Indrejse i Atlanta og Ford Mustang Cabriolet

Det var en smertefri tur til USA hvor tidsplanen blev holdt, benpladsen var god, indrejsen gik nemt og udlevering af udlejningsbil, Ford Mustang Cabriolet, gik super hurtigt.

29. marts, 2012

København-Bruxelles-Chicago-Atlanta

Når man bestiller en flybillet til en tur i påsken og først beslutter sig en lille måned i forvejen, så må man nogen gange tage til takke med de mere inddirekte strækninger for at få det billigt.
Jeg endte med en billet til 4600 kr. men synes jeg slap nogenlunde fra transit-halvedet. Med en effektiv rejsetid på knap 16 timer, så var det ikke så træls en dag som jeg ved andre har haft, hvis de ville have det billigt.

Jeg startede ud fra København med 8:15 til Bruxelles. Den føste strækning blev fløjet af SAS – resten af United Airlines. De er begge en del af Star Alliance og har det der hedder Code Share men deres systemer er langt fra integreret, så man kunne ikke klare check-in online på forhånd eller ved terminalerne i afgangshallen, men SAS var flinke til at hjælpe (fik boardingkort til CPH-BRU og BRU-ORD) og der var ikke så mange i lufthavnen at det ødelagde tidsplanen. I København fik jeg at vide, at jeg fik udleveret mit sidste boardingkort der.

Jeg har fløjet til Bruxelles en gang før (på min første tur til USA i 1999). Jeg kunne ikke huske hvordan lufthavnen var men var lidt naiv og tro, at man nemt kunne komme videre. Det var ikke tilfældet og ikke siden Charles De Gaulle sidste år ved samme tid har jeg travet så meget i en lufthavn for at komme fra A til B. Da jeg endelig nåede min gate, så var det sjove ikke forbi endnu. Med småt på skærmen ved gaten kunne man læse, at man skulle have en blå mærkat på sit pas. Hvis ikke kunne man få det ved gate 9. Mig derhen og stå i kø.
Først kom der en sikkerhedsperson hen og spurgte om The Usual Stuff. Så gik de med mine papirer, satte en mærkat på og rykkede mig frem i køen. Så skulle damen i skranken kigge mine ting igennem og her gik det op for mig, hvor lidt code share der egentlig er. Mit, af SAS, udprintede boardingkort kiggede hun meget undrende på og spurgte om jeg ikke havde fået et boardingkort endnu? Jeg måtte forklare – hun tastede løs, så fortabt ud, spurgte en kollega til råd, spurgte til bagage og printede til sidst et nyt boardingkort. Så spurgte hun til mit sidste leg (ORD-ATL) og om jeg havde et boardingkort. Nope, og så printede hun et til mig.

Med det overstået gik jeg tilbage til min gate og ventede. Endelig blev det economy-klassens tur til at boarde, men først endnu et sikkerhedstjek. Og så endelig en mand som rev boardingkortet i to.

Economy Plus til Chicago

Uden ar være klar over det, så var jeg endt på en Economy Plus plads i flyet. Det betød ikke noget mht. service, men benpladsen var formidabel. Flyet var af ældre dato i en 2-3-2 konfiguration. Jeg havde sæde b ved gangen og kunne dermed brede mig mere end blot den ekstra benplads der var frem for.
Underholdningen ombord benyttede jeg mig ikke af. Igen kunne man se det var et gammelt fly. Der var godt nok skærme i sæderne, men de var små og dårlige, så jeg holdt mig til min iPad.

Immigration i Chicago

Fordi jet sad på Economy Plus, så sad jet lidtlængere fremme end den belgiske skoleklasse som også var med flyet. Chicago er en OK lufthavn hvad angår immigration, men jeg tog ingen chancer og gik i rask tempo ned til immigration for at komme foran dem. Jeg skulle videre fra Chicago og blev derfor glædeligt overrasket over at se, at der var specielle immigration køer til de som var i transit. Og der var ikke særlig mange mennesker i kø allerede.
Det gik dog ikke superhurtigt og efter 5 minutter i kø kiggede jeg mig tilbage og så det var en god ting jeg havde skyndt mig. Ikke mindre end to skoleklasser stod nu i transit køen og den var nu proppet.

Mens jeg stod og ventede kiggede jeg lidt på de køer som US citizens skal gå igennem. Jeg ved ikke om det var et tilfælde, men rigtig mange af dem brugte lige så lang tid på at komme igennem immigration som os turister.

Da det endelig blev min tur gik det relativt kvikt. Jeg blev spurgt om hensigt med rejse (vacation), skulle afgive fingeraftryk og så spurgte han hvad jeg arbejdede med i DK.
Han stemplede så passet to gange og told-sedlen en gang, satte en krussedulle og sagde god tur. Jeg stod i kø i 15-20 minutter og brugte 2 minutter hos manden i skranken.

Baggage, told, baggage, dobbeltkontrol, tog, sikkerhedskontrol, gå, gå, gå

Kan godt være der var langt at gå i Bruxelles, men meget få slår Chicago mht. afstande (måske med undtagelse af Atlanta og der var jeg på vej ned).
Efter immigration finder man sin baggage og går gennem tolden. Her aflevere man den custom blanket man har udfyldt på vejen i flyet.
Skal man videre (i transit) så skal ens baggage tjekkes ind igen. Det er supernemt og man aflevere det blot igen inden man er kommet helt ud.
Jeg tjekkede lige med United Airlines en sidste gang, inden jeg begav mig ud for at finde dagens sidste gate.
Først skulle jeg med et tog fra Terminal 5 til Terminal 1. Dernæst skulle man igennem et sikkerhedstjek. Det foregik i en terminal som de var ved at bygge om, så det tog lidt tid.
Dernæst skulle jeg finde gate C2 og jeg kunne se på kortet jeg stort set stod så langt fra den som man kunne komme til, så ingen anden udvej end at gå, gå, gå. jeg var dog i god tid og stod ved gaten med en time til afgang.

Sidste stræk fra ORD til ATL var med et lille jet-fly, men her var jeg igen heldig at have fået et sæde på første række med god benplads. Turen var kun på 1.5 time, så jeg havde nok overlevet.

Udlevering af udlejningsbil

Sidst jeg var i Atlanta (2006) skulle man med shuttle-bus ud til den udlejer man nu engang skulle hente bilen hos.
Nu er det blevet som i mange andre lufthavne, hvor alle bureauer er samlet et sted. For at komme derud skal man med et lille tog og når man kommer dertil, så viser skilte hvilken rulletrappe (elevator) man skal tage ned.
Der var ingen kø hos Alamo og en dame kaldte mig frem. Hun smilte da jeg lagde voucher, pas, kørekort og kreditkort på skranken. All I need sagde hun med et smil. Not the first time var mit svar. Hun fik hjælp til at finde mit kørekortnummer og fødselsdato på på kørekortet. Konstaterede jeg havde alle de lovpligtige forsikringer. Tilbød mig udvidet roadside forsikring (nøgler, dæk mm.) som jeg takkede nej til. Bekræftede at det var en cabriolet jeg havde booket. Sagde det enten blev en Chrysler 200 eller Ford Mustang. Jeg satte mine initialer og skrev under og var nu på vej ud til bilerne.
En ung fyr kom mig i møde, kiggede på mine papirer og sagde de havde nogle Mustanger (yes, please), pegede på en grå, jeg sagde ja. Han kørte den lidt frem og hjalp mig med bagagen, viste mig hvor man kørte taget ned (nænnede ikke at sige jeg godt vidste hvordan). Spurgte om det skulle blive nede (der var 25 grader :-). Jeg fandt min GPS og solbriller frem og kørte mod udgangen. Her viser man sine papirer og kørekort. Fik en kompliment på mit 18 år gamle foto med på vejen af pigerne ved udgangen og listede bilen ud i aftensolen.
5 minutter senere kørte jeg 55 mph på vej mod downtown Atlanta og mit motel.

Indtjek på Days Inn Downtown og Barley’s Sports bar & lounge

Jeg kender motellet jeg bor på (Days Inn Downtown) som jeg ogsåboede på i 2006. Det er billigt og så ligger det centralt. Specielt til de to ting jeg har på programmet inden jeg forlader Atlanta: CNN og World of Coca-Cola.
På vejen hen til Days Inn spottede jeg en lille bæverding som kunne gøre det ud for aftenens pit-stop inden sengetid. Jeg kunne gå til den, så stillede bilen og gik. På vej derhen kunne jeg se at gaden indeholdt flere mad-drikke-hygge steder: Hard Rock, Hooters, Morton’s Steakhouse m.fl. Problemet var blot, at det var torsdag aften og klokken var 20. Det betød der var godt proppet og folk stod i kø.
Jeg besluttede mig derfor for at se nærmere på Barley’s og det var et godt valg. Fandt en plads i baren, bestilte en lokal øl mens jeg kiggede på menuen. Lod mig friste af Shrimps & Grits. Det er southern style food. Smagte ok, men grits er lidt vel kedeligt og ensformigt til min smag, så det bestiller jeg nok ikke mere af på turen. Rejerne var derimod gode. Det blev skyllet ned med endnu en af de lokale øl.
Stedet var rimeligt lokalt. Ingen turister (ud over mig). Det var en sports bar med mulighed for at følge med i en masse sport på tv rundt om i lokalet og så kunne man også spille pool (22 borde). Kl 21 gik der et live band på, men der var jeg på vej mod 24 timer i nogenlunde vågen tilstand, så der stoppede jeg, betalte og gik tilbage til motellet.

Andre roadtrip oplevelser:

New Orleans er en festlig by

New Orleans er meget mere end Bourbon Street. Brug tid i nogle af de mindre kendte områder for at få en mere ægte NOLA oplevelse med hjem.

3 Comments

  1. Hej René,
    Nu har jeg kigget en del på dit trip i Påsken 12, men det er ikke lykkedes mig at finde frem til, hvor længe, du var afsted?
    – Anne Mette

  2. hej Roy

    six flags over georgia er en fantastisk park, glimrende rutchebaner:-)
    kan jeg klart anbefale.
    Vi boede 50 m fra hovedindgangen – der ligger et par hoteller – tror det var et best western eller days inn – ikke særlig dyrt, der var dejlig pool, og så tilmed en pæn rabat på indgangs billetterne !! og vi bestilte ikke i forvejne, men afhænger nok af sæson, vi var der lige sidst på sæsonnen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada