Med kun én mellemlanding i Amsterdam skulle turen fra København til San Francisco vise sig at være en smal sag. Og det skulle den også blive i mere end én forstand. For selvom vi kom hurtigt gennem både lufthavne og immigration, var sæderne på KLM’s Boeing 747 noget af en prøvelse. Heldigvis ventede Californien, en lejebil med kaleche og starten på vores roadtrip langs USA’s vestkyst.
31. august 2012
Fra København til San Francisco via Amsterdam
Vi skulle flyve fra København til San Francisco med KLM og havde kun en enkelt mellemlanding i Amsterdam.
Første fly afgik fra København klokken 06.00, mens flyet videre mod USA først skulle afsted fra Amsterdam klokken 09.50.
Der var derfor ingen grund til at møde alt for tidligt op i Københavns Lufthavn. Klokken 05.00 var rigeligt.
Det var selvfølgelig stadig temmelig tidligt på dagen, men til gengæld gik alt overraskende nemt.
Hurtigt gennem check-in og sikkerhedskontrol i København
Vi begyndte med at tjekke ind i lufthavnens selvbetjeningsautomater.
Det lykkedes heldigvis uden problemer, selvom jeg synes, de automater indimellem kan drille lidt. Specielt når turen går over Atlanten, og der er lidt flere oplysninger at holde styr på.
Derefter stod vi omkring fem minutter i kø for at aflevere bagagen.
Damen ved skranken spurgte, om vi havde ESTA, hvilket vi naturligvis kunne svare ja til. Vi skulle ikke fremvise nogen dokumentation.
Sikkerhedskontrollen var heller ikke nogen større udfordring. Efter omkring to minutters kø stod vi allerede i Tax Free på vej mod gate A22.
Det var næsten mistænkeligt nemt.
Mellemlanding i Amsterdam og videre med KLM
Vi landede ved gate D13 i Amsterdam og skulle videre fra gate E22.
Der var heldigvis god tid til at finde frem til næste fly, men først skulle vi igennem paskontrollen.
Når man ankommer fra et Schengen-land og skal videre til USA, skal man nemlig gennem udrejsepaskontrol.
De flinke servicemedarbejdere sendte os hen til selvbetjeningsbåsene, hvor man skulle scanne sit pas.
De havde bare overset én lille detalje.
Mit pas var af ældre dato og havde ingen chip.
Så meget for selvbetjeningen.
Heldigvis stod der en paskontrollør klar på den anden side, som kunne hjælpe i netop den slags situationer.
Min brors pas havde ganske vist chip, men det drillede også lidt, så han endte med at få manuel hjælp.
Ekstra sikkerhedskontrol før flyet til USA
Inden vi kunne gå ombord på flyet til San Francisco, skulle vi igennem endnu en sikkerhedskontrol.
Håndbagagen skulle gennem røntgen, og passagererne skulle gennem bodyscannere. Det er dem, hvor man står inde i en boks med armene over hovedet i stedet for bare at gå gennem en almindelig metaldetektor.
Ved flyvninger til USA tager man gerne et par ekstra forholdsregler.
Det betød, at nogle af de ting, der var gået lige igennem kontrollen i København, nu skulle undersøges nærmere.
Blandt andet lidt mønter og min GPS gav anledning til ekstra arbejde.
Min håndbagage endte med at skulle gennem røntgen hele fire gange, og hver gang kom der flere ting over i separate plastikbakker.
Men til sidst var vi da godkendt og klar til at flyve over Atlanten.
Med Boeing 747-400 til San Francisco
Flyet til San Francisco var en Boeing 747-400, som var fyldt godt op med passagerer.
For at gøre boarding lidt nemmere havde man en delt passagerbro, så folk kunne gå ombord både forrest og længere tilbage i flyet.
Det var en ganske praktisk løsning med så mange mennesker, der skulle finde deres pladser.
Ekstra benplads, men meget smalle sæder
Vi havde fået plads på række 51 ud af flyets 69 rækker.
Det var den forreste række i en af de bagerste sektioner, lige ved en dør, og der var derfor ekstra benplads.
Vi skulle sidde på pladserne B og C.
Det lød jo umiddelbart ganske glimrende.
Men der var en hage ved det.
Stakkels ham, der sad på plads A ved vinduet. Da døren først var lukket, sad han temmelig klemt og kunne ikke rigtig få glæde af den ekstra plads foran sædet.
Vores sæder var heller ikke ligefrem rummelige.
Fordi både bordene og underholdningsskærmene var bygget ind i armlænene, var sæderne smallere end de almindelige sæder længere tilbage i flyet.
Så selvom benpladsen var god, sad man altså stadig lidt klemt.
Jeg synes, flyselskaberne er lige lovlig kreative, når de opkræver ekstra penge eller bonuspoint for den slags pladser.
Ekstra benplads er selvfølgelig dejligt, men det hjælper ikke helt så meget, når sædet til gengæld er smallere end normalt.
Hvis man droppede vinduespladsen på denne række, så folk ikke sad så tæt, ville sæderne til gengæld være alle de ekstra omkostninger værd.
Immigration i San Francisco gik overraskende hurtigt
På trods af de smalle sæder lykkedes det mig at få sovet tre-fire timer på den knap 11 timer lange flyvetur.
Sammen med lidt søvn på turen fra København til Amsterdam gjorde det faktisk underværker.
Da vi landede i San Francisco omkring klokken 12 lokal tid, var jeg derfor ikke nær så træt, som jeg ellers kunne have været efter en lang flyrejse.
Nu manglede vi bare immigration, bagage og told.
Når jeg går fra flyet mod immigration i en amerikansk lufthavn, forestiller jeg mig næsten altid det værst tænkelige scenarie: Et overfyldt lokale, alt for få åbne skranker og en kø, der tager en evighed.
Men sådan blev det heldigvis ikke denne gang.
Korte køer og en usædvanligt serviceminded grænsebetjent
Der var fem-seks skranker åbne for besøgende, og køerne var forholdsvis korte.
Mens vi ventede, gik en CBP-betjent rundt og sikrede sig, at folk havde pas og de nødvendige papirer klar.
Han havde tydeligvis forstået betydningen af ordet service.
Han gik til opgaven med et smil og jokede blandt andet med børnene i køen.
Han spurgte også, om vi havde ESTA, men ville ikke se nogen dokumentation.
Da vi kom frem til skranken, gik det lige så hurtigt.
Betjenten stillede kun ét spørgsmål: Hvor længe skulle vi blive i USA?
Derefter skulle vi have taget fingeraftryk. Det foregik med et minimum af forklaringer. Han holdt blot fingrene op og sagde “left”, “right” og “glasses”, når vi skulle skifte hånd eller tage brillerne af.
Og så var vi igennem.
Bagage, told og endelig ude i Californien
En af de små fordele ved immigration er, at der som regel ikke er ret meget ventetid på bagagen bagefter.
Når man har stået i kø for at komme ind i landet, er kufferterne ofte allerede ankommet til bagagebåndet.
Det var også tilfældet denne gang.
Vi fandt vores bagage og gik videre gennem tolden, hvor vi afleverede den formular, vi havde fået udleveret på flyet.
Og så var vi i USA.
Hvis du selv planlægger en rejse til USA, kan du læse min mere detaljerede guide til afrejse, mellemlandinger og immigration i USA og Canada.
Billeje i San Francisco lufthavn – på jagt efter en Mustang
Næste punkt på programmet var at hente vores lejebil.
I San Francisco International Airport, SFO, ligger biludlejningsfirmaerne samlet i et separat Rental Car Center, som man kommer ud til med lufthavnens AirTrain.
Det gik ganske nemt at finde frem til det rigtige udlejningsfirma.
Vi havde også forberedt os hjemmefra og fundet voucher, kørekort, kreditkort og kørekort til den ekstra chauffør frem, inden vi nåede skranken.
Det er bestemt en fordel, hvis man gerne vil hurtigt videre efter en lang flyrejse.
Selve ekspeditionen tog omkring fem minutter.
Vi oplevede heller ikke at blive presset til at købe ekstra forsikringer for at få bilen udleveret, hvilket jeg ellers havde hørt andre fortælle om.
Til gengæld fik vi ikke helt den besked, vi havde håbet på, da vi spurgte til udvalget af cabrioleter.
Ingen Ford Mustang – valget stod mellem Mitsubishi og Chrysler
Vi havde selvfølgelig håbet på en Ford Mustang Cabriolet.
Det ville jo være den helt rigtige bil til en roadtrip gennem Californien med taget nede.
Men desværre.
Vi kunne vælge mellem en Mitsubishi Eclipse Cabriolet og en Chrysler 200 Cabriolet.
Valget faldt på Chrysleren, fordi jeg kendte modellen i forvejen, og fordi den af de to havde den bedste bagageplads.
Det var dog stadig ikke helt så godt som bagagerummet i en Mustang.
Og så var der kun én Chrysler tilbage at vælge imellem.
En brunmetallic udgave.
Farven så faktisk ganske godt ud i solskin, men i parkeringsgaragen virkede den en anelse kedelig.
Det skulle den heldigvis få rig mulighed for at rette op på i løbet af de næste mange kilometer.
Bemærk: Chrysler 200 Cabriolet og Mitsubishi Eclipse Cabriolet er udgåede modeller. Historien ovenfor beskriver udvalget ved biludlejningen i 2012 og ikke det aktuelle udvalg. Du kan læse mere om at leje en cabriolet i USA og se min guide til bagagepladsen i en Ford Mustang Cabriolet. Jeg har også tidligere kørt i en Chevrolet Camaro SS Cabriolet i Miami.
Bagage-Tetris og en tur i Walmart
Vi havde heldigvis pakket forholdsvis let hjemmefra.
Ingen hårde kufferter. Kun fleksibel bagage, som kunne klemmes lidt sammen, når den skulle ned i bagagerummet på en cabriolet.
Det var en ganske bevidst beslutning, for det er ikke alle åbne biler, der har lige meget plads til både bagage og et nedslået tag.
Vi fik pakket bilen og gennemgik den for eventuelle buler, ridser og andre skader, inden vi kørte fra udlejningen.
Derefter indstillede vi GPS’en til at finde Monterey og satte kursen sydpå.
Undervejs gjorde vi stop ved en Walmart for at proviantere og købe en køletaske til turen.
Det betød naturligvis, at bilen skulle pakkes om.
Og det satte vores Tetris-evner på prøve.
Men det lykkedes at få plads til det hele.
Jeg kommer nærmere ind på bilens bagageplads i et senere indlæg. Indtil da kan du læse min generelle guide til billeje i San Francisco, hvis du selv planlægger at begynde en roadtrip herfra.
Første overnatning: Quality Inn i Marina ved Monterey
Efter godt to timers kørsel nåede vi frem til Quality Inn i Marina, lidt nord for Monterey.
Det var vores første overnatning på turen, og selvom jeg havde fået sovet lidt under flyrejsen, kunne trætheden efterhånden godt mærkes.
Vi boede tæt på stranden, så efter at have fået styr på motelværelset kørte vi ned til vandet.
Her spiste vi en lidt tidlig aftensmad og nød udsigten.
Det var en ganske behagelig afslutning på en rejsedag, der var begyndt hjemme i København klokken alt for tidligt om morgenen.
Marina ligger ved Monterey Bay og var et praktisk sted at starte vores roadtrip langs Californiens kyst, inden vi for alvor skulle i gang med de mange oplevelser.
Hvis du selv planlægger en lignende tur, kan du også læse min guide til hvad overnatning i USA koster.
Lokale øl og tidligt i seng
Tilbage på motellet sluttede vi dagen af med et par lokale øl på værelset.
Det havde været en lang dag med flyrejse, mellemlanding, immigration, billeje, indkøb og den første køretur i Californien.
Men det hele var gået overraskende nemt, og nu stod bilen klar til resten af turen.
Så vi gik tidligt i seng.
Der skulle jo gerne være lidt energi tilbage til de næste mange dage på landevejene.
Ofte stillede spørgsmål om fly og billeje i San Francisco
Praktiske spørgsmål til dig, der planlægger at flyve til San Francisco og begynde en roadtrip i Californien.
Kan man flyve fra København til San Francisco via Amsterdam?
Ja, Amsterdam Schiphol er en mulig mellemlandingslufthavn på rejser fra København til San Francisco. Flyforbindelser og afgangstider ændrer sig, så undersøg den aktuelle rejseplan hos flyselskabet. Ved en sådan rejse skal man normalt gennem udrejsepaskontrol i Amsterdam, inden man fortsætter til USA.
Hvordan kommer man til biludlejningen i San Francisco lufthavn?
San Francisco International Airport har et samlet Rental Car Center, som kan nås med lufthavnens gratis AirTrain. Her ligger skrankerne for en række af de store biludlejningsfirmaer. Det er en god idé at have reservationsbekræftelse, kørekort og betalingskort klar, inden man når frem til skranken.
Hvad skal man tænke på, når man lejer en cabriolet i USA?
Bagagepladsen er en vigtig detalje, især hvis man skal på en længere roadtrip med flere personer. Bløde tasker er ofte lettere at pakke end hårde kufferter, og nogle cabrioleter har mindre plads i bagagerummet, når taget er slået ned. Undersøg også, om den reserverede bil er en bestemt model eller en bilklasse, hvor udlejningsfirmaet kan tilbyde en tilsvarende model.
Er Marina et godt sted at overnatte på vej mod Monterey?
Marina ligger nord for Monterey og kan være et praktisk første overnatningssted efter ankomsten til San Francisco. Herfra er der adgang til Monterey Bay og mulighed for at fortsætte sydpå langs Californiens kyst. Det kan især være en fordel, hvis man gerne vil ud af storbyen allerede på ankomstdagen.
Læs mere om at planlægge en roadtrip i Californien
Dette var den første dag på vores roadtrip fra San Francisco gennem Californien og andre dele af det vestlige USA i 2012. Hvis du planlægger en lignende tur, kan du læse mere om billeje i San Francisco, at leje en cabriolet i USA og mellemlandinger og immigration på rejser til USA.
Se et kort over oplevelser i Californien
Jeg har haft rigtig mange oplevelser i Californien gennem årene. Fra Redwood områderne ved statsgrænsen til Oregon, til San Diego ved den Mexicanske grænse. Jeg har samlet dem alle på et kort, så du nemmere kan se hvilke oplevelser der kunne være en mulighed i den del af Californien du skal besøge.Hjælp med at hjælpe andre
Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Overnatning:
5 kommentarer
Hej René
Super side! Når vi lander i Amsterdam, skal vi så selv få fat i vores bagage til usa eller bliver det flyttet til det andet fly af personalet?
@ Ditte
I skal ikke foretage jer noget i Amsterdam. I skal blot gå til næste gate.
Hvis i flyver direkte til destinationen i USA fra Amsterdam, skal i heller ikke foretage jer noget i USA.
Hvis den første lufthavn i lander i i USA ikke er jeres endelige destination skal i, lige efter immigration, finde jeres bagage og gå gennem tolden. Lige inden i går ud og videre til jeres næste fly, skal i afleverer bagagen igen. Der er skilte og personale til at hjælpe, så ikke muligt at gøre forkert.
Hej Rene.
Jeg har de sidste par uger tilbragt en del timer på din fantastiske hjemmeside! Det er imponerende så meget info og så mange erfaringer du deler ud af! Hatten af!!
Jeg skriver til dig fordi du har erfaring med at køre, og du skriver tit, at det tager længere tid, end man regner med.
Vi planlægger en tur til vestkysten i marts eller april 2015. Vi er pt fem, der skal afsted. To af os har været på roadtrip før (i Florida) og har også besøgt andre stater, de tre andre har aldrig været derovre. Vi regner med at flyve til LA, da det ser ud til at være det billigste.
Planen er ikke fastlagt endnu, men vi regner med at være afsted i tre uger, fra vi rejser til vi er hjemme, altså ca 19 dage i USA.
Vi har ikke noget program endnu, men der er ting vi helt sikkert skal, eftersom vi ikke har været på vestkysten før; se San Francisco og besøge Alcatraz, besøge Grand Canyon, evt med en overnatning, besøge nogle af nationalparkerne, the strip i Las Vegas. Det er faktisk de eneste ting, de deltagene har ytret ønske om. Og så at se rodeo. Den ene deltager, er passioneret western rytter, og det er faktisk hendes eneste ønske for turen, resten ser hun som en oplevelse. Men nogle deltagere mener, at vi skal til Texas for at finde et ordentligt show. Og her er så mit dilemma, da det med stor sandsynlighed er mig, der skal planlægge turen: Er der ikke alt for langt når vi “kun” har tre uger?? Der er 1800 mil fra Los Angeles til Austin!
Vi kan selvfølgelig godt finde attraktioner på vejen, men det er langt fra vestkysten, som er den oprindelige destination… Men jeg har intet begreb om, om det kan lade sig gøre, hvis vi skal flyve, og afhente/aflevere bil i LA…
Har du erfaring med rodeo, kan det lade sig gøre at finde et autentisk show på vestkysten, og kan det overhovedet lade sig gøre i marts/april??
Jeg er helt med på, at du ikke svare med det samme, så jeg afventer bare. Og hvis dette er uden for, hvad du kan/vil svare på, er det helt ok!
De bedste hilsner
Karen Lund.
@ Karen
Tak for ros.
I kan sagtens finde rodeo på vestkysten. Der er masser af dem, specielt i marts/april.
Gå ind på siden her og klik på staten (Californien, Arizona eller Nevada) og tjek datoerne. Det er for 2014, en giver en idé om, hvornår de ligger i 2015:
http://www.rodeoz.com/index.php
Med 19 dage kan i godt nå rundt på den klassiske roadtrip rute, men der vil ikke være tid til så mange overnatninger hvert sted, da i skal afsætte tid til rodeoet (som måske ikke ligger naturligt på ruten).
I vil ikke få meget ferie ud af, at køre på tværs til Texas. Alternativt kan i bruge 19 dage i Texas / New Mexico. Der er rigeligt at få tiden til at gå med.
Hej Rene!
Så mener du det samme som mig 🙂 Tusind tak for dit svar, jeg vil tjekke hjemmesiden vedr rodeo!
Mange tak for din hjælp!
Karen Lund.