Bag anonyme facader i Vancouver Chinatown gemmer der sig nogle imponerende cocktailbarer. På en guidet Hidden Cocktail Crawl besøgte jeg blandt andet Bagheera og Laowai, hvor en falsk betting shop og en dumplingrestaurant skjuler to meget forskellige speakeasies.
26. august 2025
Som nævnt tidligere () synes jeg, at en walking tour er en rigtig god måde at komme tættere på et bestemt område i en by. Jeg kunne derfor ikke stå for denne Hidden Cocktail Crawl gennem Vancouver Chinatown, da jeg faldt over den hjemmefra.
Ud fra beskrivelsen var det ret tydeligt, at dette ikke skulle være en traditionel historisk rundvisning i Chinatown. Fokus var i stedet på nogle af de mere skjulte oplevelser i området med craft cocktails, asiatiske snacks og speakeasies. Det lød spændende, og turen viste sig faktisk at være endnu bedre, end jeg havde håbet.
Jeg havde fundet og booket turen hos Local Eats Food Tours, som tilbyder forskellige food- og cocktailture i Vancouver. Deres Chinatown’s Hidden Cocktail Crawl tager omkring fire timer, og grupperne holdes bevidst små med maksimalt otte deltagere. Det er nødvendigt, når man skal besøge nogle af de små barer, men det giver samtidig en helt anden oplevelse end en walking tour med 20-30 deltagere.
Med SkyTrain til Vancouver Chinatown
Jeg tog SkyTrain til Stadium-Chinatown Station og gik herfra til turens første mødested. Allerede på vej gennem området kom jeg blandt andet forbi Millennium Gate og Shanghai Alley, så selvom turens fokus ikke var Chinatowns historie, fik jeg alligevel set lidt af kvarteret undervejs.



Modsat min food tour i North Vancouver tidligere på dagen var vi denne aften en lille gruppe. Det fungerede rigtig godt. Dels var det nemmere at komme ind på de forskellige steder, men det betød også, at man hurtigt lærte guiden og de andre deltagere at kende. Når man skal tilbringe omkring fire timer sammen over cocktails og mad, gør det en ret stor forskel.
Første cocktails hos Meo
Vi mødtes hos Meo på East Pender Street i Chinatown. Meo er ikke rigtig en skjult speakeasy, men det fungerede godt som udgangspunkt for aftenen og som introduktion til cocktailmiljøet i Chinatown.
Indretningen havde en klar 70’er-vibe over sig med et lidt retropræget udtryk, mens cocktails og snacks bestemt var mere nutidige. Her fik vi de første serveringer, mens guiden introducerede turen, og gruppen fik mulighed for at lære hinanden lidt at kende.
Det var dog først ved næste stop, at den skjulte del af turen for alvor begyndte.
Happy Valley Turf Club gemmer på Bagheera
Vi fortsatte til Main Street og Happy Valley Turf Club. Udefra ligner det et gammeldags sted, hvor du kan satse på heste, og illusionen fortsætter, når du kommer indenfor. Her er betting counter, odds på væggen og hestevæddeløb på skærmene. Det hele ligner altså umiddelbart et off-track betting-sted.
Men det er det ikke.

Ved skranken skal du bede om at placere et væddemål på en bestemt hest: King Louie. Herefter åbnes adgangen til det, man egentlig er kommet efter. Bag den falske betting shop gemmer cocktailbaren Bagheera sig. Kontrasten mellem de to steder er enorm, og det er en stor del af oplevelsen.

Bagheera åbnede i 2023 og er inspireret af Indien omkring overgangen fra det 19. til det 20. århundrede. Navnet kommer fra den sorte panter Bagheera i Rudyard Kiplings The Jungle Book, og temaet fortsætter gennem både indretningen og cocktailkortet. Lokalet er mørkt og gennemført indrettet med blandt andet en omkring 14 meter lang håndmalet jungleudsmykning, genbrugstræ, messing og detaljer hentet fra Indien. Selv toiletterne passede ind i konceptet.


Det er sådan et sted, hvor jeg næsten havde været tilfreds, hvis resten af turen var sluttet der. Kombinationen af hele indgangen gennem Happy Valley Turf Club, indretningen, cocktails og snacks var allerede mere, end jeg havde håbet på denne aften.
Og vi var kun nået til den første rigtige speakeasy.
Blnd Tger Dumplings og den hemmelige nummer 7
Efter Bagheera gik vi videre gennem Chinatown til Blnd Tger Dumplings på East Georgia Street.

Udefra ligner Blnd Tger et forholdsvis almindeligt dumpling-sted med takeout og udeservering. Du kan gå ind fra gaden og bestille mellem de forskellige dumplings på menuen, spise dem og gå videre uden nogensinde at opdage, at der gemmer sig noget mere bagved.
Men der er seks dumplings på den almindelige menu.
Bestiller du nummer syv, sker der noget andet.
Nummer 7 fungerer som password til Laowai, og bag en falsk fryserdør gemmer der sig endnu en cocktailbar. Hvor Bagheera havde hentet sin inspiration fra Indien, bliver du hos Laowai sendt tilbage til Shanghai i 1920’erne.



Laowai – en speakeasy bag dumplingbutikken
Laowai var igen en helt anden oplevelse. Lokalet er mørkt og elegant indrettet med teal- og guldfarver, og både indretning, cocktailkort og mad er inspireret af Kina. Baren har samtidig et særligt fokus på baijiu, den traditionelle kinesiske spiritus, og har mere end 50 forskellige aftapninger. Ifølge Canada’s 100 Best er det den største samling af baijiu i Canada.
Cocktails og snacks gik op i en højere enhed, og sammen med lokalet, vores guide og de andre deltagere blev Laowai en perfekt afslutning på turen. Det var ikke bare drinks på forskellige barer. Hele oplevelsen med først at finde stederne, komme gennem de falske facader og derefter opleve kontrasten på den anden side af døren gjorde en stor forskel.
Laowai er heller ikke længere nogen helt ukendt hemmelighed. Baren blev nummer 17 på Canada’s 100 Best Bars i 2025 og ligger som nummer 26 på listen i 2026. Men selv når man ved, at den findes, er oplevelsen med at gå ind gennem Blnd Tger og bestille nummer 7 stadig en del af konceptet.
Ikke en historisk walking tour i Chinatown
Turens fokus var først og fremmest speakeasies, cocktails og mad. Der blev fortalt lidt om Chinatown undervejs, men primært når historien havde forbindelse til de steder, vi besøgte. Det er derfor ikke denne tur, du skal vælge, hvis dit primære mål er at lære hele historien om Vancouver Chinatown.
Til gengæld får du adgang til en anden side af området.
Chinatown har faktisk en historisk forbindelse til skjulte drikkesteder. Under forbudstiden for omkring 100 år siden fandtes der ulovlige drinking dens gemt bag blandt andet noodle shops i området. I de senere år har Chinatown igen fået en række skjulte cocktailbarer, denne gang selvfølgelig lovlige og med speakeasy-konceptet som en del af oplevelsen.
På vej mellem barerne kommer du samtidig ud at gå i Chinatown og ser dele af området, som du måske ellers ikke var kommet forbi. For mig fungerede det rigtig godt som supplement til de mere traditionelle sightseeingoplevelser i Vancouver.
Kan jeg anbefale Hidden Cocktail Crawl?
Turen var arrangeret af Local Eats Food Tours, og den kan jeg helt klart anbefale til andre, der kan lide gode cocktails og gerne vil opleve nogle steder, der er lidt anderledes end en almindelig cocktailbar.
Jeg synes især, den lille gruppe gjorde en forskel. Når der maksimalt er otte deltagere, kommer man hurtigt til at snakke sammen, og efter et par cocktails bliver det naturligvis ikke sværere. Samtidig havde guiden tid til at fortælle om stederne og hjælpe med at gøre aftenen til mere end bare en tur fra bar til bar.
Local Eats Food Tours tilbyder også andre food tours i Vancouver, hvis cocktails og speakeasies ikke lige er dig. Jeg vil anbefale at booke hjemmefra, hvis Hidden Cocktail Crawl er en af de oplevelser, du ved, du gerne vil have med på din tur. Med de små grupper er der trods alt ikke ret mange pladser på hver tur.
Du kan se aktuelle ture, priser og ledige datoer på Local Eats Food Tours’ hjemmeside.










