Billig billeje i Calgary

Calgary er et oplagt sted at starte en roadtrip gennem det vestlige Canada. Med billeje i Calgary Airport kan du køre direkte fra lufthavnen mod Calgary eller sætte kursen mod Rocky Mountains og nogle af Canadas største nationalparker. Her får du styr på afhentning af lejebilen i YYC, udlevering og valg af bil samt den første køretur fra lufthavnen.

Calgary International Airport (YYC) er et rigtig godt udgangspunkt, hvis du planlægger en roadtrip gennem Alberta og British Columbia. Calgary ligger øst for Rocky Mountains, og du kan derfor gå fra flysædet til lejebilen og være på vej mod bjergene samme dag. Det gør lufthavnen særligt interessant for europæiske rejsende, der primært kommer til det vestlige Canada for at opleve naturen.

Calgary er dog også værd at bruge tid på. Har du ikke besøgt byen tidligere, kan du begynde ferien med en eller to overnatninger i Calgary, inden roadtrippen fortsætter mod bjergene. Uanset om turen går direkte mod Banff, eller du først skal ind til centrum, er det forholdsvis enkelt at hente en lejebil i Calgary Airport og komme videre.

Calgary er et godt udgangspunkt for en roadtrip i Canada

Ser du på et kort over det vestlige Canada, er det ikke svært at forstå, hvorfor Calgary er populær som startsted for en roadtrip. Mod vest ligger Rocky Mountains og British Columbia, mens du fra Calgary også har gode muligheder for at opleve resten af Alberta. Den helt store attraktion er naturligvis bjergene, som du hurtigt nærmer dig, når du forlader Calgary mod vest.

Banff National Park er det oplagte første mål for mange rejsende. Herfra kan turen fortsætte mod Lake Louise og videre ad Icefields Parkway mod Jasper National Park. Du kan også fortsætte vestpå ind i British Columbia, hvor blandt andet Yoho National Park og Kootenay National Park ligger inden for rækkevidde. Dermed kan Calgary bruges som udgangspunkt for en rundrejse, hvor du oplever flere af de store nationalparker i både Alberta og British Columbia.

En anden mulighed er at kombinere Calgary og Vancouver på samme roadtrip. Her kan du eksempelvis hente bilen i Calgary, bruge ferien på at krydse Rocky Mountains og British Columbia og til sidst aflevere bilen i Vancouver. Du kan naturligvis også køre turen i den modsatte retning. En sådan rejse kræver, at udlejningsselskabet tillader envejsleje mellem de to byer, og der kan være et envejsgebyr, som du bør have med i prisberegningen.

Billig billeje til din roadtrip

Her finder du den billigste billeje til din roadtrip. Jeg har lejet mere end 50 biler i USA. Jeg benytter altid disse sider, da de gang på gang har været billigere end at leje direkte hos udlejningsselskaberne eller benytte rejsebureauer.

Hvorfor flyve til Calgary fra Europa?

En af fordelene ved Calgary er, at YYC er en stor international lufthavn. I 2025 benyttede 19,4 millioner passagerer lufthavnen, men for en roadtrip betyder placeringen mindst lige så meget som lufthavnens størrelse.

Du lander allerede i Alberta og behøver ikke først flyve til eksempelvis Toronto og derefter bruge en stor del af dagen på en indenrigsflyvning mod vest, hvis du kan finde en passende forbindelse til Calgary. Samtidig ligger Calgary på den rigtige side af Rocky Mountains, hvis de store nationalparker er feriens hovedformål. Du kan hente bilen efter landingen og begynde køreturen mod bjergene uden først at skulle krydse en stor del af Canada.

Det er værd at sammenligne flypriser til både Calgary og Vancouver, når rejsen planlægges. Afhængigt af ruten kan det være en fordel at flyve til den ene by og hjem fra den anden. På den måde slipper du for at køre hele vejen tilbage til udgangspunktet. Husk blot at sammenligne den samlede pris, da en billigere flybillet ikke nødvendigvis er en besparelse, hvis billejen eller envejsgebyret samtidig er væsentligt dyrere.

Hvor henter man sin lejebil i Calgary lufthavn?

Har du bestilt lejebilen hjemmefra hos et af de store udlejningsselskaber med kontor i lufthavnen, er det forholdsvis enkelt at finde frem til bilen efter ankomsten. Calgary International Airport har et Rental Car Centre direkte ved terminalområdet, så du ikke behøver en shuttlebus, hvis du har lejet hos et af selskaberne med udlevering i selve lufthavnen.

Rental Car Centre ligger på Departures Level på den anden side af vejen fra Domestic Terminal. Det kan også nås via elevatorområdet på den anden side af Arrivals Roadway, og Calgary Airport angiver Doors 4 og 5 som den hurtigste adgang. Når du har hentet din bagage, skal du derfor følge skiltningen mod Rental Car Centre.

Blandt udlejningsselskaberne i Rental Car Centre finder du Avis, Budget, Dollar, Thrifty, Enterprise, Hertz, National og Alamo. Har du bestilt hos et andet selskab, bør du kontrollere reservationen, da der også findes biludlejningsselskaber uden for selve lufthavnen. Disse benytter courtesy shuttles mellem terminalen og udlejningsstationerne. Ifølge Calgary Airport foregår afhentning til de eksterne selskaber fra Bus Bay 22 ved Arrivals Roadway. Se derfor altid på din bookingbekræftelse i stedet for automatisk at gå mod Rental Car Centre.

Priser på billeje i Canada 2025

Her kan du se hvad det koster at leje en mid-size SUV (Toyota RAV4, Honda CR-V, Ford Escape etc.).
Prisen er for 3 ugers leje i juli 2025. Prisen er tjekket hver måned op til og viser udviklingen hvis du lejede bilen i x måned til en roadtrip i juli 2025.
Der er inkluderet to amerikanske byer i listen for at vise prisen, hvis din roadtrip starter i USA i stedet for Canada. Nedenfor kan du selv søge 

Udlevering af lejebilen i Calgary

Når bilen er reserveret hjemmefra, er selve udleveringen normalt forholdsvis enkel. Ved udlejningsskranken skal du have de nødvendige dokumenter klar. Det vil typisk være dit kørekort, pas og det kreditkort, som skal bruges i forbindelse med reservationen og depositum. De præcise krav afhænger af udlejningsselskabet og din reservation, så kontrollér altid betingelserne inden afrejsen.

Når papirarbejdet er klaret, får du anvist, hvor bilen skal hentes. Har du bestilt en bestemt bilklasse, skal du være opmærksom på, at reservationen normalt gælder en kategori og ikke nødvendigvis den bilmodel, du så på hjemmesiden under bestillingen. Har du eksempelvis reserveret en mellemstor SUV, vil du normalt få en bil i denne kategori eller tilsvarende – ikke nødvendigvis præcis den model, der stod på reservationssiden.

Her kan du læse mere om udlevering af din lejebil.

Kan man selv vælge sin lejebil?

Muligheden for selv at vælge bil afhænger blandt andet af udlejningsselskabet og den type reservation, du har foretaget. Nogle gange står en bestemt bil klar til dig, mens du andre gange kan få mulighed for at vælge mellem flere biler inden for den kategori, du har reserveret.

Får du et valg, kan det godt betale sig at kigge på flere biler. Det gælder især, hvis Calgary er begyndelsen på en roadtrip på flere tusinde kilometer. Kig blandt andet på bagagerummets størrelse, sæderne og hvor komfortabel bilen virker. Rejser I fire personer med fire store kufferter, kan forskellen mellem to biler i tilsyneladende samme kategori være overraskende stor.

Skal du køre langt i bjergområderne, kan en SUV være et populært valg, men en stor firehjulstrækker er ikke automatisk nødvendig til en almindelig sommer-roadtrip på de store asfalterede veje. Vælg først og fremmest en bil, der passer til antallet af personer, bagagen og den rute, I har planlagt.

Inden du kører, bør du også gå en tur rundt om bilen og kontrollere den for eksisterende skader. Tag eventuelt billeder med telefonen, så du har dokumentation for bilens stand ved afhentningen.

Her kan du læse mere om frit valg af lejebiler i USA og Canada.

Fra Calgary Airport til Downtown Calgary

Når bilen er pakket, er næste opgave at komme ud af lufthavnen. Calgary International Airport ligger nordøst for centrum, og der er cirka 17 kilometer fra terminalen til Downtown Calgary.

Fra lufthavnsområdet kommer du ud via Airport Road og Airport Trail N.E. Airport Trail er en af de vigtige øst-vestgående forbindelser i den nordøstlige del af Calgary og giver blandt andet adgang til Deerfoot Trail. Skal du til Downtown Calgary, vil navigationen typisk føre dig fra lufthavnen mod Deerfoot Trail og derfra videre mod centrum afhængigt af din præcise destination.

Deerfoot Trail er en af byens store trafikårer, og her kan der være væsentligt mere trafik og flere vognbaner, end mange danske bilister er vant til. Derfor er det en god idé at indstille navigationen, mens bilen stadig holder parkeret ved udlejningsområdet. Så ved du, hvilken vej du skal ud af lufthavnen, inden du samtidig skal holde øje med skilte, vognbaner og den øvrige trafik.

Den første køretur i Calgary

Calgary er på mange måder en forholdsvis overskuelig nordamerikansk storby at køre i. Vejene er brede, og de store trafikårer gør det muligt at komme hurtigt rundt mellem forskellige dele af byen. Men netop størrelsen på vejene kan kræve lidt tilvænning, hvis det er første gang, du kører bil i en canadisk storby.

Du kan komme ud på veje med flere vognbaner, hvor du på relativt kort tid skal placere dig korrekt for at ramme den rigtige afkørsel. Her gælder samme regel som i andre store nordamerikanske byer: Lad være med at gå i panik, hvis du misser en afkørsel. Fortsæt i stedet og lad navigationen finde en ny rute. Det er langt bedre end at forsøge et pludseligt vognbaneskift på en vej, du ikke kender.

For danske bilister er der samtidig flere ting, som hurtigt føles velkendte. Man kører i højre side af vejen, og afstande og hastighedsgrænser angives i kilometer og km/t. På det punkt kræver Canada mindre tilvænning end en roadtrip i USA.

Højresving ved rødt lys i Calgary

En af de trafikregler, som til gengæld adskiller sig fra Danmark, handler om højresving ved rødt lys. I Alberta må du som udgangspunkt dreje til højre ved rødt, medmindre et skilt siger noget andet. Du skal først standse helt og må derefter dreje, når det kan ske sikkert.

Vær især opmærksom på fodgængere og andre trafikanter, der kan have grønt. For en dansk bilist kan situationen føles uvant de første gange, og du skal ikke føle dig presset til at dreje, bare fordi bilen bagved venter. Er du i tvivl om, hvorvidt der er fri bane, kan du blot vente.

Er der betalingsveje i Calgary?

Du behøver ikke et særligt elektronisk betalingssystem for den normale køretur fra Calgary Airport til Downtown Calgary. Det gør den første tur fra lufthavnen mere enkel end i en række amerikanske storbyer, hvor man hurtigt kan ende på en betalingsvej kort efter afhentningen af bilen.

Du kan også benytte Calgarys store ringvej, Stoney Trail, uden at skulle standse ved betalingsanlæg. Ringvejen er omkring 101 kilometer lang og forbinder blandt andet Deerfoot Trail, Trans-Canada Highway og flere af de store veje omkring Calgary. Det gør Stoney Trail nyttig, hvis din destination ligger på den anden side af byen, eller du gerne vil undgå Downtown.

Det betyder dog ikke, at du helt kan glemme ekstra udgifter på den kommende roadtrip. Når turen går mod nationalparkerne, skal du eksempelvis være opmærksom på de adgangskrav og park passes, der gælder for besøg i Canadas nationalparker. Det er ikke en vejafgift, men en udgift, der bør indgå i budgettet, hvis turen går til eksempelvis Banff, Yoho, Kootenay eller Jasper.

Vær opmærksom på trafikken omkring Calgary

Selvom Calgary er et godt sted at hente en lejebil, skal du huske, at du lander i en storby med næsten 20 kilometer mellem lufthavnen og centrum. Tidspunktet på dagen kan derfor have stor betydning for den første køretur. Ankommer du omkring myldretiden, kan trafikken på blandt andet Deerfoot Trail være tæt. Sørg for god afstand til bilen foran og vær i god tid med vognbaneskift.

Det er også værd at overveje, om du overhovedet skal ind til centrum. Hvis Calgary blot er stedet, hvor flyet lander, og du vil direkte mod bjergene, kan navigationen føre dig uden om Downtown. Calgarys vejnet og Stoney Trail gør det muligt at komme rundt om store dele af byen uden først at køre gennem centrum. Har du derimod planlagt et par dage i Calgary, bør du undersøge parkeringsforholdene ved hotellet på forhånd.

Skal du direkte mod Banff?

En af de store fordele ved at hente lejebilen i Calgary Airport er, at du ikke nødvendigvis behøver køre ind til Calgary. Hvis første overnatning er i Banff eller et andet sted vest for byen, kan du sætte navigationen mod vest og bruge byens større veje til at komme videre mod Trans-Canada Highway.

Highway 1, Trans-Canada Highway, er den store forbindelse vestpå mod Rocky Mountains. Når du først er kommet ud af Calgary, ændrer turen gradvist karakter. Storbytrafikken forsvinder, landskabet åbner sig, og Rocky Mountains begynder efterhånden at fylde horisonten foran bilen. For mange er det netop her, roadtrippen for alvor begynder.

Vejret kan få stor betydning for din roadtrip

Calgary ligger mere end 1.000 meter over havets overflade, og når du fortsætter mod Rocky Mountains, bliver vejret endnu mere relevant. Det gælder især uden for sommermånederne, hvor vejr- og vejforhold kan ændre sig hurtigt i bjergområderne.

Krav til vinterdæk og andet vinterudstyr kan variere afhængigt af provins, vej og tidspunkt på året. Skal du køre fra Alberta ind i British Columbia i efteråret, vinteren eller foråret, bør du derfor undersøge de aktuelle regler og vejforhold som en del af planlægningen. Det er også en god grund til at være omhyggelig med valget af lejebil. En bil, der fungerer glimrende til Calgary og Banff i juli, er ikke nødvendigvis det samme valg, som du ville foretage til en tur gennem bjergene i november.

Tag dig god tid, inden du forlader Calgary Airport

Efter en lang flyrejse fra Europa er der ingen grund til at skynde sig ud på Deerfoot Trail. Brug fem minutter ekstra ved Rental Car Centre på at indstille sæde og spejle og finde ud af, hvordan bilens lys, vinduesviskere og klimaanlæg fungerer. Tilslut telefonen, indstil navigationen til hotellet eller den første destination, og kig på de første par kilometer af ruten, så du ved, hvilken retning du skal køre, når du forlader lufthavnen.

Når først Calgary ligger bag dig, har du et af de bedste områder i Nordamerika til en roadtrip foran dig. Banff, Lake Louise, Yoho, Kootenay og Jasper er blot nogle af mulighederne, og fortsætter du gennem British Columbia, kan turen ende ved Stillehavet i Vancouver.

Det er netop kombinationen af en stor international lufthavn, nem adgang til lejebil og placeringen tæt på Rocky Mountains, der gør Calgary til et af de bedste steder at starte en roadtrip i det vestlige Canada.

Info om billeje i USA og Canada

Billeje til din roadtrip i USA og Canada er nemt at håndtere selv. Jeg har samlet den nødvendige information, om alt det du skal være opmærksom på inden du lejer. Den information, samt link til billige biludlejningssider, finder du via linket.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling. Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Disclaimer

Jeg synes det er fedt at min interesse for Roadtrips i USA & Canda kan hjælpe andre til gode oplevelser. Hvad angår billeje, så har jeg fundet de bedste steder på nettet som tilbyder, ikke kun de billigste biler inkl. forsikring, men også en god service.Jeg har en aftale med Rentalcars.com*, Auto Europe*1 og CarTrawler* der betyder, at hvis besøgende fra min side bestiller en bil via dem, så modtager jeg en provision. En såkaldt affiliate aftale, hvor jeg hjælper dem med at få flere kunder.Hvis du er i en situation hvor du skal tage direkte kontakt til Rentalcars.com for at arrangere din billeje, det kan være pga. langtidsleje eller envejsgebyr som ikke altid kan ordnes online, så vil jeg sætte pris på, at du oplyser min affiliate kode: renefJeg har også aftaler med hotels.com og Booking.com til overnatning og Momondo til flybilletter m.fl. Hvis din bestilling kan laves online, så må du også gerne benytte et af de mange links som er rundt om på siden, så koden kommer med. På den måde støtter du mig til at hjælpe dig bedst muligt.* Det er ikke mig du lejer bilen af. Jeg har ikke nogen direkte forbindelse med de billeje firmaer jeg nævner rundt om på siden, andet end anbefale dem baseret på pris og fordi jeg selv har benyttet dem flere gange.Hvis der opstår situationer i forbindelse med din bestilling/leje via disse, så skal du kontakte dem, da jeg ikke er i stand til at gøre noget. Jeg har ikke adgang til deres systemer og kan ikke hjælpe med ændringer af bookinger, eller afbestilling eller andre ting der måtte opstå. Jeg har en affiliate aftale med disse firmaer, hvorfor mit navn kan optræde på mails/papirer fra disse firmaer, men jeg er ikke forbundet til din leje på anden vis, og al henvendelse skal ske til dem.1) Hvis du bestiller bil hos Auto Europe via mig, kan du ikke benytte dig af deres Price Guarantee. Så hvis du finder bilen billigere et andet sted efterfølgende, kan du afbestille bilen hos AutoEurope og bestille bilen hvor den er billigst. Du kan afbestille frem til 48 timer før lejen begynder, uden det koster noget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada

Lejebil i Seattle

Bilen til min Canada tur var billigst at leje i Seattle. Jeg sparede godt 4.000 kr. – mere end rigeligt til at betale for benzin på turen.

Læs mere »