Venice Beach i Los Angeles: Kanaler, Muscle Beach og skatere i solnedgangen

Den sidste hele dag på turen gik fra San Diego til Los Angeles. Undervejs fik jeg endelig prøvet In-N-Out Burger, inden jeg endte i Venice med kanaler, dyre huse, et næsten mennesketomt Muscle Beach og en skatepark med langt mere liv. Det blev en passende afslutning ved Stillehavet, inden bilen skulle afleveres og turen gik hjem mod Danmark.

11. januar, 2013

Fra San Diego mod Los Angeles med In-N-Out undervejs

Jeg skulle flyve hjem fra Los Angeles næste dag, så jeg forlod San Diego midt på formiddagen for at få lidt tid i LA inden hjemrejsen. På kortet er turen ikke voldsomt lang, og uden trafik kan den klares på omkring to timer. Problemet er selvfølgelig de to ord “uden trafik”. Store dele af korridoren langs I-5 er tæt bebygget, og jo tættere jeg kom på Los Angeles, desto mere begyndte bilen igen at fungere som parkeringsplads med rat.

Et af de få længere steder, hvor bebyggelsen slipper taget, er omkring Camp Pendleton. Her kører I-5 tæt på Stillehavet, og mellem motorvejen og vandet ligger San Onofre Nuclear Generating Station med sine meget genkendelige reaktorbygninger. Jeg opfattede det stadig som et atomkraftværk, da jeg kom forbi i januar 2013, men reaktor 2 og 3 havde faktisk været ude af drift siden januar 2012. Senere samme år blev det besluttet, at anlægget ikke skulle genstartes, og i dag er det under afvikling.

Frokoststoppet havde jeg derimod planlagt. Jeg havde efterhånden spist mig gennem en pæn del af det amerikanske fastfood-landskab, men manglede stadig In-N-Out Burger, som mange på den amerikanske vestkyst nærmest omtaler med religiøs overbevisning. Jeg ramte restauranten midt i frokosten, og stedet var proppet. Det tog omkring 15 minutter at få min fastfood, hvilket fortæller lidt om trykket denne dag.

In-N-Out er kendt for det, kæden selv kalder sin “Not-So-Secret Menu”, hvor man blandt andet kan bestille burgeren Animal Style med sennepsstegt bøf, pickles, ekstra spread og grillede løg. Pommes frites kan også bestilles i forskellige uofficielle og officielle varianter, men med køen bag mig holdt jeg forsøget enkelt og bestilte en Double-Double med almindelige fries.

Burgeren var OK, men den væltede ikke Five Guys af min personlige førsteplads. Selve burgeren fungerede fint, men salat og tomat var så kolde, at de nærmest virkede som et separat måltid direkte fra køleskabet. Måske var det bare denne travle afdeling og denne frokost. Under alle omstændigheder lå burgeren fint i maven, og pausen var kærkommen, før trafikken blev endnu tættere mod Los Angeles.

Sidste nat ved Marina del Rey og Venice Beach

Jeg skulle flyve fra LAX næste eftermiddag og valgte derfor endnu en gang området omkring Venice og Marina del Rey. Venice er et af de områder i Los Angeles, jeg bedst kan lide, og placeringen er samtidig praktisk i forhold til lufthavnen. Jeg havde på forhånd fundet Foghorn Harbor Inn med en fornuftig pris, parkering og mulighed for at gå til Venice Beach, hvilket ikke er en uvæsentlig kombination i denne del af Los Angeles.

Hotellet lå ved Mother’s Beach i Marina del Rey, og jeg fik et værelse med balkon ud mod vandet. Efter en roadtrip med mange motelværelser langs highways var det en ganske behagelig placering til den sidste nat.

Venice Canals og de dyre huse ved vandet

På vej mod stranden gik jeg gennem Venice Canals. Navnet Venice er ikke tilfældigt. Ejendomsudvikleren Abbot Kinney skabte området som “Venice of America” og åbnede det i 1905 med kanaler, broer, gondoler, forlystelser og en stranddestination inspireret af Venedig. Det oprindelige kanalnet var meget større end det, man ser i dag. Da bilen overtog Los Angeles i 1920’erne og 1930’erne, blev mange af kanalerne fyldt op og omdannet til veje.

Det bevarede område er ikke særlig stort, men det tager alligevel overraskende lang tid at gå igennem, hvis man bliver ved med at stoppe. Små gangbroer forbinder gaderne, mens husene langs vandet spænder fra gamle små cottages til meget moderne arkitekttegnede boliger. Der er næsten ikke to huse, der ser ens ud, og det er en stor del af charmen.

Det var også et dyrt kvarter allerede i 2013. Jeg havde fundet eksempler på huse omkring 210 kvadratmeter til mere end 21 millioner kroner og linkede dengang til lokale boligannoncer på Trulia. De konkrete priser er selvfølgelig for længst forældede, men konklusionen er ikke. Venice Canals er stadig blandt de dyrere boligområder i denne del af Los Angeles.

Jeg skrev dengang, at hvis man sad længe nok langs stien, ville der sikkert komme en kendis joggende forbi. Den påstand kræver nok mere tålmodighed, end jeg havde den dag, men gåturen langs kanalerne fungerer glimrende helt uden celebrities.

Venice Beach og Ocean Front Walk

Fra kanalerne er der kun få blokke til Stillehavet og Venice Beach. Området langs Ocean Front Walk, som de fleste bare kalder Venice Beach Boardwalk, er en sær blanding af strand, sport, lokale, turister, butikker, gadeperformere og mennesker, der tilsyneladende har besluttet, at almindelige sociale spilleregler er valgfrie. Det er netop derfor, jeg synes, området er interessant.

Jeg ved stadig ikke, om Venice Beach ville være mit første valg, hvis formålet alene var en klassisk badedag. Vandet er Stillehavet og dermed ikke nødvendigvis tropisk varmt, og bølgerne kan være ganske solide. Men stranden er bred, og selve området er en oplevelse uanset, om man har tænkt sig at gå i vandet.

Denne januareftermiddag var der ikke sommermylder, og jeg mødte derfor flere lokale end på et typisk højsæsonbesøg. Jeg brugte lidt tid på butikkerne og menneskelivet langs Ocean Front Walk. Venice er turistområde, men det er samtidig et aktivt lokalt kvarter, og netop den blanding forsvinder ikke bare, fordi kalenderen siger januar.

Sport, Muscle Beach og et næsten tomt udendørs fitnesscenter

Omkring Windward Avenue ligger en stor del af Venice Beach Recreation Center, og området er fyldt med muligheder for at røre sig. Der er blandt andet basketball, handball, paddle tennis, volleyball, skatepark og selvfølgelig det berømte udendørs styrketræningsområde Muscle Beach Venice. Den kombination eksisterer stadig i dag.

Muscle Beach kræver dog en lille historisk præcisering. Det oprindelige Muscle Beach opstod længere nordpå i Santa Monica i 1930’erne. Træningsområdet i Venice kom til i 1951 som den såkaldte Weight Pen og overtog efterhånden en stor del af den bodybuilding-kultur, som folk forbandt med navnet. I 1987 blev navnet Muscle Beach Venice officielt godkendt.

Arnold Schwarzenegger er uløseligt forbundet med Californiens bodybuildinghistorie og støttede også bestræbelserne på at få Venice-området officielt navngivet Muscle Beach Venice. Men denne januareftermiddag var der ikke meget bodybuilding-glamour at komme efter. Temperaturen lå omkring 10 grader, så antallet af olieindsmurte strandløver var begrænset.

Venice Beach Skatepark havde langt mere liv

Nogle meter derfra var situationen en helt anden. Venice Beach Skatepark var fuld af skatere i mange aldersgrupper, og aktiviteten stoppede ikke, bare fordi det var januar. De yngste var børn, mens flere af de ældre uden problemer kunne have passeret de fyrre. Skateboard har trods alt haft tid nok til at blive en flergenerationssport.

Der var god stemning omkring betonbassinerne, og mange stod som mig med kameraer og forsøgte at ramme det rigtige øjeblik. Skateparken ligger direkte ved stranden, så mens skaterne fortsatte, begyndte solen samtidig at nærme sig horisonten over Stillehavet. Det var svært at bede om meget mere fotografisk hjælp fra omgivelserne.

Efterhånden som solen forsvandt, faldt temperaturen også. Jeg havde derfor brug for et sted med vægge og varme.

En øl på Danny’s Venice

Jeg gik ind på Danny’s Venice på Ocean Front Walk. Restauranten var blevet et lokalt landmark og havde blandt andet en French dip-sandwich kaldet The Famous Venice Plunge på menuen. French dip er i øvrigt en af de sandwich, der har stærke rødder i Los Angeles, selv om to gamle restauranter fortsat diskuterer, hvem der egentlig opfandt den.

Jeg havde stadig min store In-N-Out-burger fra frokost i kroppen, så jeg nøjedes med en øl og gemte appetitten til senere. Danny’s blev ikke ved med at eksistere. Restauranten lukkede nogle år efter mit besøg efter omkring et årti på Venice Beach, så endnu et af mine små roadtrip-stop er siden blevet en del af områdets historie.

Første rigtige besøg på The Cheesecake Factory

Om aftenen gik jeg i stedet på The Cheesecake Factory i Marina del Rey, som lå tæt på hotellet. Jeg havde kendt til kæden gennem mange års USA-rejser, men havde aldrig rigtig fået prøvet maden. Kæden er kendt for enorme menuer, store portioner og naturligvis cheesecakes, og denne aften skulle det endelig testes.

The Cheesecake Factory havde også fået ekstra popkulturel opmærksomhed gennem The Big Bang Theory, hvor Penny arbejder på en fiktiv version af restauranten, og Bernadette senere også arbejder der. Det er værd at understrege, at serien ikke blev optaget på den rigtige restaurant, og TV-versionen ligner heller ikke kædens faktiske lokationer særlig meget.

Kædens ry for kalorietunge retter er heller ikke helt grebet ud af luften. The Cheesecake Factory offentliggør i dag detaljerede ernæringstal for hele menuen, og nogle retter og desserter er stadig solidt placeret i den tunge ende. Til gengæld har de også et stort udvalg af lettere retter.

Jeg valgte nogle forholdsvis lette retter for at have plads til det, stedet hedder efter. Til dessert blev det en Oreo-cheesecake. Planen om at spare plads viste sig kun delvist vellykket. Jeg kunne ikke spise hele stykket og gik tilbage til hotellet meget mæt. Restauranten i Marina del Rey findes stadig i dag og serverer fortsat sit enorme udvalg af retter og cheesecakes med udsigt over marinaen.

Morgenmad på balkonen før hjemrejsen

Jeg skulle først flyve om eftermiddagen næste dag, så der var god tid til at pakke og tage det roligt. Solen havde allerede løftet temperaturen mærkbart, og på hotellets balkon føltes det tæt på 20 grader i solen. Morgenmaden blev derfor spist udenfor med udsigt over Mother’s Beach.

Der var allerede enkelte mennesker på stranden, og der blev gjort klar til beachvolley. En noget anden afslutning end minus 16 grader i Flagstaff tidligere på turen.

Fra hotellet tog det kun omkring ti minutter i bil til Alamo, hvor Ford Fusion’en blev afleveret. Derfra fortsatte jeg med shuttlebus til LAX. Hjemrejsen gik direkte fra Los Angeles til Paris med Delta og derfra videre til København med Air France.

Dermed sluttede roadtrippen, som var begyndt med nytår i Las Vegas og siden havde været forbi Grand Canyon, Route 66, Flagstaff, Sedona, Phoenix, Lake Havasu, San Diego og til sidst Venice Beach.

Ofte stillede spørgsmål om Venice Beach i Los Angeles