Golden Skybridge

Golden Skybridge ligger højt over byen Golden i British Columbia og byder blandt andet på to af Canadas højeste hængebroer. Den højeste hænger 130 meter over kløften, og foruden broerne finder du blandt andet zipline, mountain coaster og andre aktiviteter for dem, der gerne vil have lidt mere adrenalin på ferien.

29. august 2025

I byen Golden besøgte jeg Golden Skybridge. Et aktivitetscenter højt over byen, i mere end én forstand.

Golden Skybridge åbnede i 2021 og ligger med udsigt over Columbia Valley og bjergene omkring Golden. Den store attraktion er stedets to hængebroer, men området er efterhånden blevet udbygget med en hel række aktiviteter.

Du kan vælge mellem forskellige typer billetter afhængigt af, hvor meget du har lyst til at prøve. Vil du bare opleve hængebroerne og området, er en almindelig adgangsbillet nok. Vil du have mere adrenalin, findes der også billetter med adgang til flere af aktiviteterne.

To af Canadas højeste hængebroer

Hovedattraktionen ved Golden Skybridge er de to hængebroer, der fører dig rundt på en rute på hver sin side af kløften.

Og oplevelsen er ikke nødvendigvis for sarte sjæle.

Den højeste af de to broer hænger 130 meter over kløften og strækker sig 150 meter fra den ene side til den anden. Til sammenligning er Rundetårn i København omkring 35 meter højt, så der er altså næsten fire Rundetårne ned til bunden af kløften.

Den anden hængebro er lidt mindre voldsom. Den er omkring 140 meter lang og hænger 80 meter over kløften.

Fra broerne har du udsigt over Columbia Valley samt Rocky Mountains og Purcell Mountains, der omgiver Golden.

Ikke helt min kop te

Golden Skybridge var ikke lige min kop te.

Jeg gik dog turen over begge broer. Det skete bare først, da der ikke var så mange mennesker ude på dem.

En hængebro bevæger sig, når folk går på den, og når du samtidig kan kigge gennem siderne og se langt ned i kløften, bliver man hurtigt mindet om, hvor højt oppe man befinder sig.

På et tidspunkt “fulgtes” jeg med en familie, som tydeligvis heller ikke var helt trygge ved situationen. Det endte med, at jeg tog billeder af dem, da vi var kommet ind på fast grund, og de gjorde det samme for mig.

Så jeg fik da dokumenteret, at jeg havde været der.

Selfies midt ude på broen blev det til gengæld ikke til.

Senere på min roadtrip kom jeg over flere andre hængebroer, som var lidt mere i min smag.

Mere end bare hængebroer

Er du mere begejstret for højder end mig, er der en del mere at prøve ved Golden Skybridge.

Blandt aktiviteterne finder du Sky Zipline, hvor du bevæger dig hen over kløften, Canyon Edge Challenge Course, klatrevæg og øksekast.

Derudover ligger Railrider Mountain Coaster her. Det er en slags rutsjebane på skinner, hvor turen går ned gennem skoven og langs kanten af kløften. Banen er lidt over en kilometer lang, og du kan selv være med til at kontrollere hastigheden undervejs.

Vil du endnu længere ud af din comfort zone, findes Giant Canyon Swing også. Her bliver du sendt ud over selve kløften.

Jeg nøjedes med broerne. Jeg har prøvet ziplines andre steder i USA, men havde ikke lige behovet denne dag.

Hængebroer i British Columbia

Golden Skybridge blev ikke mit sidste møde med en hængebro på denne roadtrip.

Hængebroer er nærmest blevet en attraktion i sig selv flere steder i British Columbia, og du kan finde nogle meget forskellige udgaver rundt omkring i provinsen.

I North Vancouver ligger Capilano Suspension Bridge Park. Den oprindelige Capilano Suspension Bridge blev bygget helt tilbage i 1889, selvom den selvfølgelig er blevet udskiftet og moderniseret siden. Den nuværende bro er 137 meter lang og hænger 70 meter over Capilano River.

Kører du nordpå fra Vancouver ad Sea-to-Sky Highway, kan du ved Squamish tage Sea to Sky Gondola op i bjergene. På toppen finder du Sky Pilot Suspension Bridge, der er omkring 100 meter lang og byder på udsigt over Howe Sound og bjergene omkring Squamish.

Og fortsætter du til Whistler, kan du komme endnu højere op.

På toppen af Whistler Mountain ligger Cloudraker Skybridge. Den 130 meter lange hængebro forbinder Whistler Peak med West Ridge og befinder sig i mere end 2.000 meters højde over havets overflade.

Så hvis du er glad for hængebroer og højder, kommer du ikke til at mangle muligheder på en roadtrip gennem den vestlige del af Canada.

For mit vedkommende var Golden Skybridge rigeligt for denne omgang.

Praktisk information om Golden Skybridge

Golden Skybridge ligger få minutters kørsel fra centrum af Golden.

Hvor lang tid du skal afsætte afhænger meget af, hvad du vil opleve. Skal du primært gå turen over de to hængebroer og rundt på stierne, kan besøget klares forholdsvis hurtigt. Køber du Adventure Pass og vil prøve de forskellige aktiviteter, anbefales det at afsætte omkring tre til fire timer.

Åbningstider, aktiviteter og billetmuligheder kan ændre sig fra sæson til sæson, så tjek altid Golden Skybridges hjemmeside inden besøget.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling. Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Oplevelser i Kelowna

Kelowna ligger ved Okanagan Lake og er et oplagt stop på en roadtrip gennem British Columbia. På en enkelt eftermiddag og aften nåede jeg både vinsmagning, en gåtur langs søen, lokal spiritus og en drink i downtown.

Første rigtige roadtrip dag i Canada

På den første rigtige roadtrip dag i Canada kørte jeg fra Vancouver mod Kelowna. Undervejs besøgte jeg Bridal Veil Falls, gik gennem de historiske Othello Tunnels ved Hope og oplevede, hvordan landskabet ændrede sig.

Bus Tour i Vancouver

Jeg anbefaler altid en guidet tour rundt i de større byer, hvis muligheden findes. Specielt hvis du skal bruge et par dage i byen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada