Takakkaw Falls – et af Canadas højeste vandfald

Takakkaw Falls ligger for enden af den spektakulære Yoho Valley Road i Yoho National Park. Det næsten 380 meter høje vandfald kan ses på lang afstand, men det er først, når du står næsten helt inde under det, at du for alvor får en fornemmelse af størrelsen og kræfterne i vandet.

30. august 2025

Fra Emerald Lake var der ikke langt til mit næste stop, Takakkaw Falls. Endnu engang skulle jeg væk fra Trans-Canada Highway og længere ind i Yoho National Park, men denne gang var selve køreturen til destinationen også en del af oplevelsen.

Takakkaw Falls ligger for enden af Yoho Valley Road, som du rammer omkring fem kilometer øst for den lille by Field. Herfra går turen gennem Yoho Valley med høje bjerge omkring dig, inden vejen ender ved Takakkaw Falls.

Yoho Valley Road til Takakkaw Falls

Yoho Valley Road er ikke nogen specielt lang køretur, men undervejs kommer du gennem en serie stejle og meget snævre switchbacks, eller hårnålesving, om man vil. I en almindelig bil eller SUV er det ikke noget problem, men kommer du i en stor autocamper, er det værd at kende forholdene på forhånd.

Parks Canada oplyser, at køretøjer over 7 meter skal bakke for at kunne komme gennem de skarpeste switchbacks. Det er altså ikke sådan, at alle autocampere over syv meter er forbudt, men manøvren er ikke noget, jeg personligt ville have lyst til at prøve i en stor RV. Trailers er slet ikke tilladt på Yoho Valley Road.

Vejen er samtidig kun åben en del af året. Den nuværende officielle sæson er typisk fra midten af juni til midten af oktober, hvis vejret tillader det. Om vinteren er området udsat for laviner, og Parks Canada må hvert forår bruge tungt materiel til at rydde vejen. Nogle år kan der stadig ligge store mængder sne helt ind i juni.

Det er derfor et af de steder, hvor du altid skal kontrollere vejens aktuelle status, inden du tager afsted.

Takakkaw Falls kan ses på lang afstand

Du behøver ikke vente, til du står ved parkeringspladsen, før du får øje på Takakkaw Falls. Vandfaldet ligger højt på bjergsiden for enden af dalen og kan ses på lang afstand, mens du nærmer dig.

Det er stort. Rigtig stort.

Parks Canada angiver højden til omkring 380 meter og beskriver Takakkaw Falls som et af de højeste vandfald i Canada. Navnet Takakkaw kommer fra Cree og kan nogenlunde oversættes til noget i retning af “magnificent” – storslået – hvilket ikke er helt ved siden af.

Alligevel syntes jeg, at det var svært at fornemme størrelsen på afstand. Når vandfaldet ligger mellem enorme bjergsider, mangler man noget at sammenligne med, og derfor ser det næsten mindre ud, end det i virkeligheden er.

Det ændrer sig, når du kommer tættere på.

Parkering ved Takakkaw Falls

Parkeringsområdet ved Takakkaw Falls er større end det, jeg tidligere på dagen havde oplevet ved Emerald Lake, men det betyder ikke nødvendigvis, at der er ledige pladser midt i højsæsonen.

Takakkaw Falls er en af de helt store attraktioner i Yoho National Park, og Parks Canada advarer om, at parkeringspladsen hurtigt kan blive fyldt. Specielt i juli og august anbefales det at komme tidligt om morgenen eller senere på dagen.

Jeg besøgte stedet om morgenen den 30. august og kunne finde parkering, men havde du håbet på at have et af Canadas mest imponerende vandfald for dig selv, skal du nok justere forventningerne lidt.

Til gengæld er Takakkaw Falls utrolig nemt at opleve, når først bilen er parkeret.

Gå helt hen til Takakkaw Falls

Fra parkeringsområdet går der en forholdsvis kort og nem sti ind mod vandfaldet. Du behøver altså ikke ud på en længere hike for at komme tæt på Takakkaw Falls.

Og det er værd at gå hele vejen.

På afstand er udsigten flot, men jo tættere du kommer, desto bedre fornemmer du størrelsen. Lyden fra vandet bliver kraftigere, og til sidst er bruset fra vandfaldet næsten lige så stor en del af oplevelsen som selve udsigten.

Det er også her, du begynder at kunne mærke vandet.

Vil du helt tæt på, skal du være forberedt på lidt vand fra den kraftige mist omkring vandfaldet. Hvor våd du bliver afhænger selvfølgelig af vindretningen og vandmængden, men det er en del af oplevelsen, hvis du bevæger dig helt ind mod bunden.

Jeg synes faktisk, at lyden var med til at gøre Takakkaw Falls mere imponerende. Billeder kan vise størrelsen og landskabet, men de fortæller ikke helt historien. Når du står nedenfor og både kan høre og mærke vandet, får du en langt bedre fornemmelse af de kræfter, der er på spil.

Hvor kommer vandet fra?

Vandet i Takakkaw Falls kommer fra Daly Glacier, der ligger ovenfor på Waputik Icefield. Smeltevandet løber ned mod kanten af dalen og styrter derefter ned ad bjergsiden.

Det betyder også, at vandmængden varierer gennem sæsonen. I sommermånederne, hvor temperaturerne stiger og afsmeltningen fra gletsjeren tager til, kan der være betydeligt mere vand i faldet.

Det er samtidig endnu et eksempel på, hvordan is og vand har været med til at forme det landskab, man kører rundt i gennem Yoho National Park og Canadian Rockies. Ved Emerald Lake havde gletsjerne været med til at give søen dens karakteristiske farve. Her ved Takakkaw Falls kunne man i stedet se og høre smeltevandet styrte ned gennem landskabet.

Hvor lang tid skal du bruge ved Takakkaw Falls?

Selve besøget ved Takakkaw Falls behøver ikke tage specielt lang tid. Fra parkeringspladsen er der kun en kort gåtur til vandfaldet, og har du som mig et fyldt program, kan du opleve stedet uden at bruge flere timer.

Du skal dog også regne køreturen ad Yoho Valley Road med. Hvis du kører ind fra Trans-Canada Highway, besøger vandfaldet og kører samme vej tilbage, ville jeg sætte mindst omkring halvanden time af. Det giver lidt bedre plads til trafikken på den smalle vej, parkering og tid til faktisk at stå stille og nyde vandfaldet.

Har du bedre tid, er Takakkaw Falls også udgangspunkt for en række længere vandreture gennem Yoho Valley.

Vandretur til Laughing Falls og Twin Falls

En af mulighederne er Laughing Falls. Her skal du dog have væsentligt mere tid til rådighed end til selve Takakkaw Falls.

Fra området ved Takakkaw Falls går Yoho Valley Trail længere ind gennem dalen, og Laughing Falls ligger omkring 4,5 kilometer fra udgangspunktet. Det betyder altså omkring ni kilometers vandring frem og tilbage, hvis Laughing Falls er målet for turen.

Vil du endnu længere, kan du fortsætte mod Twin Falls, som ligger omkring 8,4 kilometer fra Takakkaw Falls. Her finder du også det historiske Twin Falls Tea House, der kun kan nås til fods. Parks Canada anslår omkring tre timers vandring hver vej til området ved Twin Falls Tea House.

Jeg sprang begge dele over.

Ikke fordi endnu et vandfald ville have været dårligt, men jeg havde allerede mange flere vandfald på programmet på min tur rundt i det vestlige Canada. Faktisk skulle jeg allerede forbi flere senere samme dag.

Tjek altid Yoho Valley Road inden besøget

Takakkaw Falls er et af de steder, hvor det er ekstra vigtigt at tjekke Parks Canadas hjemmeside inden besøget. Yoho Valley Road er en sæsonvej og er normalt kun åben fra omkring midten af juni til midten af oktober. Den præcise åbning og lukning afhænger af sne, lavinefare og vejret.

Forholdene i nationalparken kan desuden ændre sig hurtigt, og parkering ved Takakkaw Falls kan blive fyldt. På Parks Canadas hjemmeside kan du se den aktuelle status for Yoho Valley Road, trail conditions, lukninger og andre advisories.

Efter besøget kørte jeg tilbage gennem de skarpe switchbacks på Yoho Valley Road og fortsatte samme vej, som jeg var kommet ind. Kort efter var jeg igen ude på Trans-Canada Highway.

Se ruten i beskrivelsen

Her kan du se den rute jeg kørte i beskrivelsen ovenfor.

Annual Pass til nationalparker - ny pris i 2026

Fra 1. januar, 2026 koster et annual pass (årskort eller årspas) ikke længere 80 dollars, men 250 dollars.
Prisen i 11 af de populære nationalparker i USA stiger fra 35 $ for en bil med fire personer, til 100 $ pr. person + 35 $ for bilen. Du kan derfor spare mange penge ved at købe et årskort i stedet.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling. Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Whistler Mountain til Kamloops

Første rigtige roadtrip dag i British Columbia med masser af åbne strækninger, lækker natur, burgere og canadisk alkohollovgivning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada