Tøjvask på roadtrip og en rolig aften i Jasper

Tøjvask er måske ikke den mest spændende del af en roadtrip, men på længere ture er det en praktisk måde at begrænse mængden af bagage. Jeg planlægger normalt en vask cirka halvvejs på turen, og denne gang passede mine to overnatninger i Jasper perfekt.

2. september 2025

Jeg havde på forhånd sikret mig, at mit motel i Jasper havde vaskeri. Når jeg er på en længere roadtrip, forsøger jeg nemlig at pakke tøj til omkring halvdelen af turen og planlægger så en tøjvask undervejs. Det sparer en del plads i kufferten, og efter mange roadtrips i USA og Canada er guest laundry på et hotel eller motel blevet en helt almindelig del af mine rejser.

Mange hoteller og moteller i Nordamerika har et mindre vaskeri til gæsterne. Det kan være så simpelt som et lille rum med et par vaskemaskiner og tørretumblere, og traditionelt har maskinerne været møntbetjente. På nyere eller moderniserede anlæg kan du også støde på betaling med kort, kontaktløs betaling eller en app.

Sådan klarer jeg tøjvask på en roadtrip

Selve proceduren er som regel meget simpel. Har du ikke vaskemiddel med hjemmefra, kan det ofte købes på hotellet eller i en automat ved maskinerne. Er vaskeriet møntbetjent, skal du samtidig have de rigtige mønter til både vaskemaskine og tørretumbler. Jeg plejer derfor at undersøge betalingsformen, inden jeg står med alt mit beskidte tøj foran en ledig maskine.

Det største problem er normalt ikke at finde ud af, hvordan maskinerne virker. Det er at finde en ledig maskine.

Mange gæster får samme idé sidst på eftermiddagen eller om aftenen, når de er kommet tilbage til hotellet. Er der kun to vaskemaskiner og to tørretumblere, kan der hurtigt opstå kø. Har jeg ikke et stramt program næste morgen, kan en løsning være at stå tidligt op og sætte en vask over. Så kan både vask og tørring klares, inden bilen skal pakkes.

I Jasper havde jeg en endnu bedre mulighed. Jeg skulle bo på samme motel i to nætter og planlagde derfor tøjvasken omkring frokost. På det tidspunkt var mange af de tidligere gæster tjekket ud, mens de nye endnu ikke var ankommet. Det gav mig bedre mulighed for at få maskinerne for mig selv og få ordnet vasketøjet uden at skulle planlægge resten af dagen omkring det.

Jeg har tidligere skrevet en mere detaljeret guide til tøjvask på roadtrip, hvor jeg gennemgår hele processen og de praktiske ting, jeg har lært på mine ture.

En pause midt på min roadtrip

Efter tøjvasken havde jeg ikke nogen aftaler før om aftenen. Det gav mig lidt tiltrængt tid på motellet til bare at slappe af og kigge nærmere på den næste del af min roadtrip.

Jeg fik blandt andet booket en sejltur hos Blue River Safari, hvor der også var mulighed for at spotte wildlife. Den oplevelse lå senere på turen og får sin egen beskrivelse.

Den slags pauser er også en del af mine roadtrips. Det kan være fristende at fylde alle dage fra morgen til aften, men på en længere tur er det praktisk med nogle timer, hvor der ikke skal opleves noget. Der skal vaskes tøj, sorteres billeder, bookes de næste oplevelser og generelt skabes lidt orden, inden turen fortsætter.

Aftensmad på The Whisky Jack Grill

Inden min aftenaftale var der også tid til aftensmad. Jeg behøvede ikke bevæge mig langt, for tæt på mit motel lå The Whisky Jack Grill, hvor jeg fandt en plads i baren.

For mig blev det først og fremmest et roligt sted at spise efter dagens køretur rundt i Jasper National Park. Mens jeg sad i baren med min aftensmad, kunne jeg samtidig begynde at sortere nogle af de mange billeder, der efterhånden havde samlet sig på telefonen og kameraet, og få lagt lidt nyt ud på Instagram.

Det var ikke den mest begivenhedsrige eftermiddag på min roadtrip, men den var nødvendig. Tøjet var rent, billederne var blevet sorteret, næste del af turen var lidt bedre planlagt, og efter aftensmaden var jeg klar til dagens sidste oplevelse: et Dark Sky-event i Jasper.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.

Andre roadtrip oplevelser:

Morgentur i Montreal, Canada

Montreal er en storby med mange muligheder. Denne tur gik gennem de små områder og den franske bydel ved Notre-Dame Basilica of Montreal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada