i bølgerne og der var mere vuggen og bølgesprøjt på tilbageturen.

Jet Boat tour på Snake River, Idaho

▶

Efter bådturen kørte vi ad snoede bjergveje ned til Riggins, ID for natten. Målet dagen efter var Horseshoe Bend og ZipIdaho. ZipIdaho er en svævebane oppe i bjergene hvor man iføres seletøj og spændes fast til en wire og så lader man tyngdekraften klare resten. På de første par ture lærer man basics og får overvundet evt bekymringer om udstyr og det at lade sig falde ud fra en platform 30 meter oppe i et træ. Men derfra er det ren underholdning. Den længste af turerne er 1800 fod (550 m) og tager små 40 sekunder. Rigeligt med tid til at nyde udsigten.
Fra start til slut tager det små 3 timer inkl. transport til og fra og et lille snack break. Men når man først zipper afsted så går turen hurtigt. Seletøjet er forbavsende komfortabelt og når man først er igang så føles det næsten som at sidde i en stol. Men dog en stol spændt fast til en wire og suser en afsted med mere end 60 km/t. Klart noget man bør prøve hvis man er på disse kanter: Zip Idaho

Zip Line i Idaho - svævebane for voksne

▶

Efter et par overnatninger i Portland, Oregon gik turen mod Lewiston, Idaho. En hel dags kørsel, så jeg havde fundet to seværdigheder som praktisk talt lå lige ud til vejen.
Den første var Multnomah Falls. Det andet højeste vandfald i USA hvor der flyder vand året rundt. Og det var højt. Nogle af dem jeg snakkede med i Portland anbefalede at gå op til toppen af vandfaldet. En gå tur på 1.6 miles (2.5 km) meget op ad bakke og ikke for folk med højdeskræk. Oplevede mange forældre der havde højdeskræk på børnenes vegne og blev de lidt for livlige på stierne måtte de pænt holde forældrene i hånden – også de lidt ældre børn.
Den ældste vi så tage turen op var en japansk kvinde (over 70). Vi kunne ikke lade være at grine lidt da vi havde passeret for hun så allerede død ud da vi passerede hende og der var der stadig et godt stykker til toppen.

På toppen er der en god udsigt over floddalen og ned mod parkeringspladsen hvor man starter.
Hvis du er på disse kanter, så afsæt minimum en time til besøget (hvis altså du vil op på toppen).

Nede igen var vi et hurtigt smut i souvenir butikken. Det blev til en enkelt Oregon t-shirt. Har faktisk købt forbavsende få souvenirs på denne tur. Oftest køber jeg t-shirts, men der er ikke så megen plads i klædeskabet derhjemme mere og den danske sommer (på nær i år) indbyder ikke til så megen t-shirt bæring, så jeg har valgt skru ned for souvenir shoppingen herover. Kan heller ikke have så mange kilo med som man tidligere kunne.

Efter et godt stykker tid på interstate mod Lewiston krydsede vi Columbia River og tog den det sidste stykke af highway (samme hastighed men færre biler). Vi krydsede ved Maryhill for der ligger Stonehenge. Jep, en amerikaner har bygget en tro kopi af den i England og lidt til, for hans er komplet som den i England engang har set ud.
Den amerikanske udgave fungere som mindested for faldne soldater. Det at den er støbt i beton gør ikke oplevelsen ringere. Originaliteten og placeringen (utrolig, med udkig over floddalen) gør det til et besøg værd.

De vildeste kager, Roadtrip i USA, originally uploaded by renefred1.

Jeg er tosset med at besøge supermarkeder i usa. De første par dage bruges jeg ekstra lang tid på at gå rundt i de store supermarkeder og beundre det udvalg der er. Det er mange gange større end i Danmark. Mange af mærkerne er de samme som i Danmark, men herover er der bare flere varianter at vælge imellem. Heinz laver 57 forskellige produkter – derfor der står 57 på deres etiket – hjemme kender vi stort set kun deres ketchup, herover er der et bredt udvalg.

I de store supermarkeder som f.eks Safeway (som er store i det nordvestlige hjørne) der der også store deli og bager afdelinger. Bager afdelingerne har som oftest et crazy udvalg i kager. Typisk fødselsdagskager i forskellige former eller forestillende eks. kendte Disney figurer, men man kan få dem til at lave hvad som helst som f.eks den burger kage som jeg så.
Udvalget i skranken er ofte stort og jeg forstår ikke hvordan de kan have det udvalg, for så mange kan der da ikke være som er i markedet efter en stor special kage, og da slet ikke på en hverdag.

Det er fristende at ty til fastfood (junkfood) når man er på roadtrip og vi holder os ikke tilbage.
For hver roadtrip vil jeg gerne kunne tilføje en eller flere franchise fastfood kæder og nogle restauranter.
Udvalget er stort i USA og det er langt fra så kedeligt (dårligt) som mange f.eks. Opfatter MacD og Burger King.

Inden afrejse lavede jeg en liste med dem jeg har besøgt og nogle af dem jeg godt vil forbi på kommende roadtrips.
Håber at nå Five Guys, Burgers and Fries og In-Out på denne tur, men har ikke været i nærheden af dem endnu. Jeg har til gengæld været forbi så meget andet.

Tæt ved motellet i Portland ligger Red Robin Gourmet Burgers. Aldrig hørt om dem før, men deres hjemmeside og menu kort så indbydende ud (skal man ikke lade sig narre af. Kan sagtens være noget crap af den grund) og der er jo kun måde at finde ud af om noget er godt, og det er ved at prøve det selv.
Red Robin er er restaurant med ‘wait to be seated’ og menukort men ikke kniv og gaffel (ihvertfald ikke til burgers and fries).
Jeg valgte en Roayl Red Robin og blev ikke skuffet. For det første så burgeren rigtig godt ud. Mange gange har de fine billeder i reklamer og på menukort, men det man får serveret ser langt fra så godt ud. Det var ikke tilfældet her og så var den pakket ind så man kunne gå til den uden at det hele drypper ud bag til. Med burgeren fulgte bottomless fries (så mange man kan spise).

Da vi ikke havde morgenmad inkluderet på motellet (de havde slet ikke morgenmad hvor vi boede) så valgte vi at gøre stop ved IHOP på vej ud af byen. IHOP besøges som regel en enkelte gang i løbet af en roadtrip. Det er mad på det jævne, men gode pandekager. Og så er det altid sjovt at se hvad amerikanerne (og specielt de store af dem) kan sætte til livs som morgenmad.

Jeg blev introduceret til Man v Food serien (amerikansk mad program) for nylig og har hentet inspiration til forskellige mad steder som jeg forsøger at nå på denne roadtrip.
Første sted var Voodoo Doughnut i Portland. Desværre var der kæmpe lang kø da jeg var forbi første gang kl 17. Klokken 22 var der stadig 10-15 mennesker i kø udenfor.
Da det er et populært morgenmadssted, valgte jeg et andet sted, nemlig Stepping Stone Cafe. De er også kendt fra Man v Food og har Man-Cakes på menuen. Det er kæmpestore og tykke pandekager. Jeg valgte en enkelt med blåbær og måtte give op. Kunne nok godt have klemt det sidste ned, men så ville dagen have været ødelagt.

Et andet sted her på siden har jeg en liste med fastfood restauranter. Her kan man se hvor jeg har været og hvilke jeg gerne vil prøve. I The Dalles, OR på vej mod Lewiston, ID var det tid til en sen frokost og valget faldt på en ny burgerkæde: Burgerville.
Jeg valgte en Bean Burger (kødfri burger) og den smagte forbavsende godt. Udover at lave gode burgere, så går de meget op i kvalitet, lokal samfundet og grøn energi (alle deres restauranter drives af vindkraft). Steder har min anbefaling hvis du kommer på disse kanter.

Her kan du læse om min oplevelse med bacon-pandekager på en Denny’s i New Mexico i påsken 2011..

Madsteder besøgt på sommerens roadtrip, 2010

Her er blogindlæg om nogle af mine andre madoplevelser på min roadtrip i USA i august 2010:
1 pund burger på Big Juds, en BBQ burger i Ashton, Applebees og Papa John’s pizza
Steak fondue, five guys og kæmpe krabber

Fastfood i USA

Her kan du læse mere om fastfood i USA.

På mine roadtrips har jeg badet i Atlanterhavet, den Mexikanske Gulf og i Lake Michigan.
Nu var turen kommet til Stillehavet.

Jeg har tidligere været på vestkysten og kørt langs kysten men kom ikke i vandet den gang så nu skulle det være.

Fra Portland kørte vi ud til kysten og kørte sydpå ad Highway 101. Der var desværre diset, koldt og så regnede det. Ikke optimalt badevejr.
Et stykker nede holdt vi ind ved Manhattan Beach. Hele vejen ned langs kysten er der brede sandstrande som vi kender dem fra vesterhavet og da vi stod nede i vandkanten besluttede jeg mig for at det skulle være, så af med sko og strømper (for der var for koldt til en rigtig dukkert).
Det første møde med vandet var koldt. Rigtig koldt. Det var faktiak så koldt, at det efter et minuts tid begyndte at gøre ondt i fødderne, så mig tilbage op på sandet, som faktisk var dejlig lunt. Efter at have sundet mig gik jeg atter ud og var nu mere vant til det, men er glad for jeg ikke valgte en fuld dukkert.

Efter min soppe-tur kørte vi ud til Cape Meares Lighthouse. Igen blev udsigten ødelagt af tågen, men vi fik set to Bald Eagles.

Inden vi kørte retur mod Portland spiste vi frokost i Oceanside. Her var solen endeligt brudt igennem og folk havde så småt indfundet sig på stranden. Vi nuppede en sandwich på en cafe med udkig over vandet.

Tilbage i Portland skulle jeg til rooftop party på Hotel DeLuxe. Det var et arrangement som var fagligt relevant til mit daglige arbejde, men der var ikke noget indhold andet end social networking og festkomiteen.
Jeg fik nødt en masse spændende mennesker og fik nogle gode pointers til ting jeg skulle se på min videre roadtrip.

For at understrege hvad stop betyder blev vi vinket ind til siden af en State Trooper (ikke mig der kørte).

Vi var lige kørt ud fra en rasteplads da vi så det karakteristiske lysshow i bakspejlet og vi måtte holde ind.
En State Trooper kom hen til bilen og spurgte om vi ikke havde set stopskiltet da vi kørte ud? Det havde vi da (det er det mest udbredte færdselsskilt i USA) og vi mente da også vi havde stoppet op (men om vi også havde holdt helt stille var vi usikre på). Men det er enten eller. Man SKAL stoppe helt op. I vores tilfælde var det på en vej med meget lidt trafik og vi havde ikke lavet noget som kunne være til gene for andre. Vi havde blot ikke stoppet helt op.
Da han fandt ud af hvor vi var fra kunne han, med autoritet i stemmen, informere om at stop med garanti betyder det samme i Danmark, så vi burde have stoppet helt op.

State Tropperen spurgte efter kørekort (vi har ikke et internationalt), kiggede lidt på det og forkyndede endnu en gang at stop betyder stop. Derefter lod han os køre uden yderligere tiltale.

Senere fandt jeg ud af, at en forseelse som den koster ca. 160$. De lokale kalder det et California stop eller et rolling stop. Noget mange gør fra tid til anden (specielt ude på landet), men loven er nu engang klar på området og man skal stoppe helt op.

For 30 år siden eksploderede vulkanen Mt. St. Helens. 57 mennesker omkom og alle træer i en radius på 27 km blev enten revet op med roden, knækket eller svitset af den glohede askesky som bevægede sig gennem området med mere end 1000 km/t.
Vulkanen er stadig aktiv og har haft mindre udbrud siden.

Når man ved det, så kan det virke en smule tosset at køre 45 miles af en snoet bjergvej ind til vulkanen. For hvis den går i udbrud mens man er der, så er der kun en vej ud.

Vi valgte at ‘tage chancen’ og begav os over bjergpas og gennem den tykkeste tåge til dato.
Desværre skulle tågen atter være skyld i, at vi ikke fik fuldt udbytte af en seværdighed. Selvom der var huller med klart vejr på turen derind, så var der desværre super tåget inde ved vulkanen. Man kan køre ind til en udkigspost som ligger 8 km fra vulkanen. Derfra kan man gå ad stier og komme en anelse tættere på, men man kunne ikke se en pind.
Inde i besøgscenteret kan man se en film om området og vulkanen. Biografen er indrettet sådan at man efter filmen får et spetakulært panorama kig til vulkanen. Den effekt udeblev desværre pga tågen og folk i salen kunne ikke lade være at smile/grine lidt af situationen.

På vej ud af området holdt vi ind ved en af de nye søer som udbruddet skabte. Imponerende hvordan naturen er i stand til at genskabe sig selv. Det gjorde sig også gældende med de store skovområder som for længst er kommet tilbage.
På trods af tågen var det besøget værd. Imponerende at se hvilke utrolige kræfter naturen gemmer på.

Fra vulkanen gik turen ned til Portland hvor vi skulle bo et par dage.