Lake Louise i Banff National Park

Lake Louise er en af de mest kendte søer i Canadian Rockies og et næsten obligatorisk stop på en roadtrip gennem det vestlige Canada. Du kan nøjes med udsigten fra bredden, gå langs søen, tage en kano ud på vandet eller bruge Lake Louise som udgangspunkt for nogle af Banff National Parks mest populære vandreture.

31. august 2025

Lake Louise er en populær destination og er nok med på de flestes liste over must-see stop på en roadtrip gennem det vestlige Canada. Og når du står ved bredden og kigger ud over det blågrønne vand med bjergene på begge sider og Victoria Glacier i det fjerne, er det ikke særlig svært at forstå hvorfor.

Lake Louise og Moraine Lake er blandt de mest besøgte destinationer i Canada, og populariteten betyder også, at et besøg kræver lidt mere planlægning end ved mange af de andre søer i Canadian Rockies. Parks Canada anbefaler offentlig transport eller shuttle til Lake Louise, da parkeringspladsen ved søen er begrænset og ofte bliver fyldt allerede før solopgang.

Jeg havde allerede taget konsekvensen af det og ladet bilen stå ved mit hotel i Banff. Tidligt om morgenen var jeg kørt med bus til Lake Louise og derefter videre til Moraine Lake. Efter et par timer derude tog jeg Lake Connector tilbage, og omkring klokken 11.20 stod jeg igen ved Lake Louise. Vil du vide mere om transporten, har jeg skrevet en separat beskrivelse af, hvordan jeg tog bus fra Banff til Lake Louise og Moraine Lake.

Første møde med Lake Louise

Tidspunktet betød, at jeg ikke ligefrem havde Lake Louise for mig selv. Der var mange mennesker. Rigtig mange mennesker. Området ved søbredden foran Fairmont Chateau Lake Louise er det naturlige første stop, når du ankommer, og her samler en stor del af de besøgende sig for at få det klassiske billede ud over søen.

Hvis man helst vil opleve bjergsøer i fred og ro, er menneskemængden selvfølgelig ikke optimal. Heldigvis er det, du kommer efter, selve Lake Louise og bjergene omkring den, og udsigten fejler ikke noget. Det er samtidig værd at huske, at langt de fleste mennesker bliver i området nær hotellet og starten af stierne. Du skal derfor ikke ret langt væk fra det første viewpoint, før der begynder at blive bedre plads.

Lake Louise ligger i en langstrakt dal med høje bjergsider på begge sider. Fra området foran hotellet kigger du næsten lige ned gennem søen mod Victoria Glacier. Det er en af de udsigter, man har set på utallige billeder, men størrelsen på landskabet er sværere at fornemme, før man selv står der.

Hvorfor er Lake Louise så blå?

Den karakteristiske blågrønne farve er noget af det første, man lægger mærke til ved Lake Louise. Som ved flere af de andre gletsjerføde søer i Canadian Rockies skyldes farven meget fint stenmateriale, ofte kaldet rock flour, som bliver ført med smeltevandet fra gletsjerne og holdt svævende i søen. De fine partikler påvirker lyset og er med til at give vandet den markante farve.

Farven er heller ikke nødvendigvis den samme hele tiden. Sollys, skydække, tidspunkt på dagen og mængden af smeltevand kan ændre oplevelsen af søen, og den kan derfor fremstå alt fra mælkeagtig turkis til en dybere blågrøn.

x

Lake Louise hed oprindeligt blandt Stoney Nakoda-folket “Lake of the Little Fishes”. Det nuværende navn refererer til prinsesse Louise Caroline Alberta, datter af dronning Victoria. Området har været brugt af oprindelige folk siden længe før jernbanen og nationalparken, mens den permanente bosættelse omkring Lake Louise senere voksede frem i forbindelse med Canadian Pacific Railways anlæggelse gennem området.

Sådan kan du opleve Lake Louise

Der er flere måder at opleve Lake Louise på, og du behøver ikke nødvendigvis have vandrestøvlerne på for at få noget ud af besøget. Mange nøjes med at se søen fra området ved Fairmont Chateau Lake Louise. Det kræver stort set ingen anstrengelse, og du får allerede her den udsigt, Lake Louise er kendt for.

Jeg synes dog, det vil være synd kun at stå her i ti minutter og derefter tage bussen videre. Især hvis menneskemængden foran hotellet giver et lidt forkert førstehåndsindtryk af stedet. En af de nemmeste muligheder er Lake Louise Lakeshore Trail, der følger søens nordlige bred hele vejen mod den modsatte ende. Parks Canada angiver stien til 2,3 kilometer én vej og cirka en time tur-retur, selvom du selvfølgelig hurtigt kan bruge længere tid med stop undervejs.

Det er en relativt nem måde at komme væk fra den største menneskemængde og samtidig opleve søen fra andre vinkler. Jo længere du bevæger dig væk fra hotellet, desto mere ændrer perspektivet sig, og fra enden af søen kan du blandt andet se det mælkehvide smeltevand, der er med til at give Lake Louise dens karakteristiske farve.

Lake Louise fra en kano

En anden mulighed er at opleve Lake Louise fra vandet. Ved Fairmont Chateau Lake Louise ligger den karakteristiske boathouse, hvorfra der i sommersæsonen udlejes kanoer. Det er en populær aktivitet, og på en sommerdag er kanoerne nærmest blevet en fast del af udsigten over søen.

Det gjorde jeg selv, da jeg besøgte Lake Louise tilbage i 2014. Fra vandet får du et helt andet perspektiv på både hotellet og bjergene, og samtidig kommer du væk fra menneskemængden langs bredden. Denne gang sprang jeg dog kanoen over. Jeg havde allerede prøvet det, og dagens planer indeholdt en aktivitet, som krævede noget mere energi.

Det er også muligt at medbringe eget ikke-motoriseret fartøj til Lake Louise, men Parks Canada har særlige regler for at beskytte søerne mod invasive arter. Udstyr skal blandt andet rengøres, tømmes og tørres efter de gældende regler, og der kræves self-certification permit. Det er derfor noget, du bør undersøge hjemmefra frem for bare at ankomme med en kajak på taget.

Hike fra Lake Louise

Lake Louise er samtidig udgangspunkt for flere af de mest kendte hikes i denne del af Banff National Park. Du kan derfor sagtens gøre besøget til meget mere end et hurtigt fotostop ved søbredden.

Den mest kendte er nok turen til Lake Agnes Tea House. Parks Canada angiver Lake Agnes Trail til 3,9 kilometer én vej med 495 højdemeter. Herfra kan du fortsætte til blandt andet Little Beehive eller Big Beehive, hvis der stadig er energi i benene. En anden mulighed er Plain of Six Glaciers Trail, som fortsætter forbi enden af Lake Louise og længere ind mellem bjergene mod gletsjerne. Den er 5,9 kilometer én vej og har sit eget historiske tea house undervejs.

Jeg havde valgt Lake Agnes Tea House som dagens længere vandretur. Derfor nåede jeg stort set kun at orientere mig ved Lake Louise, inden jeg omkring klokken 11.30 begyndte turen op i bjergene. Den tur fortjener sin egen beskrivelse, for Lake Agnes, Mirror Lake og Tea House blev en væsentlig del af mit besøg ved Lake Louise.

Tilbage ved Lake Louise

Da jeg kom ned fra Lake Agnes lidt efter klokken 14, var der stadig masser af mennesker ved Lake Louise. Ser man isoleret på billeder af menneskemængden foran hotellet, kan det godt få stedet til at virke mindre attraktivt. Det er bare ikke hele historien.

De fleste besøgende samler sig omkring ankomstområdet og søbredden foran Fairmont Chateau Lake Louise. Lake Louise Lakeshore Trail fortsætter derimod 2,3 kilometer langs vandet, og du har derfor flere kilometer søbred, hvor du kan gå væk fra det mest hektiske område.

Det er også en af grundene til, at jeg stadig synes, Lake Louise hører hjemme på en roadtrip gennem området trods populariteten. Du kommer ikke til at opdage en hemmelig bjergsø, som ingen andre har hørt om. Lake Louise er berømt, og det kan mærkes. Men søen er ikke blevet mindre imponerende af den grund.

Fairmont Chateau Lake Louise

Det store Fairmont Chateau Lake Louise er næsten lige så meget en del af det klassiske Lake Louise-motiv som selve søen. Hotellet ligger helt ned mod bredden og ser nærmest majestætisk ud, når det troner over vandet med skoven og bjergene omkring sig.

Historien går tilbage til Canadian Pacific Railway. Jernbanen gjorde området tilgængeligt for rejsende i slutningen af 1800-tallet, og i 1890 byggede Canadian Pacific en mindre gæstehytte ved søen, Chalet Lake Louise. Den var begyndelsen på det hotel, der gennem flere udvidelser og ombygninger udviklede sig til det nuværende Chateau Lake Louise.

Det passer ind i en historie, man støder på flere steder på en roadtrip gennem Canada. Canadian Pacific byggede store hoteller langs jernbanen for at lokke velhavende rejsende ud i landet, og flere af dem er i dag blandt Canadas mest kendte historiske hoteller. Fairmont Chateau Lake Louise er et af dem.

Det fortæller også lidt om prisniveauet. For mange almindelige roadtrippere vil en overnatning på Chateau Lake Louise være en ret stor post på rejsebudgettet, især i højsæsonen. Til gengæld får hotellets gæster en ret usædvanlig beliggenhed med Lake Louise lige uden for døren og adgang til vandrestierne direkte fra hotelområdet.

Kan du besøge Fairmont Chateau Lake Louise uden at bo der?

Du behøver ikke bo på hotellet for at gå langs Lake Louise. Søbredden og Parks Canadas vandrestier er ikke en del af hotellets private område, og Lake Louise Lakeshore Trail begynder ved parkeringsområdet og fortsætter langs søen.

Selve Chateau Lake Louise har derimod områder og faciliteter, der er forbeholdt hotellets gæster. Det er derfor vigtigt at skelne mellem hotellet og området omkring søen. Du kan sagtens opleve Lake Louise uden at være Fairmont-gæst, og du mister ikke den klassiske udsigt over søen af den grund.

Da jeg var der, kunne jeg også kigge indenfor på dele af hotellet, men det er ikke et sted, hvor man som dagsbesøgende nødvendigvis har adgang til alle restauranter, lounges eller terrasser. Reglerne for dagsbesøgende kan ændre sig, så vil du specifikt spise eller drikke på hotellet, bør du kontrollere Fairmonts aktuelle regler og reservationsmuligheder inden besøget.

Hvor lang tid skal du bruge ved Lake Louise?

Det afhænger fuldstændigt af, hvordan du vil opleve stedet. Vil du bare se den klassiske udsigt fra bredden og tage nogle billeder, kan et besøg være relativt kort. Går du hele Lake Louise Lakeshore Trail frem og tilbage, skal du regne med mindst omkring en time, og sandsynligvis mere hvis du stopper undervejs.

Vil du ud i en kano, skal du sætte ekstra tid af, og vælger du en af vandreturene op i bjergene, kan Lake Louise uden problemer blive en heldagsoplevelse. Lake Agnes tager ifølge Parks Canada omkring 2,5 til 3 timer tur-retur, mens Plain of Six Glaciers er estimeret til omkring fire timer. Du kan også kombinere Lake Agnes og Plain of Six Glaciers via Highline Trail til en længere rundtur.

Jeg havde selv afsat det meste af dagen til Moraine Lake og Lake Louise tilsammen. Omkring klokken 8.35 stod jeg ved Moraine Lake, lidt før 11.30 begyndte jeg min hike fra Lake Louise, og omkring klokken 14 var jeg tilbage ved søbredden. Det gav mig en god kombination af de klassiske udsigter og en rigtig vandretur i bjergene.

Er Lake Louise for turistet?

Det kommer nok an på, hvad man forventer. Vil du have en øde bjergsø, hvor du sidder alene ved vandet og kun kan høre naturen omkring dig, er området foran Chateau Lake Louise midt på en sommerdag det forkerte sted. Lake Louise og Moraine Lake er blandt Canadas mest besøgte destinationer, så menneskemængden er en del af oplevelsen.

Men jeg synes heller ikke, man skal afskrive Lake Louise af den grund. Der er en årsag til, at så mange mennesker kommer hertil. Søen, Victoria Glacier og bjergene omkring den lever faktisk op til billederne, og samtidig er Lake Louise meget mere end det travle område foran hotellet.

Gå langs bredden. Tag en kano. Gå op til Lake Agnes. Fortsæt mod Big Beehive eller Plain of Six Glaciers. Der skal ikke ret meget til, før besøget bliver noget andet end at stå skulder ved skulder med andre turister og tage det samme billede.

For mig var Lake Louise denne dag først og fremmest udgangspunktet for turen op til Lake Agnes Tea House. Men selv efter et tidligere besøg i 2014 var det svært ikke lige at stoppe op igen, da jeg stod ved vandet med Victoria Glacier for enden af søen.

Lake Louise er meget turistet.

Men udsigten fejler stadig ikke noget.

Tjek transport og forhold inden dit besøg

Forholdene omkring Lake Louise ændrer sig løbende, og især transport og parkering kræver planlægning. Parks Canada anbefaler shuttle eller offentlig transport, og i 2026 kræver Parks Canadas shuttle reservation. Parkeringspladsen ved Lake Louise Lakeshore er begrænset og kan blive fyldt før solopgang.

Skal du vandre videre fra søen, bør du samtidig kontrollere de aktuelle trail conditions. Vejr, sne, dyreliv og andre forhold kan påvirke stierne, selv om de er åbne på det tidspunkt af året, hvor du besøger området.

Jeg ville derfor planlægge transporten hjemmefra og derefter bruge tiden ved Lake Louise på det, man egentlig er kommet for: søen og bjergene.

Annual Pass til nationalparker - ny pris i 2026

Fra 1. januar, 2026 koster et annual pass (årskort eller årspas) ikke længere 80 dollars, men 250 dollars.
Prisen i 11 af de populære nationalparker i USA stiger fra 35 $ for en bil med fire personer, til 100 $ pr. person + 35 $ for bilen. Du kan derfor spare mange penge ved at købe et årskort i stedet.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling. Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Kanotur på Lake Louise

Lake Louise i Banff er, ikke den største, men en af de mest besøgte. Den kan opleves fra bredden eller i en kano.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada