På skadestuen i USA i 2025

Det kan være en dyr fornøjelse at søge lægehjælp eller tage på skadestuen i USA, så sørg for at have din rejseforsikring i orden.

Tjekkede med rejseforsikringen først

På min roadtrip i august 2025, måtte jeg forbi skadestuen i USA. Det var ikke mit første besøg på en skadestue i USA. Jeg var også forbi en i 2016. Dengang tog jeg direkte på skadestuen (efter at have tjekket med rejseforsikringen). Denne gang afventede jeg input fra min rejseforsikring om hvor jeg skulle tage hen og papirarbejde mm. inden jeg gjorde noget.

Det var ikke en akut eller livstruende situation. Din oplevelse er måske anderledes hvis du står i en akut situation.

Symptomerne

Jeg havde smerter i mit højre ben da jeg ankom til USA på denne roadtrip. Det var om lørdagen. Jeg kunne humpe rundt med smerter men var i stand til at sidde og køre bil. Søndag blev smerten værre. Kunne godt sidde i bilen og køre, men havde problemer med at komme ind og ud, samt at gå rundt.

Hjælp til at finde en klinik

Jeg tog kontakt til min rejseforsikring via deres akutnummer (benytter Europæiske). Efter en god samtale og gennemgang af situationen samt muligheder, blev vi enige om at gå videre med en løsning, hvor de ville finde en klinik/skadestue om mandagen som passede med hvor jeg befandt mig.
Jeg var i byen Leavenworth, WA søndag formiddag (lokal tid) da jeg ringede til dem. Da det ikke var akut eller livstruende – og jeg var på vej til en større by (Mount Vernon, WA) – ville de hjælpe med at finde passende hjælp til mig som jeg kunne tage til mandag morgen.

Havde det været akut, så var der en skadestue i Leavenworth. Hvad jeg lærte i denne process var, at det er ikke alle steder der er lige begejstrede for at få turister ind fra gaden. Rejseforsikringen ville derfor gerne sikre papirarbejdet på forhånd, sådan jeg kunne “komme ind fra gaden” og have alt parat. Tidsforskellen betød, at det var klar mandag formiddag og de havde fundet en skadestue 1 km fra mit motel.

Samme oplevelse som sidst

Besøget på skadestuen var stort set magen til den oplevelse jeg havde i 2016 i Minneapolis (https://www.renefrederiksen.dk/laegehjaelp-hospitalsbesoeg-usa/). Processen var den samme med registrering og en forundersøgelse, før jeg blev tilset af en læge.

Mine smerter var efter al sandsynlighed pga. en klemt nerve. Dog ville de gerne udelukke en blodprop, da smerterne opstod efter en 10 timers flyvetur. Det skulle udelukkes ved en ultralyd. Det kunne de ikke udføre på skadestuen, så blev henvist til hospitalet, som lå et par kilometer væk.

Blodproppen blev umiddelbart udelukket af personen der foretog ultralyds scanningen, men jeg skulle vente på en endelig afgørelse fra en person mere. Jeg kunne følge mine resultater online. Jeg var blevet oprettet i systemet ved registrering og havde fået tilsendt login info.
Det var også her jeg kunne downloade mit After Visit Summary, som rejseforsikringen skulle bruge til videre behandling af min sag.

Prisen på lægehjælp i USA

Opdateret 23. oktober, 2025.
Jeg har modtaget regningen for mit besøg på skadestuen: 8.890 kr. Jeg skal kun betale 500 kr., resten dækker min rejseforsikring.
Afregningen foregår i hospitalets patient portal, hvor jeg kan se det fulde overblik over regningen og hvor min andel kan betales online.

Da jeg var på skadestuen i 2016, modtog jeg regningen med posten. Prisen for det besøg kan du se i beskrivelsen fra dengang.

Smerter udfordrede min ferie, men ødelagde den ikke

Hvad angik mine smerter, så var der ikke noget at gøre. Da det er smerter via en klemt nerve, så kan almindelig håndkøbsmedicin mod muskel, led og inflammations smerter ikke rigtig gøre noget. Også selvom du kan købe noget kraftigt medicin i håndkøb i USA og Canada.

Jeg havde smerter i varierende grad i de tre uger jeg var afsted. Det havde indflydelse på nogle af de oplevelser jeg havde planlagt. Heldigvis er meget af naturen i Canada let tilgængelig (og tæt på p-pladserne), så jeg kunne gennemføre alle de store attraktioner, uden alt for store udfordringer.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada