Dr Pepper Museum i Waco og en roadtrip gennem Texas

Der er noget særligt ved at køre gennem Texas i en Ford Mustang med Willie Nelson i højttalerne. Dagens roadtrip gik fra Huntsville mod Abilene med et besøg på Dr Pepper Museum i Waco, hvor jeg smagte min allerførste float. Undervejs blev det også til et uventet stop i Dublin, som har sin helt egen plads i Dr Peppers historie.

15. april, 2011

On the Road Again – fra Huntsville mod Waco

Det var til tonerne af Willie Nelson og “On the Road Again”, at jeg forlod mit motel i Huntsville og satte kursen nordpå. Dagens køretur skulle ende i Abilene, og undervejs havde jeg kun planlagt et, måske to stop.

Udsigt gennem forruden på min roadtrip gennem Texas

Efter en times tid drejede jeg fra Interstate 45 og genfandt den ro, som jeg husker så godt fra mine tidligere roadtrips i USA. Det er netop den følelse, jeg virkelig nyder, når jeg er afsted. De lange landeveje, de små byer og friheden til at stoppe, når jeg har lyst.

Vejret var ellers godt med skyfri himmel og 23 grader, men taget på Mustangen blev oppe. Det blæste en stiv pelikan, og de gange jeg gjorde små stop undervejs, blev jeg nærmest sandblæst.

Det forhindrede mig dog ikke i at gøre holdt, når jeg fik øje på noget interessant langs vejen.

Gammelt skilt langs landevejen på min roadtrip i Texas

Forladt bygning langs en landevej i Texas

Gammel butiksfacade i en mindre by i Texas

Besøg på Dr Pepper Museum i Waco

Der er især to sodavand, som jeg drikker lidt for mange af, når jeg er i USA. Den ene er A&W Root Beer. Den anden er Dr Pepper.

Da jeg sad hjemme og planlagde min rute gennem Texas, opdagede jeg, at Dr Pepper faktisk stammer fra Waco. Sodavanden blev opfundet i 1885 af apotekeren Charles Alderton, som arbejdede på Morrison’s Old Corner Drug Store.

Det var derfor oplagt at lægge vejen forbi Dr Pepper Museum i Waco og få lidt mere at vide om historien bag en af mine amerikanske favoritsodavand.

Dr Pepper Museum i Waco, Texas, hvor sodavandens historie fortælles

Et lille museum med masser af Dr Pepper-historie

Selvom Dr Pepper er en stor sodavand i USA, er den stadig noget af en lilleput i forhold til Coca-Cola og Pepsi. Jeg forbinder den mere med det traditionelle, amerikanske arbejderklasse-USA, og den stemning synes jeg også, at man mærker, når man besøger museet.

Jeg har tidligere besøgt World of Coca-Cola i Atlanta, og det er et stort sted. Dr Pepper Museum i Waco er lillebitte til sammenligning, men til gengæld hyggeligt og hurtigt overstået.

Museet ligger i en historisk bygning, som oprindeligt blev opført i 1906 til produktion og aftapning af Dr Pepper. Her kan man blandt andet se gamle flasker, reklamer og andet udstyr fra sodavandens historie.

Udstillinger og historiske Dr Pepper-reklamer på museet i Waco

Historiske sodavandsflasker udstillet på Dr Pepper Museum

Udstilling om den amerikanske sodavandsindustri på Dr Pepper Museum

Historisk Dr Pepper-lastbil udstillet på museet i Waco

Jeg brugte omkring en time på museet, inklusive et besøg i gavebutikken og tid til at prøve noget, som jeg aldrig tidligere havde smagt.

Min første Dr Pepper float i en gammeldags soda fountain

Et af højdepunkterne ved besøget var museets gammeldags soda fountain, hvor jeg fik min allerførste float.

En float er kort fortalt en sodavand med en kugle is i. Lidt som en milkshake, hvor mælken er erstattet af soda pop, og hvor man ikke blander ingredienserne sammen.

Min float blev lavet med Dr Pepper, og resultatet var mildest talt specielt at se på.

Den stod mest af alt og lignede en sovs, der havde skilt fuldstændig for vildt.

Heldigvis smagte den væsentligt bedre, end den så ud.

Min første Dr Pepper float med sodavand og is på Dr Pepper Museum i Waco

Så var endnu en klassisk amerikansk spise- og drikkeoplevelse krydset af listen.

Et uventet stop i Dublin – byen med sin egen Dr Pepper

Mit næste Dr Pepper-stop var faktisk ikke planlagt.

Jeg vidste godt, at Dublin i Texas havde haft meget med Dr Pepper at gøre, men jeg havde ladet GPS’en finde den hurtigste rute fra Waco til Abilene. Det viste sig, at den gik lige gennem Dublin.

Det var jo en glimrende undskyldning for endnu et stop.

Dublin har en særlig plads i Dr Peppers historie. Byens aftapningsvirksomhed begyndte allerede i 1891 at tappe sodavanden på flasker og blev kendt for sin Dr Pepper lavet med rørsukker.

Så snart jeg ankom til byen, var jeg ikke i tvivl om, at de levede højt på Dr Pepper i området.

Store billboards og vægmalerier med Dr Pepper prydede byen, og ud over museet var der flere butikker, som solgte Dr Pepper-merchandise.

Dr Pepper-inspireret udsmykning i Dublin, Texas

Stort Dr Pepper-vægmaleri i Dublin, Texas

Dr Pepper-skilte og reklamer i Dublin, Texas

Dr Pepper-museet i Dublin, Texas, under mit besøg i 2011

Historisk Dr Pepper-reklame og udsmykning i Dublin

Det var sjovt at opleve, hvor meget en enkelt sodavand kunne fylde i en lille amerikansk by.

Bemærk: Dette besøg fandt sted i 2011. Dublin Bottling Works ophørte med at producere Dr Pepper i januar 2012. Det historiske museum og den tilhørende soda shop er siden lukket. Virksomheden producerer fortsat andre sodavand.

Sidste etape af dagens roadtrip til Abilene

Efter de to besøg med Dr Pepper som det gennemgående tema fortsatte jeg vestpå mod Abilene, hvor jeg havde planlagt at overnatte.

Abilene var for mig en af de typiske amerikanske byer, som engang havde haft en eller anden form for storhedstid, men som nu virkede til at have det hårdt.

Downtown var nærmest en spøgelsesby efter klokken 17. Butiksdød og forladte bygninger prægede bymidten, og der var ikke mange mennesker at se.

Jeg tjekkede ind på Rodeway Inn downtown, hvor jeg fik et værelse til 350 kroner, og gik derefter lidt rundt i området.

Aftensmad og mikrobryggeri på Cypress Street Station

På min Gobi-app kunne jeg se, at der lå en rigtig restaurant i nærheden. Den hed Cypress Street Station og havde fået gode anmeldelser.

Dem besluttede jeg mig for at stole på, og det viste sig at være et godt valg.

Det var en mærkelig kontrast at komme fra en fuldstændig død bymidte ind i en restaurant, der summede af liv og havde op mod 100 gæster.

Der var desværre ikke plads i baren, så jeg kom til at sidde lidt akavet som eneste gæst ved et firemandsbord.

Tjenerne havde travlt, fordi restauranten var fyldt, men betjeningen var alligevel god.

Lokalt øl og Tuscan Chicken

Ud over at være restaurant var Cypress Street Station også et mikrobryggeri, og de havde seks-syv af deres egne øl på kortet.

Jeg bestilte en sampler, så jeg kunne smage fire forskellige øl.

Yummy!

Maden var også god. Det var ikke den typiske amerikanske burger-og-fritter-tilgang. Muligheden var ganske vist på menukortet, men andre og knap så amerikanske retter fyldte mest.

