Grandfather Mountain med Mile High Swinging Bridge og BBQ i Blowing Rock

En hængebro mere end en mile over havets overflade, enorme udsigter over Blue Ridge Mountains og southern style BBQ i Blowing Rock. Grandfather Mountain blev en oplagt dagstur fra vores base ved Boone.

23. september 2013

Fra Blue Ridge Parkway til Grandfather Mountain

Med vores base nær Boone i North Carolina var der kun en kort køretur til Grandfather Mountain. Vi kunne følge Blue Ridge Parkway gennem bjerglandskabet og var hurtigt fremme ved en af de mest kendte attraktioner på denne del af ruten.

Blue Ridge Parkway på vej mod Grandfather Mountain i North Carolina

Bjerglandskab ved Grandfather Mountain og Blue Ridge Parkway

Grandfather Mountain i North Carolina set fra området ved Blue Ridge Parkway

Modsat Chimney Rock, som kræver en større afstikker, ligger Grandfather Mountain næsten direkte ved Blue Ridge Parkway. Det gør stedet til et meget naturligt stop, hvis roadtrippen går gennem det nordvestlige North Carolina.

Grandfather Mountain tæt ved Blue Ridge Parkway

Udsigt mod Grandfather Mountain i North Carolina

Bjergene her er selvfølgelig ikke Rocky Mountains, men efter danske forhold er der stadig rigeligt med højde. Grandfather Mountains højeste punkt er Calloway Peak i 5.946 feet, cirka 1.812 meter over havets overflade.

Grandfather Mountain er både naturpark og State Park

Historien om ejerskabet er lidt mere kompliceret, end den umiddelbart ser ud. Grandfather Mountain blev i årtier drevet som en privat attraktion af Morton-familien, og Hugh Morton udviklede fra 1952 stedet som turistmål med blandt andet vejen mod toppen og Mile High Swinging Bridge.

I 2008 blev der indgået en aftale om, at staten North Carolina skulle købe 2.456 acres af det mere uberørte backcountry for 12 millioner dollars. Området blev efterfølgende Grandfather Mountain State Park.

Selve turistattraktionen med Mile High Swinging Bridge, naturcenter, dyreområder og vejen op mod toppen blev derimod ikke overtaget af staten. Den del drives i dag af den nonprofitbaserede Grandfather Mountain Stewardship Foundation. Det er derfor værd at skelne mellem Grandfather Mountain State Park og den betalingsattraktion, de fleste besøgende møder ved hovedindgangen.

Mile High Swinging Bridge

Den mest kendte attraktion er Mile High Swinging Bridge tæt ved toppen. Navnet kommer ikke af, at broen hænger en mile over jorden, men af at den ligger mere end én mile over havets overflade.

Broen er 228 feet, cirka 69 meter, lang og spænder over en 80 feet bred kløft mellem to klippepartier. På den anden side kan man fortsætte ud på Linville Peak, der ligger 5.305 feet over havet.

Mile High Swinging Bridge på Grandfather Mountain

Hængebroen Mile High Swinging Bridge i North Carolina

En hængebro fra 1952, men ikke helt den samme

Den oprindelige Mile High Swinging Bridge blev indviet i 1952. Broens tårne stammer stadig fra den oprindelige konstruktion, men i 1999 blev selve broen omfattende genopbygget med galvaniseret stål, nye kabler, gulv og rækværk.

Navnet “Swinging Bridge” hænger stadig ved, men den moderne konstruktion bevæger sig væsentligt mindre end den oprindelige træbro. Der kan dog stadig være rigeligt med vind heroppe, og Grandfather Mountain lukker broen ved kraftig vind, lyn eller is.

Jeg havde ikke problemer med at gå over, og belønningen er en fantastisk udsigt over Blue Ridge Mountains. Har man det svært med højder, er kombinationen af vind, klipper og det åbne landskab naturligvis lidt mere udfordrende.

Fuglekiggere på toppen af Grandfather Mountain

Da vi var på toppen, havde en større gruppe fuglekiggere også fundet vej derop og sat sig strategisk med kikkerter og lange objektiver. Grandfather Mountains høje beliggenhed og åbne udsyn gør stedet interessant for fugleobservationer, især under træksæsonerne.

Fuglekiggere på Grandfather Mountain i North Carolina

Udsigt fra toppen af Grandfather Mountain

Panorama fra Grandfather Mountain, klik for stort billede
Klik for stort billede.

Panoramaudsigt over Blue Ridge Mountains fra Grandfather Mountain

Hårnålesving på vejen ned

Man behøver ikke vandre hele vejen op til Mile High Swinging Bridge. Den private naturpark har en cirka to miles lang vej fra indgangen til parkeringsområdet ved toppen, og undervejs får man både overlooks og nogle ganske fine hårnålesving.

Det giver lidt ekstra bjergkørsel på både op- og nedturen og gør selve vejen til en del af oplevelsen.

Bjergvej med hårnålesving på Grandfather Mountain

Nedkørsel fra Grandfather Mountain i North Carolina

Apple butter fra en vejsidebod

Nede i dalen spottede vi en lille vejsidebod med blandt andet apple butter. Det var sidst i september, så nogle af de små boder, vi havde mødt gennem området, var allerede ved at være færdige med den store sæson for frisk frugt.

Tidligere på året kan den slags roadside stands have et langt større udvalg af lokalt dyrkede varer. Apple butter er i øvrigt ikke smør med æble i, men en mørk og koncentreret æblemos, der koges længe med blandt andet krydderier og typisk bruges på brød og biscuits.

Vejsidebod med apple butter i North Carolina

Woodlands Barbeque i Blowing Rock

På vej tilbage mod huset kørte vi gennem Blowing Rock og stoppede til en sen frokost eller meget tidlig aftensmad. I gæstebogen i huset havde en tidligere gæst anbefalet Woodlands Barbeque, så den anbefaling måtte naturligvis undersøges.

Woodlands Barbeque i Blowing Rock North Carolina

Indenfor på Woodlands Barbeque i Blowing Rock

Southern BBQ med all the fixings

Det blev til en omgang blandet barbecue med klassiske sides og “all the fixings”. Woodlands havde på det tidspunkt været en institution i Blowing Rock siden slutningen af 1970’erne og serverede blandt andet pork, brisket, ribs og de traditionelle tilbehør som beans, slaw, hush puppies og collard greens.

Southern style BBQ på Woodlands Barbeque i Blowing Rock

I 2013 fik stedet absolut en anbefaling herfra. Woodlands blev siden solgt af de oprindelige ejere i 2021, så denne del af indlægget skal først og fremmest læses som vores restaurantoplevelse på roadtrippen og ikke som en aktuel restaurantanbefaling.

Grandfather Mountain i dag

Grandfather Mountain-naturparken med Mile High Swinging Bridge er fortsat åben for besøgende og drives af Grandfather Mountain Stewardship Foundation. Billetter inkluderer blandt andet broen, naturformidling, wildlife habitats og adgang til flere trails.

Den tilstødende Grandfather Mountain State Park er derimod et separat offentligt naturområde med gratis adgang til backcountry-trails fra blandt andet Profile Trail og Blue Ridge Parkway. Skal man besøge den berømte hængebro, er det altså den private nonprofit-naturpark, man skal booke adgang til.

Er Grandfather Mountain værd at besøge?

Ja, især hvis man allerede befinder sig omkring Boone eller kører Blue Ridge Parkway. Det kræver kun en relativt kort afstikker og kombinerer bjergkørsel, store udsigter, natur og en hængebro, der er noget mere mindeværdig end et almindeligt overlook.

Man kan sagtens nøjes med broen og udsigten, men har man bedre tid, er der også hiking trails, naturcenter og dyreområder. Dermed kan besøget fylde alt fra et par timer til det meste af en dag.

Ofte stillede spørgsmål om Grandfather Mountain

Praktiske spørgsmål om Mile High Swinging Bridge, højden og forholdet mellem naturparken og State Park.

Hvor højt er Grandfather Mountain?

Grandfather Mountains højeste punkt er Calloway Peak i 5.946 feet, cirka 1.812 meter over havets overflade. Linville Peak på den anden side af Mile High Swinging Bridge ligger i 5.305 feet.

Hvorfor hedder den Mile High Swinging Bridge?

Navnet kommer af, at broen ligger mere end én mile over havets overflade. Det betyder ikke, at der er en mile lodret ned under broen.

Gynger Mile High Swinging Bridge meget?

Den moderne stålbro kan bevæge sig lidt, men væsentligt mindre end den oprindelige konstruktion fra 1952. Broen lukkes ved blandt andet kraftig vind, lyn og is.

Er Grandfather Mountain en State Park?

En del af bjerget er Grandfather Mountain State Park, men området med Mile High Swinging Bridge er en separat nonprofitdrevet naturpark. Staten købte 2.456 acres af backcountry-området fra Morton-familien, mens turistattraktionen fortsatte separat.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.

Andre roadtrip oplevelser:

Amerikansk jul i Key West

Juleaften i USA er den 25. december og den blev oplevet i Key West. Meget er lukket denne dag, men i Key West er der altid liv.

Frokost ved vandet i Charleston

Du behøver ikke være i Florida for at finde gode strande langs kysten. Tager du til Sullivan Island, så nyd en frokost hos The Obstinate Daughter.

4 kommentarer

  1. Hej Rene

    Fantastiske oplevelser du får delt med os alle!!

    Min kæreste og jeg skal en tur ned af østkysten i næste måned. Vi starter i NYC med 3 overnatninger og så tager vi toget til Washington med 2 overnatninger. Derfra har vi 18 dage til at nå til Fort Lauderdale.

    Vi har ikke booket noget som helst, andet ned at vi har lejet bil fra Washington til Orlando fra d. 17/8-27/8 og så skifter vi bil til en Mustang convertible fra d. 27/8-4/9. Dvs vi har umiddelbart 10 dage til at nå fra washington til Orlando.

    Vores plan er umiddelbart at tage Blue rigde parkway, videre omkring Orlando (måske Charleston) og så mod fort myers og ned igennem everglades mod miami og så helt ned til key west, inden vi skal ende i Fort Lauderdale.

    Spørgsmålet er nu hvor det vil give mening at komme ind på Blue Ridge Parkway, og hvor vil det give mening at køre af igen?
    Jeg har læst alle dine fede oplevelser på denne ikoniske vej, og også omkring hvor lang tid oplevelser egentlig tager. Men hvor lang tid skal vi sætte af til at køre turen fra Washingtin til Orlando? Lige nu er det bare et gæt.

    Har du evt. mappet den rute i kørte med jeres stop?

    mvh
    Kasper

    1. @ Kasper

      Tak for ros.

      Med 10 dage, er der tid til at blive på Blue Ridge Parkway det meste af vejen og få de oplevelser som er på den og tæt ved.

      Spørgsmålet er, hvor langt væk der ligger oplevelser som i har lyst til.

      Kører i via Shenandoah National Park og Skylive Drive, kører i på Blue Ridge lige efter Shenandoah (Skyline Drive bliver til Blue Ridge).

      Det nordlige stykke kørte jeg ikke så meget af, men kørte fra ved Steel Tavern og på I-81 syd på.

      Derfra videre på I-77 og ned til Boone.

      Fra Boone kørte jeg nordpå, og her ligger bl.a. Music Center og Mabry Mill. Du vil have tid til at køre turen hele vejen ned af Blue Ridge.

      Mellem Boone Og Ashville har du set på bloggen, hvilke oplevelser der var.

      I Asheville ligger Biltmore Estate som er et besøg værd.

      Herfra er det en afstikker til Smoky MOuntain National Park og lidt i modsat retning af jeres planer.

      En tu ned fra DC kunne se sådan har ud:

      DC-Shenandoah
      Shenandoah-Roanoke
      Roanoke-Boone
      Boone-Asheville
      Asheville-Pigeon Forge (DollyWood)
      Pigeon Forge via Smoky Mountain Natl. Park til Charlotte
      Charlotte-Charleston
      Charleston-Savannah
      Savannah-St. Augustine
      St. Augustine-Orlando (via Daytona Beach og Speedway).

      1. Hej igen
        Tak for de gode råd.

        Eftersom det virker til at vi har god tid til at komme ned igennem Blue Ridge Parkway har vi nok besluttet at se om vi kan komme lidt hurtigere igennem end de 10dage, hvor vi i sidste ende kan få lidt mere “afslapning” i florida til sidst.

        Jeg kan finde en masse omkring vejafgifter i Florida, men jeg ved ikke helt om der er andre steder på vores tur hvor vi skal være opmærksomme?
        Vi lejer jo bil af to omgange, skal man så eventuelt ud og betale administrationsgebyr to gange for en eller anden form for vejafgift-behandling? Og er der overhoved andre steder end Florida vi skal betale?

        FDM er ikke til megen hjælp, da de bare skriver at der som sådan ikke er nogen betalingsveje i USA.

        Mvh
        Kasper

        1. @ Kasper

          Fra DC og sydpå er der ikke så mange toll roads, før i kommer til Florida. De der er, kan i betale for med cash.
          DC og Nord for er der mange toll roads, men du kan stadig betale med cash de fleste steder.

          I Florida har de Florida Turnpike, som er en toll road som dækker meget af Florida og mange af de primære strækninger og specielt nede ved Miami.
          Men der er også andre toll roads.

          I Florida kan man flere steder ikke længere betale med cash. Det er blevet automatiseret og du skal have et SunPass.

          Det skaffes nemt så snart i er i Florida. Du kan købe et til 5 dollars hos CVS Pharmacy, Walgrens, Publix supermarkeder m.fl.

          Når du har det, henter du SunPass app’en på din telefon og registrerer dit SunPass og sætter penge ind på din konto.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada