Fastfood i USA

Fastfood er en del af de flestes roadtrip. Ofte fordi mange gerne vil prøve en kæde de kender fra film og tv, men også fordi det er nemt efter en lang dag på vejen.

Fastfood som en del af din roadtrip

Fastfood er måske ikke på programmet for din roadtrip, men du kan ikke undgå det. Fastfood fylder i den amerikanske dagligdag og ikke mindst landskabet. Hvor end du kommer hen på din roadtrip, så vil du sjældent være langt fra en fastfood restaurant. Er du i de mere øde områder og måske ikke været igennem en by der er stor nok til en fastfood kæde, så dukker det op på anden vis. Det kan være på reklameskilte i vejkanten eller i reklameblokkene på TV, når du slapper af på hotelværelset om aftenen.

Både skilte og TV kan se lokkende ud, når der toner reklamer frem fra de store kæder: McDonalds, Burger King, Subway, KFC, Taco Bell, Dominos, Pizzahut, Chick-fil-a, Quiznos, Arbys, Wendys, Hardee’s, Carl’s Jr., Sonic Drive In, Dunkin Donuts, Cheesecake Factory, What-a-burger, In-out Burger, Chipotle m.fl.

Jeg ved mange, mig selv inklusiv, har ladet sig friste af reklamerne, og prøvet flere kæder man end ikke vidste eksisterede.

Fastfood kan hjælpe på budgettet

Fastfood er et prisvenligt måltid. På en roadtrip over flere uger, kan det løbe op, at skulle ud og spise hver dag. Ved at spise fastfood nogle gange under din tur, kan du holde budgettet lidt i snor.

Hvis fastfood er en del af budgettet så gør dig selv den tjeneste at prøv nogle af de kæder du ikke har prøvet. McDonalds og Burger King kender de fleste. Der er ikke den store variation i udvalget hvadenten du besøger en af deres lokationer i Danmark eller i USA. Selvom der ikke er den store forskel på en burger mellem de forskellige kæder (eller pizzaer, sandwiches, burritos, tacos m.fl.) så kan der være et-eller-andet ved at besøge en kæde du måske kun er stødt på via TV og film, eller en lokkende reklame.

Hvis du synes McDonalds eller Burger King er dårligt fastfood, så er der også råd for det. Ligesom der er dukket burgerbarer op i Danmark i de seneste 5-10 år, så er der flere mindre fastfood kæder i USA, som har anmelderroste burgere og andet på menuen. Et par af mine favoritter er Five Guys og Shake Shak.

De største fastfood kæder i USA

Selvom der er flere fastfood kæder at vælge imellem i USA så kommer du ikke uden om de to største: Subway og McDonalds.
McDonalds har 38.000 lokationer i verden. 13.430 af dem i USA. Men de er ikke de største. Subway har 41.600 lokationer i verden. 20.700 af dem i USA.

De 10 største kæder, målt på antal lokationer, er:

  • Subway
  • McDonald’s
  • Starbucks
  • Dunkin’ Donuts
  • Pizza Hut
  • Burger King
  • Taco Bell
  • Wendy’s
  • Domino’s
  • Dairy Queen

Research fastfood til din roadtrip

Når jeg skal til et nyt område i USA så undersøger jeg om der er nogle fastfood restauranter som kun er i det område. Ikke alle fastfood kæderne er landsdækkende, så selvom jeg har besøgt mange fastfood restauranter indtil videre, så er der ofte nye at kigge forbi på hver roadtrip.

I Texas havde jeg således udset mig to nye der skulle prøves: Whataburger, som kun findes i det sydlige USA og Sonic Drive-in, som jeg havde set et par år tidligere i Colorado, men endnu ikke prøvet.

Tilbage i 2006, hvor turen gik til sydstaterne, havde jeg fundet frem til White Castle, som kun findes i 11 stater. Kædens historie går længere tilbage end McDonald’s (startede i 1921) og de var dermed den første fastfood restaurant kæde i USA.

Kvalitets fastfood i USA

Hvor fastfood restauranter som White Castle og McDonalds sætter en ære i effektivitet og deraf knap så gode råvare (frosne og frysetørrede mm.), så går andre fastfood restauranter den anden vej. En af dem er Five Guys Burger and Fries. De sætter en ære i gode råvare og ingen af deres ingredienser har på noget tidspunkt været frossent. Brødet til deres burgere bages friskt hver dag på centrale bagerier og fragtes med bil/fly til butikkerne. De er næsten landsdækkende med 550 butikker i 35 stater (2010 tal).
Five Guys Burger and Fries er på listen over fastfood restauranter der skal besøges på sommerens roadtrip (2010).

Five Guys Burgers and Fries

Five Guys lyver lidt i navnet. Det var en far og hans fire sønner der grundlagde Five Guys, men deres mor var også med. Og så fik de en femte søn, så nu er fortællingen at det er de fem sønner, der er Five Guys.

Five Guys har en simpel menu med burgere, hot dogs og sandwiches. Stedet er sparsomt indrettet med hvide og røde fliser på væggene, som er Five Gus gennemgående brand.
Du finder også en stor stak peanuts i alle butikker. Gerne en palle med sækkevis af peanuts.
Du kan tage en lille bakke og fylde den op med peanuts (gratis) og spise mens du står i køen.

Five Guys er blevet min yndlings og go-to burgerkæde på mine roadtrips. Hvis der er burgere på menuen og der ikke er noget i nærheden jeg ikke har prøvet, så vælger jeg Five Guys.

Kentucky Fried Chicken

Jeg har kun været på KFC en enkelt gang på alle mine roadtrips i USA. Men det var til gengæld et historisk besøg, hvor det hele begyndte.

KFC startede som Sanders Court & Café i 1930. Det var i North Corbin, Kentucky.

Colonel Sanders (Oberst Sanders) har aldrig været oberst. Det er en ærestitel han fik. Men den holdt ved gennem årene og Sanders udseende er blevet ikonisk som den klassiske sydstatsmand – og karikeret af mange siden.

KFC findes i alle amerikanske stater, så har du trang til noget Finger Licking’ Good, så er der ikke langt imellem friturestegt kylling.

Hvis du besøger KFC’s fødested, så vil du lærer at Sanders var en flittig forretningmand og lidt af et marketing geni.

Vil du se flere billeder, kan du læse om mit besøg her:

Den første Kentucky Fried Chicken

Hardee’s / Carl’s Jr.

Er du stødt på de to kæder på din roadtrip, fornemmer du nok en vis lighed mellem dem. De startede som to forskellige kæder (Carl’s i 1941 og Hardee’s i 1960). I 1997 opkøbte Carl’s Jr. Hardee’s.

Carl’s Jr. er primært en kæde på vestkysten, Hardee’s finder du i midtvesten og syden. Carls’ Jr. blev sammenkørt med Hardee’s og var i mange år to navne med samme udbud og tilbud.
Det ændrede sig i 2018, hvor de to brands atter splittede. Men kun i budskab og udbud. Carl’s Jr. Har altid været den mere edgy af de to (vestkysten), hvor Hardee’s havde et ældre/konservativt publikum (syden).
Du husker måske en Super Bowl reklame for Carl’s med en en dansk model i bikini (Nina Agdal). Hun var ansigt for Carl’s i flere kampagner i USA, på samme tid som Carl’s Jr. åbnede i Danmark. Dansk Supermarked, som driver Carl’s Jr., valgte dog at nedtone den type budskaber i deres kampagner for kæden i Danmark.

Carl’s / Hardee’s er sammenlignelige med McDonalds og Burger King i koncept og udbud. Jeg synes dog Carl’s/Hardee’s slår MacD og BK med flere længder.
Selvom kæden nu er i Danmark, har jeg faktisk ikke besøgt den endnu. Nok primært fordi, den ikke ligger i nærheden af hvor jeg bor.

Dairy Queen

Dairy Queen er en pæn stor kæde i USA med knap 5000 lokationer, så du har nok set den på din roadtrip.

Mange forbinder kæden med is, og det var også sådan den startede i 1940, men der kom hamburgere på menuen allerede i 1958.

Det er dog nok stadig et mærke som Blizzard Treats som mange kender Dairy Queen for. Jeg har selv været forbi efter en (eller flere) på nogle roadtrips.
Maden har jeg dog ikke spist så meget af, men var forbi til en burger og chili cheese fries en gang IiTexas. Iøvrigt den stat med flest lokationer.

A&W All American Food

Du kender måske navnet fra Root Beer, men vidste du at det også er en fastfood kæde? A&W startede med Root Beer i 1921 og den første restaurant i 1923.

A&W har ikke så mange lokationer, men findes i alle stater. Dog har nogle kun 1-3 lokationer, så du skal planlægge lidt ekstra hvis du vil forbi en.

Rygtet siger, at en ansat hos A&W opfandt Bacon Cheese Burgeren i 1963. Det diskuteres, men A&W har brugt det i deres marketing i flere år.

Er du hardcore fastfood connoisseur har du sikkert spottet, at mine billeder ikke er fra USA. De er fra et besøg i Canada (logoet er lidt anderledes).
Kæden i Canada deler navn med den i USA, men er en selvstændig kæde der blev solgt fra i 1972.

Dunkin’ (Donuts)

Det du måske kender som Dunkin’ Donuts, startede som Open Kettle i 1948.

Lidenskaben var kaffe og længe før Starbucks, var Dunkin’ et sted med god kaffe. Der kom donut’s og andet til gennem årerne og den lille lokale kæde i New England, findes nu i det meste af USA.

Jeg har været storforbruger af kæden, da de laver en fin morgenmadsbagel, som gerne suppleres med en donut.

Kæden har skiftet navn til Dunkin’ som rulles ud rundt om i USA. Du kan dog stadig få en donut hvis du kigger forbi.

Shake Shack

Shake Shack er i dag en USA-dækkende kæde (og international) men startede ud som en New York og østkyst kæde. Shake Shack er ikke så gammel (2004) men er hurtigt blevet populær og nærmest kult i visse kredse.

Jeg oplevede Shake Shack i Las Vegas i 2015, kort efter den åbnede på The Strip. Tro mod sit ophav, ligger Shake Shack i hotellet New York New York.

Jeg havde set frem til at prøve deres burger og det havde andre også, så der var kø for at komme til. Det var dog det hele værd og nød en rigtig god burger sammen med Shake Shacks egen øl.

Jeg har ikke været på Shake Shack siden (alt for mange alternativer på mine ture). End ikke da jeg var i New York året efter passede et besøg på Shake Shack ind – men spottede deres butikker her og der.

Taco Bell

Taco Bell har masser af historie og har udviklet sig en del gennem tiden. I 1962 startede det som en hot dog stand og da restauranterne kom til, var der kun walk-up vinduer og ikke som i dag med siddepladser og drive-in.

Taco Bell er mexicansk inspireret, men jeg fornærmer vist ikke nogen ved at sige, at det ikke er her du får en autentisk mexicansk oplevelse.

Jeg har ikke været på Taco Bell særlig mange gange på mine mange roadtrips. Jeg får det til fire besøg. Som en hurtig snack er stedet fint, og det var også årsagen til mit seneste stop i 2016 – hvor jeg også introducerede kæden til to nye. Det ene billede er fra det besøg.

Før det var et besøg i 2014 hvor jeg havde set en tv-reklame for deres nye morgenmads produkter. Jeg prøvede en taco lavet af vaffel. Ikke en udpræget succes.

Wahlburgers

Kender du ikke denne kæde er du lovligt undskyldt. Den er kun i 18 stater og primært kun i den største by med en enkelt eller et par lokationer.
Flere af jer synes måske navnet klinger velkendt, og det er fordi det er familien Wahlberg der står bag denne kæde. Jep, skuespilleren Mark Wahlberg og Donnie Wahlberg (NKOTB) – men det er primært hans bror Paul (som er uddannet kok) der står for det meste.

Jeg besøgte en af deres kronjuveler, nemlig den Wahlburger i Boston. Og ikke hvilken som helst lokation: den ved Fenway Park.

Wahlburger har både fastfood som ex. på en MacD samt en slags sit-down og ikke mindst full bar (ihvertfald denne lokation).

Jeg har kun besøgt Wahlburger en enkelt gang, men var imponeret. Det var en god burger og så er menuen kreativt sat sammen, så der er nogle interessante kombinationer at vælge imellem.
Helt klart et sted jeg vil vende tilbage til på en anden tur.

Sonic Drive-In

En af de kæder der skiller sig mest ud i forhold til et almindeligt besøg på en McD, er Sonic Drive-In. Det er det tætteste du kommer på en old school drive-in i moderne klæder.
 
Du kører ind, parkerer i en bås og bestiller via en menu og samtale-knap.
 
Kort efter bliver maden bragt ud og du kan spise i bilen, på bænke/borde udenfor (nogle steder) eller tage det med. En enkelt gang har jeg oplevet at personen der serverede var på rulleskøjter. Så bliver det ikke mere ‘Sidste Nat Med Kliken’ nostalgisk.
 
Sonic Drive-In er en landsdækkende kæde med lokationer i 46 stater, men med flest steder i sydstaterne.

Opdateret 15. jan, 2023

Andre roadtrip oplevelser:

14 Comments

  1. Kan klart anbefale Chick-fil-a over næsten alle de nævnte fast food steder. Har boet over 4 år i det nordlige Texas og Chick fil-a har udover det alm fastfood (dog kun med kyllingekød) også gode salater og en rigtig fin Super food salad som side (den er lille men virkelig god). Chick-fil-a og McAlister’s Deli var foretrukne steder for hele familien. Lidt sundere alternativer til de alm. kendte steder.

  2. Hej René
    super interessant blog du har.
    vi ville lige spørge dig om du måske vidste, hvor mange fastfood restauranter der ligger i hver stat i USA
    tak på forhånd
    mvh. Milla og Fiona

    1. @ Milla

      Desværre. Det er ikke et emne der har størst fokus her på siden (den handler primært om ferie i USA).

      I må ud på Google og se om i ikke kan stykke det sammen fra flere kilder. Bliver nok svært at finde pr. stat og generelt en svær størrelse at finde et samlet tal for.

      Her kan i se en liste over kæderestauranter i USA: https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_fast_food_restaurant_chains#United_States

      Klikker i på dem enkeltvis kan i finde et ca. tal for, hvor mange lokationer de har.

      Det er dog kun kæderestauranterne (dem der har mere end x antal). Der er tusindevis af fast food restauranter som ikke har mere end en eller et par lokationer, som ikke er på listen.

    1. @ Josefine

      Det er et meget bredt spørgsmål som man ikke rigtig kan svare på.

      Fastfood er betegnelsen for at komme ind, bestille mad ved skranken, få det hurtigt, og gå igen (eller spise det der). Dem er der milioner af steder af i USA.

      Hvis det er kæder du tænker på (altså fastfood restauranter som har mere end én lokation, men samme navn) så er tallet mindre, men der findes ikke en komplet liste. Et slag på tasken vil være 2-3000. Husk på, mange “kæder” måske kun er to lokationer i en by eller stat, men altså stadig en kæde.

      Af de større, som har mere end to og som findes i enten hele USA eller i regioner, er tallet nok nogle hundrede (hvis ikke tusinde). Her er en tilfældig liste med 100 kæder i USA: http://nrn.com/us-top-100/top-100-chains-us-sales

  3. Du bør næsten tjekke Mooyah ud når du er i Texas næste gang (De er hovedsageligt der pt)

  4. 1.hvad kan fastfood gøre hvad kroppen
    2.hvordan påvirker fastfood kroppen
    3.hvor på kroppen påvirker fastfood mest kroppen
    4.hvad er pårvirkningerne
    Vi er igang med at lave et skole projekt omkring “Hvordan Fastfood Påvirker Kroppen”
    Og det kunne være rigtig dejligt hvis at du ville svare på den hurtigst muligt 😉

  5. Jeg har været i USA mange gange, og har prøvet forskellige fastfood-kæder igennem tiden. Én af de fastfood kæder, der virkelig har overrasket mig er Shakeshack. Jeg har været på deres resturanter både ved Dupont Circle i DC og i Madison Square Park i NYC.
    Shakeshack laver fantastiske burgere og fremragende milkshakes (som stedet er kendt for, og det ses også i navnet).
    Jeg kan varmt anbefale Shakeshack til andre, da de klart står bag nogle af de bedste burgere og shakes jeg har fået i USA. Dog skal man, hvis man skal besøge Shakeshack i Madison Square Park i NYC, have god tid på hånden, da der er en tendens til at være en lang kø.. I DC var køen intet problem.
    In-N-out er også et must, hvis man vil have nogle udsøgte burgere i en fart.

  6. Jeg var i USA i efteråret 2011. Størstedelen af tiden foregik i Grand Rapids i Minnesota. Utroligt smukt område i øvrigt! Ville blot lige tilføje til Fastfood elskerne, at pomfritter fra Wendy’s er helt fantastiske! Normalt er pomfritter ikke min største kop te, men dem Wendy’s laver er helt uimodståelige!!!

      1. Uuhm Five Guys, bliver helt lækkersulten 🙂
        Det er efter min mening den bedste burger kæde !

  7. Hej Rene!

    Super fed side som har givet anledning til masser af inspiration 🙂

    Hvad er prislejet for et aftensmåltid på fastfoodstederne?

    Mvh Nadine

    1. @ Nadine

      Tak for ros.

      Hvis det bare er et almindeligt fastfood sted a la MacD eller Five Guys, så ligger en mellem/stor menu på 7-10 dollars (det er med sodavand ad libitum).

      En regulær restaurant, men i den billige kæde-ende så som Chilis.com, kan du finde tilbud a la Dinner for Two for 20$ (+ tax og drikkevarer).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada