10 bedste oplevelser i USA

Når jeg tager til USA i Påsken 2010 er det 8 år i træk jeg sætter fod i en af de 50 stater.
Texas bliver den 30. stat jeg overnatter i og jeg ser frem til at slappe af i bl.a. Big Bend National park nede ved den mexikanske grænse.

Med så mange år og stater bag mig har jeg et kæmpe oplevelsesregister at trække på. Nedenfor lister jeg min top 10 over de oplevelser jeg (indtil videre) har sat mest pris på. Listen er ikke rangeret på nogen måde og lige uden for top 10 ligger oplevelser der kunne fylde rigtig mange lister.

Varmluftsballontur i Rocky Mountains, CO

I 2008 var jeg på en helt utrolig tur med varmluftsballon i Rocky Mountains i Colorado. Med lift off lige efter solopgang havde vi en utrolig morgen svævende i en varmluftsballon over en højslette i Colorados Rocky Mountains.
Selve flyveturen var på en times tid, men hele arrangementet varede 5.5 time og efterlod en med en utrolig oplevelse fra hjælp med at få fyldt ballonen med varm luft, pakke den sammen igen og et frisklavet morgenmåltid ude midt i ingenting. Plus en musikalsk oplevelse som ikke kan beskrives. Her kan du se mere fra turen i varmluftballon.

Nytår i New York, NY

Holder man nytår i New York kan man dele oplevelsen med mange hundredetusinde på Times Square. Fordelen er en utrolig oplevelse. Ulempen er man måske kommer til at stå i op til 10 timer i bidende frost.
I 2004 valgte jeg en mere sikker løsning og holdt det på en natklub lige syd for Times Square. Med mad og fri bar inkluderet var det bare at slå sig løs. Kort før midnat kørte storskærme ned fra loftet og vi kunne følge festivitas på Times Square og nytåret blev skrålet ind til et Bon Jovi nummer.
New York er proppet omkring juletid og forvent lange køer til de fleste attraktioner, men byen bør også opleves på denne årstid.

4th of July i Chicago

TIlbage i 2003 var jeg i Chicago onkring den 4. juli. Chicago har byfest i op til den 4. juli (Taste of Chicago) og er et must for mad elskere da den samler smagsindtryk fra stortset hele verden og man kan smage en masse utrolig lækker mad. Der er også gratis friluftkoncerter og da jeg var der så jeg Sheryl Crow sammne med 30.000-40.000 andre med Chicagos utrolige skyline som back drop.
Om aftenen den 4. juli er der et utroligt fyrværkeri og sammen med en lille million andre kan man se det spetakulere nede ved Lake Michigan.

Ford Mustang Shelby GT-H fra Miami til Key West, FL

USA er i den grad bilernes land og i 2006 parkerede vi vores udemærkede Chrysler Sebring Cabriolet og lejede en special edition Ford Mustang Shelby GT-H. 325 HK, sort med to brede guldstriber og en dyb 4.6 liters V8.
Vi havde den i to dage og kørte fra Miami til Key West og tilbage. En utrolig bil på en utrolig strækning og vi oplevede at få anerkendende thumbs up på vores vej og faldt hurtigt i snak med folk når vi holdt ind.

Jet Ski tur rundt om Key West, FL

Da vi var i Key West tog jeg på en guided jet-ski tur rundt om de yderste øer. En times ræs med op til 75 km/t i krystal klart vand med bademuligheder i både atlanterhavet og den Mexikanske Golf. Her kan du se billeder fra Jet-Ski turen.

Segway tour i Boston

Segways er et must hvis man kommer i nærheden af dem. De fleste storbyer har guidede ture. Var første gang på en segway tur i 2007 i Minneapolis, men min seneste tur i 2009 i Boston var den bedste. God guide og god rute gjorde det til en super oplevelse med mulighed for at gi de gas forskellige steder i byen. Her kan du se mig på en segway. Kræver 10-15 minutter øvelse og blive fortrolig med den, men bliver lynhurtigt en naturlig ting at manøvrere på.

Napa Valley, CA

I 2005 skulle min storebror på Culinary Institute of Americca i Napa Valley og min lillebror og jeg mødtes med ham i San Francisco og kørte med op til Napa Valley. Her skulle han bo privat i 3 måneder og vi boede et par dage hos samme værtsfamilie. Konen arbejdede på CIA og manden var konsulent for mange af vinhusene i området. Dertil havde de selv en lille vinproduktion. Det private indblik i et af USAs mest eksklusive områder (ejendomsmægleren havde flere huse til salg som startede ved 20 mio dollars) var en utrolig oplevelse og oplevelsen af mikorklimaet (de små temperatur og fugtforskelle som er med til at skabe den unikke vin for området) og de modne druer i Oktober måned var helt utroligt. Høsten var igang da vi var der.

Pikes Peak, CO

Det er de færreste forundt at komme op på toppen af et 4300 meter højt bjerg, men på Pikes Peak kan man køre til toppen i egen bil eller benytte en af de andre muligheder, bl.a. tog. I 2008 tog vi turen op i en Ford Mustang Cabriolet.
På toppen er der en utrolig udsigt og hvis man ikke har højdeskræk er køreturen også spetakulær.
Der er kun halvt så meget ilt i luften i den højde, så man risikere at få højdesyge (føles som tømmermænd) hvis man opholder sig der i for lang tid. Efter en time fik vi det men det forsvinder igen når man kommer ned igen.

Elvis Week i Memphis

Elvis er kongen og i Memphis ophøjes han nærmest til gud. I hvert fald når der er Elvis Week. I 2006 kom vi tilfældigt forbi Memphis da der var Elvis Week. Det er en uge der står i kongens tegn og afsluttes med en Candle Ligth Vigil. Vi tog deluxe turen af Graceland, Sun Studios og deltog i mindehøjtideligheden (Candle light vigil) om aften/nat. Dagen efter kørte vi til Elvis fødeby Tupelo i MIssissippi. Her kan du se mere fra Candle Light Vigil.

Damplokomotiv tur fra Silverton til Durango

Efter en tur med 4-hjulstrækker på snørklede off-road bjergveje ved sølvminerne ovenfor Silverton, tog vi med damplokomotiv tilbage til Durango.
Det er en tur på 3 timer som kører ad den mere end 100 år gamle transport rute gennem slugter og bjergpas ned til Durango. I gamle dage fragtede man sølvmalm med toget ned til Durango for der er for lidt ilt i luften i SIlverton til at kunne forarbejde malmen ved høj varme.
Et af stederne på turen er der 200 meter næsten lodret ned til den brusende flod og sidder man i en af de bageste vogne kan man se toget som en lang, gul slange sno sig på klippevæggen.

15 endnu bedre oplevelser i USA

Her har jeg samlet 15 endnu bedre oplevelser fra mine mange roadtrips i USA.

En top 10 for førstegangsrejsende

Oplevelserne på listen ovenfor er samlet gennem mange år. Hvis man kun er afsted ét år og vil nå så meget som muligt, så vil jeg anbefale man går efter ‘den amerikanske oplevelse’. Det er oplevelser, ikke eksklusivt til USA, som mange forbinder med at tage til USA.
Jeg har samlet en top 10 liste med ting man skal opleve når man er i USA. 10 ting som man kan opleve stortset alle steder og som meget godt indkapsler det som mange forbinder med USA. Den liste kan man så selv krydre med enkeltstående oplevelser a la dem jeg her listet ovenfor.

Vurder indlægget!
Hvis du synes om indlægget, så vil jeg sætte pris på en vurdering nedenfor. Du skal blot klikke på det antal stjerne du synes det fortjener. Du er også velkommen til at give en like på Facebook eller Google Plus. På forhånd tak.

Andre roadtrip oplevelser:

15 Comments

  1. Hej
    Vi er en familie på 3 der tager til Florida til sommer i 3 uger.
    Har læst også set en side hvor man kan bestille indgang til alle forlystelser med store rabatter,
    Lidt a la sweet deals her hjemme.
    Kender du den? Kan ikke selv komme på den

    Mvh
    Henrik

    1. @ Henrik

      Jeg har ikke selv benyttet det du nævner, men ved der findes forskelligt.

      I storbyerne er der typisk et City Pass, som for en pris giver adgang (eller rabat) på en række ting. Det kan ofte være en god idé. Andre gange betaler man for indgang til x steder, men har kun tid til at besøge y, og har så i virkeligheden betalt mere end hvis man blot betalte indgangen til fuld pris hvert sted.

      I Orlando finder en søgning på Google dette: http://www.smartdestinations.com/orlando-attractions-and-tours/_d_Orl-p1.html?pass=Orl_Prod_Go

      Ved ikke om det er værd at gå efter.

      Prøv og søg efter andre blogs som specialiserer sig i Florida og se om de har noget.

  2. Hej René.

    Mine børn – søn på 14 og datter på 16 år skal en tur til USA i juni.
    Vi flyver til NY, hvor vi har 5 overnatninger derefter til Vegas – 2 overnatninger, hvorefter vi kører
    til LA /Hollywood og har 8 overnatninger inden vi flyver hjem.

    Min spørgsmål er: hvad kan du anbefale af must see i disse byer for teenagere?

    Hvordan er det at køre fra Vegas til LA? Havde gerne undværet at køre, da det jo kun er mig, der kan køre, men har erkendt at det bliver umuligt at “undgå”.

    Bedste hilsner

    Berit

    1. I Los Angeles vil jeg anbefale Universal Studios og – hvis ikke dine teenagere føler sig for voksne – Disneyland. I mine øjne er der ikke andet at komme efter i den by. Langt hellere ville jeg anbefale jer at bruge nogle magelige dage på at køre op langs kysten til San Francisco for at opleve landskaberne (som er crazy fantastiske) og altså selvfølgelig også selve San Francisco.

      Det var nok også en ide at køre via Death Valley, når I kører fra Las Vegas. Det er alligevel verdens varmeste sted, så det er fint at have på “rejse-CV’et” – Jeg springer det aldrig over, når jeg er på de kanter.

  3. Hej René.

    Jeg har med stor interesse læst dine fine og informative artikler igennem, da min kone og jeg er ved at planlægge en roadtrip-tur til den amerikanske østkyst til maj/juni. Vi har tidligere været på tur på vestkysten LA-San Diego-Las Vegas-LA og er blevet ret vilde med denne form for ferie, hvor man selv kan bestemme tempoet og hvad man ønsker at se undervejs

    Vores tur denne gang starter med et par dage i New York, hvorefter vi kører nordpå til Niagra Falls. Herfra går turen sydpå hele vejen ned til Miami, så mit spørgsmål er egentlig bare, hvilken rute og hvilke stop undervejs, der er værd at vælge? Vi tænker umiddelbart at koble på Blue Rudge Parkway undervejs, men ellers har vi planlagt så meget på turen sydover. Vi forventer at bruge 4-5 dage på køreturen – hvad tænker du om det?

    På forhånd tak for dit svar – vi ser frem til at høre din mening og inputs.

    God aften.

    Med venlig hilsen

    Kenneth

    1. @ Kenneth

      4-5 dage er i underkanten. Den mest direkte rute mellem Niagara og Miami er 2300 km. Det er 460 km om dagen i 5 dage. Det er 5-6 timers kørsel hver dag. Det efterlader ikke megen tid til oplevelser.

      Den mest direkte rute går ikke forbi så mange oplagte oplevelser. Så hvis i vil ud på Blue Ridge Parkway, bliver turen længere.

      Hvis i kan afsætte lidt flere dage, så vil jeg foreslå:

      Niagara ned til Roanoke.
      Hop på Blue Ridge ved Roanoke og følg den ned til Asheville. Undervejs er der: Marby Mill (god frokost), Blue Ridge Music Center. Efter Boone kommer Grand Father Mountain. Nede ved Asheville er der Biltmore Estate (afsæt 4 timer) og Chimney Rock.

      På vejen længere mod syd og over mod Miami er der Charleston og Savannah.

      1. Hej Rene,

        Vi er ved at planlægge en kør selv tur til USA og jeg faldt over dit svar til Kenneth omkring x-antal timers kørsel pr. dag.

        Har du nogle anbefalinger til det? Eller er det afhængig af ruten?

        Jeanette

        1. @ Jeanette

          Det kommer an på ruten, og man kan godt køre 600 km en dag. Men ikke hver dag i 3 uger fordi man vil se det hele. 400 km kørsel er 5-6 timer i bilen hvis det er på interstates. Men det er de færreste der holder sig til dem (og med god grund, da der ikke er noget at se der).

          Google Maps kan give et finger peg om hvor lang tid en strækning tager at køre. Du skal blot huske på, at den ikke indregner pauser, tankning, toiletbesøg, frokost, seværdigheder, langsomme billister, kø og omveje.

          Her kan du se eksempler på hvordan selv meget korte stræk kan tage hele dagen: https://www.renefrederiksen.dk/roadtrip-turen-gar-til-usa/koereturen/tid-til-oplevelser-pa-roadtrip/

          1. Hej igen,

            Tusinde tak for dit hurtige svar! Nedenfor er mit første oplæg til vores tur:

            USA vestkyst + vegas

            Dag 1 – ankomst til LA, jetlag overnatning på Super 8 Los Angeles Airport La
            Dag 2 – hente udlejningsbil – Santa Monica Pier (1/2 times kørsel) – Hollywood skiltet (1 times kørsel) Solvang (2 1/2 times kørsel) – overnatning nord for Santa Maria
            Dag 3 – Highway 1 til San Fransisco (5 timers kørsel) – overnatning i eller nær SF
            Dag 4-5 – sightseeing i SF – Golden gate bridge – fængselsøen Alcatraz (færge 1 time hver vej) – pier 39 (søløver) – sporvogne – fisherman’s wharf (cykel leje) – china town – overnatning i SF
            Dag 6 – kør øst på til Yosemite national park (4 timers kørsel) overnatning nær Fresno (2 1/2 times kørsel)
            Dag 7 – kør syd på til Sequoia national park – mammuttræer (2 1/2 times kørsel) overnatning nær Bakersfield (3 timers kørsel)
            Dag 8 – køre Las Vegas over Death Valley national park (6 timers kørsel)
            Dag 9-10 Las Vegas – The Strip – outlet center – hoover Dam (1 times kørsel) – grand Canyon skywalk (er pris lig oplevelse – er det det værd?) overnatning i flagstaff (3 1/2 timers kørsel)
            Dag 11 – grand Canyon – overnatning på vej mod Lake Havasu City
            Dag 12 – London bridge (Lake Havasu City) – joshua tree national park (2 1/2 times kørsel) – route 66 (1 1/2 times kørsel) – overnatning i LA, måske Super 8 Los Angeles Airport La igen? (1 1/2 times kørsel)
            Dag 13-14 – Los Angeles – universal studios – Hollywood boulevard – rodeo drive – Union station – aflevere udlejningsbil

            Vi tænker at være i USA i 14 dage fra 28 februar til 14 marts. Er der nogle af punkter i ovenstående hvor vi skal være opmærksom på noget ift årstiden og den periode vi er afsted?

            Min plan virker umiddelbart lidt optimistisk, men er i tvivl om hvor vi evt kan ændre på noget i forhold til rute eller lign. Jeg har sat en de, national parker på, men tænker at vi måske kan prioritere lidt i dem f.eks. Ift. Oplevelsen af naturen på årstiden? Kan du give nogle gode råd?

            Når nu jeg selv har planlagt turen og ik støtter din meget fine side på den måde, hvordan kan jeg så evt bidrage til dit stykke arbejde. Kan man bestille udlejningsbil, hoteller eller lign igennem din side?

            Hilsen jeanette

          2. @ Jeanette

            Her er lidt kommentarer til de dage jeg synes i skal ændre på.

            Dag 1. Jeg vil hente bil samme dag i lander. Så er det overstået og i skal ikke bruge tid til det på dag 2.

            Dag 4-5. Husk at bestille billetter til Alcatraz på forhånd. De kan bookes nogle måneder i forvejen. Prøv og lom afsted sidst på dagen, så i får set byen fra vandet i dagslys på vej der ud og mens i er på øen, og så i mørke på vej hjem, hvor byen er oplyst.

            Dag 6. En lang dag, men i har ikke kørt i dagene før, så skal nok gå.

            Dag 8. Det er for lang en strækning. I vil ikke have tid til oplevelser. Google map siger godt nok 6 timer, men det er effektiv køretid. Regn med 7-8 timers kørsel plus pauser. Med oplevelser oveni er det 10-12 timer som minimum for blot at få et par af oplevelserne med i Death Valley. I vil ankomme meget sent til Las Vegas.

            Dag 9. Drop Skywalk da i alligevel kører til Grand Canyon South Rim.

            Dag 10. I kan godt køre hele vejen til Grand Canyon (Flagstaff) men jeg vil anbefale at køre hele vejen derop og overnatte der. Så sparer i tid på at komme derop og tilbage igen på dag 11.

            Dag 12. Det er en omvej til LA og bliver en lang dag. Route 66 ligger ikke i nærheden af Joshua Tree park og parken giver jer ikke en oplevelse i ikke allerede har set i Death Valley (hvis i altså har tid til at opleve Death Valley).
            Route 66 skal faktisk opleves på vejen fra Las Vegas til Williams hvor i drejer fra i Kingman og følger Route 66 til Williams. Det tager længere tid, hvorfor turen fra Las Vegas til Grand Canyon på en dag bliver rigtig lang.

            Der er kun udfordringer med vejret i forbindelse med Yosemite og Sequoia.

            Du kan bidrage til min side ved at bestille bil gennem de links jeg har.

  4. Hej Rene

    Nu nævnte du det her med Nytår i New York, og jeg har længe haft en drøm om at holde nytår i NY.

    Jeg har haft lidt svært ved at finde ud af hvornår/hvor/hvordan man booker sig ind på en natklub eller noget i den stil.

    Har du et forslag til hvordan der bookes sådan en aften? Evt. hjemme fra Danmark af, inden jeg tager af sted.

    Jeg tænker det jo nok er for sent i år, men måske det kunne lykkedes til næste år.

  5. Hej René.

    Fantastisk god side med mange nyttige oplysninger. 🙂

    Vi er en familie på fire, tre voksne samt en dreng på 13 år. Vi planlægger USA-rejse til sommer med 18-19 overnatninger. Vi vil starte i New York, hvor vi vil være i 4 dage, hvorefter vi tager tog til Washington, hvor vil vil være i 2 dage (incl. 4. juli). Herefter lejer vi bil og planlægger at køre helt til Miami med ophold i Orlando i 2 dage og derefter 1 overnatning ved en strand i det vestlige Florida. Der er afsat 5 overnatninger i Miami. Så der er kun afsat 4-5 overnatninger til road-trippet, hvilket jeg er bange for er for lidt, idet det jo ikke skal blive stress og jag. Desuden ved vi ikke, hvad der er at se på turen mellem Washington og Florida.

    Har du nogen idé om, om hele turen er for lang til det antal overnatninger vi har ? Er det måske bedre at reducere antallet af overnatninger i Miami. Grunden til at vi gerne vil til Orlando og Miami er spacecenteret og sumpområdet.

    På forhånd tusind tak for dit svar.

    Med venlig hilsen
    Gitte

    1. @ Gitte

      4-5 overnatninger fra Washington til Orlando er fin. Jeg vil foreslå i kører via Blue Ridge Mountains til Pigeon Forge (Dollywood) og Nashville. Derfra via Atlanta (CNN, World of Coca Cola) og ned til Orlando.

    2. Hvis drengen og nogle af de voksne er glade for forlystelsesparker så kan i stoppe i Kings Dominion som ligger i Virginia den er efter min mening bedre/sjovere end Disney parkerne.
      Ville helt sikkert skære ned på Miami overnatningerne, så hellere overnatte omkring Fort Lauderdale i en af badebyerne der så kan i tage på 1 dags tur til Miami for der er ikke så meget at kommer efter der, igen efter min mening.
      Når/hvis i tager i Everglades nationalpark så husk at stoppe hos “Robert is Here” og nup jer en Milkshake og hvis den kombination af frugt ikke er på skiltet som i kunne tænke jer så bare bed om den 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada