En tur til USA behøver ikke koste mere end en tur til Gran Canaria eller Thailand. Den endelige pris afhænger selvfølgelig af tid, sted og hvilken form for budget du rejser på.
Priser på fly, bil og hotel i 2023
Du kan hurtigt få et fingerpeg om en stor del af udgifterne til din roadtrip. Fly, bil og overnatninger kan du undersøge i din research og se om det ligger indenfor dit budget.
I 2023 gennemgik jeg prisen på to forskellige færdigpakkede ture udbudt af rejsebureauer. Jeg søgte så efter enkeltdelene (fly, bil og hotel) i samme tur og sammenlignede prisen. Dels viste det hvad du kunne spare ved at gøre det selv (titusindevis af kroner), men også hvad du kan forvente at grundprisen er på en roadtrip.
Udgifter til roadtrip 2009
Der er nogle faste udgifter du ikke kan gøre så meget ved (fly, forsikring), men der er rigelig med mulighed for at justere på stort set alt andet, så du kan holde turen inden for et givent budget.
USA er ikke super billigt, men indenfor nogle områder rækker pengene rigtig langt f.eks. billeje, overnatning og til dels mad.
På min roadtrip 2009 førte jeg det mest detaljerede regnskab til dato. Grunden til det var, at rigtig mange spørger mig når jeg kom hjem hvad turen kostede. Det er både nemt og svært at svare på. Alt inklusiv står 3 uger i USA ca. i kr. 25.000, men det er et tal som indeholder så mange variabler, at det ikke er rimeligt at bruge som udgangspunkt for, om andre skal tage af sted eller ej.
Derfor har jeg i 2009 holdt øje med de enkelte udgifter og vil nedenfor gøre rede for hvad poster som fly, forsikring, billeje, benzin, overnatning, mad, underholdning og diverse består af og udgjorde for mig.
Flybillet
Flybilletten til Boston kostede kr. 4656
Valg af sted og ikke mindst tid på året har utrolig stor indflydelse på billetprisen. Juni, juli og august er dyre at rejse i. Eksempelvis kostede vores flybillet til Denver i 2008 kr. 7200.
Venter du til midt September og frem, kan du flyve til ex. New York for kr. 3300-3500.
Rejseforsikring
Rejseforsikring hos europæiske for personer under 35 kostede kr. 484
Det gule sygesikringskort dækker ikke i USA, så jeg vil ikke anbefale at tage af sted uden en forsikring.
Medmindre andet står nævnt, var vi 2 personer om at dele de følgende udgifter.
Billeje
Billeje for 3 uger kostede kr. 7000
Du kan sagtens leje en stor bil (Ford Mondeo størrelse) i 3 uger i USA til kr. 3500-4000.
Til denne tur havde vi bevidst valgt en SUV for at få den oplevelse med. I 2008 gav vi endnu mere for en Ford Mustang cabriolet.
Benzin
Benzin, som dækkede 5653 km kørsel, kostede kr. 1805
Havde vi valgt en mere økonomisk størrelse bil, så havde den udgift været mindre.
Dog skal det siges, at amerikanske biler generelt ikke har den bedste benzinøkonomi, men til gengæld koster benzin kun 1/3 af hvad du giver i Danmark.
Overnatninger
21 overnatninger kostede kr. 15.300. Det er en gennemsnitlig overnatningspris på kr. 732.
Det kunne vi sagtens have gjort billigere, men vi valgte mange steder bekvemmelighed (tæt på bymidte/attraktioner) frem for billigst muligt.
Du skal dog også lægge til ovennævnte pris, at man kunne have overnattet 4 personer til den samme udgift, da de fleste værelser bestod af 2 dobbeltsenge med plads til i alt 4.
Vores dyreste overnatninger i 2009 var i Bar Harbor hvor vi betalte 209$ for en nat og i Boston hvor vi betalte 234$, men sidstnævnte var inkl. parkering.
Priser på overnatning i 2023
Her kan der spares mange penge. De fleste hotel- og motelværelser fåes med god plads til 4 voksne. Et motel/hotel i udkanten af byen eller i en mindre by kan fåes til knap $100 – og det uden at gå alt for meget på kompromis med kvaliteten. 4 voksne i et værelse med 2 king size dobbeltsenge til 100$ inkl. morgenmad. Det fåes ikke meget billigere og den mulighed er der næsten overalt i USA.
Jo tættere på bymidten eller en stor attraktion (og ikke mindst i Nationalparker) du kommer, jo dyrere bliver det. Men eks. 180$ for et værelse til 4 voksne er stadig billigt. Hvis du har behov for at spare lidt i budgettet til din roadtrip, så gør det på overnatningen. For mange er bekendtskabet med et motelværelse kun 8-10 timer. Du ankommer sidst på dagen, tager måske ud og spiser, er træt efter en lang dag på vejen, og skal tidligt afsted dagen efter.
Her kan du se hvad jeg betalte for overnatninger på en roadtrip i september 2023.
Se prisen på overnatningMad
Udgiften til mad udgjorde kr. 5900 fordelt på kr. 1600 til frokost og kr. 4300 til aftensmad (begge inklusiv drikkepenge som er 15-18% i USA). De fleste overnatningssteder havde morgenmad inkluderet i prisen.
Du kan gøre dette meget billigere ved at kun spise ved fastfoodkæderne.
Ved at vi havde en køletaske med på turen, havde vi mulighed for at lave vores egen frokost og nogle dage også vores aftensmad.
Mange værelser har køleskab og mikroovn, så du kan spare nogle udgifter ved ikke at skulle ud og spise hver aften.
Den dyreste middag vi spiste var på Fogo de Chao hvor vi betalte 130$ for 2 personer med alt inklusive.
Drikkepenge i USA
Drikkepenge er en del af kulturen i USA. Du vil opleve en forventning om drikkepenge mage steder på din roadtrip. Nogle steder er du måske klar over det, mens andre steder kan være nyt for dig. Størrelsen på forventede drikkepengene varierer og skifter mellem % og faste beløb fra ydelse til ydelse. Følg linket og læs mere om drikkepenge og ikke mindst hvor meget.
Underholdning
Entré og aktiviteter på denne tur dækker over ting som hval-safari, indgang til nationalparker, museer, biografer og andre turistattraktioner. Vi brugte kr. 4300 på denne tur.
I alt
Kr. 7000 + 1805 + 15300 + 5900 + 4300 = 34305
Divideret med 2 personer = 17.152 + flybillet og forsikring.
I alt kr. 22.292
Jeg vil skønne du med et andet valg af bil, billigere overnatning og en mere økonomisk tilgang til mad, vil kunne sænke prisen med kr. 3000-4000. Det kan opnås med en mere detaljeret planlægning hjemmefra. Vores tur 2009 bar meget præg af, at vi ikke havde lagt så stramme linjer og mange overnatninger blev nærmest booket dag for dag, hvilket kan hæve prisen.
Diverse
Det er ca. de faste udgifter pr. person på Roadtrip 2009 i USA.
Dertil skal lægges en sjat, da det ikke er alt vi har holdt styr på (drikkelse og snacks hist og her, toll road, parkering og et stop-over på Island).
For den enkelte skal der også lægges udgifter til souvenirs.
I 2009 må jeg indrømme at det tog lidt overhånd for mig og jeg brugte for godt kr. 2000, primært på souvenir t-shirts.
Det bringer min samlede udgift for Roadtrip 2009 op på kr. 25.000.
Mange penge? Måske, men da jeg har været af sted hvert år siden 2003 og ved jeg skal af sted igen næste år, så bliver der sparet lidt sammen henad vejen og nogle af udgifterne falder lang tid på forhånd (bl.a. fly og bil bookes/betales flere måneder i forvejen) så det føles ikke så vildt som det lyder.
Se prisen for min roadtrip i 2010.
Se oversigt og prisen på motel- og hotelovernatninger fra roadtrip 2013 (21 overnatninger, 16 forskellige steder).
Bestille selv eller hos rejsebureau?
Stil spørgsmål det rigtige sted
Har du spørgsmål om budgettet og udgifter på din roadtrip, kan du ikke stille det på dette indlæg.
Der er en artikel fra 2013 om samme emne, som du kan se her. Hvis du stadig har brug for at stille spørgsmål kan du gøre det på det indlæg.
Opdateret 16. jan 2024
Hjælp med at hjælpe andre
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com