Fra København til Atlanta: Immigration, Ford Mustang og første aften i USA

Min nye USA-rejse begyndte med en forholdsvis lang, men overraskende problemfri flyvetur fra København til Atlanta via Bruxelles og Chicago. Flyene var til tiden, jeg fik masser af benplads, indrejsen i USA gik hurtigt, og hos Alamo stod der en grå Ford Mustang cabriolet klar til mig. Efter knap 16 timers rejse kunne jeg derfor køre med taget nede gennem Atlanta og slutte dagen med en lokal øl og lidt southern food.

29. marts, 2012

Fra København til Atlanta via Bruxelles og Chicago

Når man først beslutter sig for at tage til USA i påsken en lille måned før afrejse, må man nogle gange acceptere en lidt besværlig flyrute for at finde en billig billet. Jeg endte med at betale 4.600 kr. for turen til Atlanta via Bruxelles og Chicago. Det var en del flyskift, men med en samlet rejsetid på knap 16 timer syntes jeg egentlig, at jeg var sluppet ganske fornuftigt fra det.

Jeg begyndte i Københavns Lufthavn med afgang klokken 8.15 mod Bruxelles. Den første strækning blev fløjet af SAS, mens United Airlines stod for resten af rejsen. Begge selskaber var medlemmer af Star Alliance og samarbejdede gennem codeshare, men det betød bestemt ikke, at deres bookingsystemer fungerede problemfrit sammen.

Jeg kunne hverken klare hele check-in-processen online hjemmefra eller bruge automaterne i afgangshallen. Heldigvis var personalet hos SAS flinke til at hjælpe, og der var ikke specielt travlt i lufthavnen. Jeg fik udleveret boardingkort til både København-Bruxelles og Bruxelles-Chicago og fik besked på, at jeg skulle have det sidste boardingkort i Bruxelles.

Det viste sig at blive en lidt mere omfattende øvelse, end jeg havde forestillet mig.

Codeshare og ekstra sikkerhedskontrol i Bruxelles

Jeg havde fløjet via Bruxelles en enkelt gang tidligere, nemlig på min første tur til USA i 1999. Jeg kunne ikke huske ret meget om lufthavnen, men havde en lidt naiv forestilling om, at det ville være forholdsvis enkelt at komme videre til Chicago.

Det var det ikke helt. Jeg havde ikke siden mit besøg i Charles de Gaulle året før gået så langt i en lufthavn for at komme fra én gate til en anden. Da jeg endelig nåede frem til min afgangsgate, opdagede jeg, at der med små bogstaver på skærmen stod, at alle passagerer skulle have en blå mærkat på passet. Hvis man ikke havde den, skulle man henvende sig ved gate 9.

Så var det bare tilbage igen og stille sig i kø.

Først kom en sikkerhedsmedarbejder hen og stillede de sædvanlige spørgsmål om min rejse og bagage. Derefter tog vedkommende mine papirer, satte mærkaten på passet og rykkede mig frem i køen. Nu skulle damen ved skranken gennemgå det hele en gang til.

Hun kiggede meget undrende på det boardingkort, SAS havde udskrevet til mig, og spurgte, om jeg ikke havde fået et boardingkort endnu. Jeg forklarede situationen, hvorefter hun tastede en hel del på computeren, så lidt fortabt ud og til sidst måtte spørge en kollega til råds. Efter nogle spørgsmål om min bagage lykkedes det hende at udskrive et nyt boardingkort til Chicago.

Derefter spurgte hun, om jeg havde boardingkort til den sidste strækning fra Chicago til Atlanta. Det havde jeg jo netop fået at vide, at jeg skulle hente i Bruxelles, så hun udskrev heldigvis også det.

Med alle papirerne på plads kunne jeg gå tilbage til min oprindelige gate og vente på, at det blev economy-passagerernes tur til at boarde. Før vi nåede helt om bord, var der dog endnu en sikkerhedskontrol, og til sidst stod der en medarbejder og rev boardingkortet i to.

Det var noget af en proces bare for at komme ind i et fly, men nu var jeg i det mindste på vej mod USA.

United Economy Plus og ekstra benplads til Chicago

Da jeg fandt min plads i flyet, opdagede jeg til min store tilfredshed, at jeg uden at vide det var blevet placeret på Economy Plus. Det betød ikke nogen særlig service eller bedre mad, men til gengæld var benpladsen ganske imponerende.

Flyet var af ældre dato og havde en 2-3-2-sædekonfiguration. Jeg havde fået plads B ved gangen, så ud over den ekstra benplads havde jeg også mulighed for at strække mig lidt ud mod midtergangen. Det er bestemt ikke nogen dårlig kombination på en lang flyvetur over Atlanten.

Underholdningssystemet afslørede også flyets alder. Der var ganske vist individuelle skærme i sæderne, men de var små og havde ikke nogen særlig god billedkvalitet. Jeg havde heldigvis min iPad med, så den kom til at stå for underholdningen undervejs.

Alt i alt var flyveturen ganske behagelig, og den ekstra benplads skulle vise sig at være en af dagens positive overraskelser.

Immigration i Chicago O’Hare: Hurtigt igennem indrejsen

Chicago O’Hare var mit første stop i USA, så det var her, jeg skulle gennem immigration og told, inden jeg kunne fortsætte med indenrigsflyet til Atlanta.

Fordi jeg sad på Economy Plus, var jeg placeret et stykke længere fremme i flyet end en belgisk skoleklasse, som også var med. Jeg havde ikke lyst til at ende i kø bag en hel skoleklasse, så jeg satte tempoet lidt op på vej ned til immigration.

Det viste sig heldigvis, at Chicago havde særlige immigrationskøer til passagerer, der skulle videre med et andet fly. Der stod ikke specielt mange mennesker i køen, da jeg ankom, så jeg stillede mig hurtigt ind og ventede på, at det blev min tur.

Efter omkring fem minutter kiggede jeg mig tilbage og kunne konstatere, at det havde været en ganske god idé at skynde sig. Nu stod der ikke mindre end to skoleklasser i transitkøen, som efterhånden var blevet temmelig lang.

Mens jeg ventede, havde jeg også tid til at kigge lidt på køerne til de amerikanske statsborgere. Jeg ved ikke, om det bare var tilfældigt denne dag, men mange af dem så ud til at bruge næsten lige så lang tid på immigration, som vi udenlandske besøgende gjorde.

Da det endelig blev min tur, gik det forholdsvis hurtigt. Medarbejderen spurgte, hvad formålet med min rejse var. Jeg svarede, at jeg var på ferie. Derefter skulle jeg afgive fingeraftryk, og han spurgte også, hvad jeg arbejdede med hjemme i Danmark.

Så fik passet to stempler, toldsedlen fik et enkelt stempel og en krussedulle, og jeg fik besked på at have en god tur. Samlet havde jeg stået i kø omkring 15-20 minutter og brugt cirka to minutter ved skranken. Det kunne jeg bestemt ikke klage over.

Bagage, told og terminalskift i Chicago

Man skal dog ikke tro, at man er færdig med lufthavnen, bare fordi man er kommet gennem immigration. Chicago O’Hare er stor, og der var stadig et godt stykke arbejde tilbage, inden jeg kunne finde min næste gate.

Først skulle jeg hente min bagage og gå gennem tolden. Her afleverede jeg den toldformular, som jeg havde udfyldt om bord på flyet. Fordi jeg skulle videre til Atlanta, skulle jeg derefter aflevere bagagen igen, men det var heldigvis ganske enkelt. Der var et særligt sted til genindlevering, lige efter man var kommet gennem tolden.

Jeg tjekkede en sidste gang med United Airlines, at alt var i orden med bagagen, og så begyndte jagten på dagens sidste gate.

Først skulle jeg fra Terminal 5 til Terminal 1 med lufthavnens tog. Derefter ventede endnu et sikkerhedstjek, som tog lidt ekstra tid, fordi de var ved at bygge om i terminalen.

Til sidst skulle jeg finde gate C2. Da jeg kiggede på kortet, kunne jeg se, at jeg stort set stod så langt fra gaten, som man overhovedet kunne komme. Der var ikke andet at gøre end at gå, gå og gå lidt mere.

Heldigvis havde jeg god tid og nåede frem med omkring en time til afgang.

Opdatering til nutidige rejsende: Den grundlæggende proces for international transit i Chicago O’Hare er fortsat den samme. Medmindre man ankommer fra en lufthavn med amerikansk forhåndskontrol, skal man normalt gennem immigration, hente sin indcheckede bagage, passere tolden og aflevere bagagen igen, inden man fortsætter. O’Hare har fortsat gratis tog mellem terminalerne, og man skal som regel gennem et nyt sikkerhedstjek før indenrigsflyet.

Fra Chicago til Atlanta med ekstra benplads igen

Den sidste flyvetur fra Chicago til Atlanta foregik med et mindre jetfly og tog omkring halvanden time. Også denne gang havde jeg været heldig med pladsen. Jeg havde fået et sæde på første række og dermed endnu en gang rigtig god benplads.

På en flyvetur på halvanden time havde jeg selvfølgelig nok overlevet et almindeligt sæde. Men efter næsten en hel dag på farten var det nu ganske rart ikke at skulle sidde klemt sammen på den sidste strækning.

Vi landede planmæssigt i Atlanta, og nu manglede jeg bare at hente lejebilen og finde frem til mit motel.

Hurtig billeje hos Alamo og en grå Ford Mustang cabriolet

Sidst jeg var i Atlanta i 2006, skulle man med shuttlebus ud til det udlejningsselskab, hvor man havde bestilt sin bil. Det havde ændret sig siden da. Lufthavnen havde fået et samlet Rental Car Center, hvor udlejningsselskaberne lå under samme tag, og hvor man kunne komme ud med et lille tog.

Det var ganske ligetil. Jeg fulgte skiltene til toget, kørte ud til biludlejningscentret og fandt den rulletrappe, der førte ned til Alamos skranke.

Der var ingen kø, og en dame kaldte mig frem med det samme. Hun begyndte at smile, da jeg lagde voucher, pas, kørekort og kreditkort på skranken.

“All I need,” sagde hun.

“Not the first time,” svarede jeg.

Det tog hende et øjeblik at finde mit kørekortnummer og min fødselsdato på det danske kørekort, men ellers gik det hele smertefrit. Hun gennemgik de forsikringer, som var inkluderet i min booking, og tilbød mig en udvidet vejhjælpsdækning til blandt andet mistede nøgler og dækskader. Den takkede jeg nej til.

Derefter bekræftede hun, at jeg havde reserveret en cabriolet. Det ville enten blive en Chrysler 200 eller en Ford Mustang. Jeg satte mine initialer og underskrev papirerne og kunne så gå ud for at finde bilen.

En ung fyr kom mig i møde, kiggede på mine papirer og fortalte, at de havde nogle Mustanger stående. Det var præcis, hvad jeg gerne ville høre. Han pegede på en grå Ford Mustang, og jeg sagde ja tak med det samme.

Han kørte bilen lidt frem, hjalp mig med bagagen og viste mig, hvordan jeg skulle køre taget ned. Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at jeg godt vidste, hvordan det fungerede. Han spurgte, om jeg ville lade taget blive nede, og med 25 grader udenfor var der ikke meget at overveje.

Jeg fandt GPS’en og solbrillerne frem, satte mig til rette og kørte mod udgangen. Her skulle jeg vise både papirer og kørekort en sidste gang. Pigerne ved udgangen nåede også at give mig et kompliment for mit efterhånden 18 år gamle kørekortfoto, inden de lod mig køre ud i aftensolen.

Fem minutter senere kørte jeg med 55 mph på vej mod Downtown Atlanta i en åben Ford Mustang. Så var ferien for alvor begyndt.

Atlants Rental Car Center fungerer stadig efter samme grundprincip. Det åbnede i december 2009, og SkyTrain forbinder fortsat centret med lufthavnsterminalen. I dag er det et samlet udlejningscenter med flere udlejningsmærker og døgnåben drift.

Indtjekning på Days Inn Downtown i Atlanta

Jeg havde booket værelse på Days Inn Downtown, hvor jeg også havde boet på mit tidligere besøg i Atlanta i 2006. Det var et billigt motel med en central beliggenhed, og det passede godt til mine planer for de kommende dage.

Inden jeg skulle forlade Atlanta, ville jeg nemlig besøge to af byens kendte attraktioner: CNN og World of Coca-Cola. Begge lå praktisk i forhold til motellet, så jeg kunne komme rundt uden at skulle bruge en masse tid på transport og parkering.

På vej hen til motellet havde jeg også fået øje på et lille spisested, der lignede et godt bud på aftenens sidste stop, inden jeg skulle i seng. Da jeg først havde fået bilen parkeret og mine ting ind på værelset, besluttede jeg derfor at gå tilbage og kigge nærmere på det.

Gaden havde flere forskellige restauranter og barer, blandt andet Hard Rock Cafe, Hooters og Morton’s Steakhouse. Problemet var bare, at det var torsdag aften omkring klokken 20, og der var godt fyldt de fleste steder. Flere restauranter havde endda kø.

Jeg var efterhånden ved at være godt træt og havde ikke den store lyst til at bruge resten af aftenen på at vente på et bord. Derfor besluttede jeg mig for at prøve Barley’s Sports Bar & Lounge.

Southern food, lokale øl og sportsbar hos Barley’s

Barley’s viste sig at være et ganske godt valg. Jeg fandt en ledig plads i baren og bestilte en lokal øl, mens jeg kiggede på menuen.

Jeg lod mig friste af shrimp and grits, som er en klassisk ret fra det sydlige USA. Den består grundlæggende af rejer serveret med grits, en slags grød lavet af groftmalet majs. Det lød som en passende ret at prøve på min første aften i Georgia.

Det smagte egentlig udmærket, men jeg må indrømme, at jeg ikke blev specielt begejstret for grits. Det var lidt for ensformigt og kedeligt efter min smag, så det blev næppe noget, jeg havde tænkt mig at bestille igen på turen. Rejerne var derimod gode, og endnu en lokal øl hjalp selvfølgelig også på oplevelsen.

Barley’s var en rigtig sportsbar og virkede temmelig lokal. Jeg så ikke andre turister, og der var mulighed for at følge med i en masse forskellige sportsbegivenheder på de mange tv-skærme rundt om i lokalet. Der var også 22 poolborde, så hvis man havde lyst til at bruge hele aftenen på at spille pool og drikke øl, var mulighederne bestemt til stede.

Klokken 21 gik et liveband på scenen. På det tidspunkt nærmede jeg mig dog 24 timer i nogenlunde vågen tilstand, så selv om stedet var hyggeligt, besluttede jeg mig for at stoppe, mens legen var god.

Jeg betalte, gik tilbage til motellet og kunne endelig lægge mig efter en lang, men usædvanligt problemfri rejsedag.

Barley’s Sports Bar & Lounge, som dengang lå på Peachtree Street, er siden lukket permanent. CNN Studio Tours, som stod på mit program for de kommende dage, eksisterer heller ikke længere. World of Coca-Cola er til gengæld fortsat en populær attraktion i Downtown Atlanta.

Ofte stillede spørgsmål om fly og ankomst til Atlanta