CPH-SEA: Intet sæde men slut med grøn, sådan da

Check-in så ud som om det godt kunne være blevet en kedelig start på turen, men på trods af forbavsende mange mennesker (og ikke så mange åbne skranker) gik det smertefrit.
Sikkerhedstjekket tog heller ikke mange minutter men ude ved gaten kom der lidt klumper i suppen.

Af uklare årsager var vi ikke blevet tildelt et sæde. Det fik vi først oplyst efter at have stået i kø ved boarding. Så vi blev sendt over i en anden kø for få hjælp med det manglende sæde. Det var der flere end os der skulle (og så var der også nogle som ikke havde styr på deres ESTA (husk det nu! Du kan læse mere her på siden).

Efter en lille halv time fik vi endeligt et sæde tildelt og kom som nogle af de sidste ud til flyet. Der var dog kun smil og kvikke bemærkninger fra staff. Faktisk var der en utrolig service og glæde at spore ved personalet (SAS) og der bar igennem til stsaff ombord på flyet.

Kort efter start kom de rundt med tolddokumenter som skal udfyldes (én pr familie) og sagde samtidigt at man ikke længere skal udfyldes den grønne visa waiver. Glædeligt at det endeligt er slået igennem (Peter, Allan?!? Skulle i udfylde tilbage i juli?).
Glæden blev dog kortvarig, for da vi nærmede os USA fik vi at vide at systemerne hos immigration i Dulles Airport var gået ned. Vi skulle derfor udfylde den hvide I-94. Samme info som den grønne, men med visa info (som vi så ikke kunne udfylde) men ingen kryptiske spørgsmål om spionage, tidligere straffe, asyl mm.

Immigration gik smertefrit. Ikke et eneste spørgsmål udover om det var ferie. Vores bagage stod fint og ventede på os på den anden side af glasruden. Igennem tolden med den og så smed vi den på re-check transportbåndet, for vi skulle videre med indenrigs til Seattle.

Efter et hurtigt sikkerhedstjek var vi tilbage i afganshallen, fandt vores gate og restituerede inden den næste flyvetur. Cph til Dulles tog små 9 timer. Dulles til Seattle er 5,5 timer. Så man er busted efter sådan en tur.
Dulles er som USA lufthavne er flest: en busterminal for fly. Ikke så mange dikkedarer, en Dennys (som havde en monster kø) og den mindste tax free jeg nogensinde har set.

Sidebemærkning: Dulles har noget jeg ikke har set andre steder. Når man er steget af flyet (i den terminal vi landede i) går man ned i transfer loungen eller local passanger loungen. Det er et stort rum som er indrettet med siddepladser og ståpladser a la i en bus eller tog. Men det er ikke en ventesal, det er et hus på hjul. En mellemting mellem et måne-køretøj og panseret angrebsfartøj. Man sænkes ned fra første sals højde og køres på tværs af lufthavnen og hæves igen og forlader lokalet igen.

Fra Dulles til Seattle var vi blevet tildelt et sæde, men ikke ved siden af hinanden. Det var blevet bemærket og vi blev kaldt til skranken (sammen med en masse andre) for at få tildelt et nyt og det blev så ved nødudgangen ikke ringe til en 5,5 timers tur.
Selvom turen er så lang så er der ikke mad inkluderet, kun drikkelse. En tør sandwich koster 9$. Vi handlede skittles, reeses og mm peanutbutter inden afgang, så vi venter med at spise til vi når Seattle.

Andre roadtrip oplevelser:

Forsinket afgang til Seattle

Bortset fra en forsinkelse på 20 minutter, gik alt planmæssigt på turen til Seattle. Vi krydsede også en ny lejebil af listen, en Jeep Grand Cherokee.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada