Lake Mead National Recreation Area: Roadtrip gennem Nevadas ørken

Lake Mead blev skabt, da Hoover Dam stemmede Colorado River op i 1930’erne. Efter vores besøg ved dæmningen fortsatte vi ind i Lake Mead National Recreation Area og valgte den lange vej nordpå gennem ørkenen mod St. George i Utah. På kortet så ruten ikke voldsomt spændende ud. Det viste sig at være en dårlig vurdering.

19. aug, 2011

Lake Mead fra Hoover Dam og ud i ørkenen

Lake Mead ligger lige bag Hoover Dam på grænsen mellem Nevada og Arizona. Vandet begyndte at stige i 1935, da Colorado River blev stemmet op, og det enorme reservoir blev siden centrum for et rekreativt område, der i dag omfatter både Lake Mead, Lake Mohave og cirka 1,5 millioner acres med ørken, bjerge, dale og kløfter. Lake Mead National Recreation Area blev i 1964 USA’s første officielt udpegede National Recreation Area.

Vi kom direkte fra Hoover Dam og havde derfor allerede set søen ovenfra, men først da vi begyndte at køre gennem området, fik vi en fornemmelse af, hvor stort det egentlig er. Lake Mead er ikke bare blå vandflade bag en dæmning. Store dele af området består af rå ørken, og det var den del, der overraskede os mest.

Temperaturen havde sneget sig op omkring 46 grader på vores besøg i 2011. Det er en varme, der er svær at beskrive, hvis man ikke har prøvet den. Det føles ikke bare som en meget varm sommerdag. Når man åbner bildøren, rammer luften nærmest som varmen fra en ovn.

Lake Mead er populær til blandt andet sejlads, fiskeri, badning, camping og vandring, og flere steder kan man komme ned til vandet via marinaer og rekreative områder. Kontrasten mellem det blå vand og de næsten vegetationsløse bjergsider er en stor del af oplevelsen. Det ligner en enorm oase midt i et landskab, der ellers gør sit bedste for at understrege, at vi befinder os i Mojaveørkenen.

Lake Mead er langt mere end selve søen

Jeg havde ikke undersøgt køreturen særlig grundigt hjemmefra. På kortet lignede den mest en lang vej gennem brun ørken, og forventningerne var derefter. Men jo længere vi kom væk fra Hoover Dam, desto mere varieret blev landskabet. Der var åbne sletter, stejle bjergsider, mindre kløfter og klipper i forskellige farver. Nogle strækninger føltes næsten tomme for mennesker.

Det er også sådan National Park Service beskriver området. Lake Mead National Recreation Area består ikke kun af de to reservoirer, men af et enormt landskab med bjerge, canyons, valleys, dry washes og stejle klipper. Man kan køre få kilometer og opleve, at både farver og terræn ændrer sig mærkbart.

Et sted besluttede vi os for at gå op på en mindre bakketop for at få udsigten med. Turen var kort, men i 46 graders varme behøver en gåtur ikke være særlig lang, før den føles unødvendigt ambitiøs. Udsigten var til gengæld hele besværet værd. Herfra kunne vi se over de golde bjergsider og den snoede vej gennem landskabet.

Senere skiftede landskabet igen. Efter mange kilometer med lyse, grå og brunlige bjergsider dukkede røde klippeformationer op langs vejen. De så ud som oplagte steder at kravle lidt rundt, så det prøvede vi selvfølgelig.

Klipperne havde bare ligget og bagt i solen hele dagen. Overfladen var så varm, at man næsten ikke kunne støtte med hænderne, og kombinationen af klatring og 46 grader gjorde hurtigt projektet mindre attraktivt. Det blev til lidt udforskning og derefter tilbage til airconditionen.

Den slags temperaturer skal tages alvorligt. Lake Mead bliver stadig ekstremt varm om sommeren, og National Park Service lukker i dag flere af de mest krævende vandreruter i de varmeste måneder af sikkerhedshensyn. Selv hvis planen kun er en scenic drive med korte stop, ville jeg have rigeligt med vand i bilen og ikke undervurdere, hvor hurtigt en lille gåtur bliver hård i den varme.

Langt mellem faciliteterne

En del af charmen ved køreturen var netop, at der hurtigt blev langt mellem de mere udviklede områder. Der findes campingpladser, marinaer, picnicområder og forskellige faciliteter i Lake Mead National Recreation Area, men det er et enormt område, og man skal ikke regne med butikker og tankstationer med få kilometers mellemrum.

Toiletterne giver nogle gange et meget godt fingerpeg om, hvor langt væk fra byen man er kommet. Ved et af vores stop stod et klassisk amerikansk vault toilet med stor udluftning gennem taget. Ingen marmor, ingen tv på badeværelset som i vores suite i Las Vegas og ikke nødvendigvis rindende vand. Men det virker.

På en tur som vores ville jeg derfor tanke bilen, før jeg bevæger mig ud på de længere strækninger, og altid have vand og lidt mad med. Mobilforbindelse er heller ikke noget, jeg ville basere sikkerheden på. Det er netop følelsen af at være langt væk fra det hele, der gør området interessant, men den kræver en smule mere forberedelse end en tur ned ad The Strip.

Den lange vej fra Lake Mead mod St. George

For os var Lake Mead ikke en dagstur fra Las Vegas. Det var vejen videre. Vi skulle til St. George i Utah og valgte at gøre køreturen gennem recreation area til en del af oplevelsen i stedet for bare at tage den hurtigste forbindelse.

Det tog længere tid, men det var ikke noget problem. Vi havde ikke noget bestemt, vi skulle nå, og netop den slags dage er noget af det bedste ved en roadtrip. Den hurtigste vej er ofte bare den vej, hvor man når hurtigst frem. Den langsommere kan være den, man faktisk husker.

Efterhånden lagde vi Lake Mead bag os og fortsatte mod St. George. Landskabet blev ved med at levere, og samtidig begyndte en helt anden del af turen. De kommende dage stod blandt andet på Zion National Park, Grand Canyon North Rim, Horseshoe Bend, Lake Powell, Antelope Canyon og Monument Valley.

Lake Mead var ikke et af de steder, jeg på forhånd havde de største forventninger til. Det gjorde måske oplevelsen bedre. Det, der på kortet lignede transport gennem ensformig ørken, viste sig at være en flot roadtrip gennem rå bjerglandskaber, røde klipper og lange øde veje. Det er et stop, jeg sagtens ville lade fylde mere end bare udsigten fra Hoover Dam.

Ofte stillede spørgsmål om Lake Mead

• Den klassiske roadtrip rute

Oplevelsen ovenfor er fra et af de mange stop på den klassiske roadtriprute på USA’s vestkyst. Den klassiske rute er oplagt til en roadtrip på cirka tre uger og byder på et varieret udvalg af oplevelser.

Undervejs kan man opleve store og små byer, berømte kyststrækninger, strande, ørkener, skove, bjerge, interstates, highways og mindre naturskønne byways.

Her kan du se et detaljeret kort over ruten og alle oplevelserne på den klassiske roadtrip på USA’s vestkyst.

Ruten inkluderer blandt andet San Francisco, Highway 1, Hearst Castle, Los Angeles, Route 66, Grand Canyon, Monument Valley, Antelope Canyon, Hoover Dam, Las Vegas, Death Valley og Yosemite National Park.