Great Smoky Mountains med Kuwohi, Appalachian Trail og bjergveje

Great Smoky Mountains National Park bød på bjergveje, historiske bygninger, Appalachian Trail og et futuristisk udkigstårn på parkens højeste punkt. Tågen stjal udsigten fra toppen, men gjorde til gengæld oplevelsen endnu mere dramatisk.

13. september 2013

Gennem Great Smoky Mountains National Park

Fra Cherokee kunne vi se de høje toppe i Great Smoky Mountains National Park i det fjerne. Vejret var faldet mere til ro efter den omskiftelige dag på Blue Ridge Parkway, og tågen hang som lyse bælter mellem de forskellige bjergkamme.

Great Smoky Mountains set fra Cherokee i North Carolina

Dagens mål var at krydse parken fra North Carolina-siden og fortsætte mod Nashville. På papiret er turen gennem parken ikke voldsomt lang, men hvis man stopper ved udsigtspunkter, historiske bygninger og trails undervejs, forsvinder timerne hurtigt. Vi havde god tid og kunne derfor tage flere afstikkere undervejs.

Bjergvej gennem Great Smoky Mountains National Park

Mingus Mill ved Oconaluftee

Kort efter Oconaluftee Visitor Center kom vi til Mingus Mill. Den historiske mølle blev bygget i 1886 og adskiller sig fra den klassiske vandmølle ved ikke at have et stort synligt vandhjul. I stedet bliver vand ledt fra en nærliggende bæk gennem en kanal og driver en turbine, som satte møllens maskineri i gang.

Det er et enkelt, men ret genialt system, især når man tænker på, hvornår møllen blev bygget. Selve konstruktionen står stadig på sit oprindelige sted.

Mingus Mill i Great Smoky Mountains National Park

Vandkanal ved Mingus Mill i Great Smoky Mountains

Nationalparken opleves bedst væk fra bilen

Great Smoky Mountains har ikke én enkelt seværdighed, der dominerer hele parken. Oplevelsen ligger i stedet i bjergene, skovene, vandløbene, de historiske bygninger og de mange trails.

Derfor får man mest ud af besøget ved at forlade bilen undervejs. Vi havde dog en tidsmæssig bagkant denne dag, så vi prioriterede parkens højeste punkt og et par mindre stop i stedet for længere vandreture. Havde vi haft mere tid, havde trails som Alum Cave været oplagte at kigge nærmere på.

Clingmans Dome hedder i dag Kuwohi

Det højeste punkt i Great Smoky Mountains National Park og hele Tennessee ligger 6.643 feet, cirka 2.025 meter, over havet. Da vi besøgte stedet i 2013, hed det officielt Clingmans Dome. I september 2024 blev det oprindelige Cherokee-navn Kuwohi officielt genindført.

Kuwohi betyder omtrent “mulberry place” og er et helligt sted for Cherokee-folket. Det nye officielle navn ændrer selvfølgelig ikke vores oplevelse fra 2013, men det er vigtigt at bruge det korrekte nutidige navn.

Den stejle vej til udsigtstårnet

Man kan køre langt op ad bjerget til parkeringsområdet, men det sidste stykke skal klares til fods. Turen til toppen er kun omkring en halv mile hver vej, men stien er asfalteret og meget stejl, så man får hurtigt pulsen op.

Den stejle sti op til Kuwohi i Great Smoky Mountains

På vej mod toppen begyndte tågen igen at drive ind over bjergene. Det var næsten komisk timing, for hele pointen med at gå op var selvfølgelig at få udsigten.

Tåge på stien mod Kuwohi Observation Tower

Kuwohi Observation Tower i tågen

På toppen står det karakteristiske observationstårn fra 1959. Den lange buede rampe og den cirkulære platform giver konstruktionen et næsten futuristisk udtryk, og normalt er der 360 graders udsigt over Smokies og bjergene længere væk.

Kuwohi Observation Tower i tåge

Vi fik ikke meget ud af udsigten denne dag, for sigtbarheden var næsten væk. Til gengæld så selve tårnet endnu mere dramatisk ud, når rampen forsvandt op i tågen.

Det futuristiske udsigtstårn på Kuwohi i Great Smoky Mountains

Appalachian Trail ved Kuwohi

Tæt ved toppen møder man også Appalachian Trail, og et lille skilt markerede stien ind mellem træerne. Det ser ikke ud af meget, men stien er en af USA’s mest kendte langdistanceruter.

Skilt til Appalachian Trail ved Kuwohi

Appalachian Trail er mere end 2.190 miles lang, altså over 3.500 kilometer, og går fra Georgia til Maine gennem Appalachian Mountains. Omkring 72 miles af ruten går gennem Great Smoky Mountains National Park, og den krydser også Newfound Gap.

Kører man videre gennem Blue Ridge Mountains og Shenandoah National Park, støder man flere gange på Appalachian Trail. Hvert år forsøger tusindvis af vandrere at gå hele eller dele af ruten, mens en gennemvandring af hele strækningen normalt fylder det meste af en sæson.

Vejret klarede selvfølgelig op på vej ned

Næsten så snart vi vendte ryggen til toppen og begyndte turen ned mod bilen, begyndte tågen at lette. Det passede meget godt til vejret i bjergene, hvor forholdene kunne ændre sig på meget kort tid.

Blå bjergudsigter fra Kuwohi efter tågen lettede

På vej ned kunne vi igen se de blålige bjergkamme og langt nede parkeringsområdet, som havde virket betydeligt tættere på, inden vi begyndte opstigningen.

Udsigt mod parkeringsområdet ved Kuwohi

Newfound Gap på grænsen mellem to stater

Tilbage på Newfound Gap Road fortsatte vi mod Newfound Gap. Her ligger statsgrænsen mellem North Carolina og Tennessee direkte gennem parkeringsområdet, så det er et oplagt sted at tage det klassiske billede med en fod i hver stat.

Statsgrænsen mellem North Carolina og Tennessee ved Newfound Gap

Newfound Gap ligger cirka 1.538 meter over havet og er det laveste bjergpas, man kan køre gennem parken på Newfound Gap Road. Temperaturen kan derfor være markant lavere her end nede omkring Cherokee og Gatlinburg.

Boss Hoss med V8 på parkeringspladsen

Vi var samtidig heldige at ramme Newfound Gap sammen med en gruppe Boss Hoss-motorcykler. Det er ikke ligefrem diskrete maskiner. Konceptet er i grove træk en amerikansk cruiser bygget omkring en stor V8-motor, hvilket giver en ret usædvanlig kombination af motorcykel og muscle car.

Boss Hoss motorcykler ved Newfound Gap

V8 Boss Hoss bike i Great Smoky Mountains

Frokost ved floden og Little Greenbrier School

Fra Newfound Gap fortsatte vejen ned mod Tennessee og Gatlinburg. Vi drejede dog væk fra den direkte rute og brugte lidt mere tid på de mindre veje gennem parken.

Frokosten blev spist ved en tilfældig flodbred, hvorefter vi blandt andet gjorde stop ved Little Greenbrier Schoolhouse. Den lille et-rums skole blev bygget i 1881 og fungerede både som skole, kirke og samlingssted for lokalsamfundet. Tæt ved ligger en gammel kirkegård mellem træerne.

Frokost ved en flod i Great Smoky Mountains National Park

Little Greenbrier Schoolhouse i Great Smoky Mountains

Videre mod Nashville

Da vi til sidst forlod Great Smoky Mountains National Park, blev vejene gradvist større, men de snoede sig stadig gennem det grønne landskab. Det var en behagelig overgang fra nationalparkens smalle bjergveje til den længere køretur mod Nashville.

Vej gennem Tennessee efter Great Smoky Mountains

Jo tættere vi kom på Nashville, desto mere begyndte det klassiske amerikanske vejlandskab med større veje, skilte og virksomheder at tage over. Men efter en hel dag mellem bjerge, tåge og skov var roadtripstemningen stadig helt intakt.

Roadtrip mod Nashville i Tennessee

Praktisk om Great Smoky Mountains i dag

Great Smoky Mountains National Park har fortsat ingen almindelig entréafgift. Der er til gengæld indført parkeringsmærker, som kræves, hvis bilen står parkeret i mere end 15 minutter. Det gælder blandt andet ved Kuwohi, Newfound Gap og de fleste trailheads.

Kuwohi Road er desuden sæsonlukket om vinteren, og vejret i højderne kan skifte hurtigt. Det er derfor en god idé at kontrollere aktuelle vejforhold, inden man planlægger turen til toppen.

Her kan du finde mere info om Great Smoky Mountains National Park.

Ofte stillede spørgsmål om Great Smoky Mountains

Praktiske spørgsmål om Kuwohi, Appalachian Trail og køreturen gennem nationalparken.

Hvad hedder Clingmans Dome i dag?

Det officielle navn er Kuwohi. Cherokee-navnet blev genindført i september 2024. Kuwohi er det højeste punkt i Great Smoky Mountains National Park og i Tennessee.

Hvor langt er der til udsigtstårnet på Kuwohi?

Fra parkeringsområdet er der cirka en halv mile hver vej. Stien er asfalteret, men meget stejl.

Går Appalachian Trail gennem Great Smoky Mountains?

Ja. Omkring 72 miles af Appalachian Trail går gennem nationalparken, blandt andet forbi Kuwohi og Newfound Gap.

Koster det entré til Great Smoky Mountains National Park?

Der er ingen almindelig entréafgift, men biler der parkerer i mere end 15 minutter skal have et gyldigt parking tag.

Annual Pass til nationalparker - ny pris i 2026

Fra 1. januar, 2026 koster et annual pass (årskort eller årspas) ikke længere 80 dollars, men 250 dollars.
Prisen i 11 af de populære nationalparker i USA stiger fra 35 $ for en bil med fire personer, til 100 $ pr. person + 35 $ for bilen. Du kan derfor spare mange penge ved at købe et årskort i stedet.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.

Andre roadtrip oplevelser:

2 kommentarer

  1. Hej Rene. Tak for nogle spændene sider.
    Vi skal i år prøve østkysten.
    New York til key West.
    Vi vil gerne ind i landet og se great smoky mountains.
    Da vi ikke har dage til dette..ville jeg høre hvilken rute , man får mest ud af det.
    Hilsen Bettina

    1. @ Bettina

      Tak for ros.

      Jeg har ikke selv kørt turen, men har oplevet flere dele af den på forskellige ture. Her er et bud på hvordan ruten kunne se ud og hvilke oplevelser der er undervejs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada