Fly til Las Vegas via Chicago: Tæt flyskifte i O’Hare

Havde SAS-flyet fra København ikke landet godt en halv time før tid i Chicago, var forbindelsen til Las Vegas blevet meget tæt. 1 time og 40 minutter lyder ikke helt håbløst på papiret, men når tiden skal bruges på immigration, bagage, told, tog mellem terminaler og endnu en sikkerhedskontrol, forsvinder den overraskende hurtigt.

29. december, 2012

Eftermiddagsafgang fra København

Første del af turen til Las Vegas gik fra København til Chicago med SAS. Afgangen var først klokken 15.40, så for en gangs skyld begyndte en USA-rejse uden vækkeur midt om natten og stress over morgenmyldretid. Jeg havde god tid til at få det sidste pakket og komme ud til lufthavnen, og der var heller ikke voldsomt travlt i CPH.

Jeg havde brugt 15.000 bonuspoint på en opgradering til SAS Economy Extra. Det gav blandt andet separat bag drop og adgang til en hurtigere kø i sikkerhedskontrollen. Den del gjorde ikke den store forskel denne eftermiddag, fordi lufthavnen var forholdsvis rolig, men jeg havde booket opgraderingen mest for komforten på den lange tur over Atlanten.

Economy Extra var pengene værd

På grund af Economy Extra kom jeg tidligt ombord, og det første indtryk var positivt. Der var markant mere plads end i almindelig economy, både i sædebredden og foran knæene, og sædet havde en benstøtte, så kroppen fik væsentligt bedre støtte, når ryglænet blev lagt tilbage. Det betød også, at det ikke gjorde ret meget, når passageren foran besluttede sig for at lægge sit sæde ned.

Havde naboerne eller sædet foran alligevel generet, kunne jeg i princippet bare være flyttet. Economy Extra-kabinen var langt fra fyldt på denne afgang, så der var rigeligt med tomme pladser omkring mig. Det gav en rolig start på en rejse, der senere skulle blive lidt mere hektisk.

God service og lidt SAS-drama i baghovedet

Den ekstra plads har selvfølgelig påvirket mit samlede indtryk, men jeg havde heller ikke noget at udsætte på servicen. Mad, drikkevarer og kabinepersonale fungerede fint, og turen over Atlanten var behagelig. Det var faktisk ikke engang meningen, at jeg skulle have fløjet med SAS. Min oprindelige billet var købt gennem Expedia, men der var opstået rod i bookingen, hvor jeg havde betalt for en forbindelse, som bagefter viste sig ikke at kunne udstedes som bestilt. Resultatet blev denne SAS-løsning i stedet.

Normalt ville det ikke have bekymret mig, men timingen var interessant. Bare godt en måned tidligere havde SAS været igennem en meget alvorlig økonomisk krise med store sparekrav, nye overenskomster og finansiering, der skulle falde på plads for at sikre selskabets fremtid. Så da jeg pludselig endte med en SAS-billet til USA, fulgte jeg selskabets situation lidt mere intenst end normalt. Flyet afgik heldigvis præcis som planlagt.

1 time og 40 minutter til flyskifte i Chicago

Min billet gav kun 1 time og 40 minutter mellem landingen i Chicago og næste fly mod Las Vegas. Det er ikke specielt meget, når man kommer ind i USA fra Europa. Den gode Economy Extra-plads havde heldigvis placeret mig kun tre rækker fra døren, så jeg kunne komme hurtigt ud af flyet. Endnu vigtigere var det, at vi landede omkring 35 minutter før tid. Pludselig havde jeg lidt mere end to timer til forbindelsen og tænkte, at det nok skulle gå.

Det viste sig at være en optimistisk vurdering.

Immigration slugte næsten hele tidsbufferen

Jeg skulle videre med American Airlines fra en anden terminal, men først skulle jeg gennem amerikansk immigration. Som en af de første var jeg hurtigt ude af SAS-flyet, men allerede på den lange gang mod immigration begyndte passagerstrømmene fra flere internationale fly at smelte sammen. Først virkede det ikke så slemt. Mange var amerikanske statsborgere, og jeg tænkte derfor, at de jo skulle i en anden kø.

Efter nogle hjørner gik trafikken pludselig helt i stå. En medarbejder gentog, at residents skulle fortsætte i deres egen kø, mens Visa- og ESTA-passagerer skulle holde til højre. Jeg kom forbi den første ophobning og nåede ind i den store immigrationshal, hvor jeg fandt køen til besøgende i transit. Den var ikke hundrede meter lang ned ad gangen som køen til amerikanske residents, men til gengæld stod den i mange lag foran skrankerne med et par hundrede mennesker samlet.

Inden folk blev sendt frem til immigration, blev dokumenterne kontrolleret. En del havde udfyldt papirerne forkert, og flere havde svært ved at forstå instruktionerne på engelsk, så køen bevægede sig langsomt. Samlet tog det 1 time og 5 minutter at komme igennem. De 62 minutter var ventetid. Selve samtalen med immigrationsmedarbejderen tog omkring tre minutter.

Spørgsmålene var enkle: business or pleasure, hvornår jeg sidst havde været i USA, og hvornår jeg fløj hjem igen. Mine svar var “pleasure”, september og om cirka to uger. Han havde ikke brug for en komplet gennemgang af min rejseplan, så det fik han heller ikke.

Bagage, told, terminaltog og endnu en security

Efter immigration skulle jeg hente min indcheckede taske, selv om den allerede var tagget videre til Las Vegas. Sådan fungerer internationale forbindelser i USA: Man kommer ind i landet i den første amerikanske lufthavn og skal derfor gennem immigration og told dér. Toldkontrollen tog til gengæld kun få sekunder denne aften, hvorefter jeg kunne aflevere bagagen igen hos American Airlines.

Næste opgave var at komme fra den internationale terminal til den terminal, hvor mit indenrigsfly afgik. Jeg tog toget mellem terminalerne og fandt sikkerhedskontrollen. Her var der moderat kø, men efter yderligere 10-15 minutter var jeg igennem. Da jeg endelig stod på den rigtige side af security, var der omkring en halv time til afgang.

Så ja, godt vi var landet 35 minutter før tid.

Processen er i store træk den samme i dag. Internationale passagerer uden preclearance ankommer fortsat til Terminal 5, går gennem amerikansk immigration, henter bagagen, passerer tolden, afleverer bagagen igen og fortsætter til den relevante terminal. Skal man videre fra Terminal 1, 2 eller 3, er der stadig både terminaltransport og endnu en TSA-sikkerhedskontrol involveret. Jeg ville derfor ikke selv planlægge en meget kort forbindelse i O’Hare, hvis jeg havde et frit valg.

Fra Economy Extra til almindelig economy

Sidste flyvning gik fra Chicago til Las Vegas med American Airlines og tog godt fire timer. På denne indenrigsrute var der ikke inkluderet madservering, kun drikkevarer, men det generede mig ikke. På dansk tid var dagen efterhånden blevet lang, så planen var primært at sove.

Overgangen fra den næsten tomme Economy Extra-kabine til almindelig amerikansk domestic economy var til gengæld mærkbar. Jeg sad elendigt, og søvnen var til at overse. Efter fire timer i det sæde var jeg derfor godt brugt, da flyet endelig landede i Las Vegas.

Velkommen til Las Vegas med slotmaskiner ved bagagen

Det tog kun få minutter at komme fra gaten til bagageområdet, men selve tasken lod vente på sig yderligere 10-15 minutter. Det gav mig rigelig tid til at studere ankomsthallen. Nytår nærmede sig, og det var tydeligt, at mange af passagererne var kommet til Las Vegas for at feste. Nogle var allerede begyndt, mens de stod og ventede ved bagagebåndet.

Og hvis ventetiden blev for lang, stod der naturligvis slotmaskiner i lufthavnen. Det var en meget direkte velkomst til Las Vegas: Man kunne nærmest nå at tabe de første dollars, inden kufferten var kommet ud.

Lufthavnen hed dengang McCarran International Airport. I 2021 skiftede den navn til Harry Reid International Airport, men lufthavnskoden LAS er den samme. Slotmaskinerne er også stadig en del af oplevelsen og findes fortsat rundt omkring i terminalerne.

Lejebil direkte fra lufthavnen

Selv om jeg skulle bo tre nætter i Las Vegas, havde jeg booket en lejebil. Jeg skulle videre ud af byen efter nytår, og en bil er samtidig praktisk, hvis man vil lidt længere væk fra selve The Strip. Fra baggage claim fulgte jeg skiltene til udgang 10, hvor shuttlebusserne til det fælles lejebilscenter holdt.

Turen til Rental Car Center tog små ti minutter. Der var ingen kø ved skranken, så jeg kunne gå direkte frem med pas, kørekort og kreditkort klar. Medarbejderen forsøgte kun at sælge mig personskadeforsikring og udvidet roadside assistance. Jeg takkede nej til begge dele, fik papirerne og kunne gå ud efter bilen.

Den grundlæggende løsning er stadig den samme i dag. Las Vegas har fortsat ét samlet Rent-A-Car Center nogle kilometer fra terminalerne med gratis shuttlebusser frem og tilbage. Det er faktisk en af de mere overskuelige lejebilsordninger i en stor amerikansk lufthavn, fordi stort set alle de store selskaber ligger samlet.

Ind på Excalibur og direkte i seng

Jeg fik bilen udleveret, og den fortjener sit eget indlæg senere i serien. Fra lejebilscenteret gik turen ind mod The Strip. Las Vegas-lufthavnen ligger meget tæt på hotelområdet, så der var ikke langt til Excalibur, hvor jeg skulle bo de første tre nætter.

Jeg parkerede i Self Parking og gik ind gennem det enorme kasino for at finde Registration. Der var ingen nævneværdig kø ved check-in, så værelsesnøglen kom hurtigt. Derefter begyndte den mere klassiske Las Vegas-øvelse med at finde ud af, hvilken ende af kasinoet man skulle igennem for at komme hen til den rigtige elevator. Man kunne næsten få den mistanke, at kasinoerne bevidst gør ruten en smule længere end nødvendigt, så gæsterne får set flest mulige spilleborde og maskiner på vejen.

I dag er parkering på Excalibur mod betaling, men selve princippet med enorme parkeringsanlæg og lange ture gennem resortet er meget genkendeligt.

Efter København, en lang transatlantisk flyvning, mere end en time i immigration i Chicago, terminalskifte og fire timer i et sæde, jeg aldrig blev venner med, var jeg færdig for dagen. Kasinoet, The Strip og resten af Las Vegas kunne vente.

Jeg gik i seng.

Ofte stillede spørgsmål om at flyve til Las Vegas via Chicago