Fra Del Rio gik roadtrippen for alvor ind i West Texas. Dagen bød på Amistad Reservoir, et Border Patrol-checkpoint, stadig mere øde landskab og et gensyn med The Gage Hotel i Marathon, inden jeg fortsatte mod Big Bend National Park.
24. marts, 2013
Pandekagemaskine på hotellet i Del Rio
Jeg er normalt ikke typen, der går voldsomt op i hotellets morgenmadsbuffet, men i USA plejer jeg alligevel at kigge forbi.
Opskriften er ofte nogenlunde den samme: kaffe, toast, lidt morgenmadsprodukter, æg og måske et vaffeljern. En gang imellem dukker der dog noget nyt op.
Jeg har tidligere mødt vaffeljern, der laver Texas-formede vafler, og en omeletkok på et overraskende billigt hotel. På Holiday Inn i Del Rio var nyheden en pandekagemaskine.
Konceptet var simpelt. Et tryk på knappen, lidt ventetid, og kort efter kom to varme pandekager ud i den anden ende.
Jeg havde egentlig ikke brug for dem.
Men sådan en maskine kan man jo ikke bare ignorere.
Mod vest fra Del Rio
Fra Del Rio og vestpå begynder Texas langsomt at ændre karakter.
Det relativt flade og grønnere landskab længere mod øst bliver afløst af mere sten, lav vegetation, tørre bakker og efterhånden tydelige bjergformationer.
Det var nu, roadtrippen begyndte at ligne det West Texas, jeg var kommet efter.
Amistad Reservoir, det sidste store vand i et stykke tid
Kort efter Del Rio ligger Amistad National Recreation Area omkring det enorme Amistad Reservoir.
Reservoiret blev skabt ved Amistad Dam, hvor vand fra Rio Grande, Pecos River, Devils River og mindre tilløb samles tæt ved grænsen mellem USA og Mexico.
Det er et markant brud i det ellers tørre landskab og et populært område for blandt andet fiskeri, sejlads, camping og badning.
Efter en tur over en af de lange broer gennem området holdt jeg ind for at tage nogle billeder.
Det blev samtidig den første lille terræntest for min Jeep Wrangler. Fra vejen kunne jeg følge en ujævn grusvej tættere ned mod vandet.
Ikke ligefrem ekstrem off-road, men lidt mere interessant end asfalt.
Pecos River, Rio Grande og Mexico
Jeg stoppede også i området omkring Pecos River, hvor flere både var kommet ind efter en tur på vandet. Folk stod og ordnede fisk og udstyr ved bredden.
Vandstanden var lav, så landskabet gjorde det svært at aflæse præcis, hvor de forskellige vandløb mødes.
På dette sted ligger Pecos-armen af reservoiret foran mig, mens Rio Grande fortsætter langs grænsen mod Mexico. Amistad Reservoir får desuden en stor del af sit vand fra Devils River.
De grønne klipper på den anden side lå i Mexico.
Amistad er et internationalt reservoir, og grænsen mellem USA og Mexico følger den historiske Rio Grande-kanal gennem søen.
Landskabet bliver mere tørt
Vest for Amistad blev forandringen i landskabet endnu tydeligere.
Vegetationen blev lavere og mere spredt. Træerne blev færre, og vejen skar sig gennem lyse kalkstensbakker som en lang stribe gennem det grågrønne landskab.
Her begyndte følelsen af afstand også for alvor at melde sig. Der var længere mellem byerne og markant længere mellem steder, hvor man bare lige kunne stoppe, hvis man manglede noget.
Border Patrol-checkpoint i South Texas
Man behøver ikke kigge længe på et kort for at opdage, at Highway 90 ligger tæt på den mexicanske grænse.
Men det er ikke kun kortet og de mange spanske stednavne, der minder én om det.
Der var mange Border Patrol- og CBP-køretøjer langs ruten, og lidt inde i landet lå permanente checkpoints, hvor trafikken blev ledt igennem.
Jeg blev også stoppet denne dag, hvilket ikke var første gang på mine roadtrips i området.
Min oplevelse var meget ukompliceret. Agenten stillede spørgsmål om identitet og opholdsstatus og kiggede ind i bilen, inden jeg fik lov at fortsætte.
På tidligere rejser havde jeg også oplevet, at en hund gik rundt om eller undersøgte bilen.
Checkpoints findes fortsat i USA’s grænseområder. Border Patrol har juridisk mulighed for at drive både permanente og midlertidige checkpoints inden for grænsezonen. Det betyder ikke, at de uden videre kan foretage en fuld gennemsøgning af enhver bil, men de kan blandt andet stille spørgsmål om statsborgerskab og immigrationsstatus og foretage begrænsede observationer.
Som udenlandsk turist ville jeg derfor altid have pas og relevante indrejsedokumenter let tilgængelige, når jeg kører i disse områder.
Sanderson før Marathon
Highway 90 fortsatte gennem Sanderson.
Mit indtryk denne dag var en stille by med mange slidte og tomme bygninger. Efter sådan et stop var forventningerne ikke ligefrem høje til næste lille prik på kortet.
Marathon var anderledes.
Gensyn med The Gage Hotel i Marathon
Jeg havde boet på The Gage Hotel i Marathon i 2010, og det havde været en af mine største positive hoteloverraskelser på en amerikansk roadtrip.
Jeg havde simpelthen ikke forventet at finde et hotel i den klasse så langt fra større byer.
Hotellet blev bygget for rancheren Alfred S. Gage, tegnet af El Paso-arkitekten Henry Trost og åbnede i 1927.
Det eksisterer stadig og er fortsat et af de mest markante steder at bo i Big Bend-regionen.
Marathon havde fået mere liv
Siden mit første besøg i 2010 syntes jeg, der var kommet mere liv i Marathon.
I 2013 kunne jeg blandt andet finde diner, café/bakery, pizzeria, et lille supermarked, posthus og tankstationer.
Byen er stadig meget lille, men den har fortsat overraskende mange tilbud i forhold til størrelsen. I dag finder man blandt andet dagligvarer, benzin, restauranter, barbecue, brewery og andre små virksomheder.
Marathon er derfor stadig et rigtig godt sted at tanke bilen og fylde forsyningerne op, inden turen fortsætter mod Big Bend.
Det er dog ikke længere korrekt at kalde det den sidste mulighed for benzin. Big Bend National Park har selv tankstationer, blandt andet ved Panther Junction og Rio Grande Village.
Jeg ville stadig tanke helt op i Marathon. Afstandene er store nok til, at der ikke er nogen grund til at gøre det mere spændende end nødvendigt.
Chili cheese dog før Big Bend
Jeg brugte lidt tid på at strække benene og nyde gensynet med hotellet og jernbanen gennem byen.
Inden afgang spiste jeg en snack på Johnny B’s Diner.
En chili cheese dog var tilstrækkeligt brændstof til det sidste stykke.
Fra Marathon fortsatte jeg sydpå mod Big Bend National Park og dagens overnatning på Chisos Mountains Lodge.
Chisos Mountains Lodge findes fortsat og er stadig den eneste overnatning inde i selve nationalparken. I 2026 har driften dog været påvirket af planer om en større ombygning, og den aktuelle værelsestilgængelighed har varieret. Hvis jeg planlagde turen i dag, ville jeg derfor kontrollere både lodge og NPS direkte før booking.
For mig i 2013 var næste stop bare endnu et gensyn med et af de mest spektakulære områder i Texas.
Ofte stillede spørgsmål om turen fra Del Rio til Big Bend
Hvad er Amistad Reservoir?
Amistad Reservoir er et stort internationalt reservoir ved grænsen mellem USA og Mexico, dannet af blandt andet Rio Grande, Pecos River og Devils River. Området bruges især til fiskeri, sejlads, camping og andre outdooraktiviteter.
Mødes Pecos River og Rio Grande ved Amistad?
Ja. Pecos River løber ind i Amistad-området og møder Rio Grande, mens Devils River også er en vigtig del af vandsystemet, der fylder reservoiret.
Er der Border Patrol-checkpoints i West Texas?
Ja. U.S. Border Patrol benytter både permanente og midlertidige checkpoints i grænseområderne, blandt andet på veje et stykke inde i landet.
Findes The Gage Hotel i Marathon stadig?
Ja. The Gage Hotel åbnede i 1927 og fungerer fortsat som historisk hotel i Marathon og som base for besøgende til Big Bend-regionen.
Kan man købe benzin i Marathon?
Ja. Marathon har fortsat benzin og andre basale forsyninger, så byen er et godt sted at tanke op inden Big Bend.
Er Marathon sidste sted med benzin før Big Bend?
Nej. Big Bend National Park har også tankstationer, blandt andet ved Panther Junction og Rio Grande Village. Jeg ville dog stadig starte med fuld tank på grund af de store afstande.
