Nytår i Florida

Hvis man vil holde nytår i USA og samtidig have lidt sol og varme, så er nytårsaften i Florida stedet. I Florida er man garanteret det bedste vejr i december i USA og steder som Orlando, Miami og ikke mindst Key West er garanti for nogle gode oplevelser nytårsaften.

Nytår i Orlando

De store forlystelsesparker som Disney, Universal m.fl. omkring Orlando har for længst set muligheden i at holde en festlig nytårsaften for sine gæster.

Nytår ved Universal Studios City Walk

Ved Universal City Walk er der en stor gadefest med masser af gang i den og flere live optrædender fra store musikalske navne. Med stedets mange barer og restauranter er det et perfekt centrum for en stor nytårsfest.

Nytår i Disney World Florida

Nytårsaften i Disney World kan være for hele familien, men der er også nytårsfester for de voksne. De forskellige parker er populære på denne dag, så kom tidligt og vælg den park du vil holde nytår i. Det anbefales ikke at tage rundt til de forskellige parker denne dag.
Magic Kingdom, Epcot, Disney´s Hollywood Studios har alle fyrværkeri sidst på aftenen (ikke kl. midnat).
Disney Quest i Downtown Disney har en decideret nytårsfest som man kan købe sig adgang til. Det samme gør sig gældende i Atlantic Dance Hall. Det anbefales at købe billetterne på forhånd.

Nytårsfester i Orlando by

Rundt om på Orlandos barer og restauranter holdes der også nytårsfester. Steder som Route 46 Entertainment District, ICEBAR Orlando, Blue Martini, Wall Street Plaza, Orlando Brewing og Howl at the Moon holder alle en eller anden form for nytårsfest, typisk med live musik. Der er cover de fleste steder. Et af de største steder er Wall Street Plaza hvor det nærmest er en stor gadefest med masser af underholding på denne festlige aften.

Nytår i Miami og South Beach

Nytårsaften i Miami lægger op til mere fest og knap så meget for børnefamilien. Der er rigtig mange nytårsfester i Miami med god mulighed for at støde på de kendte fra ugebladene. De største fester kræver man er ude i god tid og har også cover charge der kan løbe op i flere hundrede dollars. Ofte er der så fri bar, buffet og champagne skål med. nogle af de kendte steder er: Mansion Nightclub, SET Nightclub og SOBE Live.
Hvis nytårsfester på natklubber ikke er din kop te, så byder Miami også på nogle mere folkelige fejringer af nytårsaften. Miami Beach New Year’s Eve Party er byens officielle nytårsfyrværkeri nær Ocean Drive og 8th street.
Ved Bayfront Park Amphitheater (nabo til Bayside Market) er der live musik og ved midnat dropper The Big Orange (appelsin) og der er fyrværkeri.

Overnatning i Miami

Miami er en storby lidt a la LA, hvor der er flere områder og dermed flere niveauer mht. overnatning afhængig af hvad du skal i Miami of Florida. Her finder du flere detaljer om Miami og hvor du finder de billige overnatninger i Miami.

Nytår i Key West

Nytårsaften i Key West, USAs sydligste by, er en stor folkefest. Allerede fra solnedgang på Mallory Square samles folk og derfra fortsætter festen på Duval Street og de mange barer og restauranter, bl.a. ved Sloppy joe´s Bar og Schooner Wharf Bar.
Ved midnat står man med det svære valg at kunne følge ´dropping of the ball´ ikke mindre end tre steder:
Ved Sloppy joes på Duval Street sænkes en stor konkylie (conch).
Ved Schooner Wharf Bar sænkes en pirat-skøge.
Ved Bourbon Street Pub/New Orleans House sænkes en kæmpe, rød stilet ned, hvori der sidder en drag queen. Denne begivenhed tiltrækker hvert år tusindvis af mennesker som står tæt pakket på den smalle Duval Street og CNN sender fra begivenheden.

Min nytårsaften i Key West

Nytåret 2011/12 tilbragte jeg i Miami og Key West. Nytårsaften blev fejret i Key West hvor jeg deltog i den store gadefest en nytårsaften på disse kanter er.
Jeg startede nytårsaftendag med en tur ud til Dry Tortuga National Park. Det var den perfekte start på en alletiders nytårsaften i Key West, som sluttede af med festlig aften og nat op og ned af Duval Street. Her kan du se flere detaljer og billeder fra min nytårasaften i Key West.

Andre roadtrip oplevelser:

Blue Spring State Park, Florida

Blue Spring State Park er kendt for sit krystalklare, ‘blå’ vand, rige dyreliv og dybe grotter. Svøm med det lokale dyreliv eller tag en guidet sejltur.

Cigarer og vodka i Ybor City

Ybor City, lidt udenfor Tampa, gemmer på en vild historie, cubanske traditioner og mad samt gin og vodka lavet på sukkerrør.

10 Comments

  1. Hej Rene

    Jeg rejser til Miami på onsdag og skal tilbringe juleaften i West Palm Beach og nytårsaften på Miami Beach 🙂 Har du nogle foreslag til evt. restauranter eller fester til begge dage?

    Jeg (20år) skal afsted med mine 2 søstre på 25 og 27år og min mor der lige har rundet de 50:)

    Hilsen Sille

    1. @ Sille

      Jeg har ikke holdt nytår i Miami, men i Key West.

      Jeg har kun den info der er i artiklen mht. hvad der foregår.

      Mit bedste råd er at google new years eve Miami / south beach og se hvad der dukker op.

      Jeg fandt denne: http://www.miamiandbeaches.com/events/new-years-eve

      Den er ikke fyldestgørende, men der tegner sig hurtigt et billede.

      Der er et større event for byen, som kan opleves på stranden i South Beach (fyrværkeri kan ses fra flere steder).

      Resten er mest fester på restauranter, hoteller og natklubber.
      For de fleste vedkommende at dem, vil du ikke kunne komme ind, da du kun er 20 år.
      Man skal være 21 år i USA for at drikke alkohol, og de fleste barer/natklubber mm. lukker ikke folk ind der er under 21 år (ID check er meget mere normalt i USA).

      Hvis det på stranden ikke lyder så interessant, så er mit bedste bud at i finder en restaurant der har et nytårstilbud (og tillader gæster under 21 år denne dag) og booker bord.

      Mht. juleaften (den 24.) så er det blot at tage ud og spise hvor i har lyst. hvis i skal ud lidt finere end en Chilis, vil jeg booke bord på forhånd for at være sikker på en plads.
      Den 25. kan flere steder godt være lukket, da det er den dag amerikanerne holder juleaften.

  2. Hej Rene

    Kanon hjemmeside – den er virkelig guld værd !!

    Skal til Florida – med følgende faste punkter:

    Ankommer med fly til Miami 30/12-2017 kl. 17
    Cruise 7/1-2018 kl. 16 til 13/1-2018 kl. 8.00 – fra og retur til Miami
    Flyver hjem 14/1-2018 kl. 17
    også skal vi kører rundt i en cabriolet

    Hvor ville du holde nytårsaften ?
    og hvor ville du køre hen fra 30/12 til 7/1 ?

    1. @ Michael

      Tak for ros.

      Nytårsaften i Key West.

      Husk på, at nytårsaften i USA slet (slet) ikke er som mange danskere forventer. Det er langt fra en stor fest for de fleste amerikanere, så det fejres ikke på samme måde som i Danmark.

      Der er nogle steder i Miami, hvor der er budt ind til fælles fest mm. Bl.a. plejer der være et event i South Beach med live musik og fest.
      Orlando er et af de steder nytårsaften fejres, men mest i forlystelsesparkerne.

      I Key West bliver dagen fejret godt og grundigt.

      Duvall Street er lukket af og der festes. Der er proppet omkring kl midnat, da der er flere traditioner, men ellers er det til at komme til i byen.

      Hvis i holder det i Key West, så er 30, 31 og 1 programsat. 2-5 kan tages i Naples og Fort Myers/Sanibel Island og så to dage i Miami inden i sejler.

  3. Hej Rene
    Vi er en familie på 2 voksne(40 år), 2 børn(9 og 11) og bedsteforældre(62 år), der skal holde jul i fort lauderdale og nytår i Orlando(denne jul/nytår 2016). Jeg vil høre om du har nogle forslag til om der evt er nogle danske foreninger de respektive steder, hvor der er arrangementer man kan melde sig til det? Eller om der er restauranter eller hoteller hvor man kan melde sig til i disse byer? Især nytår i Orlando er vi interssseret i og helst ikke forlystelsesparker, helst i foreninger eller restauranter med nytårs arrangement for familier.
    På forhånd tak.
    Mvh Christina.

    1. @ Christina

      Jeg har ikke selv erfaring med at holde jul i USA.

      Jul (og Thanksgiving) er to meget familie-orienterede helligdage i USA. Der er derfor ikke event rundt om i landet, som turister kan deltage i.

      Jeg har ikke undersøgt om der er dansker-foreninger i Orlando området som inviterer turister med i eventuelle events, så det må i igang med at google jer frem til.

      I kan godt finde restauranter som serverer julemad, men det vil være amerikansk, og husk på, at jul i USA er den 25.

      Mht. nytårsaften, så er det stort i Orlando, men primært i forlystelsesparkerne. Disney og Universal holder de største børnefamilie-orienterede events.

      Der er andre events rundt om i Orlando, men her er det ikke sikkert børnene vil være lige så underholdt. Der er bl.a. “gadefester”, men ikke sikkert børn (under 21 år) kan komme ind i de områder.

      Igen har jeg ikke erfaring med foreninger, så i må på google eller facebook.

  4. Hej René

    Ved du om der kan være noget at spare på indgangsbilletter til Magic Kingdom? Vi er 3 voksne og 2 børn der skal besøge parken én dag midt i oktober og hold da op – jeg var nær faldet af stolen, da jeg så prisen på deres hjemmeside. Vi var også derinde for ca. 3½ år siden og der var det noget billigere..

    Jeg har søgt og søgt, men synes ikke umiddelbart, at der er nogen besparelser at finde nogen steder. Måske du har nogle fif…?

    På forhånd tak for hjælpen og tusind tak for denne lækre side med en masse fif. Vi har været på 4 lange Road trips de sidste par år og jeg har lænet mig meget op af denne side.

    Vh Jannie Højgaard

    1. @ Jannie

      Tak for ros.

      Jeg har ikke selv erfaring med Disney, så kan ikke hjælpe med et konkret fif.

      Tidligere i år, havde jeg en snak med en Disney ekspert, som du kan se her: https://www.facebook.com/roadtripiusa/videos/10154363650266996/

      Der er mange gode fif undervejs og kan være du kan finde input til hvordan du finder en billigere billet.

      Du kan også prøve og spørge i indlæggets kommentarer om andre kan hjælpe. Hvis du skriver det på engelsk, så skriv dette til slut: @loumongello
      Så kan det være Lou ser det og kan hjælpe med et svar.

  5. Hej
    Har du nogen ide om man skal være i god tid med hotel bestilling til nytårs aften eller kan man bare komme ind fra gaden og regne med at få værelse

    1. @ Sten

      Det kommer an på hvor det er.

      Er det i Key West, så skal du booke god tid i forvejen, for ikke at bo x kilometer uden for byen og betale kassen.

      I Miami kan du sikkert godt, men hoteller tæt på begivenhederne fyldes hurtigt – specielt de billigere af dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada