Sightseeing i Miami: Fra South Beach til Coral Gables og Little Havana

Med lidt over et døgn i Miami skulle der presses en del oplevelser ind på kort tid. Jeg havde derfor booket en kombinationstur med Miami Tour Company, først med bus gennem byens meget forskellige kvarterer og senere med båd forbi de eksklusive øer og kendisboliger. Busturen tog mig fra South Beach gennem Coconut Grove og Coral Gables til Little Havana og sluttede ved Bayside, hvor jeg skulle skifte til båden.

28. december, 2011

Sightseeing i Miami med Miami Tour Company

Med så kort tid i Miami og South Beach ville jeg gerne se mere end blot stranden, Ocean Drive og de nærmeste restauranter. Jeg havde derfor booket en guidet tur med Miami Tour Company, som var højt rangeret på Tripadvisor, da jeg undersøgte mulighederne. De tilbød en kombination af en byrundtur med bus og en efterfølgende bådtur rundt om øerne ved Miami, hvilket passede godt til mit program. Jeg havde allerede været tidligt oppe og nået både solopgangen på South Beach, en tur forbi Versaces hus og morgenmad på 11th Street Diner, så da bussen skulle hente mig, var jeg godt i gang med dagens sightseeing.

En af fordelene ved turen var, at Miami Tour Company havde opsamling mange steder omkring Miami Beach. Jeg var heldig at bo på Cardozo Hotel, hvor der var afhentning klokken 09.40, så jeg slap helt for at skulle finde et andet mødested. Planen var at køre rundt i byen frem til cirka 14.15, tage på en 90 minutters bådtur og derefter blive kørt tilbage til South Beach. Jeg var tilbage ved hotellet omkring klokken 18, så det var stort set en hel dag med oplevelser uden selv at skulle tænke på trafik, parkering eller vejvalg.

En mindre hvid bus med store reklamer på siden hentede mig ved hotellet. Der var plads til godt 25 passagerer, og indretningen var lidt mere gennemtænkt end på en almindelig turistbus. De store panoramavinduer gjorde det muligt at fotografere til begge sider, mens fladskærme i loftet viste vejen foran bussen, så passagererne længere tilbage også kunne følge med. Guidningen blev afspillet på engelsk over højttalerne, men man kunne få hovedtelefoner og vælge mellem syv andre sprog. Bagest stod en køletaske med vand til fri afbenyttelse, hvilket var en ganske praktisk detalje i Florida.

Efter yderligere et enkelt stop var bussen fuld, og vi begyndte turen med at køre sydpå gennem South Beach. Da vi passerede 5th Street, kom vi ind i området, som lokalt kaldes SoFi, en forkortelse for South of Fifth. Her er der færre af de klassiske Art Deco-hoteller og mere eksklusive boligbyggerier, restauranter og private lejligheder. Den sydlige del af stranden er også en anden oplevelse end de travlere områder længere nordpå. Blandt de mere kendte steder ligger Nikki Beach, og helt nede på spidsen finder man South Pointe Park.

Fra South Pointe fik vi udsigt mod Fisher Island, som ligger lige på den anden side af sejlrenden. Øen er kendt for meget eksklusive boliger og har ikke nogen almindelig vejforbindelse til fastlandet. Det er et af de steder i Miami, hvor man får lidt mere ud af at betragte området fra vandet end fra vejen. Det skulle jeg vende tilbage til på bådturen senere på dagen.

Holocaust Memorial og turen over til Miami

Fra South Pointe kørte vi tilbage gennem South Beach ad Washington Avenue og fortsatte mod Holocaust Memorial ved Meridian Avenue. Undervejs fik vi en gennemgang af kvarterets historie, arkitekturen og en del historier om de kendte mennesker, der i perioder har boet eller opholdt sig i South Beach. En del af fortællingen var indspillet og blev afspillet automatisk, når vi passerede bestemte steder, mens chaufføren supplerede med historier og kommentarer undervejs.

Holocaust Memorial var et af de planlagte stop, hvor vi kunne komme ud af bussen. Desværre var den inderste del af mindesmærket under ombygning, da vi var der i december 2011, så det var ikke muligt at opleve hele anlægget. Vi fik dog set den store bronzeskulptur og dele af området omkring den. Mindesmærket er tegnet af Kenneth Treister og blev indviet i 1990. Den enorme arm, som rækker op fra jorden, er anlæggets mest markante element, men det er samspillet med skulpturerne, billederne og de øvrige dele af mindesmærket, der fortæller historien.

Mindesmærket ligger tæt på Miami Beach Botanical Garden, så der er faktisk mulighed for at kombinere de to steder, hvis man har mere tid end vores forholdsvis stramme program tillod. Siden mit besøg er Holocaust Memorial blevet udvidet med et uddannelsescenter, men selve mindesmærket står fortsat som et af de mere alvorlige og eftertænksomme stop i Miami Beach.

Vi fortsatte derefter gennem Art Deco-området og ned mod MacArthur Causeway, som forbinder Miami Beach med selve Miami. Fra broen kunne vi se downtowns skyline og indsejlingen til PortMiami. I området ligger også Star Island, Palm Island og Hibiscus Island med deres enorme private boliger. Flere af husene er gemt bag mure, porte og høj bevoksning, så der er ikke nødvendigvis meget at se, hvis man bare kører forbi på vejene. Her har bådturen en klar fordel, fordi mange af ejendommene vender direkte ud mod vandet.

På vej forbi downtown fortalte guiden om Miamis udvikling. Byen havde i 1980’erne været stærkt præget af narkotikahandel og voldskriminalitet, hvilket også havde været med til at give den et internationalt ry gennem nyheder, film og tv-serier som Miami Vice. Guiden lagde vægt på den udvikling, der var sket siden, og hvordan investeringer og nye boligområder havde ændret byens karakter. Miami i 2011 var allerede meget andet end den stereotype narkoby eller et sted, hvor pensionister tager hen for at tilbringe deres sidste år, og flere dele af byen tiltrak både yngre familier og nye virksomheder.

Coconut Grove og Coral Gables: Fra grønne villaveje til Biltmore Hotel

Fordi vi kørte i en mindre bus, kunne vi komme ind på nogle af de smalle veje i Coconut Grove, hvor større turistbusser ville have haft svært ved at komme omkring. Chaufføren tog os blandt andet forbi huse, som ifølge ham tidligere havde tilhørt Sylvester Stallone og Madonna. Husene var godt gemt bag porte, mure og vegetation, så selve bygningerne fik vi ikke meget ud af at kigge på. Vi fik også historien om, at Stallone angiveligt havde ønsket at gøre sin vej til et lukket boligområde, men at en offentlig park med adgang til vandet havde spændt ben for idéen. Det var en af den slags lokale kendishistorier, som en buschauffør kan få ganske meget underholdning ud af.

I Coconut Grove gjorde vi frokoststop og fik omkring en halv time til at gå rundt. Området havde en helt anden stemning end både South Beach og downtown Miami. Der var grønne gader, mindre butikker og et afslappet café- og restaurantområde, hvor man ikke konstant skulle forsøge at komme uden om trafik eller mennesker. Guiden fortalte, at kvarteret også havde et populært aften- og natteliv, men denne gang så jeg kun dagsudgaven. Efter min store morgenmad på 11th Street Diner havde jeg ikke den store appetit, så frokosten blev en smoothie.

Efter frokost fortsatte vi gennem de mere stille boligområder i Coconut Grove og videre ind i Coral Gables. Her blev vejene flere steder til grønne alléer med store træer, hvis kroner næsten voksede sammen over asfalten. På relativt korte afstande skiftede kvartererne karakter, fra store eksklusive villaer til mere beskedne boligområder. Vi kørte blandt andet forbi Coconut Grove Bahamian Cemetery, også kendt som Charlotte Jane Memorial Park, hvor guiden fortalte, at der skulle være optaget billeder til Michael Jacksons Thriller.

Det er en historie, der kræver en præcisering. Miami Tour Company har selv tidligere forklaret, at et ekstra filmhold optog supplerende billeder ved kirkegården. Den kendte zombiedans og hovedparten af musikvideoens øvrige scener blev derimod optaget omkring Los Angeles. Kirkegården har også sin egen historie som gravplads for Coconut Groves bahamanske befolkning, så den er interessant af andre grunde end forbindelsen til Michael Jackson.

Coral Gables er kendt for sin gennemtænkte arkitektur og sine grønne boligkvarterer. Byen blev udviklet af George Merrick i 1920’erne med inspiration fra blandt andet middelhavsarkitektur, og flere områder har stadig meget klare regler for, hvordan ejendommene må ændres. Guiden fortalte blandt andet om kvarterer, hvor man skulle holde både og pickup trucks ude af syne og i nogle tilfælde parkere dem i en lukket garage. Han pegede også på områder uden almindelige gadelygter, hvor den oprindelige karakter var blevet prioriteret. De konkrete regler varierer mellem kvartererne og kan ændre sig, men den gennemførte planlægning er svær at overse, når man kører gennem Coral Gables.

Et af de mere besynderlige indslag på turen var det såkaldte CIA Boat House. Ifølge chaufføren skulle huset have været brugt af CIA under Den Kolde Krig, blandt andet i forbindelse med Cuba-krisen. Man kunne kun se det i et kort øjeblik fra en bro, men chaufføren holdt stille nogle sekunder, så alle kunne nå at tage billeder gennem bussens højre side. Det er en god historie, men den konkrete anvendelse af huset har jeg ikke kunnet bekræfte tilstrækkeligt, så den må blive stående som en af guidens anekdoter.

The Biltmore Hotel og Venetian Pool

Vores næste egentlige stop var The Biltmore Hotel i Coral Gables. Hotellet åbnede i januar 1926 og var en del af George Merricks vision om en elegant ny by med store boulevarder, eksklusive boliger og markante offentlige bygninger. Biltmore var tænkt som et luksusresort og er det stadig, men heldigvis er det også et sted, hvor man kan få lov til at kigge sig omkring uden nødvendigvis at have booket en suite.

Vi havde tid til at gå rundt på hotellet og se blandt andet den store swimmingpool. Bag bygningen ligger golfbanen, og hotellet har også andre sports- og fritidsfaciliteter. Lobbyen var næsten en attraktion i sig selv med højt til loftet, søjler, hvælvinger og overdådige detaljer. Jeg lagde især mærke til to meget elegante fuglebure, som stod i lobbyen. Det var et af de steder, hvor det godt kunne betale sig at gå lidt langsommere og få detaljerne med.

Hotellets historie har ikke kun været luksus og ferie. Under Anden Verdenskrig blev det brugt som militærhospital, og senere fungerede det som hospital for krigsveteraner. Det gennemgik efterfølgende en omfattende restaurering og genåbnede som hotel i 1987. I januar 2026 rundede Biltmore sit 100-årsjubilæum, så det er fortsat et ganske levende stykke af Coral Gables’ historie.

Ikke langt fra hotellet ligger Venetian Pool, som også var med på vores rute. Her gjorde vi dog ikke stop. Poolen var lukket og tømt på tidspunktet for vores besøg, hvilket guiden forklarede med vintersæsonen. Den er ellers et imponerende anlæg, skabt i et tidligere kalkstensbrud og åbnet i 1924 med vandfald, grotter og arkitektur inspireret af Middelhavsområdet. Vandet kommer fra en underjordisk ferskvandskilde, og det store bassin er en af Coral Gables’ mere usædvanlige offentlige attraktioner. Venetian Pool eksisterer stadig, men aktuelle åbningsdage og sæsoner bør kontrolleres, hvis man planlægger et besøg.

Little Havana, dominobrikker og afslutning ved Bayside

På vej mod Little Havana ændrede omgivelserne sig endnu en gang. De grønne boligveje og de store villaer blev afløst af mere almindelige amerikanske handelsgader med brede veje, reklameskilte og fastfoodrestauranter. Efterhånden begyndte en større og større del af skiltene dog at være på spansk, og så var der ikke meget tvivl om, at vi nærmede os et af Miamis mest kendte cubanske kvarterer.

Inden vores stop kørte vi forbi Versailles på Calle Ocho. Det er en cubansk restaurant, men også et vigtigt samlingssted for eksilcubanere, ikke mindst når der sker større politiske eller historiske begivenheder med forbindelse til Cuba. Restauranten eksisterer stadig og er fortsat et af de steder i Miami, hvor mad, lokalsamfund og cubansk historie hænger tæt sammen.

Vi havde omkring 20 minutter i Little Havana, hvilket ikke var længe, når man både kunne nå at prøve cubansk kaffe, besøge en cigarbutik, se dominospillerne eller bare kigge sig omkring. Jeg begyndte i en cigarbutik, hvor man gerne måtte ryge indenfor. En ældre herre sad og tjekkede sin mail, mens han røg på en cigar af en størrelse, der nærmest krævede sin egen stol. Duften i lokalet var en blanding af kraftig cigarrøg og den lidt sødere lugt fra tobaksvarerne på hylderne.

Bagest i butikken stod et arbejdsbord, hvor man med lidt held kunne se cigarerne blive rullet i hånden. Udvalget spændte over flere prisklasser, og der var rigeligt med ekstraudstyr som cigarklippere, lightere og humidorer. Selv hvis man ikke selv ryger cigarer, er det en ganske interessant del af Little Havanas håndværks- og butiksmiljø.

Derefter gik jeg hen til dominospillerne. Den klassiske forestilling om ældre cubanske mænd, der sidder i solen med en cigar og spiller domino, var delvist repræsenteret. Cigarerne var der dog ikke ved bordene, men pensionisterne var mødt op i stort antal. Der blev diskuteret højlydt på spansk, grinet og kommenteret på de enkelte spil, mens de hårde plastikbrikker blev blandet eller klasket ned i bordene. Det var et ganske underholdende sted at bruge de sidste minutter af vores stop, også selv om jeg ikke forstod ret meget af samtalerne.

Herfra gik turen mod dagens sidste stop, Bayside ved Biscayne Bay. Vi havde på få timer været gennem strandhotellerne i South Beach, grønne villakvarterer, Coconut Groves mere afslappede byliv, luksus på Biltmore Hotel og Little Havanas cubanske gadeliv. Det var en ganske effektiv introduktion til, hvor forskellig Miami kan være fra kvarter til kvarter.

Ved Bayside stod jeg af bussen og gjorde mig klar til turens anden del. Nu skulle jeg ud på vandet og se nogle af de øer og store huse, som havde været svære at få øje på fra vejen. Fra båden kunne man heldigvis komme noget tættere på både de berømte boliger, de velplejede haver og Miamis skyline.

Ofte stillede spørgsmål om sightseeing i Miami

Overnatning i Miami