Glacier National Park, Grand Coulee Dam og Mount Rainier på vej mod Seattle

Fra Medora i North Dakota ventede nogle af roadtrippens længste køredage. Først næsten 700 kilometer tilbage gennem Montana til Great Falls, derefter tværs gennem Glacier National Park og videre mod Washington med stop ved Grand Coulee Dam og Mount Rainier.

Næsten 700 kilometer fra Medora til Great Falls

Fra Medora begav vi os ud på den længste daglige køretur på denne roadtrip. Knap 700 kilometer lå mellem os og Great Falls i Montana, og denne gang var der ikke lagt de store seværdigheder ind undervejs. Det var først og fremmest en transportdag gennem de enorme åbne landskaber i North Dakota og Montana.

I Great Falls havde vi ikke reserveret overnatning. Planen var mere eller mindre bare at tage det første fornuftige motel langs hovedvejen, men det første sted var udsolgt, og noget vejarbejde gjorde det besværligt at fortsætte til det næste. Vi prøvede derfor downtown og endte på et Quality Inn til 89 dollars for natten.

Fra prærien mod Glacier National Park

Næste morgen fortsatte vi mod Glacier National Park. Fra Great Falls var der stadig små to timers kørsel til parkens østlige side, så vi fik endnu en portion af Montanas flade prærie, inden Rocky Mountains begyndte at rejse sig foran os.

Kontrasten er ret voldsom. Efter timevis med åbne vidder kommer bjergene pludselig tættere på, og kort efter befinder man sig midt i noget af det mest fotogene landskab i det nordlige USA.

Going-to-the-Sun Road gennem Glacier National Park

Vi kørte gennem Glacier National Park fra øst mod vest ad Going-to-the-Sun Road. Vejen er omkring 50 miles lang og krydser Continental Divide ved Logan Pass i 6.646 feet, cirka 2.026 meters højde.

Det er parkens klassiske scenic drive og en af de veje, hvor man egentlig har lyst til at stoppe hele tiden. Søer, bjergsider, vandfald og udsigter dukker op næsten konstant.

På vores besøg i 2010 var der desværre omfattende vejarbejde. Det betød en del ventetid, og når trafikken endelig blev sendt videre, foregik det i grupper bag en følgebil. Det gjorde det lidt sværere spontant at holde ind ved hvert eneste sted, der så interessant ud.

Vi fik dog oplevet parken, gået nogle korte ture, set vandfald og kørt det meste af den del af Glacier National Park, som er tilgængelig direkte fra Going-to-the-Sun Road.

Glacier National Park fra øst til vest

Selv med vejarbejdet var Glacier en af de parker, hvor selve køreturen er en stor del af oplevelsen. Going-to-the-Sun Road bevæger sig fra sø- og skovlandskaber op i højfjeldet omkring Logan Pass og derefter ned igen mod Lake McDonald på parkens vestlige side.

Efter at have krydset parken fortsatte vi mod Kalispell, hvor næste overnatning var booket.

Going-to-the-Sun Road i dag

Going-to-the-Sun Road er stadig Glacier National Parks store roadtripklassiker, men man kan ikke regne med, at hele vejen er åben året rundt. Den høje del omkring Logan Pass bliver normalt først ryddet for sne i begyndelsen af sommeren og lukker igen, når vintervejret vender tilbage.

I 2026 kræves der ikke længere en særskilt vehicle reservation for at køre Going-to-the-Sun Road, men parken kan midlertidigt begrænse indkørsel ved høj trængsel. Logan Pass har desuden tidsbegrænset parkering, og parkens shuttle til Logan Pass fungerer med billetter.

Fra Kalispell mod Washington

Dagen efter fortsatte vi fra Kalispell mod Moses Lake i Washington. I stedet for bare at tage den direkte vej havde jeg lagt endnu et stop ind: Grand Coulee Dam.

Det er ikke et navn, der er lige så kendt internationalt som Hoover Dam, men størrelsen og betydningen for det nordvestlige USA er mindst lige så interessant.

Grand Coulee Dam på Columbia River

Grand Coulee Dam blev opført på Columbia River fra 1930’erne og var fra begyndelsen tænkt som en del af et stort multipurpose-projekt med både strømproduktion og senere omfattende kunstvanding af Columbia Basin.

Vandkraften fik især enorm betydning under Anden Verdenskrig, hvor den billige elektricitet blev brugt af industrien i Pacific Northwest. Senere blev anlægget udbygget med flere kraftværker og den store Third Power Plant.

I dag er Grand Coulee stadig USA’s største producent af vandkraft. Anlægget har en samlet kapacitet på mere end 6.800 megawatt og kan producere omkring 21 milliarder kilowatttimer på et år.

Det giver langt mere mening at beskrive Grand Coulee som USA’s største vandkraftværk end at sammenligne det direkte med eksempelvis atomkraftværket Palo Verde. De forskellige kraftværkstyper har forskellige kapaciteter og produktionsmønstre.

Et anderledes Washington

Fra Grand Coulee fortsatte vi mod Moses Lake. Landskabet her var langt fra det grønne og regnfulde Washington, man typisk forestiller sig omkring Seattle.

Øst for Cascade Mountains ligger store tørre områder med basalt, landbrug, kunstvandede marker og næsten halvørkenagtigt landskab. Washington har med andre ord væsentligt flere ansigter end bare skov og Stillehavskyst.

Fra Moses Lake mod Mount Rainier

Næste dag fortsatte vi vestpå fra Moses Lake mod Mount Rainier. Undervejs ændrede landskabet sig igen, og efterhånden begyndte det store bjerg at dominere horisonten.

Mount Rainier er med sine 14.410 feet, cirka 4.392 meter, det højeste bjerg i Cascade Range. Det er samtidig ikke bare et bjerg, men en aktiv stratovulkan.

Mount Rainier er stadig en aktiv vulkan

Det kan være let at glemme vulkanhistorien, når bjerget ligger fredeligt med sne og is på toppen. Men Mount Rainier regnes fortsat som en aktiv vulkan, og U.S. Geological Survey overvåger den løbende.

En af de største potentielle risici er ikke nødvendigvis lava, men lahars: enorme mudderstrømme af vand, is, sten og vulkansk materiale, der kan bevæge sig langt ned gennem floddalene omkring bjerget.

28 navngivne gletsjere på Mount Rainier

Mount Rainier er samtidig det mest gletsjerdækkede bjerg i det sammenhængende USA. National Park Service regner i dag med 28 navngivne gletsjere plus en række permanente sne- og isfelter.

Det forklarer, hvorfor bjerget selv om sommeren fremstår hvidt på lang afstand. Gletsjerne er samtidig kilder til flere af de store flodsystemer omkring Mount Rainier.

De er dog ikke uforanderlige. Undersøgelser viser en markant reduktion af både gletsjerareal og ismængde gennem det seneste århundrede.

Paradise på Mount Rainier

Vi kørte op mod Paradise på sydsiden af Mount Rainier. Det er et af de mest besøgte områder i nationalparken og ligger omkring 5.400 feet, cirka 1.650 meter, over havets overflade.

Herfra udgår en række vandreruter gennem subalpine enge og videre op mod blandt andet Muir Snowfield og Camp Muir.

På vores besøg i 2010 var parkeringen omkring besøgscenteret begrænset, og biler kunne ende et godt stykke nede ad bjerget. Fra vores fjerneste parkeringsmulighed var der omkring et par kilometers gang tilbage mod besøgscenteret.

Det er stadig værd at planlægge efter. Paradise bliver meget travlt på sommerdage, og når de officielle parkeringsområder er fyldt i dag, må man ikke bare parkere langs vejkanterne. National Park Service anbefaler blandt andet at komme tidligt, sent på dagen eller på hverdage.

Vandring ved Mount Rainier

Der er masser af muligheder for at gå ture fra Paradise, lige fra korte stier til langt mere krævende hikes. Men det går hurtigt stejlt opad, og allerede fra besøgscenteret kan højdeforskellen mærkes.

Man behøver ikke være bjergbestiger for at opleve området, men vil man længere op på stierne, hjælper det bestemt at være i nogenlunde form.

Vejret er en anden joker. Mount Rainier kan stå fuldstændig klart og dominere landskabet den ene dag og forsvinde bag skyer og tåge den næste. Et besøg giver derfor ingen garanti for den klassiske postkortudsigt.

Mount Rainier i dag

I 2026 kræves der ikke timed-entry-reservation til Mount Rainier National Park. Det ændrer dog ikke på, at områder som Paradise kan blive meget overfyldte på sommerweekender, og parkeringen kan blive fyldt tidligt på dagen.

Det er derfor stadig en park, hvor det betaler sig at planlægge lidt mere end bare at sætte destinationen ind på GPS’en om morgenen.

Tilbage til civilisationen og Inception i IMAX

Efter en dag med bjergveje og vandring kørte vi tilbage mod civilisationen. Aftenen krævede ikke flere naturoplevelser, så vi tog i biografen og så Inception i IMAX.

Det bekræftede endnu en gang min opfattelse af, at et stort IMAX-lærred er noget helt andet end de små biografsale, man alt for ofte støder på hjemme i Danmark. Efter flere dage med Rocky Mountains, enorme dæmninger og Mount Rainier virkede det egentlig ganske passende at slutte med en film, der også gjorde alt i stor skala.

Billeder fra Glacier National Park, Grand Coulee og Mount Rainier