Fly til Miami via Toronto: En overraskende nem rejse 2. juledag

Julen bliver ofte omtalt som et af de værste tidspunkter at rejse med fly. Derfor tog jeg i Københavns Lufthavn 2. juledag med en god portion tålmodighed og forventninger om lange køer. Jeg skulle til Miami via Heathrow og Toronto, men det viste sig, at tålmodigheden næsten ikke kom i brug. Faktisk blev det en af de mere behagelige lange flyrejser, jeg havde haft.

26. december, 2011

En overraskende nem juleafgang fra København

For at få hele rejseplanen til at gå op havde jeg fået nogle ganske favorable flytider. Udrejsen begyndte i København klokken 12.05, og hjemrejsen fra Miami den 2. januar var først klokken 18.35. Det passede godt med, at jeg skulle køre hele vejen fra Key West tilbage til Miami på hjemrejsedagen. Men selv om jeg slap for at stå tidligt op, vidste jeg ikke, hvad jeg kunne forvente af lufthavnen 2. juledag. Jeg havde tidligere oplevet rigeligt med køer på ellers helt almindelige rejsedage, så jeg tog af sted i god tid.

Godt to timer før afgang stod jeg ved selvbetjeningsautomaterne i Københavns Lufthavn. Jeg kunne checke ind og vælge sæder på alle tre fly, først SAS til Heathrow og derefter to fly med Air Canada via Toronto til Miami. Fem minutter senere var bagagen afleveret, og jeg var på vej gennem sikkerhedskontrollen, hvor der heller ikke var kø. Så meget for mine forventninger om julekaos.

Min bærbare computer blev dog udvalgt til et ekstra tjek. Den blev åbnet og sendt gennem røntgenapparatet et par gange, men jeg fik på fornemmelsen, at der måske var en anden grund til den store interesse. Den kvindelige sikkerhedsvagt spurgte, hvilken størrelse MacBook Pro jeg havde. Det var en 15-tommer, og hun fortalte, at hun selv overvejede at købe en tilsvarende. Hendes kollega, som betjente røntgenapparatet, skulle derfor også lige vise hende computeren. Jeg havde god tid, så et lille improviseret MacBook-kig gjorde mig ikke noget.

Fra Heathrow til Toronto med ekstra god plads

Flyet fra København til Heathrow var fyldt, og det var tydeligt, at mange passagerer havde holdt jul i Danmark og nu var på vej hjem med gaver og bagage. Jeg landede i Terminal 3 og skulle heldigvis også videre derfra. Det sparede et terminalskifte, men ikke endnu en sikkerhedskontrol. På det tidspunkt oplevede jeg den britiske kontrol som lidt mere omstændelig end den danske, blandt andet fordi skoene skulle af. Der var dog ingen nævneværdig kø, og mindre end fem minutter senere var jeg igennem.

Jeg havde igen god tid, så ventetiden blev brugt på nogle afsnit af The Daily Show på det medbragte underholdningsudstyr. Herefter ventede den lange del af rejsen, godt otte timer med Air Canada fra London til Toronto. Flyet var heldigvis ikke fyldt. Kabinen havde en 2-3-2-konfiguration, og jeg sad ved gangen i en af de yderste rækker med to sæder. Air Canada havde allerede dengang individuelle skærme med film og serier, som man selv kunne starte, pause og skifte imellem.

Jeg havde ganske vist fået en sidemand, men han opdagede hurtigt, at hovedtelefonstikket ved hans sæde ikke virkede. Det var naturligvis irriterende for ham på en otte timers flyvetur, men kabinepersonalet fandt en løsning og tilbød ham et andet af de ledige sæder. Det endte med at være en fordel for os begge, for han fik et fungerende underholdningssystem, og jeg fik to sæder helt for mig selv. Samtidig var benpladsen ganske fornuftig, så flyveturen gik væsentligt bedre end forventet. Jeg fik blandt andet set Moneyball og havde ikke meget at klage over.

Amerikansk immigration allerede i Toronto

Først da jeg landede i Toronto, kom der lidt brug for den tålmodighed, jeg havde taget med hjemmefra. Det skyldtes dog ikke speciel juletravlhed. Toronto Pearson fungerer som en amerikansk preclearance-lufthavn, hvilket betyder, at man kan klare amerikansk immigration og told, inden man flyver videre til USA. Til gengæld skal man gennem flere trin under flyskiftet. Jeg havde ikke voldsomt meget tid mellem flyene, så det var her, rejseplanen for alvor skulle stå sin prøve.

På flyet havde vi fået udleveret både en canadisk og en amerikansk toldformular. På min forbindelse skulle jeg blot udfylde den amerikanske og følge skiltene mod USA, da vi landede. Herefter skulle jeg finde min indcheckede bagage, og det tog omkring 15 minutter, før kufferten dukkede op. På det tidspunkt var der lige under en time til næste fly, så jeg begyndte efterhånden at holde lidt mere øje med uret.

Med kufferten i hånden fortsatte jeg gennem det første toldtjek og stillede mig derefter i kø til den amerikanske immigrationskontrol. Køen tog omkring en halv time. Selve samtalen med immigrationsbetjenten varede til gengæld kun cirka tre minutter, så næsten al ventetiden blev brugt på at komme frem til skranken. Personalet fulgte heldigvis med i passagerernes forbindelser og sørgede for at prioritere dem, hvis afgangstid var ved at nærme sig. Jeg fik ikke selv brug for at komme foran, men det var betryggende at se, at der blev holdt øje med situationen.

Efter immigrationskontrollen fortsatte jeg gennem den amerikanske toldkontrol, afleverede min formular og kom til sidst gennem endnu et sikkerhedstjek. Det var en del trin for et enkelt flyskifte, men fordelen var, at jeg så var færdig med USA’s indrejsekontrol, inden jeg overhovedet satte mig i flyet til Miami. Mit næste fly var desuden ti minutter forsinket, så jeg nåede både på toilettet og fik lidt forfriskninger, inden vi gik om bord.

Proceduren har ændret sig siden min tur i 2011. På mange gennemgående Air Canada-forbindelser fra internationale destinationer via Toronto til USA behøver man i dag ikke selv hente sin indcheckede bagage. Man skal stadig følge de relevante forbindelsesskilte og gennem den amerikanske preclearance, men den præcise procedure afhænger af billet og flyselskab. Jeg ville derfor altid kontrollere den aktuelle vejledning i stedet for at planlægge efter min oplevelse fra 2011.

Midnatsankomst til et varmt Miami

Den sidste flyvetur fra Toronto til Miami tog godt tre timer. Denne gang var det et fyldt fly med 3-3-sædekonfiguration, så den ekstra plads fra den lange flyvetur over Atlanten var slut. Jeg forsøgte at tvinge lidt søvn indenbords, men det blev kun til knap en time. Da vi landede i Miami, var klokken efterhånden omkring midnat lokal tid. Hjemme i Danmark var det allerede blevet tidlig morgen den 27. december, omkring klokken seks, så det havde været en ganske lang rejsedag.

Fordi jeg allerede havde været gennem amerikansk immigration og told i Toronto, kunne jeg fortsætte videre ved ankomsten i Miami uden den sædvanlige immigrationskø. Det var ikke nogen dårlig afslutning på en rejse med to flyskift. Jeg havde på forhånd besluttet ikke at hente lejebilen så sent. Der var ingen grund til at betale for en ekstra udlejningsdag bare for at køre bilen hen til et hotel og gå i seng, så jeg havde booket et lufthavnshotel og ville hente bilen næste dag.

De første dage skulle jeg tilbringe i Miami, inden turen fortsatte sydpå til Key West. Denne gang havde jeg faktisk forkælet mig selv med to forskellige lejebiler. Den første var en lille frækkert, som jeg vender tilbage til, når jeg har fået taget nogle billeder. Den anden var den billigste cabriolet, jeg kunne finde. Det virkede som et ganske fornuftigt valg, da jeg ankom til Miami og blev mødt af omkring 25 graders varme, som holdt ved langt ud på aftenen.

Jeg havde taget hjemmefra med forventning om lange køer og juletravlhed, men havde stort set oplevet det modsatte. Nu var jeg fremme i Florida, og vinterjakken skulle ikke bruges foreløbig.

Ofte stillede spørgsmål om at flyve til Miami via Toronto