Selvom store dele af Route 66 gennem Arizona er blevet erstattet af I-40, mangler der ikke oplevelser langs ruten. Vi stod på det berømte hjørne i Winslow, kiggede ned i et 50.000 år gammelt meteorkrater og sluttede med et kort stop i Flagstaff og mit første kandiserede æble.
14. aug, 2011

Standing on the Corner i Winslow
Efter overnatningen på Wigwam Motel i Holbrook blev dagens første rigtige stop Winslow. Byen havde allerede en lang historie som jernbane- og Route 66-by, men i nyere tid har én sang gjort navnet betydeligt mere kendt. Winslow er ikke med i den klassiske (Get Your Kicks on) Route 66, men den er til gengæld blevet udødeliggjort i Eagles-hittet Take It Easy.
Midt i downtown ligger derfor Standin’ on the Corner Park, hvor man naturligvis kan gøre præcis det, sangen lægger op til: stå på hjørnet i Winslow, Arizona. Parken har en bronzefigur med guitar, et stort mural på bygningen bagved og selvfølgelig en flatbed Ford som en ret direkte reference til sangen. Det er kitsch, men det er også et perfekt Route 66-stop, hvor byen har taget en enkelt linje fra en sang og gjort den til en hel attraktion.



Mit mest mindeværdige møde med Take It Easy var dog stadig under nogle helt andre forhold i 2008, hvor vi blev underholdt til morgenmaden efter en tur i varmluftsballon. Men et billede på selve hjørnet i Winslow skulle selvfølgelig også med i samlingen.
Meteor Crater mellem Winslow og Flagstaff
Næste stop lå ude i det åbne landskab vest for Winslow. Meteor Crater ligger kun en kort afstikker fra I-40, men langt nok fra alt andet til, at man normalt ikke bare kommer tilfældigt forbi. Ved vores besøg kostede entréen 15 dollars, og ikke alle syntes åbenbart, at udsigten til et stort hul i jorden var pengene værd.
Da et ægtepar nåede frem til billetlugen, kiggede konen på prisen og konstaterede: “Fifteen bucks to get in and see a hole in the ground. No way!” Og så vendte de om igen. Manden så ud til at være lidt mindre overbevist om beslutningen, men fulgte med. Meteor Crater ligger ikke ligefrem nede om hjørnet, så man kan kun håbe, de også havde andre planer i området. Ellers havde de nok brugt omtrent “fifteen bucks in gas for nothing. Yes way!”


Et meteoritnedslag for 50.000 år siden
Krateret blev skabt for omkring 50.000 år siden, da en jern-nikkel-meteorit på cirka 30 meter i diameter ramte området med enorm hastighed. Resultatet blev et krater på omkring 1,2 kilometer i diameter og cirka 180 meter dybt. Set fra kanten er det stort, men det er først, når man får øje på bygninger, stier og små markeringer på den modsatte side, at skalaen for alvor går op for en.
Historien om, hvordan man fandt ud af, hvad krateret egentlig var, er næsten lige så interessant. Geologen Grove Karl Gilbert undersøgte området i 1891 og hældte mod en vulkansk forklaring, blandt andet fordi han ikke fandt den enorme mængde meteoritjern, han forventede. Daniel Barringer argumenterede fra begyndelsen af 1900-tallet hårdt for, at krateret skyldtes et meteoritnedslag, men det endelige geologiske gennembrud kom først årtier senere.
I slutningen af 1950’erne dokumenterede Eugene Shoemaker blandt andet chokpåvirkede mineraler og strukturer, som passede med et voldsomt nedslag og ikke med vulkansk aktivitet. Hans arbejde var med til at gøre Meteor Crater til et af de vigtigste steder i udviklingen af moderne impact-geologi. Senere blev området også brugt i forbindelse med træning og forskning frem mod Apollo-programmet.


Meteor Crater drives stadig som privat attraktion, og prisen har naturligvis flyttet sig siden vores besøg. De 15 dollars var prisen i 2011. I 2026 koster en almindelig voksenbillet 29 dollars. Så udsagnet om et dyrt hul i jorden har i hvert fald fået lidt mere vægt siden dengang. Jeg synes stadig, det er afstikkeren værd.
Videre ad Route 66 til Flagstaff
Fra Meteor Crater fortsatte vi mod Flagstaff, hvor det igen er muligt at følge Historic Route 66 gennem byen. Flagstaff ligger højt på Colorado Plateau og føles derfor ret anderledes end det varme, åbne Arizona-landskab længere mod øst. Her dukker fyrreskov, køligere luft og en mere klassisk mountain town-stemning op.

Byen lever både af Route 66, Grand Canyon-turister, friluftsliv og vintersport, og downtown er pæn og ret turistvenlig. Vi havde ikke planlagt noget større besøg og brugte bare lidt tid på at strække benene og kigge rundt. Route 66 løber stadig gennem byen, og den officielle visitor center ligger faktisk i den gamle togstation direkte på ruten.
Mit første kandiserede æble
Det mest konkrete resultat af vores Flagstaff-stop blev et kandiseret æble. Jeg havde set dem i USA gennem mange år, men mærkeligt nok aldrig prøvet et. Det skulle der rådes bod på, så jeg valgte en Oreo & Cream-version, som vel omtrent er så langt fra et almindeligt æble, man kan komme uden helt at fjerne frugten.




Det blev et kort stop, men dagen havde allerede leveret en god blanding af Route 66. Først en by, der har bygget en hel attraktion omkring en sangtekst, derefter et 50.000 år gammelt nedslagskrater og til sidst et kandiseret æble i bjergene. Arizona begyndte at vise sig som lidt mere end bare I-40 med gamle Route 66-strækninger ved siden af.
Ofte stillede spørgsmål om Winslow, Meteor Crater og Flagstaff
Hvor ligger Standing on the Corner Park?
Standin’ on the Corner Park ligger på hjørnet af Kinsley Avenue og East 2nd Street langs Historic Route 66 i Winslow, Arizona.
Hvorfor er Winslow kendt fra Take It Easy?
Winslow nævnes i Eagles-sangen Take It Easy, og byen har senere skabt Standin’ on the Corner Park som en hyldest til sangen og dens berømte linje om Winslow, Arizona.
Hvor gammelt er Meteor Crater?
Meteor Crater blev dannet for cirka 50.000 år siden, da en jern-nikkel-meteorit ramte det nordlige Arizona.
Hvor stort er Meteor Crater?
Meteor Crater er cirka 1,2 kilometer i diameter og omkring 180 meter dybt.
Hvem beviste at Meteor Crater var et meteoritkrater?
Daniel Barringer argumenterede tidligt for et meteoritnedslag, men Eugene Shoemakers geologiske undersøgelser i slutningen af 1950’erne leverede afgørende beviser for impact-oprindelsen.
Hvad koster Meteor Crater?
Ved vores besøg i 2011 kostede voksenentréen 15 dollars. I 2026 er den almindelige voksenpris 29 dollars.
Går Route 66 gennem Flagstaff?
Ja. Historic Route 66 går gennem Flagstaff, og dele af både den senere og den oprindelige linjeføring kan stadig følges gennem byen.
Er Flagstaff et godt stop på Route 66?
Ja. Flagstaff kombinerer Historic Route 66 med et levende downtown, bjerglandskab, restauranter og nem adgang til en række attraktioner i det nordlige Arizona.
Route 66










