Fra Miami til Key West: Solnedgang og en aften på Duval Street

Efter et temmelig tætpakket program i Miami var det blevet tid til at køre sydpå mod Key West og slappe lidt af inden nytårsaften. Turen ad Overseas Highway tog længere tid end forventet, men til gengæld nåede jeg frem netop som solen gik ned over vandet. Efter indtjekning på Merlin Guesthouse gik jeg ud på Duval Street og fik et gensyn med nogle af Key Wests mest kendte barer, livemusik og en mekanisk tyr.

29. december, 2011

Fra Miami til Key West ad Overseas Highway

Efter en veloverstået airboat-tur hos Gator Park satte jeg kursen mod US 1 og Key West. Jeg skulle bo på øen i knap fem døgn og havde derfor ikke voldsomt travlt med at komme frem. Inden jeg for alvor begyndte turen gennem Florida Keys, gjorde jeg stop ved den sidste Walmart på ruten og købte lidt forsyninger til opholdet. Så var både sodavand og snacks på plads, og jeg kunne fortsætte sydpå i min Chrysler 200 cabriolet.

US 1 fortsætter hele vejen gennem Florida Keys og ender i Key West. Den sidste del kaldes Overseas Highway og er kendt for de mange broer, som forbinder øerne, og de flotte udsigter over vandet. Jeg havde regnet med at kunne nyde køreturen i et nogenlunde afslappet tempo, men trafikken ville det anderledes. Store dele af strækningen har kun én vejbane i hver retning, og flere steder gik det meget langsomt eller holdt helt stille. Jeg fandt aldrig ud af, om der var sket noget særligt, eller om det blot var den almindelige jule- og nytårstrafik på vej mod Key West.

Det betød også, at jeg blev lidt tilbageholdende med at stoppe for at tage billeder. Udsigten var flere steder ganske idyllisk, men når jeg først havde holdt ind, kunne det være svært at komme ud i den tætte trafik igen. Jeg tog dog chancen før en af de mange broer og benyttede pausen til at få lidt orden i bilen og finde sodavand og snacks frem. Dermed var jeg klar til de sidste tre timer af turen.

På grund af trafikken nåede jeg kun lige akkurat frem til Key West, inden solen forsvandt. Til gengæld ramte jeg byen på et tidspunkt, hvor lyset over vandet var helt fantastisk. Mens jeg kørte gennem den nyere del af Key West langs kysten, fik jeg en solnedgang, som næsten gjorde den lange køretur det hele værd. Det var ikke noget, jeg havde planlagt, men et ganske heldigt tilfælde.

Her er en video af solnedgangen, mens jeg kører ind i Key West:

Første aften på Duval Street og forberedelser til nytår

Jeg fik tjekket ind på Merlin Guesthouse, som jeg vender tilbage til i et separat indlæg. Derefter skulle jeg finde en parkeringsplads, hvilket viste sig at være lidt af en udfordring i det gamle Key West. De smalle gader og den begrænsede plads er ikke ligefrem indrettet til, at alle besøgende ankommer i bil. Da Chrysleren endelig var parkeret, kunne jeg heldigvis lade den stå og opleve resten af aftenen til fods.

Det viste sig, at jeg boede lige om hjørnet fra Bourbon Street Pub, som skulle spille en central rolle i den kommende nytårsfest. Her var der nemlig ved at blive gjort klar til Key Wests berømte Red Shoe Drop, hvor en enorm rød højhælet sko skulle sænkes fra balkonen ved midnat nytårsaften. Den daværende hovedperson var dragperformeren Sushi, som sad inde i skoen under nedtællingen. Det er en noget anderledes udgave af den traditionelle nytårskugle, man kender fra Times Square i New York.

Jeg kunne godt begynde at spekulere på, hvordan man havde tænkt sig at få plads til flere tusinde mennesker i den forholdsvis smalle gade. Der var ikke ligefrem tale om en bred boulevard. Men Key West er åbenbart vant til den slags arrangementer, og jeg skulle senere på turen få mulighed for at opleve, hvordan nytårsaften blev afviklet.

Traditionen med den røde sko lever stadig. Sushi stod for den i 25 år, og Bourbon Street Pub er siden begyndt at afholde en konkurrence for at finde nye performere til den årlige nedtælling. Pubben har også annonceret Red Shoe Drop til nytårsaften den 31. december 2026.

Duval Street er centrum for en stor del af Key Wests fest- og natteliv. Går man gaden fra den ene ende til den anden, ændrer stemningen sig undervejs. Området omkring Bourbon Street Pub er livligt, derefter kommer nogle lidt roligere strækninger med flere restauranter, og længere nede mod Sloppy Joe’s og havnen tager barerne og livemusikken igen over. Der er rigeligt med steder at vælge imellem, hvis man har tænkt sig at bruge en aften på at gå fra bar til bar.

Sloppy Joe’s: Hemingway, Sloppy Joe-sandwich og livemusik

Man kan næsten ikke besøge Key West uden også at lægge vejen forbi Sloppy Joe’s. Baren har været en institution i byen siden 1933 og er især kendt for forbindelsen til Ernest Hemingway, som boede i Key West gennem en stor del af 1930’erne. Den oprindelige bar lå dog ikke dér, hvor Sloppy Joe’s ligger i dag. Først i 1937 flyttede den til hjørnet af Duval Street og Greene Street, hvor den stadig holder til.

Hemingways forbindelse til stedet fylder naturligvis en del af barens historie. Hvert år i juli afholdes den berømte Hemingway Look-Alike Contest, hvor mænd med skæg og en vis lighed med forfatteren mødes for at konkurrere om at være årets bedste Hemingway-kopi. Billeder af tidligere deltagere og vindere er blandt de mange ting, som præger barens indretning. Traditionen fortsætter stadig og nåede sin 45. udgave i 2026.

Der var godt fyldt, da jeg kom indenfor, og der var selvfølgelig livemusik på scenen. Jeg var heldig at finde en plads ved baren bagest i lokalet, hvor jeg kunne følge med i underholdningen og samtidig få lidt aftensmad. Det blev til et par lokale øl og den klassiske Sloppy Joe-sandwich. Ikke nogen gastronomisk sensation, men ganske udmærket comfort food, især når man har fået et par øl og har brugt det meste af dagen på landevejen.

Denne aften var det Pete and Wayne, der stod for underholdningen. De havde spillet meget på Sloppy Joe’s gennem årene, og det var tydeligt, at en stor del af publikum kendte både sangene og de tilbagevendende jokes. Deres repertoire bestod af en blanding af egne numre og covernumre, som havde fået en noget mere sjofel tekst end originalerne. For en førstegangslytter som mig var det ganske underholdende, også selv om nogle af gæsterne kunne synge med på næsten det hele.

De var især gode til at inddrage publikum. Hvis nogen fortalte, hvilken by, stat eller hvilket land de kom fra, gik der sjældent lang tid, før det blev brugt i en joke. Så kunne man ellers håbe på, at de fandt en anden at drille, inden det blev ens egen tur. Det hele foregik dog med en humor og et tempo, som passede ganske godt til stemningen på Sloppy Joe’s.

Her er en video med Pete and Wayne fra aftenen:

Cowboy Bill’s og en mekanisk tyr på Duval Street

Efter Sloppy Joe’s fortsatte jeg videre rundt på Duval Street. Når man tænker på det amerikanske natteliv, er der tilsyneladende nogle ting, som næsten skal være repræsenteret, og Key West var selvfølgelig ingen undtagelse. Der skulle også være en westernbar med en mekanisk tyr.

Cowboy Bill’s så ikke ud af voldsomt meget fra gaden. Udefra lignede den mest en almindelig sportsbar uden den store westernstemning, men hvis man gik ind og videre om bagved, ændrede det sig. Her var der både scene, livemusik, dansegulv og naturligvis den mekaniske tyr, som gæsterne kunne forsøge at blive siddende på.

Jeg nøjedes med at betragte underholdningen og filme lidt. Der er trods alt ingen grund til selv at blive kastet rundt af en mekanisk tyr, når der er andre, som frivilligt stiller op til den slags.

Willie T’s, dollarsedler på væggene og en rom for meget

Mit sidste dokumenterede stop denne aften var Willie T’s på Duval Street. Det er endnu en af de klassiske Key West-barer med livemusik, en lille plads til at danse og en ganske afslappet tilgang til indretningen. Men stedet har én detalje, som gør det umuligt at forveksle med de fleste andre barer: Vægge og loft er dækket af dollarsedler, hvor gæster gennem årene har skrevet små hilsner.

Det er en ret speciel udsmykning, og den er ikke blevet mindre med tiden. Willie T’s ligger stadig på 525 Duval Street og har fortsat livemusik og de karakteristiske dollarsedler som en del af stedets indretning. Der er også en ordentlig bar, selv om den ser lidt mere primitiv ud end på de polerede cocktailbarer, man finder i større byer. Det passer nu meget godt til Key West.

Bartenderne var effektive, og jeg havde egentlig tænkt mig at fortsætte aftenens forholdsvis fornuftige strøm af øl. Men der blev delt smagsprøver ud på en rom med cola, og selv om damen i rødt advarede mig, syntes jeg selvfølgelig lige, at jeg skulle prøve den. Det viste sig at være Sailor Jerry med cola. Jeg kom desværre frem til, at det smagte ganske godt, og dermed var det slut med kun at drikke øl denne aften.

Som så mange andre steder på Duval Street havde Willie T’s også livemusik. Denne aften var det Gerd Rube, der stod på scenen. Han lignede lidt en blond udgave af en ung Jon Bon Jovi og gjorde det ganske godt på både guitar og vokal. Med musikken, de mange dollarsedler og den uformelle stemning var det et passende sted at slutte min første aften i Key West.

Her er Gerd Rube på Willie T’s:

Jeg skulle egentlig være kommet til Key West for at slappe lidt af inden nytårsaften. Men efter solnedgangen på vej ind i byen, en tur op og ned ad Duval Street, livemusik på Sloppy Joe’s, en mekanisk tyr og nogle rom med cola på Willie T’s var det vist allerede ved at gå i den stik modsatte retning. Tømmermændene kunne jeg heldigvis først bekymre mig om næste dag.

Ofte stillede spørgsmål om Duval Street og turen til Key West