Jeg valgte Tuscan Chicken med friturestegt risotto.

Ud over at smage rigtig godt havde portionen også en passende størrelse. Ikke noget med de sædvanlige, enorme amerikanske restaurantportioner.

Måske skyldtes det sparetider. Måske ville de bare gerne have, at gæsterne havde plads til dessert, hvor restauranterne sikkert har en god avance.

Jeg lod mig dog ikke friste af desserten og gik i stedet ud for at kigge lidt mere på byen.

Den var desværre stadig lige så stendød, som jeg først havde konstateret. Derfor valgte jeg at slutte dagen tidligt og vende tilbage til motellet.

På landevejen gennem Texas på vej mod Abilene

Indtryk fra dagens køretur og ophold i Abilene, Texas

På opdagelse i downtown Abilene under min roadtrip i Texas

Gadebillede fra mit besøg i Abilene, Texas

Aften i Abilene efter dagens roadtrip gennem Texas

Fra Huntsville til Abilene – en rigtig Texas-roadtrip

Dagen havde budt på det meste af det, jeg holder af ved at være på roadtrip i USA. Lange landeveje, små amerikanske byer, et par interessante stop og masser af frihed til at ændre planerne undervejs.

Besøget på Dr Pepper Museum i Waco var planlagt hjemmefra, men Dublin blev en positiv overraskelse, som jeg nok ikke havde oplevet, hvis jeg havde planlagt hver eneste kilometer på forhånd.

Og så kan jeg nu også skrive min første Dr Pepper float på listen over amerikanske specialiteter, jeg har prøvet.

Ofte stillede spørgsmål om Dr Pepper Museum og min roadtrip i Texas

Spørgsmål om Dr Peppers historie, min første float og de to stop i Waco og Dublin på min roadtrip i 2011.

Hvor ligger Dr Pepper Museum?

Dr Pepper Museum ligger i Waco i Texas, hvor sodavanden blev opfundet i 1885. Museet ligger i en historisk bygning fra 1906, der oprindeligt blev opført til produktion og aftapning af Dr Pepper.

Hvad er en Dr Pepper float?

En Dr Pepper float er en amerikansk dessertdrik, hvor man kommer en kugle is i et glas Dr Pepper. Isen flyder oven på sodavanden og danner et cremet skum. Jeg smagte min første float i den gammeldags soda fountain på Dr Pepper Museum i Waco.

Hvad har Dublin i Texas med Dr Pepper at gøre?

Dublin var hjemsted for det første anlæg, der tappede Dr Pepper på flasker. Produktionen begyndte i 1891, og byen blev især kendt for sin Dr Pepper fremstillet med rørsukker. Dublin Bottling Works ophørte med at producere Dr Pepper i januar 2012.

Hvor lang tid brugte du på Dr Pepper Museum?

Jeg brugte omkring en time på Dr Pepper Museum i Waco, inklusive et besøg i gavebutikken og tid til at smage min første float. Det var et relativt lille museum sammenlignet med World of Coca-Cola i Atlanta, som jeg tidligere havde besøgt.

Hvor gik din roadtrip hen efter besøget i Waco og Dublin?

Jeg fortsatte til Abilene i Texas, hvor jeg overnattede på Rodeway Inn downtown for 350 kroner. Om aftenen spiste jeg på Cypress Street Station, der også var et mikrobryggeri, hvor jeg fik mulighed for at smage fire af deres egne øl.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.

Andre roadtrip oplevelser:

El Cosmico campingplads i Marfa

Kontrol, kunst og kultur ventede mig på turen fra New Mexico til Marfa i Texas, hvor jeg havde booket en campingvogn på El Cosmico for natten.

Bilfærgen ud af Galveston

Med en bilfærge fra Galveston, kunne jeg starte min roadtrip med lidt bedre udsigt langs kysten end tilbage mod Houston og trafik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada