Den første af (foreløbelig) to Roadtrips i USA i 2010 er godt undervejs hvad angår planlægning.
Tilbage i September besluttede jeg mig for, at der skulle noget varme og oplevelse ind i det kommende forår. Efter lidt kiggen på kort over USA faldt valget på en tur til Texas i Påsken 2010.
Egentligt blev turen ikke bestemt og besluttet i samme øjeblik, men jeg fandt et resort midt i Big Bend National Park nede ved den Mexicanske grænse hvor jeg bookede et værelse.
Det kunne jo altid afbestilles hvis nu det ikke blev til noget.
Et par uger senere checkede jeg prisen på en flybillet til Texas. En tur til Houston var billigst, men jeg bestilte stadig ikke. Efter endnu et par uger checkede jeg prisen igen og den var gået små 100 kr op og de optimale afgangstider blev færre. Så jeg besluttede mig for turen og bookede.
Big Bend National Park i Texas er vild natur og det anbefales man kører bil med god frihøjde når man bevæger sig rundt. Så jagten gik ind på en bil med god frihøjde og evt. 4-hjuls træk.
Efter et par uger fandt jeg en Jeep Cherokee via Rentalcars og slog til.
Den sidste ting jeg gerne gør i god tid er at sikre mig den første overnatning i ankomstbyen. Jeg lander kl 19, så jeg gider ikke køre nogen steder den første dag.
Hotels.com anviste en masse gode hoteller, men lært af erfaring så chekede jeg også på hotellets egen hjemmeside da de ofte har samme pris OG garantere det værelsesvalg man har gjort. Sidste år bookede jeg Hampton Inn i Boston via Hotels.com. Her kunne de ikke give mig det valgte men i stedet et ryger værelse (man må stadig gerne ryge nogle steder i USA). De gjorde mig opmærksom på, at deres priser er de samme som på hotels.com og så garantere de det værelse man har bestilt.
Men jeg har altså booket et hotel nogenlunde downtown. Houston er USAs 4. største by med 4.8 mio indbyggere (alt inkl.) så downtown er et vidt begreb.
Eftersom meget af tiden på denne tur kommer til at gå i Big Bend National Park (3 overnatninger ud af en 8 dages tur), så er der ikke så megen planlægning tilbage. Nu handler det mere om at få fundet ud af hvilke aktiviteter der er tilgængelige i og omkring Big Bend National Park.
Hvad angår den anden Roadtrip, så er området ikke udvalgt endnu. Det var planen at sydstaterne skulle gøres færdige (var der i 2006), men en afbestilling gør, at vi nok tager et andet sted hen. Måske den nordvestlige del, men intet er besluttet endnu.