Bow Lake på Icefields Parkway i Banff National Park

Bow Lake ligger direkte ved Icefields Parkway og er et af de nemmeste steder at opleve en af Canadian Rockies’ karakteristiske blågrønne bjergsøer. Jeg tog en lille omvej mod nord for at besøge søen og endte med at bruge udsigten over Bow Lake som kulisse til dagens frokost.

30. august 2025

Den næste del af turen blev en lille smule frem og tilbage. Jeg havde været tidligt i gang fra morgenstunden, og efter både Emerald Lake og Takakkaw Falls havde jeg stadig bedre tid i programmet, end jeg havde regnet med. Derfor besluttede jeg at tage forskud på nogle af de oplevelser, jeg egentlig først havde planlagt et par dage senere.

Fra Takakkaw Falls skulle jeg egentlig fortsætte til Banff, hvor jeg skulle overnatte de kommende dage. Derefter var planen at køre hele Icefields Parkway mod Jasper. Men når nu jeg havde tiden med mig, kunne jeg lige så godt køre et stykke nordpå ad Icefields Parkway allerede denne dag og krydse et stop af listen. Jeg satte derfor GPS’en til Bow Lake og begyndte på min lille omvej.

Fra British Columbia til Alberta

Først skulle jeg tilbage fra Takakkaw Falls til Trans-Canada Highway og fortsætte østpå. På denne del af turen krydsede jeg samtidig grænsen mellem British Columbia og Alberta.

Det måtte jeg selvfølgelig lige stoppe og få et billede af.

Det er lidt det samme som at krydse en statsgrænse på en roadtrip i USA. Det ændrer ikke nødvendigvis noget dramatisk ved landskabet på den anden side af skiltet, men det er alligevel en del af turen. Jeg har efterhånden holdt ind ved en del state signs i USA for at få det obligatoriske billede, så selvfølgelig skulle Alberta også med i samlingen.

Jeg var nu officielt kommet ind i Alberta og Banff National Park.

Nordpå ad Icefields Parkway

Fra Alberta-skiltet fortsatte jeg ad Trans-Canada Highway, indtil jeg nåede afkørslen til Highway 93 North – bedre kendt som Icefields Parkway. Drejer du mod nord her, går turen mod Jasper gennem noget af det mest spektakulære landskab i Canadian Rockies.

Icefields Parkway er omkring 230 kilometer lang mellem Lake Louise og Jasper, og jeg skulle senere på turen køre hele strækningen. Denne dag nøjedes jeg dog med den sydligste del.

Vejret kunne næsten ikke have været bedre. Himlen var stort set skyfri, og hele vejen var der udsigt til skove og høje bjerge. Det er en af de veje, hvor transporten mellem seværdighederne hurtigt bliver en seværdighed i sig selv.

Du skal derfor ikke nødvendigvis regne køretiden på Icefields Parkway på samme måde som en almindelig hovedvej. Der er hele tiden noget, der frister til et stop.

Hector Lake fra Icefields Parkway

Et af de steder er Hector Lake.

På vej mod Bow Lake får du kig til den store blågrønne sø, der ligger omkranset af skov og høje bjerge. Med det klare vejr denne dag lignede det næsten et postkort, og farven på vandet gjorde bestemt ikke lysten til at komme tættere på mindre.

Hector Lake er dog ikke lige så nem at komme til som Bow Lake.

Der findes en vandrerute til søen, men det er ikke et hurtigt stop, hvor du parkerer bilen og står ved vandkanten få minutter senere. Derfor måtte jeg nøjes med udsigten fra området omkring Icefields Parkway og fortsætte nordpå.

På cykel gennem Canadian Rockies

Lidt længere fremme mødte jeg en gruppe cyklister på vej gennem bjergene. Det skulle ikke blive sidste gang, jeg så det på denne roadtrip.

Icefields Parkway er populær blandt cyklister, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Landskabet er fantastisk, men jeg vil nu alligevel mene, at man skal være en smule mere glad for højdemeter, end jeg er, hvis man vil opleve hele området fra en cykelsadel.

Vejene gennem Canadian Rockies er lange, og der er nogle ganske pæne stigninger undervejs. Til gengæld er belønningen udsigter til bjergtoppe, gletsjere, skove og søer stort set hele vejen.

Bow Lake direkte ved Icefields Parkway

Bow Lake ligger omkring 34 kilometer nord for Lake Louise og er et af de nemmere stop langs Icefields Parkway. Parks Canada fremhæver området som et af de lettilgængelige steder, hvor du kan opleve en alpin sø omgivet af Wapta Icefield, Bow Glacier, Bow Peak, Mount Thompson, Crowfoot Glacier og Crowfoot Mountain.

Jeg var heldig at finde en parkeringsplads. Der er parkeringsmuligheder flere steder omkring Bow Lake, men de populære pladser kan hurtigt blive fyldt i højsæsonen.

Det kræver til gengæld ikke nogen længere vandretur at forstå, hvorfor folk stopper her.

Fra vejen og parkeringsområderne er der kun kort til udsigten over Bow Lake. Flere steder ligger søen lidt under vejniveau, hvilket giver et let forhøjet kig over vandet og virkelig får den blågrønne farve til at træde frem.

Med de høje bjerge som baggrund er det endnu et af de steder, hvor det er svært at tage et rigtig dårligt billede.

Bow Glacier og Wapta Icefield

Det er ikke kun selve Bow Lake, der er værd at kigge på. Rundt om søen rejser bjergene sig, og selv her i slutningen af august kunne jeg se sne og is højt oppe.

En del af det, du kan se fra området, hører til Wapta Icefield og Bow Glacier. Bow Lake får vand fra Bow Glacier, og smeltevandet fortsætter videre som Bow River.

Det betyder, at man her står tæt på begyndelsen af en flod, der senere løber gennem blandt andet Banff og Calgary og fortsætter langt ud over Rocky Mountains.

Vil du tættere på Bow Glacier, findes der også en rigtig vandretur. Bow Glacier Falls Trail begynder ved Bow Lake og følger først søbredden, inden ruten fortsætter ind mod Bow Glacier Falls. Parks Canada angiver turen til 3,8 kilometer hver vej med omkring 95 meters højdestigning og cirka tre timer retur.

Det var dog ikke en del af mit program denne dag.

Frokost med udsigt over Bow Lake

Ved kanten af søen så jeg flere, der bevægede sig ud i det lave vand. Det så fristende ud i solen, men vand fra gletsjere og sneklædte bjerge er sjældent så varmt, som den blågrønne farve får det til at se ud.

Jeg havde ingen planer om en dukkert.

I stedet fandt jeg frokosten frem og brugte Bow Lake som dagens frokoststop. Det var efterhånden blevet omkring klokken 12, og med den klare himmel, bjergene og den blågrønne sø foran mig kunne jeg næsten ikke have fundet et bedre sted.

Det er samtidig en af fordelene ved at have en køletaske med på en roadtrip. Du behøver ikke planlægge frokosten efter, hvor der ligger en restaurant. Når vejret spiller, kan du i stedet finde et sted som Bow Lake, åbne bagagerummet og spise med en udsigt, som de færreste restauranter kan konkurrere med.

Her kan du se mere om frokost på din roadtrip.

Et hurtigt stop eller en længere hike ved Bow Lake

Bow Lake fungerer godt, uanset om du kun har kort tid eller vil bruge flere timer i området. Vil du primært se søen og tage nogle billeder, behøver stoppet ikke tage ret lang tid. Du får allerede en rigtig fin udsigt ganske tæt på Icefields Parkway.

Har du mere tid, kan du gå langs søen eller tage Bow Glacier Falls Trail længere ind i landskabet. Trailhead til Bow Glacier Falls ligger ifølge Parks Canada cirka 400 meter nede ad adgangsvejen til Lodge at Bow Lake.

For mit vedkommende var Bow Lake et ekstra stop, som jeg egentlig havde planlagt til senere på turen. Derfor nøjedes jeg med udsigten, en kort tur omkring søen og min frokost.

Klokken var omkring 12, da jeg igen satte mig ind i bilen. Det gav mig stadig fint med tid til de stop, jeg havde planlagt på resten af ruten mod Banff.

Og selvom jeg nu havde krydset Bow Lake af listen, var jeg langt fra færdig med Icefields Parkway.

Jeg skulle tilbage samme vej igen om et par dage – og denne gang fortsætte hele vejen mod Jasper.

Tjek forholdene på Icefields Parkway

Som med de andre destinationer i nationalparkerne bør du altid tjekke Parks Canadas hjemmeside, inden du tager afsted. Vejr, vejarbejde, skovbrande og andre forhold kan påvirke Icefields Parkway, og trail conditions kan ændre sig hurtigt i bjergene.

Det gælder også, hvis du planlægger at vandre ved Bow Lake. Parks Canada offentliggør aktuelle forhold for blandt andet Bow Glacier Falls Trail og de øvrige vandreruter langs Icefields Parkway.

Vær også opmærksom på aktuelle regler, hvis du vil ud på vandet. Banff National Park har særlige regler og restriktioner for vandaktiviteter for at beskytte søer og floder mod invasive arter. Tjek derfor de gældende regler hos Parks Canada frem for at gå ud fra, at reglerne er de samme som ved dit sidste besøg.

Se ruten jeg kørte

Her kan du se den rute jeg kørte i beskrivelsen ovenfor.

Annual Pass til nationalparker - ny pris i 2026

Fra 1. januar, 2026 koster et annual pass (årskort eller årspas) ikke længere 80 dollars, men 250 dollars.
Prisen i 11 af de populære nationalparker i USA stiger fra 35 $ for en bil med fire personer, til 100 $ pr. person + 35 $ for bilen. Du kan derfor spare mange penge ved at købe et årskort i stedet.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling. Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Maligne Lake og Spirit Island

Maligne Lake i Jasper National Park er et stort postkort og efter en time i speedbåd på søen, dukker Spirit Island op og overgår alle tidligere motiver.

Dinosaurer på Royal Tyrrell Museum

Royal Tyrrell Museum og dets mange dinosaure en perfekt start på oplevelser i The Canadian Badlands. Området har frembragt nogle af de største fund i verden og du kan komme tæt på inde på museet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada