Prøvetime i fly ved Calgary på roadtrip i Canada

Målet var ikke at blive pilot, men at prøve hvordan det føles selv at have styringen i et lille fly. En prøvetime ved Calgary passede fint ind på roadtrippen, og så kunne endnu en ting krydses af listen.

18. september 2014

Ud at flyve i Canada

En prøvetime i et fly er ikke nogen speciel canadisk oplevelse, men det var noget, jeg længe havde haft på listen over ting, jeg gerne ville prøve på en roadtrip. Jeg havde ingen ambitioner om bagefter at gå videre med et pilotcertifikat, men det kunne være interessant både at se landskabet fra oven og prøve, hvor meget man faktisk får lov til at styre selv på sådan en introduktionstur.

Lille propelfly klar til prøvetime ved Calgary

Et faldskærmsudspring står i øvrigt stadig på samme liste. Det kommer nok en dag.

Jeg havde fundet en mindre lufthavn uden for Calgary, hvor det var muligt at booke en introduktionstime med instruktør i et lille propelfly. Ideen var ikke bare at komme med som passager, men at lære lidt om procedurerne omkring flyvningen og selv overtage styringen, når vi først var kommet i luften.

Små privatfly i lufthavn uden for Calgary

Som med mange af de lidt mere tilfældige aktiviteter på mine roadtrips begyndte det bare med en idé og en søgning efter noget, der passede ind i ruten. Den slags introduktionsflyvninger findes flere steder i både USA og Canada, så jeg valgte den mulighed ved Calgary, der passede bedst med programmet.

Registrering og pre-flight check

Jeg havde bestilt og betalt hjemmefra og mødte op i den lille lufthavn, hvor der stod en blanding af små en- og tomotorede propelfly og enkelte jets. Efter registrering og lidt papirarbejde, inklusive den sædvanlige omgang om risiko og ansvar, kom instruktøren og hentede mig.

Det var ikke meget anderledes end papirarbejdet før ATV-, jetski- og andre aktiviteter, hvor arrangøren gerne vil være helt sikker på, at man har forstået, at ting i princippet kan gå galt.

Inden vi satte os ind, gennemgik vi det normale pre-flight check rundt om flyet. Instruktøren viste, hvad der blev kontrolleret på vinger, ror, hjul og resten af maskinen, og vigtigere endnu forklarede han, hvorfor de forskellige ting blev tjekket, i stedet for bare at konstatere at det hele så fint ud.

Inde i cockpittet, hvilket næsten lyder lidt voldsomt i så lille en maskine, gennemgik han de vigtigste instrumenter og koblede mig på flyets headset og radioanlæg.

Instrumenter i cockpittet på et lille propelfly

Taxi og take-off

Så var det tid til at starte motoren og taxi ud mod startbanen. Instruktøren havde kontrollen i begyndelsen, men efter lidt tid fik jeg lov til at prøve at styre flyet på jorden, hvor retningen primært blev kontrolleret med pedalerne.

Det føltes lidt specielt at sidde med hænderne stort set i skødet og bruge fødderne til at få flyet rundt på taxivejen, men efter nogle sving begyndte det at give mere mening.

Taxi mod startbanen under prøvetime i fly

Udsigt fra lille fly før take-off ved Calgary

Take-off stod instruktøren for. Selve oplevelsen var selvfølgelig anderledes i en lille maskine, hvor man sidder meget tættere på både motor, instrumenter og omgivelser, men princippet var det velkendte: acceleration ned ad banen og så op i luften.

Da vi havde fået lidt højde og var kommet væk fra lufthavnen til et område, hvor små træningsfly kunne manøvrere, begyndte den interessante del. Instruktøren forklarede, hvilke instrumenter jeg især skulle holde øje med, og hvordan styregrejet og pedalerne påvirkede flyets bevægelser.

Flyvning over Alberta under prøvetime ved Calgary

Min tur til at flyve

Efter gennemgangen slap han selv styringen, og så var flyet i praksis i mine hænder, mens han selvfølgelig sad ved siden af med sit eget sæt kontroller. Han bad mig først ændre kurs og derefter højde, så han kunne se, om jeg havde forstået instruktionerne, og da det fungerede uden problemer, blev stemningen hurtigt mere afslappet.

Så afslappet, at han begyndte på almindelig small talk og spurgte ind til Danmark.

Jeg svarede lidt langsommere end normalt. Jeg havde trods alt lige fået styringen over et fly og brugte en rimelig del af opmærksomheden på instrumenterne foran mig for at sikre, at højde og retning fortsat var nogenlunde dem, vi havde aftalt.

Det var ikke stressende, men hjernen skulle lige vænne sig til, at små bevægelser med styregrejet nu havde en lidt større konsekvens end at skifte vognbane i lejebilen.

Ind imellem snakken udpegede instruktøren forskellige ting på jorden og i horisonten. Canadian Rockies kunne stadig ses mod vest, mens det grønne og mere åbne Alberta bredte sig under os med veje og marker på kryds og tværs.

Udsigt over Alberta fra et lille propelfly

Landskabet vest for Calgary set fra luften

Grønt landskab i Alberta set fra fly

Udsigt mod Canadian Rockies fra fly ved Calgary

Små fly og store huse

Mens vi fløj rundt, fortalte instruktøren lidt om området og de mennesker, der brugte den lille lufthavn. Placeringen vest for Calgary og tæt på Canadian Rockies gjorde den praktisk for folk med ferieboliger i området og for dem, der kom for at stå på ski, fiske eller bare komme væk fra byen.

På et tidspunkt pegede han også et enormt nybyggeri ud på jorden, som efter hans vurdering så ud til at få omkring ni garager. Han vidste ikke, hvem der stod bag huset, men vi kunne hurtigt blive enige om, at det næppe var opført på et stramt budget.

Ind mellem snakken kom der løbende en ny kurs eller højde, jeg skulle styre efter, så prøvetimen blev en blanding af sightseeing og helt basal flyvetræning.

Landing tilbage ved Calgary

Efter godt en halv time i luften satte vi kursen tilbage mod lufthavnen. Instruktøren lod mig flyve ind mod området og line flyet nogenlunde op, inden han et par kilometer ude overtog styringen og begyndte selve indflyvningen.

Indflyvning mod lufthavn ved Calgary

Fordi de to sæt styregrej og pedaler er forbundet, kunne jeg sidde på første række og følge præcis, hvad han gjorde under landingen. Der blev justeret på styringen, ændret på forskellige kontroller og kommunikeret over radioen, mens landingsbanen langsomt voksede foran os.

Landingen blev næsten irriterende blød, hvorefter vi taxiede tilbage mod den plads, hvor vi var startet.

Prisen for turen inkluderede også mulighed for en ekstra passager på bagsædet, hvilket gav god mening. Mens jeg brugte en stor del af tiden på instrumenter og flyvning, kunne passageren koncentrere sig om billederne.

Efter landing med det lille fly ved Calgary

En prøvetime var rigeligt

Jeg forlod ikke lufthavnen med et pludseligt ønske om at tage et pilotcertifikat, men det var heller ikke formålet. Jeg ville prøve at sidde foran i et lille fly, lære lidt om hvad der foregår før og under en flyvning og ikke mindst selv have styringen et stykke tid.

Det fik jeg lov til, og oplevelsen passede ganske godt til den måde, jeg ofte finder aktiviteter på en roadtrip: Se noget interessant, undersøg om det kan lade sig gøre et sted langs ruten og få det passet ind mellem resten af turens stop.

Så var prøvetime i fly også krydset af listen.

Ofte stillede spørgsmål om en prøvetime i fly

Kort om discovery flights og hvad man kan forvente af den første tur i et lille fly.

Kan man prøve at flyve et lille fly uden pilotcertifikat?

Ja, det er muligt at booke en introduktions- eller discovery flight hos flyveskoler, hvor en kvalificeret instruktør sidder med i flyet. Hvor meget du selv får lov til at styre afhænger af turen, forholdene og instruktøren.

Hvad sker der på en prøvetime i fly?

Min tur begyndte med registrering og et pre-flight check af flyet, hvorefter vi taxiede ud og lettede med instruktøren ved styringen. Da vi var kommet op i luften, overtog jeg styringen og prøvede blandt andet at ændre kurs og højde.

Kan man tage en discovery flight ved Calgary?

Ja. Der findes fortsat flyveskoler i Calgary-området, som tilbyder discovery flights og introduktion til flyvetræning. Indhold, pris og mulighed for en ekstra passager varierer fra skole til skole.

Er en discovery flight det samme som et pilotcertifikat?

Nej. En enkelt introduktionstur giver ikke ret til at flyve alene. Et canadisk pilotcertifikat kræver blandt andet egentlig flyvetræning, teori, lægegodkendelse, eksamen og en praktisk flyveprøve.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.

Andre roadtrip oplevelser:

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada