Køreturen i USA

{lang: 'da'}

På min første Roadtrip i USA var bilen blot et transportmiddel og turen en måde at komme fra A-B.
Sådan er det ikke længere.

I dag er selve køreturen en ligeså stor del af en Roadtrip som den enkelte destination. Valget af bil har også en stor indflydelse på den samlede oplevelse.

Valg af område

Der er ikke nogen områder i USA man ikke kan få en god Roadtrip ud af. Personligt forbinder jeg ikke storbykørsel og motorjevskørsel med en Roadtrip. De store oplevelser og følelsen af frihed får man først når man bevæger sig ud i det ‘rigtige’ USA

Mine valg af destinationer var tilfældige i begyndelsen. Nu er mit mål at nå en overnatning i alle stater, så mine valg fremover vil være farvet af dette, men som ny ud i Roadtrips er der frit valg på alle hylder.

Man kan groft dele USA ind i 5 områder: øst, vest, nord, syd og midtvesten.
På en 3 ugers Roadtrip er det dog utopi at tro, at man kan nå at dække en af de 5. Man kan sagtens nå at køre staterne igennem, men man vil ikke rigtig have tid til at få nogle oplevelser med.

Mit råd er at man indsnævre sit område og prøver at få så mange oplevelser som muligt med. I 2005 brugte jeg 2 uger i 3 stater: Californien, Arizon og Nevada og fik end ikke set de allerstørste attraktioner. Californien alene indeholder rigeligt til at underholde en familie i 3 uger. Kunsten er at gå på kompromis. Ved man eks at man ikke kommer på de kanter igen i lang tid, så vil det være synd ikke at forbinde en tur til Californien med en tur til Las Vegas. Og når man alligevel er der, så bør man tage et smut forbi Grand Canyon og Death Valley og måske endda Yosemite National Park.

Skal man se lidt økonomisk på det, så er der ikke nogen af de byer som der flyves billigt til fra Danmark, som ikke danner et godt udgangspunkt for en Roadtrip.
Da de sydøstlige stater er meget varme og har høj luftfugtighed i august-December/Januar, så er det en god idé at lægge sin tur til eks. Florida i februar/marts. Det er uden for sæson for de fleste flyselskaber og man kan eks. flyve København-Atlanta og tage en rundtur i syden til en god pris og i et behageligt vejr.

Planlægning af ruten

Når jeg ved hvilken by jeg flyver til og fra, går planlægningen for alvor igang.
Jeg benytter mig af internettet, bøger og road atlas til at finde de store attraktioner. De store road atlas er super til at skabe sig et overblik med og så har de fleste gode anmærkninger af diverse attraktioner og scenic routes (naturskønne vejstrækninger).

Når de er på plads, begynder jeg at kigge på selve ruten.

Jeg benytter Microsoft Street & Trips til at planlægge ruten i detaljer. Det er et super ruteplanlægnings program som, via nettet, er opdateret med de seneste vejændringer og vejarbejde. Rejser man i bjergene i vinterhalvåret, så viser det også hvilke veje der er sæson-lukkede.

Udover at vælge sin rute fra A-B, via diverse stop, så har det også et register over bl.a hoteller og restauranter i stort set alle amerikanske byer.
Da jeg helst undgår de store byer, så er Street & Trips perfekt, når man skal finde et hotel, motel eller bed and breakfast ude midt i ingenting.

Antal kilometer dagligt

Hvor langt man skal eller kan køre dagligt er meget forskelligt.
Selvom 300 kilometer på en dag ikke lyder af meget, så er det mange ting at tage højde for.

Kører man i et naturskønt område, så skal man regne med at skulle stoppe op en del gange for at se det hele og tage nogle billeder. Kører man rundt i bjergene skal man tage højde for en lav hastighed. Skal man ind og se en attraktion, så tager ting ofte længere end man regner med.
For ikke og tale om pit stops (toiletbesøg, proviantering, frokost, turistkontorer mm.)

Der skal også være tid til afstikkere så man får noget spontanitet ind i turen. I 2008 drejede vi fra mod Needles Overlook, Utah uden at vide hvad det var. Det var en omvej på små 40 miles, men vi har ikke fortrudt. Du kan se videoen her: Needles Overlook

Amerikanske færdselsregler

Færdselsreglerne i USA adskiller sig ikke meget fra de danske. Kan man læse skiltene kan man finde rundt og selvom det er miles i stedet for kilometer, så er bilernes speedometer også i miles, så ingen omregning nødvendig der.

Jeg har samlet 10 gode råd om trafik og færdselsregler i USA.

Cyklister

Der er langt mellem cyklisterne i USA (på nære i enkelte stater som gør sig meget i cykelturisme, bl.a. Iowa). Der er meget få cykelstier rundt om i USA, men hvis du kommer forbi en cykelist, så gælder de samme regler som herhjemme, at den blødeste trafikant har fortrinsret.

Rundkørsler
Dem skal du  lede længe efter i USA. Jeg kan kun huske at være stødt på dem et sted, nemlig i Mt. Horeb i Wisconsin.

Færdselspoliti alle steder

Der er færdselspoliti alle steder og specielt steder man mindst venter det. De åbner vidder og snorlige veje med godt udsyn kan friste til at køre lidt for stærkt, men en highway patrol kan dukke op når man mindst venter det.

Vi har prøvet at køre i Nebraska hvor der var halvanden time mellem beboelse og måske 7 biler på hele strækningen, men mindst en af dem var en politibil.
Vi har også på 3 ugers roadtrip set flere stoppede billister end man ser på flere måneder herhjemme. Vi har dog været forskånet for at blive kaldt ind til siden endnu.
Sætter man sin fartpilot til hastighedsgrænsen så har man ikke noget at være nervøs for. På Motorvejene i de større byer, så finder man hurtigt ud af, at hastighedsgrænsen kun bliver overholdt sporadisk. Her er mit råd at følge trafikken (typisk 5 miles over hastighedsgrænsen). Det er mere sikkert at følge med, end hele tiden at blive overhalet. Specielt fordi lastbiler må kører samme hastighed som biler de fleste steder. Så selvom amerikanske biler er større end gennemsnittet, så er de stadig små i forhold til en 18-wheeler. Så keep up.

Sidst opdateret 14. april 2009

GD Star Rating
loading...
{lang: 'da'}

Kommentarer til “Køreturen i USA”

  1. pernille 29/01/2012 at 21:43 #

    Hej Rene

    Nu har jeg efterhånden læst din side på kryds og tværs, fantastisk hjemmeside :-)

    Jeg er ved at planlægge vores USA tur og er kommet ret langt, men da der er nogle hoteller jeg skal bestille hjemmefra har jeg et problem med hvor lang tid det tager at komme fra sted til sted.
    Vi vil have 28 overnatninger, og ruten vil se sådan ud:

    2 Los angeles (hjemmefra)
    1 Barstow
    1 Oatman/Kingman
    2 Flagstaff
    1 Gallup
    1 Bluff
    1 Page
    1 North Rim (hjemmefra)
    1 Bryce canyon (hjemmefra)
    1 Zion
    4 Las Vegas (hjemmefra)
    1 Bishop
    2 Yosemite (hjemmefra)
    4 San francisco (hjemmefra)
    1 Monterey
    1 San luis obispo
    3 Los angeles (hjemmefra)

    Min datter er blevet 21 når vi skal af sted så vi vil være 2 til at køre, men er i tvivl om jeg har lagt for mange overnatninger ind nogle steder, og evt. presser den lidt for meget andre.

    Mit andet spørgsmål er hvilken bil vi skal vælge, valget står mellem en Jeep Grand Cherokee eller en Dodge Durango, datteren på 21 har planer om at gå shop amok så vi har brug for bagage pladsen, men ved ikke om det alligevel er “over kill” at vælge Dodgen :-)

    På forhånd tak for hjælpen
    MVH Pernille

    GD Star Rating
    loading...
    • pernille 29/01/2012 at 21:45 #

      Ups glemte at skrive at vi er 3 der skal afsted

      Pernille

      GD Star Rating
      loading...
    • René Frederiksen 04/02/2012 at 12:49 #

      @ Pernille

      Tak for ros.

      Jeres rute ser umiddel fornuftig ud. Der kan dog laves en justering ved Barstow/Oatman, da der ikke er så langt mellem de to, at de behøver en overnatning hver. Derudover så undre jeres rutevalg mig en smule når i kører til Gallup og op til Bluff. Er der nogen speciel grund til det?
      I har også ret mange overnatninger i Las Vegas. Det er på mange måder en fed by, men man skal være mere end en garvet gambler for at synes den er interessant 4-5 dage.

      Hvis ikke Gallup/bluff og de mange overnatninger i LV er valgt specielt, så vil jeg anbefale en lidt anden rute.
      Kortet er ikke 100% da det tager højde for at nogle af vejene i Yellowstone er lukkede på denne tid (vinter) af året.

      Den bringer jer forbi alle de store ‘must-see’ steder så som: LA, Lake Havasu, Route 66, Hackberry General Store, Grand Canyon Caverns, Snow Cap Drive-in i Seligman, Flagstaff, Grand Canyon Village, Horseshoe Bend, Lake Powell, Antelope Canyon, Monunmant Valley, Salt lake City, Jackson Hole, Grand Teton, Yellowstone, St. Anthony Sand Dunes, Bryce Canyon, Zion, Hoover Dam, Las Vegas, Death Valley, Bodie Ghost town, Mono Lake, Yosemite, SF, Highway 1, Hearst Castle, Solvang og tilbage i LA.

      Ruten kan se lang ud, men divideret ud på 28 dage er det knap 250 km kørsel om dagen. Det betyder der vil være tid til at overnatte et par dage forskellige steder og afsætte to dage til Yellowstone.

      Jeep grand Cherokee er rigelig fin til 3 personer og der vil være masser af plads til shopping. Bemærk, at i skal finde et tilbud, ex hos ebiludlejning, hvor ung chauffør er inkluderet for at din datter kan køre bilen.

      GD Star Rating
      loading...
  2. Naja 18/01/2012 at 04:52 #

    Hej René!
    Tak for en god blog! Jeg vil gerne på roadtrip fra d. 20. til d. 29. februar 2012 med min kæreste. Vi bor ligenu i New York, så skal flyve indenrigs fra new york og til destinationen. Jeg vil meget gerne opleve USAs national parker, som modstykke til nyc’s beton jungle :-) Jeg har derfor tænkt på Grand Canyon, da mange af de nordlige national parker er lukket i februar. Jeg vil også rigtig gerne opleve san francisco, og ruten ned langs californias kyst. Desuden vil det være rigtig spændende at se Yesomite og de kæmpe store træer man også skulle kunne se deromkring, ikke (kings canyon)?
    Egentlig tænkte jeg det måske kunne blive en roadtrip fra las vegas til san francisco, men måske det er for langt når vi kun har 10 dage? Jeg vil allerhelst opleve USA’s storslåede natur og vil gerne vandre o.l., las vegas (og slet ikke los angeles) og by-livet i det heletaget er ikke et must. Har du en god ide til en 10 dages roadtrip, med fokus på smuk natur, omkring san francisco og grand canyon?
    1000 tak for hjælpen.
    De bedste hilsner
    Naja

    GD Star Rating
    loading...
    • René Frederiksen 28/01/2012 at 11:39 #

      @ Naja

      Tak for ros.

      For at kunne nå det du har på listen på 10 dage, så kan du ikke gøre det på en rundtur.

      Hvis I i stedet flyver til Flagstaff og starter turen derfra (eller til LA og starter derfra) så vil i på fornuftigvis kunne få alle oplevelserne med.

      Turen ser sådan her ud.

      Den vil bringer jer forbi: Grand Canyon, Seligman (Snow-cap drive in), Route 66 (Grand Canyon Caverns, Hackberry General store), Hoover dam, Las Vegas, Death Valley, Seqoia national Park, Yosemite, San Francisco, Highway 1, Hearst Castle, Solvang, Los Angeles.

      Med 10 dage så vil i skulle op og køre 300 km om dagen og specielt turen fra Las Vegas via Death Valley op til Yosemite skal planlægges så i kører langt et par dage, for at nå det hele.

      GD Star Rating
      loading...
  3. Sille 30/12/2011 at 10:04 #

    Hej Rene

    Som alle andre, vil jeg også gerne sige tak for en super god og inspirerende hjemmeside! Man kan næsten ikke vente med at komme af sted!

    Min kæreste og jeg er ved at planlægge vores tur til USA (første gang). Vi vil gerne se lidt af det hele derover, og har tænkt os en rejse på ca. 1 måned. Men vi er lidt i tvivl om ruten, og om vi måske skal holde os til et mindre område.

    Men indtil videre har vi tænkt os flyve til Miami og leje en bil og køre mod Orlando. Dog vil vi også gerne omkring vestkysten og se L.A., Las Vegas, Grand Canyon, Yellowstone m.m..

    Vil du synes det bliver for langt at køre fra Miami til Orlando og så hele vejen over til L.A. og Las Vegas? Altså får man noget ordentligt ud af turen, eller er det bedre at holde sig til et mindre område. Det skal også lige siges at N.Y. er et absolut must, og vi havde tænkt måske at flyve fra L.A. til N.Y. efter endt roadtrip. Vi håber du kan hjælpe os med nogle af dine gode råd.

    Hilsen Sille

    GD Star Rating
    loading...
    • René Frederiksen 15/01/2012 at 21:56 #

      @ Sille

      Tak for ros.

      I kan godt sammensætte en tur som du har skitseret, men det bliver et hastværkk på kryds og tværs uden god tid til rigtigt at opleve noget af det.

      Mit forslag er, at droppe Florida.

      Flyv til NY og tag nogle dage der (på en lille uge kan man nå alle de store must-sees).
      Flyv videre til vestkysten og kør den klassiske rundtur.

      Den vil bringe jer forbi følgende:
      LA, Lake Havasu, Route 66, Hackberry General Store, Grand Canyon Caverns, Snowcap drive in i Seligman, Flagstaff, Grand Canyon, Monument Valley, Page (Horseshoe Bend og Antelope Canyon, Lake Powell), Zion National Park, Hoover Dam, Las Vegas, Death Valley, Bodie Ghost town, Yosemite, San Francisco, Highway 1, Hearst Castle, Solvang og tilbage til LA.

      Den har rigtig mange fint oplevet på 3 uger, inklusiv mere end en overnatning i LA, Las Vegas og SF.
      Hvis formålet med FLorida er nogle dage ved stranden, så kan i lægge dem ind omkring LA. Samme gør sig gældende hvis målet med Orlando er forlystelsesparker.

      Undersøg om det evt. er billigere at flyve til LA først og derefter til New York og hjem.

      GD Star Rating
      loading...
  4. Morten 01/11/2011 at 15:10 #

    Hej igen.. lige endnu et spørgsmål efter at have læste spørgsmål/svar fra Anette Malmberg 03/05/2011 at 23:19.
    Vi skal også fra Las Vegas gennem Death Valley og op til Bishop og derfra Bodie og Yosemite. men kan ikke helt bestemme mig for hvilken vej igennem Death Valley!!!
    Man kan køre ad 178 over Badwater og ud af 190… eller bare følge hele 190 igennem, men så kommer man tilsyneladende ikke igennem Badwater… men skal man helt igennem Badwater ?
    Glæder mig til at høre dine erfaringer og din mening.
    På forhånd tak.

    GD Star Rating
    loading...
    • René Frederiksen 06/11/2011 at 08:56 #

      @ Morten

      Der er flere måder at krydse Death Valley på fra Las Vegas til Bishop.
      Jeg vil foreslå denne rute.
      Her kommer du via Badwater (Badwater basin er et populært stop).
      Når du fortsætter fra Badwater kommer der på højre side (kort før du kører ud på 190) en mulighed for at hike ind i en slugt. Der er skiltning og parkeringsplads ude ved vejen.

      I Furnace Creek er der mulighed for at proviantere.

      Et stykke efter Furnace Creek kommer man til Borax Mill Road på venstre hånd. Her er der mulighed for at komme tæt på en af de mange gamle miner der ligger i Death Valley. Fra minen kan man fortsætte af Mustard Canyon Drive som kommer ud på 190 igen efter nogle miles.

      Den lige vej uden stop, fra Vegas til Bishop, er på knap 7 timer, så kom tidligt afsted fra Las Vegas så der er tid til at opleve Death Valley og ikke kun køre igennem den.

      GD Star Rating
      loading...
  5. Morten 01/11/2011 at 15:01 #

    Hej Rene
    Endnu en gang tak for en super hjemmeside.. er her inden næsten dagligt for at se de nye spørgsmål/svar. Fedt du gider at bruge tid på dette og en kæmpe hjælp for os “nybegyndere” !!

    Jeg har en Garmin GPS med kort over USA, brugte den da vi var i florida Orlando i 2008. Jeg har stadig denne GPS men kortet er fra 2008.. tror du det er et problem i forhold til vores 2012 tur ? En opdatering er temmelig dyr og tænker det da må været begrænset hvad der er sket af nye ting!! Vi skal den udvidede classic rute i californien, nevada mm.
    Ved jo godt at du ikke kan give noget endeligt svar på dette, men vil nu gerne høre hvad du tror og selv ville gøre i vores situation.
    Morten

    GD Star Rating
    loading...
    • René Frederiksen 06/11/2011 at 08:33 #

      @ Morten

      I vil fint kunne bruge kortet fra 2008. På jeres rute vil det typisk kun være inde i byerne at der er sket ændringer og hvor et nyere kort kan være til hjælp, ex. nye afkørsler på interstates etc. Det er dog til at leve med, da flere veje fører til Rom inde i byerne, så selvom en ny afkørsel ikke er med så skal GPSen nok finde vej for jer.

      Hvad angår den klasiske rute, så er den største permanente ændring ude ‘på landet’ nok Hoover Dam Bypass, som åbnede i 2010. Selvom den måske ikke optræder i GPSen (har oplevet på min TomTom, at fremtidige anlægsprojekter var inkluderet) så er skiltningen på det sted så god, at i ikke går glip af Hoover Dam.

      Jeg brugte selv en TomTom fra 2006 til 2009 uden at opdatere dens kort, og der var ikke nogen problemer.

      GD Star Rating
      loading...
  6. Line Bigum 29/06/2011 at 09:52 #

    Hej!

    Vi er et par som rejser til USA i morgen og tænker at købe en GPS i USA, men er der noget særligt man skal være opmærksom på i forhold til det?

    Tak for en meget brugbar hjemmeside.

    Mvh

    Line

    GD Star Rating
    loading...
    • René Frederiksen 29/06/2011 at 21:26 #

      @ Line

      Tak for ros.

      Der er ikke noget at være opmærksom på med GPS i USA. Hvis i skal til USA mere end én gang så er det måske en idé at betale lidt mere for den, men ellers så kan man finde GPSer hos Walmart, BestBuys m.fl. til under 100$

      Jeg har selv en TomTom som, udover at kunne vise vej, også har en række andre hjælpsomme funktioner så som en masse points-of-interests som kan være meget nyttige hvis man står og skal bruge en tanksstation, supermarked, mall eller seværdighed. Noget jeg ikke ved om findes i de allerbilligste GPSer på markedet.

      GD Star Rating
      loading...
  7. Anette Malmberg 03/05/2011 at 23:19 #

    Hej Rene,

    Tak for en super hjemmeside, helt fantastisk arbejde du har lagt i det, og til stor hjælp og fornøjelse for os, som ikke kender USA.

    Vi er en familie på 4…forældre med en voksen søn og en datter på 10.
    Vi skal på en rundrejse på 3 uger til sommer. Vi starter i LA – San Diego – Palm Spring – Lake Hawasu – Grand Canyon – Las Vegas……og så kommer vores “problem”. Vi vil gerne til Death Vally og Yosemite, vi har to dage til at køre fra Las Vegas til Yosemite, men er meget i tvivl om hvilken vej vi skal vælge? Vil du anbefale at kører neden om, evt. med overnatning i Bakersfield, eller at kører op.
    Efter Yosemite skal vi til San Fransisco og så tager vi high way 1 til LA og derfra hjem til Danmark igen.
    Vi har faktisk det meste planlagt, men jeg kan slet ikke finde ud af det med turen fra Las Vegas til Yosemite, så jeg håber virkelig at du kan hjælpe os med et råd.
    Venlig hilsen Anette Malmberg

    GD Star Rating
    loading...
    • René Frederiksen 04/05/2011 at 20:16 #

      @ Anette

      Tak for ros og glad for at kunne hjælpe.

      Der er et meget simplet svar til dit spørgsmål. I skal køre Las Vegas via Death Valley til Bishop og op til Yosemite – vist på kortet her.

      Man kan kører ind i Yosemite fra begge sider, så det giver ingen mening at køre syd om Sierra Nevada bjergene via Bakersfield og op til Yosemite for at køre igennem, først den ene vej, og så tilbage igen for at komme til San Francisco.

      Om i så vælger at overnatte i Bishop (det gjorde jeg, for det passede med en fuld dags kørsel og oplevelser gennem Death Valley) eller i kører lidt længere op til Mammoth Lakes er op til jer og hvad i har lyst til.

      Inden i kører ind i Yosemite så kør op til Bodie Ghost Town og gør et stop ved Mono Lake på vej tilbage.

      GD Star Rating
      loading...
  8. Henriette 13/01/2011 at 17:13 #

    Hej Rene
    Tak for en fantastisk hjemmeside – den er virkelig med til at give fantastisk inspiration, men den er dog også med til at gøre ventetiden næsten ulidelig! (der er lang tid til august) ;o)

    Vi er to tøser på 25 og 30 år der har planlagt 3(små 4) uger i USA, med start midt august.
    Vi starter i New York, hvor vi bor hos en amerikansk veninde, vi regner med at blive 3-4 dage, før vi alle 3 fortsætter til Denver. Her har vi planlagt at leje bil og køre til Estes Park og hente en 4. veninde som vi skal have med på en roadtrip. Turen skal gå fra Estes Park og ende i Las Vegas – på vejen er planen at nyde synet af de nationalparker vi kommer igennem, og måske også eventuelt tage den lille smuttur til Grand Canyon… Vi mener ikke vi har behov for at bruge flere dage i nationalparkerne, da vi selvfølgelig også gerne vi ha’ tid til at tilbringe en par dage i Las Vegas når vi når dertil. Så hvor lang tid vil du mene vi skal bruge på den tur? Og er der nogen bestemte ting på den rute som du mener vi absolut ikke må snyde os selv for?

    Efter Las Vegas er det planlagt at vi 2 fra Danmark hopper på et fly til Orlando og har et par dage der med sjov i forlystelsesparker og afslapning på stranden hvorefter turen går herfra og hjem til Danmark igen…

    Når vi skal være 4 voksne i en bil – hvor 2 af os har rigtige kufferter med, hvilken bil (klasse) ville du så mene vi behøver?
    På forhånd tak

    Mvh. Henriette

    GD Star Rating
    loading...
    • René Frederiksen 23/01/2011 at 18:29 #

      @ Henriette

      Tak for ros.

      Den umiddelbare rute vil bringe jer forbi Arches, Bryce og Zion National Parks. Det er ikke steder i behøver mere end halve/hele dage for at få en god oplevelse.

      Med en lille omvej kan i tage forbi den nordlige kant af Grand Canyon. Det vil være bedre end at bruge 1-2 dage og køre ud til den sydlige kant fra Vegas.

      køreturen, inklusiv besøg i nationalparkerne, burde ikke tage mere end 7-8 dage (kan godt gøres hurtigere, men I er vel på ferie).
      Der skulle ikke være nogen problemer med at nå alt det i gerne vil og når I ved mere præcist hvor mange dage i vil bruge i New York, Vegas og Orlando, så kan i bedre planlægge køreturen.

      Selvom i kun er to personer som har fuld størrelse bagage med, så er i fire voksne med bagage, så jeg vil anbefale en bil i fuld størrelse, evt. en Dodge Charger, Chevrolet Impala eller en Ford Taurus.

      GD Star Rating
      loading...
  9. Niels og Andreas 11/01/2011 at 15:38 #

    Hej Rene
    Først og fremmest tak for en god hjemmeside. Vi er to drenge som skal til USA i starten af marts. Vi er begge to 19 år gamle. Vi har begge kørekort og vi kunne godt tænke os at køre op over vestkysten. Problemet er bare om det overhovedet er muligt for os at købe en bil? Alternativt leje en? Andreas har noget familie i Portland som kan hjælpe os med en amerikansk adresse hvis det bliver nødvendigt. Vi har svært ved at finde ud af hvordan det foregår med forsikring når man køber en bil, kan du hjælpe os?
    Mht. pris omkring bilen håber vi på at holde det omkring 2000$

    På forhånd tak, Mvh
    Niels og Andreas

    GD Star Rating
    loading...
    • René Frederiksen 23/01/2011 at 12:18 #

      @ Niels & Andreas

      Tak for ros.

      Jeres alder er en udfordring mht at leje bil i USA. De fleste udlejningsselskaber har 21 år som minimumsalder for billeje. Det skulle dog være muligt at leje selvom man er under 21. Det er dog ikke noget jeg har erfaring med, men et par stykker på Facebook (kommentar tilbage fra den 2. september, 2010) kender til det og I kan bl.a. tage et kig på denne side og se om de kan hjælpe jer.

      Hvad angår køb af bil i USA, så kunne det være en mulighed for jer, men her er der flere ting der spiller ind, men summa summarum er tid og penge. Her kan I læse mere om bilkøb i USA.

      GD Star Rating
      loading...

Skriv en kommentar eller stil et spørgsmål


Send mig en besked når der kommer en ny kommentar.
Du kan også følge med uden at skrive en kommentar selv.