Rearguard Falls Provincial Park på vej fra Jasper

Efter to nætter i Jasper fortsatte jeg vestpå gennem British Columbia. Dagens første stop blev Rearguard Falls Provincial Park, hvor Fraser River bruser gennem et mindre vandfald, og hvor laks afslutter en vandring på mere end 1.200 kilometer fra Stillehavet.

3. september 2025

Efter to overnatninger i Jasper var det tid til at fortsætte min roadtrip. Jeg forlod Jasper National Park og satte kursen vestpå mod Canadas stillehavskyst. Om nogle dage skulle jeg med færgen til Vancouver Island, men inden da havde jeg flere oplevelser på programmet i British Columbia.

Banff og Jasper National Park er begge enorme områder, og når man kører gennem dem, kan man næsten glemme, at man befinder sig i en nationalpark. Men ligesom i USA er der normalt adgangsbetaling, og nogle steder møder du betalingsstationer på vejen ind i parken. Andre steder skal du selv sørge for at købe og have et gyldigt parkpas.

Indgang til nationalparkområdet ved Jasper med information om adgang og parkpas

På min tur i 2025 var der dog en undtagelse. Canada havde indført Canada Strong Pass, som gav gratis adgang til nationalparker drevet af Parks Canada fra 20. juni til og med 2. september 2025. En lignende ordning gjaldt også i sommeren 2026. Derfor havde jeg ikke skullet betale for mine besøg i Banff og Jasper.

Et tidligt stop ved Rearguard Falls

Mit første stop denne dag var Rearguard Falls Provincial Park, som ligger vest for Jasper og tæt på Mount Robson. Jeg var kommet tidligt afsted og nåede frem til vandfaldet lidt over klokken syv om morgenen.

Fra parkeringspladsen fører en kort sti ned til Fraser River, hvor Rearguard Falls ligger ved et knæk på floden. Der er ikke så meget andet at komme efter her, og sammenlignet med Athabasca Falls, som jeg havde besøgt på vej ind mod Jasper, er Rearguard Falls mindre imponerende.

Rearguard Falls hvor Fraser River strømmer gennem klipperne i British Columbia

Fraser River ved Rearguard Falls Provincial Park tæt på Mount Robson i British Columbia

Til gengæld har stedet sin egen karakter. Floden presses gennem klipperne, og ved knækket havde der samlet sig store mængder drivtømmer. De store bunker af træstammer langs vandet var med til at give stedet et lidt anderledes udseende end de vandfald, jeg havde besøgt de foregående dage.

Drivtømmer og træstammer samlet ved Fraser River omkring Rearguard Falls

Her slutter laksenes lange rejse

Det mest interessante ved Rearguard Falls er måske ikke selve vandfaldet, men historien om de laks, der forsøger at nå hertil.

Fraser River løber hele vejen ud til Stillehavet ved Vancouver, og hvert år vender stillehavslaks tilbage til floden for at gyde. Rearguard Falls ligger nær den øvre grænse for chinook-laksenes vandring op gennem Fraser River. Fra flodens udmunding til vandfaldet har de tilbagelagt mere end 1.200 kilometer mod strømmen.

Nogle få laks kan komme videre forbi vandfaldet, men for de fleste er det her, rejsen slutter. BC Parks fremhæver derfor stedet som et særligt godt sted at opleve den sidste del af chinook-laksenes lange vandring, især om efteråret.

Jeg så ikke selv laks denne morgen, men historien giver det forholdsvis beskedne vandfald en ekstra dimension. Når man står og ser vandet strømme gennem klipperne, er det imponerende at tænke på, at fisk har kæmpet sig hele vejen hertil fra Stillehavet.

Videre mod Wells Gray Provincial Park

Rearguard Falls blev et kort stop. Det var ikke et sted, hvor jeg havde behov for at bruge lang tid, og senere samme dag skulle jeg besøge Wells Gray Provincial Park, hvor der ventede nogle langt større vandfald.

Men det var en fin begyndelse på dagen og en god måde at komme tilbage i rytmen med at køre, stoppe, opleve noget og køre videre igen.

Da jeg havde været ved Rearguard Falls, var solen endnu ikke rigtig kommet op over bjergene. Først da jeg fortsatte vestpå, begyndte den at dukke frem. Desværre kunne jeg også tydeligt se, hvor meget røg der lå i atmosfæren fra skovbrandene i det vestlige Canada. Solen havde et markant orange skær, præcis som jeg havde oplevet under mit Dark Sky-arrangement i Jasper aftenen før.

Orange morgensol gennem røg fra skovbrande på køreturen vestpå fra Rearguard Falls

Det gav et specielt lys over bjergene, men var samtidig endnu en påmindelse om, at skovbrandene stadig påvirkede området, selvom jeg ikke var i nærheden af en aktiv brand.

Rearguard Falls havde været en lille forret. Nu fortsatte turen gennem British Columbia mod dagens større oplevelser.

Praktisk om Rearguard Falls

Rearguard Falls er et nemt stop, hvis du kører vestpå fra Jasper ad Highway 16. Der er en kort sti fra parkeringsområdet til udsigtspunktet ved floden, så du behøver ikke afsætte lang tid til besøget.

Vær dog opmærksom på, at vandet er både koldt og hurtigt strømmende, og at klipperne kan være glatte på grund af vandstøv. BC Parks anbefaler, at man bliver på den afmærkede sti og holder afstand til kanten ved udsigtspunktet.

Se ruten i beskrivelsen

Her kan du se den rute jeg kørte i beskrivelsen ovenfor.

Ofte stillede spørgsmål om Rearguard Falls

Praktiske spørgsmål om Rearguard Falls Provincial Park, Fraser River og laksenes lange vandring gennem British Columbia.

Hvor ligger Rearguard Falls?

Rearguard Falls ligger i Rearguard Falls Provincial Park i British Columbia, vest for Jasper og tæt på Mount Robson. Vandfaldet ligger ved Fraser River og er et oplagt stop på en køretur ad Highway 16.

Skal man vandre langt for at se Rearguard Falls?

Nej, fra parkeringsområdet fører en kort sti ned til udsigtspunktet ved Fraser River. Det er derfor muligt at opleve vandfaldet uden en længere vandretur, og besøget kan nemt passes ind som et kort stop på en roadtrip.

Hvorfor er Rearguard Falls kendt for laks?

Rearguard Falls ligger nær den øvre grænse for chinook-laksenes vandring op gennem Fraser River. Laksene har svømmet mere end 1.200 kilometer fra Stillehavet for at nå området, og kun nogle få kommer videre forbi vandfaldet.

Hvornår kan man se laks ved Rearguard Falls?

Efteråret er en særlig interessant periode at besøge Rearguard Falls, hvis man gerne vil opleve chinook-laksenes vandring. Der er dog ingen garanti for at se laks på et bestemt besøg, da det afhænger af tidspunktet og forholdene i floden.

Er Rearguard Falls et stop værd på vejen fra Jasper?

Ja, især hvis du alligevel kører vestpå ad Highway 16. Rearguard Falls er mindre dramatisk end nogle af vandfaldene langs Icefields Parkway, men kombinationen af Fraser River, klippeformationerne og historien om laksenes vandring gør det til et interessant kort stop.

Kan Rearguard Falls kombineres med Wells Gray Provincial Park?

Ja, Rearguard Falls kan være et stop på en længere køredag fra Jasper mod Wells Gray Provincial Park. Det er dog en tur med en del kørsel, så det er en god idé at planlægge tiden til både transport og oplevelser undervejs.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.

Andre roadtrip oplevelser:

Dinosaurer på Royal Tyrrell Museum

Royal Tyrrell Museum og dets mange dinosaure en perfekt start på oplevelser i The Canadian Badlands. Området har frembragt nogle af de største fund i verden og du kan komme tæt på inde på museet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada