Offentlig transport i Vancouver: SkyTrain, bus og SeaBus

Vancouver har et rigtig godt net af SkyTrain, busser og SeaBus, så man behøver ikke nødvendigvis betale for et dyrt downtown-hotel. Jeg valgte selv at bo omkring otte kilometer fra havnefronten tæt ved Nanaimo Station, lod lejebilen stå gratis ved motellet og brugte offentlig transport til stort set hele besøget.

25. august, 2025

Billigere overnatning uden for downtown Vancouver

Vancouver er ikke den billigste by at overnatte i. Priserne varierer selvfølgelig med sæson, ugedag og arrangementer, men da jeg besøgte byen sidst i august 2025, lå mange hoteller downtown tæt på 2.000 kroner pr. nat. Dertil kom parkering, og ville jeg have lidt mere komfort eller en bedre placering, steg prisen yderligere.

Jeg begyndte derfor at kigge lidt længere væk fra centrum. Valget faldt på et motel nær Nanaimo Station, omkring otte kilometer fra havnefronten. Det viste sig at være et godt kompromis. Der var gratis parkering ved motellet, og SkyTrain bragte mig fra Nanaimo til Waterfront på cirka 12-13 minutter.

På de travleste tidspunkter kører SkyTrain med meget korte intervaller, nogle gange ned mod et par minutter, så jeg følte ikke, at jeg boede langt væk. Tværtimod slap jeg for at bruge tid og penge på at parkere rundt omkring i byen.

Jeg brugte derfor stort set kun offentlig transport og enkelte Uber-ture under opholdet. Lejebilen stod stille ved motellet, indtil jeg skulle videre på roadtrippen.

Find billig overnatning i Vancouver.

SkyTrain-station i Vancouver som gjorde det muligt at bo billigere uden for downtown

Betaling med kort på bus, SkyTrain og SeaBus

TransLinks system er meget nemt at bruge som turist. Bus, SkyTrain og SeaBus accepterer kontaktløse betalingskort samt blandt andet Apple Pay og Google Pay, så man behøver ikke købe et lokalt Compass Card bare for at komme i gang.

På SkyTrain og SeaBus tapper man sit betalingskort eller sin telefon, når man går ind, og igen når man går ud. Systemet beregner derefter den korrekte pris ud fra zonerne. På bus er det lidt anderledes: her tapper man kun, når man stiger på. Man skal altså ikke tjekke ud af bussen som med det danske Rejsekort.

Bruger man samme betalingskort eller samme telefon hele vejen, kan man skifte mellem bus, SkyTrain og SeaBus inden for den almindelige transfertid på 90 minutter.

Til et kort turistbesøg synes jeg kontaktløs betaling er den nemmeste løsning, hvis man kun tager offentlig transport en gang imellem. Et Compass Card kan dog godt betale sig, hvis man bruger systemet meget, fordi Stored Value på kortet giver en lavere enkeltrejsepris end almindelig kontaktløs betaling. Der findes også DayPass, hvis man forventer mange ture samme dag.

Så min oprindelige tanke om, at et Compass Card generelt “ikke kan betale sig” på et kort besøg, var lidt for kategorisk. Jeg havde bare ikke brug for fordelene på denne tur.

SkyTrain og bus rundt i Vancouver

Hvis man vælger at bo uden for downtown, ville jeg prioritere nærhed til en SkyTrain-station højt. Det var præcis det, der gjorde mit motel ved Nanaimo Station praktisk. Jeg kunne gå til stationen og være ved Waterfront omkring 13 minutter senere uden at tænke på trafik eller parkering.

SkyTrain i Vancouver brugt til hurtig transport mellem Nanaimo Station og downtown

Inde i selve Vancouver supplerer et stort busnet SkyTrain. Busserne er især nyttige til de områder, der ikke ligger direkte ved en station. Jeg brugte dem blandt andet til længere strækninger, hvor det ikke gav mening at gå hele vejen.

Stanley Park er et godt eksempel. Downtown kan sagtens opleves til fods, men efter en lang dag kan det være ganske rart at lade en bus klare noget af distancen. Granville Island kan også nås med bus, selv om jeg personligt synes, der findes en sjovere løsning på den del af turen.

SeaBus til North Vancouver

North Vancouver bør efter min mening være med på programmet, og den nemmeste vej derover uden bil er SeaBus. Den sejler mellem Waterfront Station i downtown Vancouver og Lonsdale Quay i North Vancouver og er en integreret del af TransLinks almindelige transportsystem.

Det betyder, at betaling og transfers fungerer på samme måde som med SkyTrain. Jeg brugte bare samme kontaktløse betalingskort som resten af dagen.

SeaBus mellem Waterfront Station i Vancouver og Lonsdale Quay i North Vancouver

Selve overfarten tager omkring 12 minutter. I dagtimerne sejler SeaBus normalt hvert 15. minut, mens der på dele af hverdagen er 10-minutters drift. Det er derfor ikke noget, man behøver planlægge voldsomt nøje.

På vej tilbage mod Waterfront får man samtidig en rigtig god udsigt til Vancouver skyline. Højhusene ligger som baggrund for havnen, og Canada Places karakteristiske hvide “sejl” er nemme at kende. Canada Place fungerer blandt andet som Vancouvers store krydstogtterminal.

Man sidder indendørs på SeaBus, så den fungerer bedre som offentlig transport end som egentlig sightseeingtur. Vil man have mere tid ude på vandet og bedre muligheder for at fotografere byen, kan man tage en havnerundfart i Vancouver i stedet.

De små False Creek Ferries ved Granville Island

Når man besøger Granville Island, er de små blå og hvide færger næsten umulige at overse. De sejler frem og tilbage gennem False Creek mellem Granville Island og en række små kajer på bysiden.

De fungerer rigtig godt som transport, men de skal ikke forveksles med SeaBus. False Creek Ferries er et privat selskab og er ikke en del af TransLinks offentlige transportsystem. Billetter og priser er derfor separate.

Lille False Creek Ferry sejler mellem Granville Island og Vancouver

Det ændrer ikke på, at de er praktiske. Skal man eksempelvis fra Granville Island over til Yaletown eller videre til Olympic Village og Science World, kan færgen være både hurtigere og sjovere end at gå hele vejen rundt om False Creek.

Jeg tog turen fra Granville Island til området ved Science World. Den tog omkring 20 minutter og kostede 8 CAD i 2025. Det er en historisk pris fra min tur, da priser og ruter kan ændre sig.

Færgerne sejler året rundt på flere ruter, og selskabet har i dag ni stop rundt om False Creek.

Se mere om False Creek Ferries.

SkyTrain fra Vancouver Airport til downtown

Flyver man direkte til Vancouver og skal bruge de første dage inde i byen, ville jeg overveje at vente med at hente lejebilen. Vancouver er nem at opleve uden bil, og parkering kan hurtigt gøre en ellers billig lejebil mindre billig.

Fra Vancouver International Airport, YVR, kører Canada Line direkte mod downtown. Man tager SkyTrain fra YVR-Airport Station mod Waterfront, og derfra er der forbindelse til resten af SkyTrain-nettet, busser og SeaBus.

Der er en særlig YVR Airport AddFare på rejser, der starter ved lufthavnen. I 2026 er tillægget 6,50 CAD oven i den almindelige billetpris, hvis man blandt andet betaler med kontaktløst kort eller Stored Value på Compass Card. Det var lavere under mit besøg i 2025, så jeg ville altid kontrollere den aktuelle pris før rejsen.

Her kan du se mere om offentlig transport fra Vancouver lufthavn.

Her kan du finde billig billeje i Vancouver.

For mig fungerede kombinationen rigtig godt: billigere motel uden for downtown, gratis parkering og SkyTrain få minutters gang væk. Jeg havde stadig hurtig adgang til centrum, men slap for at betale downtown-priser både for værelset og bilen.

Det er en af de situationer, hvor offentlig transport ikke bare er et alternativ til bilen. Den er faktisk den nemmeste løsning.

Ofte stillede spørgsmål om offentlig transport i Vancouver

Kan man betale med kreditkort i bus og SkyTrain i Vancouver?

Ja. TransLink accepterer kontaktløse betalingskort og mobile wallets som Apple Pay og Google Pay på bus, SkyTrain og SeaBus.

Skal man tjekke ud af bussen i Vancouver?

Nej. På bus tapper man kun, når man stiger på. På SkyTrain og SeaBus skal man både tappe ind og ud.

Er et Compass Card nødvendigt som turist i Vancouver?

Nej. Man kan betale kontaktløst direkte med kort eller telefon. Et Compass Card kan dog være billigere pr. tur, hvis man bruger Stored Value og tager offentlig transport ofte.

Hvor lang tid tager SeaBus til North Vancouver?

SeaBus mellem Waterfront og Lonsdale Quay tager omkring 12 minutter og sejler normalt hvert 15. minut i dagtimerne med hyppigere drift i dele af myldretiden.

Er False Creek Ferries en del af TransLink?

Nej. False Creek Ferries er privat drevet og har sine egne billetter og priser, selv om færgerne fungerer rigtig godt som transport mellem blandt andet Granville Island, Yaletown og Science World.

Kan man tage SkyTrain fra Vancouver lufthavn til downtown?

Ja. Canada Line kører direkte fra YVR-Airport Station mod Waterfront i downtown Vancouver. Rejser fra lufthavnen har et særligt YVR Airport AddFare oven i den almindelige billetpris.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling. Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Første rigtige roadtrip dag i Canada

🇨🇦 På den første rigtige roadtrip dag i Canada kørte jeg fra Vancouver mod Kelowna. Undervejs besøgte jeg Bridal Veil Falls, gik gennem de historiske Othello Tunnels ved Hope og oplevede, hvordan landskabet ændrede sig.

Havnerundfart i Vancouver

Vancouvers havn er stor og livlig. Ikke kun med skibe, men også med en af de største vandflylufthavne i verden. Tag på havnerundfart og kom tæt på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada