Emerald Lake i Yoho National Park

Emerald Lake i Yoho National Park blev den første af mange spektakulære bjergsøer på min roadtrip gennem Canadian Rockies. Her kan du nyde udsigten fra bredden eller gå den 5,2 kilometer lange Emerald Lakeshore Trail hele vejen rundt om den smaragdgrønne sø.

30. august 2025

Efter Golden gik der for alvor natur i den. Denne og de kommende dage skulle være fyldt med nogle af de ikoniske destinationer i Yoho, Banff og Jasper National Parks, og allerede kort efter Golden begyndte landskabet omkring Trans-Canada Highway at blive mere og mere imponerende.

Der var ikke meget trafik på Highway 1 denne morgen, hvilket gav mig mulighed for at nyde køreturen endnu mere. Vejen fortsætter østpå gennem bjergene fra Golden mod Field og senere Lake Louise, og mit første stop denne dag var Emerald Lake i Yoho National Park.

Emerald Lake i Yoho National Park

Emerald Lake ligger et lille stykke væk fra Highway 1. Fra Trans-Canada Highway drejer du ind på Emerald Lake Road, der blandt andet passerer Natural Bridge, inden vejen ender ved søen. Fra Field er der omkring 10 kilometer til parkeringspladsen ved Emerald Lake.

Emerald Lake skulle blive den første af mange spektakulære søer på denne roadtrip. I løbet af de kommende dage skulle jeg blandt andet forbi Lake Louise, Moraine Lake og flere af søerne langs Icefields Parkway, men Emerald Lake satte barren ganske højt fra begyndelsen.

Søen ligger omgivet af skov og høje bjergtoppe, og på den modsatte side af vandet ligger Emerald Lake Lodge med de karakteristiske hytter mellem træerne. Det er et af de steder, der næsten ser lidt for perfekt ud på billeder.

Men mit første indtryk blev noget anderledes.

Kom tidligt til Emerald Lake

Emerald Lake er en af de mest populære destinationer i Yoho National Park, og det kan mærkes i sommermånederne. Parkeringspladsen ved søen er forholdsvis lille i forhold til antallet af besøgende, og den kan hurtigt blive fyldt.

Jeg syntes ellers, at jeg var tidligt på den. Jeg ankom omkring klokken 8.35 om morgenen, men der var allerede godt fyldt. Det betød, at jeg måtte fortsætte lidt tilbage ad vejen, inden jeg endelig fandt et sted at parkere og kunne gå det sidste stykke mod søen.

Parks Canada advarer også om den begrænsede parkering ved Emerald Lake og anbefaler, at man ankommer tidligt om morgenen eller senere på eftermiddagen. Du skal kun parkere på de afmærkede parkeringsområder, så i højsæsonen er det en god idé at have en plan B, hvis der er helt fyldt.

Og når du endelig har fundet en parkeringsplads, er der stadig én ting, du ikke selv bestemmer over.

Vejret.

Emerald Lake i regnvejr

Lige da jeg ankom til Emerald Lake, kom der en regnbyge ind over området. Det var ikke helt de forhold, jeg havde forestillet mig, da jeg hjemmefra havde set billeder af det nærmest selvlysende blågrønne vand omgivet af grønne skove og bjergtoppe.

Til gengæld gav det nogle andre billeder end dem, man normalt ser fra Emerald Lake. Bjergene var delvist pakket ind i lave skyer, vandet var mørkere, og hele området havde en noget mere dramatisk stemning.

Regnen blev heldigvis ikke ved.

Efter lidt tid begyndte det at klare op, og langsomt kom den Emerald Lake frem, som jeg havde set på billeder hjemmefra – og som nok er årsagen til, at de fleste har søen med på deres rute gennem Yoho National Park. Vandet skiftede karakter, efterhånden som lyset ændrede sig, og den blågrønne farve blev tydeligere og tydeligere.

Det er en af de ting, man hurtigt opdager ved bjergsøerne i denne del af Canada. Den samme sø kan se ganske forskellig ud afhængigt af vejret, lyset og den vinkel, man ser den fra.

Hvorfor er Emerald Lake så grøn?

Den karakteristiske farve i søer som Emerald Lake hænger sammen med de omkringliggende gletsjere. Smeltevandet fører meget fint stenmel med sig, som er blevet slebet løs af gletsjernes bevægelse over klipperne. De små partikler bliver svævende i vandet og påvirker den måde, sollyset bliver reflekteret på.

Derfor kan vandet få de karakteristiske turkise og smaragdgrønne nuancer, som man forbinder med mange af søerne i Canadian Rockies.

Farven er heller ikke konstant. Sollys, skydække, årstid og din placering i forhold til søen har betydning for, hvordan den ser ud. Det oplevede jeg meget tydeligt denne morgen. Først den mørke udgave under regnvejret og derefter den langt mere karakteristiske smaragdgrønne Emerald Lake, efterhånden som skyerne begyndte at forsvinde.

Emerald Lakeshore Trail rundt om søen

Har du tiden og benene til det, kan du gå hele vejen rundt om Emerald Lake på Emerald Lakeshore Trail. Ruten er en 5,2 kilometer lang loop med minimal højdeforskel, og Parks Canada anslår omkring to timer til hele turen. Stien følger søbredden, så du får mulighed for at opleve søen fra mange forskellige vinkler undervejs.

Det er samtidig en forholdsvis nem hike. Den østlige side kan dog være mudret og fyldt med rødder, så selvom der stort set ikke er nogen højdemeter, er det stadig en rigtig vandresti på dele af ruten.

Jeg havde desværre stadig nedsat mobilitet (se mere i beskrivelsen af mit skadestuebesøg), så en tur på godt fem kilometer rundt om søen var ikke nogen specielt god idé. Jeg måtte derfor nøjes med en noget kortere udgave.

Fra parkeringsområdet går en bro over vandet mod Emerald Lake Lodge. Jeg kiggede på kortet og fandt i stedet en kortere mulighed langs en del af søen og området omkring Peaceful Pond. Det gav mig stadig nogle rigtig fine kig ud over vandet, og efterhånden som vejret klarede op, blev udsigten og billederne kun bedre.

Du behøver altså ikke gå hele Emerald Lakeshore Trail for at opleve Emerald Lake. Har du begrænset tid, kan du sagtens få en rigtig god oplevelse omkring broen og området nær parkeringspladsen. Jeg ville afsætte omkring en halv til tre kvarter, hvis du primært vil se søen og tage billeder. Vil du hele vejen rundt, så afsæt mindst et par timer.

Flere hikes ved Emerald Lake

Vil du gerne vandre, men ikke hele vejen rundt om søen, findes der flere andre muligheder i området. En af de korte er Hamilton Falls, der ligger omkring 800 meter fra trailhead ved Emerald Lake. Parks Canada angiver cirka 30 minutter retur.

I den anden ende af skalaen ligger blandt andet Emerald Basin Trail, hvor du fortsætter ind gennem skoven til et naturligt amfiteater omgivet af bjergene. Den tur er væsentligt længere og mere krævende med omkring 305 meters samlet højdestigning og cirka 3,5 timers vandring.

Der er altså rigeligt at bruge tiden på omkring Emerald Lake, hvis du har sat en hel eller halv dag af til området. For mit vedkommende var der dog mange flere stop på programmet denne dag, så efter min korte tur langs søen gik jeg tilbage til bilen og fortsatte.

Natural Bridge i Yoho National Park

På vejen tilbage mod Highway 1 gjorde jeg stop ved Natural Bridge.

Natural Bridge ligger langs Emerald Lake Road, så det kræver stort set ingen omvej, hvis du allerede har besøgt Emerald Lake. Her har Kicking Horse River gennem lang tid eroderet sig ned gennem klipperne og efterladt en naturlig stenbro, mens vandet fosser gennem åbningen nedenunder.

Det er ikke et stop, du behøver bruge lang tid på, hvis dagens program allerede er fyldt. Fra parkeringsområdet er der kun kort ned til udsigtspunkterne, hvor du kan se vandet arbejde sig gennem klipperne.

Det ser fristende ud at bevæge sig længere ud på klipperne for at få det perfekte billede, men Parks Canada understreger, at man skal blive på de markerede stier. Strømmen i Kicking Horse River er kraftig, og klipperne omkring Natural Bridge er ikke et sikkert sted at bevæge sig ud.

For mig blev Natural Bridge et fint sidste stop i området, inden jeg igen ramte Trans-Canada Highway og fortsatte østpå.

Tjek altid forholdene i Yoho National Park

Forholdene i de canadiske nationalparker kan ændre sig hurtigt. Vejret kan skifte, trails kan blive lukket, og i sommermånederne kan populære parkeringspladser være fyldt allerede tidligt på dagen.

Det gælder i høj grad Emerald Lake. Parks Canada oplyser specifikt, at parkeringspladsen er begrænset og hurtigt bliver fyldt. Tjek derfor altid parkens officielle hjemmeside og aktuelle trail conditions, inden du tager afsted.

Her finder du også information om veje, brandfare, lukkede områder og aktuelle forhold på vandrestierne. Se parkens officiel hjemmeside.

Se ruten i beskrivelsen

Her kan du se den rute jeg kørte i beskrivelsen ovenfor.

Annual Pass til nationalparker - ny pris i 2026

Fra 1. januar, 2026 koster et annual pass (årskort eller årspas) ikke længere 80 dollars, men 250 dollars.
Prisen i 11 af de populære nationalparker i USA stiger fra 35 $ for en bil med fire personer, til 100 $ pr. person + 35 $ for bilen. Du kan derfor spare mange penge ved at købe et årskort i stedet.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling. Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Peyto Lake og postkort på stribe

Peyto Lake har en karakteristisk turkis farve som kommer fra områdets mange gletchere. Jasper blev til Banff National Park og naturen fortsatte sin kontinuerlige række af postkortmotiver.

Johnston Canyon og byen Banff

Et idyllisk landskab blev kun bedre af et langt tog. En lang gåtur i Johnston Canyon behøvede ikke noget ekstra for at være super.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada