Efter Pontiac havde vi kun ét stop mere på programmet, inden vi ville finde I-55 og køre det sidste stykke mod Springfield. Det blev til maple sirup og hyggesnak efter lukketid i Funk’s Grove, mens Springfield næste morgen bød på Abraham Lincolns hjem og en Route 66-klassiker, vi desværre lige akkurat missede.
6. aug, 2011
Funk’s Grove Maple Sirup på Route 66
Klokken var ved at være mange efter besøget i Pontiac, så vi havde kun ét stop mere på programmet, inden vi ville finde I-55 og køre mod Springfield. Det var Funk’s Grove, hvor Funk-familien har lavet maple sirup i generationer. Stedet ligger lidt tilbagetrukket fra Route 66, og vi havde egentlig regnet med, at der ville være lukket, da vi kom omkring klokken 18. Det meste langs ruten var lukket omkring klokken 16, men vi valgte alligevel at køre op ad grusvejen og ind på gårdspladsen.
Der var ganske rigtigt lukket. Vi nåede dog knap nok at få vendt bilen, før en ældre dame kom ud fra stuehuset og hen til os. Hun spurgte, om vi ville ind i butikken. Gerne, hvis det ikke var til for meget besvær. Det var det ikke. Nu havde hun jo allerede taget nøglen med ud 😉

Hyggesnak og maple sirup efter lukketid
Som så mange andre steder langs Route 66 begyndte samtalen med, hvor vi kom fra og det varme vejr. Hun ville også gerne vide, hvad vi arbejdede med, og inden længe var vi i gang med en længere snak. Mens vi stod der, kom endnu en bil ind på gårdspladsen, og pludselig var butikken mere eller mindre genåbnet efter lukketid.
Snakken faldt naturligt på produktionen. Vi fik i 2011 fortalt, at de lavede omkring 1.800 gallons færdig maple sirup om året og satte omkring 7.000 tappehaner i træerne i sæsonen. Produktionen var meget afhængig af vejret, for saften løber bedst, når temperaturen kommer over frysepunktet om dagen og ned under frysepunktet igen om natten. De tal hører til vores besøg dengang. Funk’s Grove oplyser i dag omkring 5.400 taps og en gennemsnitlig årsproduktion på cirka 1.500 gallons.

Saften fra sugar maple-træerne består næsten kun af vand. Afhængigt af sukkerindholdet skal der cirka 35-50 gallons saft til én gallon færdig sirup. Vandet fjernes under kogningen, indtil man står tilbage med den langt mere koncentrerede maple sirup. Vi fik en smagsprøve, købte selvfølgelig lidt med og kunne derefter sætte kurs mod Springfield.

Hvorfor staves det Funk’s Grove Maple Sirup?
Det er ikke en stavefejl, når der står sirup i stedet for det normale amerikanske syrup. Familien bruger bevidst den gamle stavemåde. Hazel Funk skrev i sin sidste vilje, at produktionen skulle fortsætte, og hun ønskede samtidig at beholde stavningen “sirup”, som på det tidspunkt blev brugt om produktet af ren ahornsaft uden tilsat sukker. Den tradition har familien holdt fast i.
Funk-familien har lavet maple sirup i området siden 1824, mens den egentlige kommercielle produktion begyndte i 1891. Det gør besøget til mere end blot endnu en souvenirbutik langs Route 66. Det er stadig en fungerende familievirksomhed, hvor produktet er selve attraktionen.
Cozy Dog i Springfield måtte vente
Efter Funk’s Grove fandt vi I-55 og kørte resten af vejen mod Springfield. Klokken var efterhånden blevet mange, og vi nåede først frem til hotellet omkring klokken 20. Det betød desværre, at en af dagens planlagte kulinariske Route 66-oplevelser gik i vasken. Vi havde regnet med at spise på Cozy Dog Drive In, men de lukkede lige omkring det tidspunkt, vi kom til byen, og næste dag var søndag, hvor der også var lukket.
Så der blev ingen Cozy Dog til os denne gang. Ed Waldmire lancerede sin dejindpakkede hotdog på en pind i 1946, og Cozy Dog Drive In har været en del af Route 66 i Springfield siden 1949. Restauranten eksisterer stadig og bruger fortsat Waldmires originale dejopskrift. Vi måtte nøjes med et par øl tilbage på hotellet, inden jetlag igen vandt kampen omkring klokken 22.
Søndag morgen i Abraham Lincolns Springfield
Vi fik lidt mere søvn end natten før, men var stadig tidligt oppe. Hotellet havde en ganske udmærket morgenmadsbuffet, så vi forsynede os og lagde planen for formiddagen. Først skulle vi se lidt af Springfield, som er uløseligt forbundet med Abraham Lincoln. Han boede i byen i mange år, inden han blev USA’s 16. præsident, og en stor del af de historiske seværdigheder i centrum handler derfor om ham.
Eftersom det var søndag morgen, var downtown stort set mennesketomt. Kun ganske få caféer og kaffesteder havde åbent, så der var ikke meget storbystemning over Springfield på det tidspunkt. Én ting var der dog masser af liv i: toget. Jernbanen gik lige gennem downtown og sørgede for, at stilheden ikke blev total.
Abraham Lincolns hjem i Springfield
Klokken 9 begyndte nogle af seværdighederne at åbne, og vi gik forbi Old State Capitol på vej til Abraham Lincolns hus. Lincoln Home National Historic Site drives af National Park Service og omfatter både huset og flere af bygningerne i det omkringliggende historiske kvarter. Lincoln købte huset i 1844 og boede her med Mary og børnene frem til 1861, hvor familien forlod Springfield, efter han var blevet valgt som præsident.

Man kunne komme på en gratis ranger-guidet rundtur, og vi nappede turen klokken 9.20. Den gav et fint indblik i både tiden, Lincoln som person og familiens liv i huset. Turen tog en lille halv time, og kombinationen af den originale bolig og rangerens fortælling gjorde det til et af de stop, hvor man får betydeligt mere ud af stedet, end hvis man bare havde taget et billede udefra.


Gratis rundvisning i Lincoln Home
Den gratis rundvisning eksisterer stadig. Man kan kun komme ind i selve Lincoln Home på en ranger-ledet tur, og billetter udleveres gratis samme dag i visitor centeret efter først til mølle-princippet. De aktuelle ture varer typisk omkring 20-25 minutter, og i travle perioder kan dagens billetter blive revet væk, så det giver stadig god mening at komme fra morgenstunden.



Besøget er gratis, så det er et ret oplagt stop, hvis man alligevel er i Springfield. Jeg ville stadig anbefale det, også hvis man ikke er voldsomt interesseret i amerikansk præsidenthistorie. Det er et velbevaret indblik i et amerikansk hjem fra midten af 1800-tallet og gør Lincoln lidt mere menneskelig end de monumenter og historiebøger, man ellers møder.
Old State Capitol i Springfield
På vej tilbage mod hotellet gik vi forbi Old State Capitol igen. Det var her, Illinois’ delstatsregering holdt til fra 1840 til 1876, og Abraham Lincoln havde en stor del af sin politiske karriere knyttet til bygningen. Blandt andet holdt han sin berømte “House Divided”-tale her i 1858.


Tiden var knap, så vi valgte ikke at gå ind. Der ventede flere state capitols på resten af turen, og vi havde også besøgt en del på tidligere rejser, så behovet skulle nok blive dækket. Old State Capitol kan stadig besøges, og der er normalt gratis adgang med mulighed for både selv-guidede og guidede besøg.

Videre på Route 66
Dermed var vores korte ophold i Springfield ved at være slut. Vi havde fået maple sirup og hyggesnak i Funk’s Grove, misset Cozy Dog med få minutter og nået en tidlig tur gennem Abraham Lincolns hjem. Det var egentlig meget typisk for Route 66 allerede på dette tidspunkt: ikke alt går efter planen, men der dukker næsten altid noget andet op undervejs.
Vi gik tilbage til hotellet, tjekkede ud og satte GPS’en til næste Route 66-stop: Shea’s Gas Station Museum.
Ofte stillede spørgsmål om Funk’s Grove og Springfield
Kan man stadig besøge Funk’s Grove Pure Maple Sirup?
Ja. Funk’s Grove Pure Maple Sirup ligger stadig på Old Route 66 ved Shirley i Illinois og har en butik med maple sirup og andre produkter.
Hvorfor staver Funk’s Grove syrup som “sirup”?
Familien bruger bevidst den ældre stavemåde “sirup”. Hazel Funk ønskede, at stavningen skulle bevares, og familien har fortsat traditionen.
Hvor meget ahornsaft skal der bruges til maple sirup?
Funk’s Grove oplyser, at der typisk skal omkring 35-50 gallons saft til én gallon færdig maple sirup, afhængigt af saftens sukkerindhold.
Er Cozy Dog Drive In stadig åben?
Ja. Cozy Dog Drive In ligger fortsat på South 6th Street langs den gamle Route 66 i Springfield og drives stadig af Waldmire-familien.
Koster det noget at besøge Abraham Lincolns hus?
Nej. Rundvisningen i Lincoln Home er gratis, men du skal hente en gratis billet i visitor centeret samme dag.
Kan man gå ind i Lincoln Home uden guide?
Nej. Adgang til selve huset sker kun på en ranger-ledet rundvisning. Det historiske kvarter omkring huset kan besøges uden rundvisning.
Hvor lang tid tager rundvisningen i Lincoln Home?
En almindelig ranger-ledet tur varer aktuelt omkring 20-25 minutter.
Kan man besøge Old State Capitol i Springfield?
Ja. Old State Capitol er åbent for besøgende på udvalgte tider og har normalt gratis adgang. Åbningstiderne varierer efter ugedag og helligdage.
Route 66










