Athabasca Falls på Icefields Parkway

Athabasca Falls er ikke blandt de højeste vandfald i Canadian Rockies, men til gengæld er det et af de mest kraftfulde. Her bruser Athabasca River gennem en smal kløft omgivet af dramatiske klipper og høje bjerge.

1. september 2025

Omkring 20 kilometer efter mit stop ved Sunwapta Falls nåede jeg frem til Athabasca Falls. Endnu en gang var selve køreturen en stor del af oplevelsen, for Icefields Parkway fortsatte med at levere den ene imponerende udsigt efter den anden på min vej nordpå mod Jasper.

Athabasca Falls er lidt i samme kategori som Sunwapta Falls. Det er et forholdsvis hurtigt stop, hvor du ikke behøver en lang vandretur for at opleve vandfaldet. Alligevel syntes jeg, Athabasca Falls havde lidt mere at byde på. Her er ikke den samme karakteristiske lille ø som ved Sunwapta Falls, men til gengæld er landskabet omkring vandfaldet mere dramatisk.

Et kraftfuldt vandfald

Athabasca Falls er kun 23 meter højt, så det er ikke højden, der gør vandfaldet imponerende. Det er i stedet mængden og kraften af vandet i Athabasca River. Parks Canada beskriver det som et af de mest kraftfulde vandfald i nationalparkerne i bjergene.

Floden strømmer hen over et lag hård kvartsit, mens den gennem tiden har eroderet den blødere kalksten nedenunder. Resultatet er en kort, smal kløft med dybe render og andre formationer, som vandet har skåret ud i klipperne.

Det var også det, der gjorde Athabasca Falls mere interessant for mig end Sunwapta Falls. Selve vandfaldet føltes mere voldsomt, og kombinationen af kløften, det blågrønne vand og de høje bjerge i baggrunden gav nogle meget dramatiske billeder.

Gennem kløften ved Athabasca Falls

Fra parkeringspladsen er der kun en kort gåtur til vandfaldet. Parks Canada angiver Athabasca Falls som et let stop, og den asfalterede sti til det øverste viewpoint er omkring 150 meter. Herfra fortsætter stier, broer og trapper gennem området, så vandfaldet og kløften kan opleves fra flere vinkler.

Jeg fulgte stierne og trapperne gennem klipperne og videre til den anden side af kløften, hvor Athabasca River fortsætter gennem landskabet. Det område var næsten lige så interessant som selve vandfaldet. De gyldne og grå klipper stod i kontrast til den blågrønne flod, og med bjergene omkring mig føltes det næsten som at træde ind i et helt andet landskab.

Det er samtidig et sted, hvor du skal blive på de etablerede stier og bag rækværket. Vandstøv fra vandfaldet gør klipperne glatte, og Parks Canada advarer specifikt mod at bevæge sig uden for afspærringerne.

Et hurtigt stop på vej mod Jasper

Ligesom Sunwapta Falls behøver Athabasca Falls ikke tage lang tid. Du kan opleve vandfaldet, gå gennem kløften og se Athabasca River fortsætte videre gennem landskabet uden at bruge flere timer på stedet.

Men af de to vandfald var Athabasca Falls min favorit. Ikke fordi det er meget større, men fordi kløften og landskabet omkring vandfaldet giver lidt mere at gå på opdagelse i. Samtidig ligger det kun omkring 30 kilometer syd for Jasper, så det er et oplagt sidste stop på Icefields Parkway, inden turen fortsætter ind mod byen.

Se ruten i beskrivelsen

Her kan du se den rute jeg kørte i beskrivelsen ovenfor.

Annual Pass til nationalparker - ny pris i 2026

Fra 1. januar, 2026 koster et annual pass (årskort eller årspas) ikke længere 80 dollars, men 250 dollars.
Prisen i 11 af de populære nationalparker i USA stiger fra 35 $ for en bil med fire personer, til 100 $ pr. person + 35 $ for bilen. Du kan derfor spare mange penge ved at købe et årskort i stedet.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.

Andre roadtrip oplevelser:

ATV Tour ved Whistler Mountain

Der er mange måder at opleve naturen på. En ATV tur er en af dem, og ved Whistler kommer du godt omkring. Er du ikke bange for lidt støv og snavs, gør det turen endnu sjovere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada