Overnatninger på en roadtrip i Colorado og Utah blev ikke valgt fordi de var billigst. De blev valgt for bedst at opleve byerne.
En overnatning er mange ting
Overnatninger på en roadtrip kan være mange ting:
- En seng at sove i
- Et strategisk stop på en lang strækning
- Den eneste mulighed i et øde område
- Centralt beliggende i/ved en attraktion eller en by
- Den billigst mulige seng
- En oplevelse i sig selv
Jeg har prøvet det meste og skrevet om flere af mine overnatninger. Her kan du finde generelle overvejelser vedr. overnatninger.
På min roadtrip i Colorado og Utah, var overnatningerne valgt ud fra bekvemmelighed og ikke den billigst mulige. Flere steder var der Mud Season (perioden mellem skigæster og sommergæster), så ikke alt var åbent. Det betød også at udvalget var mindre end ellers.
Lufthavnshotel i Denver
På min første dag ankom jeg sent til Denver, så her havde jeg valgt et billigt lufthavnshotel. Der er som regel et stort udvalg ved lufthavne og du kan også finde nogle helt billige nogle.
Jeg valgte en mellemvare af en nogenlunde kvalitet, La Quinta Inn. Har ingen billeder, men i samme klasse som Holiday Inn, som nogle af jer nok kender. Se prisen nedenfor.
Klassisk motel i Steamboat Springs
I Steamboat Springs boede jeg på Nordic Lodge. Et klassisk motel, hvor du kan parkerer lige uden for dit værelse. Du har sikkert set dem (og forhåbentlig oplevet dem) på din roadtrip. Ofte individuelt drevne moteller, men du finder dem også som kædemoteller. Se prisen nedenfor.
Nyt, moderne hotel i Grand Junction
I Grand Junction boede jeg på Tru by Hilton. En ny kæde under Hilton fra 2016. Det er moderne indrettet og skal konkurrere mod kæder som Comfort Inn og La Quinta. Placeringen var super central, i et område af Grand Junction hvor der lå flere andre hoteller. Se prisen nedenfor.
Eneste motel i Hanksville
Jeg havde en enkelt overnatning i Utah. For at få ruten til at hænge sammen, var der kun en mulighed – Whispering Sands Motel i Hanksville. Det ligner måske et lidt slidt motel på ydersiden, men er nyrenoveret og var en super overnatning i en by med godt 200 indbyggere, to tankstationer, et steakhouse og en lille butik. På trods af placering og udseende, var det ikke turens billigste overnatning. Se prisen nedenfor.
Luksuriøs overnatning i Telluride
Telluride måske ikke så kendt som Aspen og Vail, men de rige flokkes også om Telluride for at stå på ski. Det slår igennem på priserne i byen og pga. Mud Season var der ikke så mange muligheder for overnatning. Det betød, at Telluride blev turens dyreste overnatning på The Hotel Telluride. Se prisen nedenfor.
Simpel overnatning i Crested Butte
Turens billigste overnatning havde jeg i Crested Butte. En to-delt skisportby som Stemboat Springs. Jeg boede i den gamle, oprindelige del af Crested Butte så jeg kunne gå på opdagelse. Old Town Inn er i stil med et klassisk motel, dog uden parkering udenfor døren. Se prisen nedenfor.
Kitchet overnatning i Manitou Springs
Manitou Springs er perfekt som base til flere oplevelser i området – Cog Railway eller køretur til toppen af Pikes Peak, Cave of the Winds eller Garden of the Gods. Det betyder også byen kan føles lidt turistet, men det er også en del af charmen. Jeg boede på den billigste overnatning der lå centralt. Det var Villa Motel, der var et almindeligt motel, hvor nogle af værelserne lå i små hytter. Se prisen nedenfor.
Komfortabel overnatning i Denver
Turens sidste overnatning var på et hotel tæt ved den centrale Union Station i downtown Denver. Bilen blev parkeret og jeg gik rundt på oplevelse i nye og velkendte områder af byen. Den sidste overnatning blev også brugt på at tømme bilen og pakke bagagen om, så alt var klar til aflevering af lejebil den næste dag. Se prisen nedenfor.
Priser på overnatning i påsken 2022
Overnatningsby | Min pris | Billigere mulighed |
Denver lufthavn | 893 kr. | 475 kr. |
Steamboat Springs | 810 kr. | 671 kr. |
Grand Junction | 1064 kr. | 548 kr. |
Hanksville | 1271 kr. | 1271 kr. |
Telluride | 1566 kr. | 1482 kr. |
Crested Butte | 765 kr. | 745 kr. |
Manitou Springs | 804 kr. | 613 kr. |
Denver downtown | 1356 kr. | 740 kr. | Total | 8529 kr. | 6545 kr. |
Dyr eller billig overnatning?
To tusinde kroner i forskel er ikke småpenge, men der er mange måder du kan betragte den forskel på. For nogle vil målet være at bo så billigt som muligt. Det var ikke mit mål. Jeg ville bo centralt så jeg oplevede byen på en overnatning. Var jeg blot gået efter den billigste overnatning, så ville min oplevelse af byen have været anderledes. Byen ville blive et stop på vejen. Målet var, at opleve byen og betragte den som en oplevelse og destination.
De størst mulige besparelser var steder hvor jeg ville skulle bo langt fra centrum eller slet ikke i byen. I Grand Junction var det en overnatning 10 km fra byen, ved en motorvejsafkørsel. I Crested Butte, var det i nabobyen Gunnison, som ligger 40 km væk.
I Steamboat Springs, Telluride, Manitou Springs og i Denver ville jeg ikke kunne gå rundt i downtown området fra den billigste overnatning. Jeg ville være afhængig af min egen bil eller taxi.
Sådan booker jeg overnatning
Jeg benyttede hotels.com til alle mine bookinger. Med en konto hos dem, har du ofte adgang til nogle lidt bedre priser, men endnu vigtigere, så samler du stempler. Efter ti overnatninger, får du et værdibevis på gennemsnitsværdien af dine seneste ti overnatninger. Ofte nok til en gratis overnatning. På en tre ugers roadtrip er det værd at tage med.
Hjælp med at hjælpe andre
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com