Everglades National Park i Florida

Første punkt på min to-do liste i og omkring Miami, var Everglades National Park. Jeg hentede min udlejningsbil kl. 10 og satte GPS´en til Flamingo, hvor det er muligt at komme på ture ind i Everglades og få info om plante og dyrelivet i området. Der er også rig mulighed for at komme tæt på de vildlevende krokodiller og alligatorer i området.

Camaro SS cabriolet

Jeg havde valgt at forkæle mig selv lidt ekstra på turen, så jeg havde booket en Camaro SS cabriolet de to første dage i Miami. Der kommer et indlæg om bilen senere, men vil lige vise et enkelt billede her.

På vejen mod Everglades National Park

Selvom jeg har prøvet det mange gange før (mener det er 14 gange) så skal jeg lige vænne mig til trafikken i og omkring lufthavnene i USA. Det hele glider fint, men der er et hav af sammenfletninger og til- og frakørsler, så jeg stoler blindt på min GPS for at komme ud af lufthavnen og væk fra byen.
Miami er en stor by, så der gik yderligere en lille halvtime inden jeg var ude ved de traditionelle Walmarts, Best Buys, Bed&Beyond m.fl. som pryder forstæderne.

Nede ved Homestead drejede jeg fra US 1 og kort efter er alt byens stress og jag lagt bag mig. Denne del af Florida er flad og havde det ikke været for palmetræerne (og det gode vejr) så kunne jeg ligeså godt have kørt i Danmark.
Det ændrede sig da jeg kørte ind i Everglades National Park og med et kunne se hvordan området har set ud før man begyndte at dræne det for at kunne opdyrke og bygge huse.
Fra parkens indgang er der en lang vej ud til Flamingo med mulighed for stop undervejs. Der er sumpland til begge sider og, fandt jeg ud af lidt senere, et rigt dyreliv som ligger og lure så snart man kommer lidt væk fra asfalteret vej.

Croc talk i Everglades

Jeg kørte direkte ned til Flamingo for at have tid til en boat tour. Fik plads på en tur en og skulle slå tiden ihjel en lille times tid.
Udover at nyde det gode vejr og idylliske udsigt, så er der masser af Ranger aktiviteter og jeg nåede at blive nogenlunde klog på krokodiller og alligatorer inden afgang. Krokodillen har et smallere hoved som spidser til og så har den synlige tænder i undermunden.



Back-country sejllads i Everglades National Park

Det er ikke airboat-ture som man kender det fra andre steder i Everglades, men ponton både man sejler ud med. Jeg var på en back-country tur hvor der blev fortalt vidt og bredt om dyre- og plantelivet i området og så blev der holdt godt udkig efter krokodiller, som man finder flest af i dette område.
De første vi så var unge og ikke særlig store. De var også svære at spotte, hvilket er godt for dem, da de i de første par år har nogle naturlige fjender.
Den første del af turen gik gennem en menneskeskabt kanal. Derefter ud på en sø, der dog ikke havde særlig dybt vand, og så ind i snoet naturskabt kanal.




Krokodiller og alligatorer ved Anhinga trail i Everglades

På vej ud af parken gjorde jeg stop forskellige steder. Ved Anhinga trail er der stort set garanti for at se dyrelivet tæt på. Her var en blanding af krokodiller og alligatorer. Som dovent svømmede rundt eller lå og slappede af i det høje græs.
Det er ikke en dyrepark og dyrene er vilde. Der er heller ingen indhegning og skulle et af de store dyr få lyst til det, kan de gå op på stien.
Det er altid farligt at have med vilde dyr at gøre og man skulle tro at der var gjort lidt for sikkerheden på sådan et sted, men faktum er, at dyrene i parken ikke har angrebet mennesker (i hvertfald i lang tid). Skulle det ske, så vil det være alligatorerne der gør det (dem der er på billederne nedenfor). Der er ikke registreret nogen angreb på mennesker af krokodillerne. Eneste (registrerede) gang et menneske kom til skade af en krokodille, var ved et provokeret angreb (altså, bad manden selv om det).

Der er dog angreb af alligatorer på mennesker hvert år i Florida. Det sker når dyrene får forvildet sig ind i beboelsesområder og folk kommer til at jokke på dem, eller hoppe i poolen uden at se sig for.


Her kan du se det korte stykke fra vandet og op på stien.

Der er som nævnt et meget varieret plante- og dyreliv i parken og selvom krokodiller og alligatorer nok er de mest eksotiske for de fleste, så er der masser af andre dyr at kigge på og folk med en lille ornitolog i maven kunne sikkert få flere dage til at gå at krydse af i bogen.




Planlægger du selv din roadtrip?
Hvis du selv planlægger din roadtrip og sørger for fly og bil mm. på egen hånd, så se her for alt om billig billeje i USA.

Annual Pass til nationalparker

Du kan spare penge på adgangen til nationalparkerne ved at købe et annual pass (årskort). Skal du besøge flere nationalparker på din roadtrip, kan udgiften til entre godt løbe op. Skal du rundt på den klassiske roadtrip på vestkysten, inkluderer den ofte 3-4 af de store nationalparker. Det løber op i mere end 100 dollars i entre. Et annual pass koster 80 US dollars (pris i 2024) og giver adgang til mere end nationalparkerne..

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Joshua Tree National Park

Joshua Tree National Park byder på bløde klippeformationer, karakteristiske Joshua Trees og stikkende kaktusser.

Royal overnatning i New Orleans

Jeg havde valgt at bo super centralt i New Orleans. Valget faldt på Hotel Royal i French Quarter som havde en fornuftig pris og lå så jeg kunne gå rundt til alt i French Quarter området.

4 Comments

  1. Hej Rene

    Fedt med en sådan side, jeg har et generelt spørgsmål… Hvilket kamera bruger du? For det er godt nok nogle klare billeder du tager.

    Med venlig hilsen

    Janni

    1. @ Janni

      Tak for ros.

      Artiklen du kommenterer på er fra 2011. Dengang var det primært mit DSLR Canon EOS 350D (spejlrefleks) jeg brugte. Jeg havde også et kompaktkamera, men kan ikke huske modellen.

      De senere år har jeg ikke benyttet mit DSLR så tit (jeg har et 700D nu). Jeg er blevet glad for mit kompaktkamera (Casio Exilim) og så fanger jeg et godt billede med mobilen i ny og næ.

  2. Spændende side du har lavet. Der skulle være flere som dig. Vi rejser til Miami 16/12-18. Har fået masser af inspiration her på siden. Vi vil en tur til Everglades, men hvilken sted skal vi vælge at køre tul? Vi ønsker en bådtur, det skal være autentisk, det skal være i sumpen, og der må meget gerne være kanaler, det er hyggeligt synes jeg.
    Det er en jungle at finde ud af synes jeg. Og det virker MEGET turistet, men det undgår man jo ikke.
    Skal man købe billetter på forhånd på nettet, vil det lette ventetiden?

    1. @ Britt

      Tak for ros.

      Hvis i kun har to dage ved Miami, kan i kun nå en klassisk airboat tour hvor i kommer ud i sumpen og ser dyr.

      De ligger tæt ved Miami (30-45 minutters kørsel fra stranden) som ex. denne: https://www.renefrederiksen.dk/2012/01/08/airboat-tur-i-everglades-miami-florida/

      Der ligger flere af disse langs Tamiami Trail: https://goo.gl/maps/8ohfphMxsRH2

      Du har kommenteret på min beskrivelse af Everglades National Park. Der kan du ikke komme med airboat både, da der er begrænsninger indenfor nationalparkerne. Men i kan komme på en sejltur, som jeg har beskrevet.

      Du finder ikke kombinationen af kanalerne og sumpen nær Miami. Skal i op i nærheden af Orlando, er der mulighed for en kombination af de to.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada