På vej fra Jasper mod Wells Gray Provincial Park havde jeg booket en bådtur hos Blue River Safari. Her kom jeg både på en rolig sejltur gennem vådområder og en hurtigere tur med jetbåd ind i Mud Lake Delta Provincial Park. Og så var jeg heldig at få øje på turens første sorte bjørn.
3. september 2025
Dagens næste stop, efter Rearguard Falls, var Blue River Safari. Her havde jeg på forhånd bestilt en guidet bådtur med mulighed for at opleve dyrelivet i området.
Blue River Safari ligger lidt ude i ingenting, tæt på den lille by Blue River i British Columbia. Når jeg booker oplevelser på den slags steder, er jeg altid lidt spændt på, om virkeligheden lever op til det, jeg har set på hjemmesiden. Det gjorde den bestemt her.
Som anvist ankom jeg cirka en halv time før afgang, så der var tid til registrering og de papirer, der skulle underskrives. Det er meget normalt på guidede ture, hvor man skal ud med båd eller andet udstyr.

Første del af Blue River Safari i en stor kano
Turen var delt i to, og vi begyndte med at gå ombord i en stor dobbeltkano. Den var udstyret med en elmotor, så vi kunne sejle stille gennem vådområdet uden for meget motorstøj.

Vi havde en guide med, som fortalte om naturen og de dyr, vi måske kunne være heldige at se undervejs. Det er nok ingen hemmelighed, at de fleste gæster på sådan en tur først og fremmest håber på at se bjørne. Derefter kommer elge og de andre dyr, der lever i området.


På den første del af sejlturen blev det dog kun til nogle fugle.
Efterhånden som vi kom ud i det mere åbne vand på Mud Lake, fik vi et bedre indtryk af landskabet. Skoven stod grøn hele vejen rundt om søen, og i det fjerne kunne vi ane bjergtoppene. Desværre hang der stadig en dis over bjergene fra skovbrandene, præcis som jeg havde oplevet de foregående dage omkring Jasper.

Det var en naturoplevelse med fokus på mere end bare dyrene, og guiden fortalte blandt andet om skovbrandene og deres betydning for området.
Med jetbåd ind i Mud Lake Delta Provincial Park
Vi skulle ikke sejle hele turen i kano. Ude på Mud Lake lå en flydende bådebro, hvor vi skiftede over til en jetbåd. Herfra kom der noget mere fart på.


Vi fortsatte ad flodens snoede løb ind i Mud Lake Delta Provincial Park. Det er et beskyttet naturområde med vådområder, små vandløb, søer og skov. Det er netop kombinationen af vand og skov, der skaber gode levesteder for blandt andet bjørne, elge og en lang række fugle.

Undervejs sænkede kaptajnen flere gange farten for at fortælle om naturen omkring os. Et godt stykke inde i området stoppede vi helt op, og her fik vi en mere grundig gennemgang af økosystemet og den rolle, floden spiller.

Der blev også fortalt en del om bjørnene i området. På denne tid af året bruger de meget tid på at spise sig mætte inden vinteren, og kaptajnen gennemgik en imponerende række af de forskellige bær, som bjørnene finder i skoven og langs floden.
Det skulle vise sig at være ret relevant lidt senere.
En hund med næse for bjørne
Da vi skiftede til jetbåden, havde vi også fået en hund med ombord. Den stod trofast helt fremme i stævnen og spejdede ud over landskabet, mens den snusede efter dyreliv.

Kaptajnen kendte tydeligvis hundens signaler og kunne se på den, når der var noget interessant i nærheden.
Og pludselig var der bid.
Inde på flodbredden stod en sort bjørn og spiste nogle af de bær, vi netop havde hørt om. Vi sænkede farten og kunne betragte den fra båden.

Bjørnen virkede vant til at se bådene og fortsatte med at spise i stedet for at løbe væk. Vi holdt god afstand, så der var ikke tale om, at vi kom ubehageligt tæt på den. Det var en fin mulighed for at se en bjørn opføre sig naturligt i sit eget område.
Det var min første af to bjørne på denne roadtrip men den eneste, jeg nåede at få et billede af.
På en tidligere roadtrip i USA havde jeg en noget anderledes oplevelse med en bjørn ved Mammoth Lakes, hvor jeg ved et tilfælde kom lige lovlig tæt på. Det var bestemt ikke planlagt og kunne have udviklet sig anderledes. Den historie har jeg skrevet om i mit indlæg fra Mammoth Lakes.
Tilbage gennem vådområdet
Efter mødet med bjørnen fortsatte vi tilbage mod flydebroen på Mud Lake. Her skiftede vi igen fra jetbåd til den store kano.

Tempoet faldt, og vi sejlede stille tilbage gennem vådområdet, mens guiden fortsatte med at fortælle om området og naturen. Det var en fin måde at afslutte turen på efter den hurtigere sejlads med jetbåden.
Det gode ved Blue River Safari er efter min mening netop kombinationen af de to oplevelser. Først får du den rolige tur gennem vådområdet, hvor der er tid til at se på landskabet og høre om naturen. Derefter kommer du længere ind i området med jetbåden, hvor der er mulighed for at opleve mere af dyrelivet.

Kan jeg anbefale Blue River Safari?
Ja, helt klart. Blue River Safari var en rigtig god oplevelse og en anderledes måde at opleve naturen i British Columbia på.
Det er selvfølgelig vigtigt at huske, at der er tale om vilde dyr. Ingen kan garantere, at du ser en bjørn eller en elg, og jeg var heldig, at vi fandt en sort bjørn på min tur. Men selv uden bjørnen ville jeg have fået noget ud af sejlturen, naturen og guidernes fortællinger.
Jeg synes især, at turen er interessant, fordi man ikke bare bliver sejlet rundt i håbet om at se dyr. Man får også en bedre forståelse for landskabet, skoven og det økosystem, som dyrene er en del af.
Hvis du er på roadtrip gennem British Columbia og kommer forbi Blue River, kan jeg derfor sagtens anbefale at sætte tid af til en tur med Blue River Safari.
Her kan du læse mere om turene og booke.
Hjælp med at hjælpe andre
Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Overnatning:










