Skovbranden i Jasper 2024 set et år senere

Da jeg besøgte Jasper National Park i september 2025, var det kun lidt over et år siden, at en voldsom skovbrand ramte området og ødelagde dele af Jasper by. På min vej ind mod Jasper og senere mod Medicine Lake kunne jeg tydeligt se sporene efter branden, men også de første tegn på, at naturen var på vej tilbage.

1. september 2025

Da jeg forlod Athabasca Falls og fortsatte mod Jasper, begyndte jeg for alvor at se tegnene efter den voldsomme skovbrand, der havde ramt Jasper National Park året før. Store områder med grøn skov blev afløst af sorte træstammer og åbne landskaber, hvor ilden havde bevæget sig gennem området.

Branden begyndte den 22. juli 2024 efter flere lynnedslag. Ekstreme vejrforhold med kraftig vind og meget tør vegetation fik brandene til at sprede sig hurtigt, og mere end 20.000 indbyggere og besøgende blev evakueret. Den 24. juli nåede ilden Jasper by. Da branden senere var under kontrol, omfattede det berørte område omkring 32.700 hektar.

Jasper by blev hårdt ramt

Det er én ting at se store naturområder, der er blevet ramt af skovbrand. Noget andet er, når ilden når frem til byer, boliger og virksomheder. Det skete desværre i Jasper.

Skaderne var især koncentreret i den vestlige og sydvestlige del af byen, men omfanget var større end blot et mindre boligområde. Omkring 30 % af Jaspers strukturer blev ødelagt. Den første opgørelse viste 358 ødelagte strukturer, herunder boliger, lejlighedsbygninger, hoteller, virksomheder og kirker. Omkring 806 boligenheder gik tabt.

Til gengæld lykkedes det brandfolkene at redde omkring 70 % af byens strukturer. Kritisk infrastruktur som hospitalet, skolerne, vandbehandlingsanlægget og flere andre centrale faciliteter overlevede.

Det betød også, at mit møde med Jasper i september 2025 var lidt todelt. Jeg boede i den nordlige del af byen, og når jeg gik rundt omkring hovedgaden med butikker og restauranter, var der ikke nødvendigvis meget, der afslørede, hvor voldsom branden havde været året før. Bevægede man sig mod de hårdere ramte områder, var historien en helt anden.

Turismen betyder meget for Jasper, og selvom jeg kunne have tilrettelagt min roadtrip anderledes, valgte jeg at beholde mine to overnatninger i byen. Det var selvfølgelig et meget lille bidrag, men jeg ville hellere bruge mine penge på hotel, restauranter og andre oplevelser i Jasper end køre videre.

Gennem de brændte områder mod Medicine Lake

Jeg brugte Jasper som base og kørte blandt andet ud mod Medicine Lake. Her blev konsekvenserne af branden langt mere tydelige. Jeg kørte gennem områder, hvor landskabet så helt anderledes ud end de store grønne skove, jeg havde kørt igennem de foregående dage.

Store områder var svedne, og sorte træstammer stod tilbage efter branden. Efter flere dage med grønne skove og bjerglandskaber var det trist at se så store områder forandret på den måde.

Men da jeg holdt ind og kiggede nærmere, begyndte jeg også at se noget andet.

Mellem resterne af den brændte skov var ny vegetation allerede begyndt at dukke op. Det ændrer selvfølgelig ikke på ødelæggelserne, men det var interessant at se, hvor hurtigt de første planter havde fundet vej tilbage. Parks Canada fremhævede selv fireweed som en af de arter, der hurtigt regenererer efter skovbrand, da de beskrev Jasper National Parks første tid efter branden.

Skovbrande er ikke et nyt fænomen i disse økosystemer, og ild kan spille en naturlig rolle i skovens udvikling. Men 2024-branden var samtidig usædvanlig voldsom. Det er derfor heller ikke noget, jeg synes skal reduceres til blot at være en naturlig proces. Når en brand af denne størrelse rammer boliger, virksomheder og vigtig infrastruktur, er de menneskelige konsekvenser noget helt andet.

Maligne Canyon var stadig lukket

Et af de steder, jeg havde set frem til at besøge igen, var Maligne Canyon. Jeg havde været der på min Canada-roadtrip i 2014 og havde derfor planlagt at vende tilbage.

Det kunne jeg ikke i 2025.

Området omkring Maligne Canyon var hårdt ramt af branden, og ved mit besøg den 1. september 2025 var adgangen fra First Bridge til Fifth Bridge fortsat lukket. Parks Canada havde genåbnet Fifth Bridge-området i juli, men selve canyonområdet og stierne mellem First og Fifth Bridge var fortsat lukket som følge af brandens konsekvenser.

Det var altså ikke kun et spørgsmål om nogle beskadigede broer, der endnu ikke var blevet repareret. Området skulle også vurderes og sikres efter branden, blandt andet på grund af beskadiget infrastruktur og farlige træer.

Jeg måtte derfor nøjes med minderne fra mit besøg i 2014 og fortsætte videre mod Medicine Lake.

Skovbrand kan påvirke din roadtrip på lang afstand

Skovbranden ved Jasper var ikke den eneste brand i det vestlige Canada omkring min rejse. Der var også aktive skovbrande andre steder, mens jeg var på roadtrip i 2025, og selvom jeg aldrig selv kørte gennem et område med en aktiv brand, kunne jeg mærke konsekvenserne.

Når vinden stod i den forkerte retning, kunne jeg lugte røgen. På andre tidspunkter lå den som dis i atmosfæren, så fjerne bjergtoppe blev sværere eller umulige at se.

Det var især tydeligt omkring solopgang og solnedgang. Når solen stod lavt, fungerede røgen nærmest som et filter foran den og gav lyset et kraftigere orange skær. Det skabte nogle anderledes billeder, men årsagen til farverne var selvfølgelig mindre idyllisk.

Jeg oplevede det også under et Dark Sky-event i Jasper. Her gjorde røgen i atmosfæren det sværere at observere nattehimlen. Månen havde en anderledes glød, og nogle af de stjerner og objekter, som normalt kunne ses gennem teleskoperne, var skjult af røgen. Den oplevelse kommer jeg nærmere ind på i en separat beskrivelse.

Skovbrande kan ændre din roadtrip

Jeg oplevede ikke aktive skovbrande direkte på denne roadtrip, men sporene efter Jasper-branden viste meget tydeligt, hvor stor betydning en brand kan få for en rejse. Veje, vandrestier og hele områder kan blive lukket, og røg kan påvirke oplevelsen mange hundrede kilometer fra selve branden.

På tidligere roadtrips i USA er jeg blevet sendt ud på omveje på grund af skovbrande. Derfor er skovbrand noget, jeg holder øje med på samme måde som vejrudsigten, når jeg rejser i det vestlige Canada og USA.

Det gælder især om sommeren og i begyndelsen af efteråret. En planlagt rute kan være åben, når du tager hjemmefra, men forholdene kan ændre sig hurtigt. Tjek derfor altid aktuelle meldinger fra Parks Canada og de lokale myndigheder undervejs og vær klar til at ændre ruten, hvis situationen kræver det.

Mit besøg i Jasper i 2025 blev ikke ødelagt af branden året før. Tværtimod var byen stadig et godt udgangspunkt for mine oplevelser i Jasper National Park. Men det var umuligt ikke at lægge mærke til, hvad der var sket. Nogle steder var sporene næsten usynlige. Andre steder stod kilometer efter kilometer af brændte træer tilbage som en meget tydelig påmindelse om sommeren 2024.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.

Andre roadtrip oplevelser:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada