Multnomah Falls og Stonehenge på vej mod Idaho

Efter et par overnatninger i Portland fortsatte vores roadtrip mod Lewiston i Idaho. Det var en hel dags kørsel, men jeg havde hjemmefra fundet et par seværdigheder, der næsten lå direkte på ruten. Første stop var det 189 meter høje Multnomah Falls, hvor vi tog vandreturen helt til toppen. Senere ventede en noget mere usædvanlig seværdighed: en fuldskala kopi af Stonehenge med udsigt over Columbia River.

Fra Portland til Multnomah Falls

Efter et par overnatninger i Portland var det blevet tid til at fortsætte vores roadtrip mod Lewiston i Idaho.

Det var en af de dage, hvor vi skulle tilbagelægge en del kilometer. Men heldigvis behøver en lang køredag i USA ikke kun bestå af interstate, tankstationer og fastfood.

Jeg havde hjemmefra fundet et par seværdigheder, som stort set lå direkte på ruten. Den første var Multnomah Falls i Columbia River Gorge, øst for Portland.

Multnomah Falls er med sine cirka 189 meter et af de højeste og mest kendte vandfald i Oregon. Det består af to fald, hvor det øverste er langt det største. Mellem de to ligger Benson Bridge, den karakteristiske bro, som man ser på stort set alle billeder af vandfaldet.

Multnomah Falls ligger tæt på Interstate 84 og Historic Columbia River Highway, så det er et oplagt stop, hvis man alligevel skal køre østpå fra Portland.

Man behøver heller ikke være specielt interesseret i vandreture for at opleve stedet. Vandfaldet kan nemlig ses fra området ved Multnomah Falls Lodge, ganske tæt på parkeringspladsen.

Vi havde dog tænkt os at gå lidt længere.

Vandreturen til toppen af Multnomah Falls

Nogle af de mennesker, jeg havde talt med i Portland, havde anbefalet os at tage vandreturen helt op til toppen af vandfaldet.

Så det gjorde vi.

Turen er ikke voldsomt lang, men der er stort set kun én vej, når man først begynder.

Opad.

Stien snor sig op ad bjergsiden i en række hårnålesving, og jo højere man kommer, desto bedre bliver udsigten over Columbia River Gorge.

Det er ikke nogen teknisk vanskelig vandretur, men der er en ganske pæn højdeforskel, så man får hurtigt varmen.

Flere steder er der også stejlt ned ved siden af stien. Det gav anledning til lidt underholdning undervejs, hvor vi oplevede forældre, som tydeligvis havde højdeskræk på deres børns vegne.

Når børnene blev lidt for livlige tæt på kanten, måtte de pænt holde mor eller far i hånden. Det gjaldt også nogle af de lidt større børn, som ellers ikke så ud til at være specielt begejstrede for den ordning.

Vi passerede også en ældre japansk kvinde, som må have været et godt stykke over 70 år.

Hun så allerede temmelig færdig ud, da vi gik forbi hende, og der var stadig et godt stykke til toppen. Vi kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, men hun var fast besluttet på at fortsætte.

Respekt for det.

Udsigten fra toppen af Multnomah Falls

Vel fremme på toppen bliver man belønnet med en ganske imponerende udsigt over Columbia River Gorge.

Man kan se ned mod området, hvor vandreturen begyndte, og man kommer helt hen til den øverste del af vandfaldet, hvor vandet forsvinder ud over kanten.

Det giver et noget andet indtryk af højden, end når man står nede ved foden af vandfaldet og kigger op.

Jeg synes bestemt, at Multnomah Falls er et besøg værd, hvis man kommer på disse kanter.

Vil man blot se vandfaldet nedefra og gå op til Benson Bridge, kan man klare besøget relativt hurtigt. Men tager man turen helt til toppen, skal man afsætte noget mere tid.

Stien er omkring fire kilometer frem og tilbage og stiger cirka 265 højdemeter. Der er derfor god grund til at have ordentligt fodtøj på og medbringe lidt vand, især hvis man besøger området på en varm sommerdag.

Jeg ville afsætte mindst et par timer, hvis man vil gå hele vejen op og samtidig have tid til at nyde udsigten.

En Oregon T-shirt til samlingen

Da vi var kommet ned igen, var vi et hurtigt smut forbi souvenirbutikken.

Det blev til en enkelt Oregon T-shirt.

Jeg har faktisk købt forbavsende få souvenirs på denne roadtrip. Normalt ender jeg gerne med en hel del T-shirts, men efterhånden er der ikke så meget ledig plads i klædeskabet derhjemme.

Og den danske sommer, bortset fra i år, indbyder jo heller ikke altid til voldsomt meget T-shirt-brug.

Så jeg har skruet lidt ned for indkøbene.

Der er selvfølgelig også det praktiske spørgsmål om bagagen. Man kan ikke længere slæbe helt så mange kilo med hjem i flyet, som man kunne tidligere.

Det ville være lidt ærgerligt at bruge de sidste feriedollars på overvægt, fordi man absolut skulle have 12 T-shirts med hjem.

Skal man bestille adgang til Multnomah Falls?

Opdatering: Multnomah Falls kan stadig besøges, men i sommermånederne er der indført et reservationssystem for bilister, der benytter parkeringspladsen ved Interstate 84, afkørsel 31.

I 2026 skulle man have en tidsbestemt tilladelse mellem klokken 9 og 18 i perioden 22. maj til 7. september. Tilladelsen reserveres på Recreation.gov og gælder for én bil og dens passagerer.

En reservation er dog ikke ensbetydende med, at man er garanteret en parkeringsplads.

Det er også muligt at ankomme via Historic Columbia River Highway, hvor der findes en mindre parkeringsplads. Her var der ikke krav om den samme tilladelse i 2026, men parkeringsmulighederne er begrænsede.

Hvis du planlægger at besøge Multnomah Falls, kan du kontrollere de aktuelle regler og reservere en eventuel tilladelse på Recreation.gov.

Videre langs Columbia River

Efter besøget ved Multnomah Falls fortsatte vi østpå mod Lewiston.

Columbia River fulgte os gennem en stor del af området. Efter et godt stykke tid på interstate krydsede vi floden og fortsatte ad en mindre highway.

Hastigheden var stort set den samme, men der var betydeligt færre biler.

Vi havde valgt at krydse Columbia River ved Maryhill, og det var der en ganske bestemt grund til.

Her ligger nemlig Stonehenge.

Ikke det originale Stonehenge. Det ville trods alt kræve en noget større omvej til England.

Men på en bakketop over Columbia River står en fuldskala rekonstruktion af det berømte monument.

Maryhill Stonehenge i Washington

Maryhill Stonehenge blev opført af forretningsmanden Sam Hill, som også stod bag det nærliggende Maryhill Museum of Art.

Monumentet blev påbegyndt under 1. verdenskrig, og alterstenen blev indviet i 1918. Hele konstruktionen stod færdig i 1929.

Formålet var at skabe et mindesmærke for de mænd fra Klickitat County i Washington, som havde mistet livet under 1. verdenskrig.

Det er altså ikke bare en kopi af et europæisk monument, som en amerikaner syntes kunne være sjov at stille op midt ude i landskabet.

Der lå faktisk en ganske alvorlig tanke bag.

Sam Hill mente, ligesom mange andre på den tid, at det oprindelige Stonehenge i England havde været anvendt til menneskeofringer.

Det var en fejlagtig opfattelse, men Hill så en parallel mellem de forestillede ofringer ved Stonehenge og de unge mænd, som havde mistet livet under verdenskrigen.

Han ønskede derfor at opføre et mindesmærke, som både hædrede de faldne og mindede kommende generationer om krigens meningsløshed.

En Stonehenge-kopi i fuld størrelse

Maryhill Stonehenge er opført som en rekonstruktion af, hvordan man på daværende tidspunkt forestillede sig, at det oprindelige monument havde set ud, da det var komplet.

Derfor ser den amerikanske udgave faktisk noget mere hel ud end Stonehenge i England.

Den er heller ikke bygget af enorme stenblokke.

Oprindeligt havde Sam Hill ønsket at bruge lokale sten, men materialet viste sig ikke at være velegnet. I stedet blev monumentet støbt i armeret beton.

Overfladen blev lavet, så den lignede groft tilhuggede sten. Det lykkedes ganske godt, for på afstand ligner det faktisk et gammelt stenmonument.

At konstruktionen er lavet af beton, gjorde nu ikke oplevelsen ringere for mig.

Det er kombinationen af den noget usædvanlige idé, historien bag monumentet og ikke mindst placeringen, der gør Maryhill Stonehenge interessant.

Stonehenge med udsigt over Columbia River

Maryhill Stonehenge ligger højt på en klippe med en fantastisk udsigt over Columbia River og det omkringliggende landskab.

Det er noget af en kontrast til området omkring Multnomah Falls, som vi havde besøgt tidligere på dagen.

Ved vandfaldet var landskabet frodigt og grønt. Her var vi kommet ud i et langt mere tørt område med åbne vidder og udsigt over floddalen.

Det er en af de ting, jeg virkelig godt kan lide ved at køre rundt i USA. På forholdsvis få timers kørsel kan landskabet ændre sig fuldstændigt.

Og så er Maryhill Stonehenge præcis den type stop, jeg gerne vil finde på mine roadtrips.

Det krævede næsten ingen omvej, men gav os en helt anden oplevelse end endnu en rasteplads langs motorvejen.

Opdatering: Maryhill Stonehenge kan stadig besøges. Monumentet ligger omkring fem kilometer øst for Maryhill Museum of Art, lige ved Highway 14 i Washington.

Der er gratis adgang, og monumentet er ifølge museet åbent hver dag fra klokken 7 til skumring.

I 2021 blev Maryhill Stonehenge desuden optaget på National Register of Historic Places som anerkendelse af dets historiske betydning.

Du kan læse mere om monumentet og finde besøgsinformation på Maryhill Museum of Arts officielle hjemmeside.

To gode stop på en lang køredag

Multnomah Falls og Maryhill Stonehenge kunne næsten ikke være mere forskellige.

Det ene er et 189 meter højt vandfald skabt af naturen. Det andet er en betonudgave af et flere tusinde år gammelt engelsk monument, opført som mindesmærke for amerikanske soldater.

Men begge lå stort set direkte på vores rute fra Portland mod Lewiston.

Det gjorde en lang transportdag betydeligt mere interessant. I stedet for blot at sidde i bilen hele dagen fik vi både en god vandretur, imponerende udsigter over Columbia River Gorge og en af de mere særprægede seværdigheder, vi var stødt på undervejs.

Derefter var det tilbage i bilen og videre mod Lewiston i Idaho.

Multnomah Falls i Columbia River Gorge i Oregon

Benson Bridge ved Multnomah Falls i Oregon

Vandretur mod toppen af Multnomah Falls

Udsigt fra stien ved Multnomah Falls over Columbia River Gorge

Udsigt fra toppen af Multnomah Falls i Oregon

Columbia River Gorge set fra området omkring Multnomah Falls

Maryhill Stonehenge i Washington

Stonehenge Memorial ved Maryhill over Columbia River

Udsigt over Columbia River fra Maryhill Stonehenge

Ofte stillede spørgsmål om Multnomah Falls og Maryhill Stonehenge

Praktisk information til dig, der vil besøge seværdighederne på en roadtrip gennem Oregon og Washington.

Skal man reservere parkering ved Multnomah Falls?

I sommerens højsæson kræves der en tidsbestemt tilladelse for at benytte parkeringspladsen ved Interstate 84, afkørsel 31. I 2026 gjaldt kravet fra 22. maj til 7. september mellem klokken 9 og 18. Tilladelsen reserveres på Recreation.gov, men garanterer ikke en ledig parkeringsplads. Reglerne kan ændre sig fra år til år, så kontrollér de aktuelle krav før besøget.

Hvor lang tid tager det at gå til toppen af Multnomah Falls?

Vandreturen til toppen er omkring fire kilometer frem og tilbage med en stigning på cirka 265 højdemeter. De fleste bør afsætte et par timer til turen, især hvis der også skal være tid til pauser og billeder undervejs. Stien er stejl flere steder, så fornuftigt fodtøj og lidt vand er en god idé.

Kan man besøge Multnomah Falls uden at gå hele vejen til toppen?

Ja. Multnomah Falls kan ses fra udsigtsområdet ved foden af vandfaldet, ganske tæt på Multnomah Falls Lodge. Der er også mulighed for at gå op til Benson Bridge, hvor man kommer tættere på det øverste vandfald. Det er derfor muligt at opleve vandfaldet uden at tage den længere vandretur til toppen.

Koster det noget at besøge Maryhill Stonehenge?

Nej. Der er gratis adgang til Maryhill Stonehenge, og monumentet er ifølge Maryhill Museum of Art åbent dagligt fra klokken 7 til skumring. Det ligger lige ved Highway 14 i Washington og kan besøges uden billet til det nærliggende museum.

Kan man besøge Multnomah Falls og Maryhill Stonehenge på samme dag?

Ja. De to seværdigheder kan kombineres på en køretur østpå fra Portland gennem Columbia River Gorge. Multnomah Falls ligger tæt ved Interstate 84, mens Maryhill Stonehenge ligger på den anden side af Columbia River i Washington. Afsæt ekstra tid, hvis du også vil vandre til toppen af Multnomah Falls eller besøge Maryhill Museum of Art.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.

Andre roadtrip oplevelser:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada