Fire rolige dage ved Terlingua Ranch var slut. Nu ventede omkring 730 kilometer tværs gennem West Texas til San Antonio, 80 mph på Interstate 10, en tørstig Jeep Wrangler, bilsnak med en fremmed på en rasteplads og et hotel, der viste sig at have en langt mere interessant historie, end jeg havde forventet.
28. marts, 2013
Farvel til Terlingua Ranch Retreat
Alt har en ende, og på fjerdedagen var det tid til at sige farvel til Terlingua Ranch Retreat.
Efter nogle dage med meget lidt trafik, få mennesker og masser af tid på terrassen skulle jeg tilbage mod civilisationen.
Næste mål var San Antonio.
Der var bare omkring 730 kilometer imellem os.
Jeg valgte at køre hele vejen til San Antonio
Jeg havde overvejet at dele turen op, men der var ikke noget bestemt stop undervejs, jeg havde lyst til at bruge en overnatning på.
Alternativet ville derfor mest være at køre et stykke og finde et tilfældigt motel tæt ved Interstate 10.
Efter nogle dage med meget begrænset kørsel valgte jeg i stedet bare at fortsætte hele vejen til San Antonio.
Det skulle vise sig at være en ganske god beslutning.
San Antonio havde nemlig en overraskelse klar til mig samme aften.
Langt mellem byerne i West Texas
På den første del af turen bliver man igen mindet om, hvor store afstandene er i West Texas.
Fra Terlingua-området havde jeg omkring 125 kilometer op mod Alpine. Derfra fortsatte jeg mod Fort Stockton og Interstate 10, og først derefter begyndte den lange tur østpå.
Efter Fort Stockton kommer der igen lange stræk, hvor byerne på kortet ligger med en afstand, der ser lidt mere europæisk ud, indtil man opdager skalaen.
Jeg holdt derfor et fornuftigt øje med benzinmåleren.
Det er ikke området, hvor jeg ville vente på, at advarselslampen begyndte at lyse, før jeg tænkte på næste tankstation.
730 kilometer på én dag
730 kilometer lyder som en lang køredag, og jeg ville heller ikke planlægge den slags hver dag på en roadtrip.
Men denne gang passede det fint.
Jeg havde ikke kørt særligt meget de foregående dage, vejret var godt, og store dele af ruten gik på Interstate 10 med relativt begrænset trafik.
På flere strækninger var hastighedsgrænsen 80 mph, omkring 129 km/t.
Det hjælper naturligvis på kilometerne.
Det hjælper mindre på benzinøkonomien, når bilen er en Jeep Wrangler, der aerodynamisk minder mere om en fryser på hjul end om en sportsvogn.
En tørstig Jeep Wrangler ved 80 mph
Jeg forlod Terlingua-området med omkring en halv tank.
På vej til San Antonio tankede jeg yderligere to gange for cirka 50 dollars hver gang, uden nødvendigvis at fylde helt op.
Min Wrangler havde 285 hk og rigeligt med kræfter, men den var ikke ligefrem bygget til økonomisk motorvejskørsel i kraftig vind.
GPS’en anslog omkring seks timers køretid, men jeg skulle ikke nå noget bestemt tidspunkt. Derfor tog jeg det roligt og brugte rastepladserne undervejs.
Wi-Fi på en rasteplads virkede ret avanceret i 2013.
TxDOT tilbyder faktisk fortsat trådløst internet på sine safety rest areas sammen med toiletter, vand og picnicområder.
Bilsnak med en fremmed på rastepladsen
På en af pauserne faldt jeg i snak med en ældre herre om min Jeep.
Det er en af de ting, jeg oplever igen og igen på amerikanske roadtrips. Står man ved en lidt interessant bil på en rasteplads eller tankstation, kræver det ikke ret meget, før man står og diskuterer motorer, benzinøkonomi og acceleration med en komplet fremmed.
Han havde selv tidligere haft en Jeep Wrangler, men var nu skiftet til den nye Ford Escape.
Han havde først været skeptisk over motorstørrelsen.
Hans Escape havde 2,5-liters firecylindret motor. I 2013 ydede den version 168 hk, hvilket ikke lød voldsomt imponerende efter klassisk amerikansk målestok.
Men han var blevet positivt overrasket over både bilen og benzinøkonomien.
Det lidt interessante ved modelprogrammet var, at den mindre 1,6-liters EcoBoost faktisk havde omkring 178 hk. Den mindre turbomotor havde altså flere kræfter end den større 2,5-liters basismotor og samtidig bedre officielle forbrugstal.
Den slags lød stadig en smule mistænkeligt for en mand, der var vant til amerikanske motorer med langt større slagvolumen.
Men han var overbevist.
Tilbage til civilisationen i San Antonio
Sidst på eftermiddagen begyndte trafikmængden at stige, og San Antonio dukkede op.
Efter dagene omkring Big Bend var forskellen tydelig.
Pludselig var der motorvejsudfletninger, butikker, restauranter, hoteller og biler overalt.
Jeg havde hjemmefra fundet et hotel meget centralt i downtown, tæt på både River Walk, La Villita og flere af de andre klassiske seværdigheder.
Prisen var under 100 dollars, og jeg havde hovedsageligt valgt det, fordi det var blandt de billigste centrale muligheder.
Det viste sig at være betydeligt mere interessant end et almindeligt billigt byhotel.
The Fairmount Hotel i San Antonio
Hotellet var The Fairmount på South Alamo Street.
Udefra havde bygningen noget New Orleans over sig med mursten, støbejern, balkoner og rækværk ud mod gaden.
Hotellet blev oprindeligt bygget i 1906.
Men den mest interessante del af historien kom næsten 80 år senere.
I 1985 stod bygningen i vejen for ny udvikling ved Commerce Street. I stedet for at rive den ned valgte man at flytte hele hotellet.
Ikke møblerne.
Hotellet.
Den tre etager høje murstensbygning vejede omkring 1.450 ton og blev sat på 36 hydrauliske dollies og langsomt flyttet gennem downtown San Antonio over seks dage.
Operationen kom i Guinness World Records som det tungeste hotel, der var blevet flyttet.
Det står fortsat på sin nye placering på 401 South Alamo Street i dag.
Mere luksus end prisen antydede
Indenfor fortsatte den historiske stil.
Hvor facaden gav mig lidt New Orleans-fornemmelse, var indretningen næsten fransk med tunge møbler, kunst, tæpper og detaljer, som fik hotellet til at virke væsentligt dyrere end min booking.
Den følelse blev kun stærkere, da jeg kom op på værelset.
Jeg havde booket det som billig overnatning.
Det føltes ikke sådan.
En kold øl og lidt blogarbejde
Efter omkring 730 kilometer bag rattet var der ingen grund til straks at styrte ud i byen.
Jeg smed bagagen, åbnede en kold øl og brugte lidt tid på at skrive på bloggen.
Efter nogle dage off-grid var det lidt af et miljøskifte at være midt i downtown igen.
Bartenderens fif: En bar med 200 øl
Da jeg senere var klar til at se mere af San Antonio, begyndte jeg meget praktisk i hotellets bar.
Den lå i forbindelse med den italienske restaurant på hotellet.
Her faldt jeg i snak med bartenderen og spurgte, hvor jeg skulle fortsætte aftenen.
Han havde et meget konkret forslag.
En bar med omkring 200 forskellige øl.
Det lød som et sted, der fortjente nærmere undersøgelse.
Og sådan endte en dag, der primært skulle have været 730 kilometers transport, med at udvikle sig til begyndelsen på en ret god aften i San Antonio.
Ofte stillede spørgsmål om turen fra Terlingua til San Antonio
Hvor langt er der fra Terlingua til San Antonio?
Min konkrete køretur i 2013 var omkring 730 kilometer. Den præcise afstand varierer afhængigt af startpunktet omkring Terlingua og den valgte rute.
Er der langt mellem tankstationerne i West Texas?
Ja. På dele af ruten gennem Big Bend-regionen og West Texas er der betydeligt længere mellem byer og tankstationer end mange europæiske bilister er vant til. Jeg tanker derfor gerne, inden tanken bliver kritisk lav.
Er hastighedsgrænsen virkelig 80 mph på Interstate 10 i Texas?
Ja. Udvalgte dele af I-10 i West Texas har en hastighedsgrænse på 80 mph, cirka 129 km/t. Texas-lovgivningen giver mulighed for 80 mph på bestemte strækninger, hvor vejforholdene tillader det.
Har rastepladser i Texas gratis Wi-Fi?
Ja. TxDOT’s safety rest areas tilbyder blandt andet toiletter, vand, picnicområder og trådløst internet.
Hvor gammelt er The Fairmount Hotel i San Antonio?
The Fairmount blev bygget i 1906. I 1985 blev den cirka 1.450 ton tunge bygning flyttet omkring fem blokke gennem downtown San Antonio for at redde den fra nedrivning.
Kan man stadig bo på The Fairmount Hotel?
Ja. The Fairmount fungerer fortsat som boutiquehotel på 401 South Alamo Street i downtown San Antonio tæt på blandt andet La Villita, Hemisfair og River Walk.
