Lassen Volcanic National Park med Bumpass Hell og kogende mudder

Turen til Lassen Volcanic National Park bød på olivenlunde, bjergveje, lugten af rådne æg, kogende mudder og en vandretur ud til Bumpass Hell. Efter Yosemite, Lake Tahoe og flere andre store naturoplevelser var Lassen en anderledes nationalpark, hvor det især var de hydrotermiske områder, der gjorde indtryk.

11. september 2012

Fra Oakland mod Lassen Volcanic National Park

Turen ned til Oakland til NFL-kampen mellem Oakland Raiders og San Diego Chargers havde været en omvej i forhold til vores oprindelige rute. Tirsdag morgen kørte vi derfor tilbage mod Sacramento og fortsatte nordpå ad Interstate 5 mod Red Bluff, hvor vi senere skulle dreje fra mod Lassen Volcanic National Park.

Landskabet nord for Sacramento var fladt og præget af frodig landbrugsjord. Flere gange på turen havde vi hørt om Californiens milde klima, som gør det muligt at dyrke en meget bred vifte af afgrøder, og jo længere nordpå vi kom, desto tydeligere blev det, hvor meget af området der bliver brugt til landbrug.

Olivenlund som rasteplads

Da vi holdt ind for at strække benene og skifte chauffør, fik vi et meget konkret eksempel på områdets landbrug. Rastepladsen lå direkte op ad en olivenlund, og der stod også flere oliventræer på selve området. Det var ikke ligefrem en seværdighed, vi havde planlagt hjemmefra, men netop den slags små stop er en del af charmen ved en roadtrip.

I Red Bluff forlod vi Interstate 5 og fortsatte ad mindre veje mod den sydvestlige indgang til Lassen Volcanic National Park. Landskabet ændrede sig gradvist fra fladt landbrugsland til skov og bjerge, efterhånden som vi nærmede os parken.

Ind i Lassen Volcanic National Park

Lassen er en mere overskuelig nationalpark end eksempelvis Yosemite, og meget af området kan opleves langs hovedvejen gennem parken. Efter en uge med Highway 1, Yosemite, Lake Tahoe og flere andre store landskaber virkede Lassen måske ikke umiddelbart lige så dramatisk, men parken har én type oplevelse, der skiller sig markant ud: den hydrotermiske aktivitet.

Vi holdt først ind ved besøgscenteret, hvor vi strakte benene, spiste lidt frokost og kiggede nærmere på kortet. Området havde været ramt af skovbrande, så vi ville gerne sikre os, at der ikke var lukkede veje eller områder, som påvirkede vores plan. De værste problemer var overstået, og de dele af parken, vi ville besøge, var åbne.

Sulphur Works og den første lugt af rådne æg

Kort efter besøgscenteret fik vi den første tydelige forklaring på ordet Volcanic i parkens navn. Ved Sulphur Works ligger dampende jord, boblende mudder og hydrotermiske områder næsten direkte ved vejen, så man behøver ikke engang en længere vandretur for at opleve vulkansk aktivitet på tæt hold.

Det første, man bemærker, er næsten lugten. Hydrogensulfid fra det hydrotermiske system giver området den klassiske lugt af rådne æg, mens damp, mudder og mineralaflejringer skaber farverige formationer i jorden. Sulphur Works er den lettest tilgængelige hydrotermiske oplevelse i Lassen og fungerer som en god introduktion til det, der venter længere inde i parken.

Bumpass Hell ligger gemt væk fra vejen

Efter Sulphur Works fortsatte vi ad de snoede bjergveje gennem skov og forbi små søer, indtil vi nåede parkeringsområdet ved Bumpass Hell Trailhead. Her ændrede oplevelsen karakter, for parkens største hydrotermiske område ligger ikke direkte ved vejen. Hvis man vil helt ud til Bumpass Hell, skal bilen parkeres, og resten af turen foregår til fods.

Bumpass Hell er parkens største hydrotermiske område og er efter min mening den oplevelse, man ikke bør springe over. Her finder man dampventiler, kogende bassiner, boblende mudder og kraftige mineralfarver omgivet af skov og bjerglandskab. På mange måder minder det om en mindre udgave af de vulkanske områder i Yellowstone, men med langt færre mennesker omkring sig.

Vandreturen til Bumpass Hell

Stien går først forholdsvis roligt langs bjergsiden og byder undervejs på gode udsigter over området. Efter omkring halvanden kilometer når man frem til et punkt, hvor man kan se ned over Bumpass Hell, og herfra falder stien mere markant ned mod selve bassinet. Det er først nede i området, at man for alvor kommer tæt på de farverige mineralaflejringer, dampen og det boblende mudder.

Kontrasten mellem omgivelserne er noget af det, der gør stedet interessant. Den ene side af stien kan ligne et klassisk bjerglandskab med skov og frisk luft, mens jorden få meter længere fremme damper, bobler og skifter mellem gule, orange og grå nuancer. Man får virkelig fornemmelsen af, at der stadig foregår en masse lige under jordoverfladen.

En mere rolig oplevelse end Yellowstone

Lassen Volcanic National Park havde langt færre besøgende end mange af de andre nationalparker, vi havde været igennem på turen, og endnu færre tog hele vejen ud til Bumpass Hell. Det gjorde oplevelsen mere intens, fordi vi kunne bevæge os rundt på boardwalks og stier uden konstant at være omgivet af store grupper.

Det er samtidig et område, hvor man absolut skal blive på de markerede stier og boardwalks. Jorden kan se solid ud, selv om der ligger meget varmt og surt vand eller mudder lige under overfladen, og det er ikke et sted, hvor man skal forsøge at finde sin egen genvej.

Hvor hård er Bumpass Hell Trail?

Turen frem og tilbage er cirka 4,8 kilometer og bliver af National Park Service normalt betragtet som let til moderat. Det lyder ikke voldsomt, men den sidste del af turen går tydeligt nedad mod det hydrotermiske bassin, og det betyder selvfølgelig, at hjemturen starter med en mærkbar opstigning. Samtidig ligger stien i mere end 2.500 meters højde, så selv en relativt kort vandretur kan føles lidt hårdere end den samme distance tættere på havniveau.

Vi brugte omkring halvanden til to timer på turen inklusive tiden nede i Bumpass Hell. Det er efter min mening et fornuftigt minimum, hvis man både vil gå i et afslappet tempo, tage billeder og bruge tid på at opleve området. Gode sko og vand er en god idé, og stien er sæsonåben, fordi sne kan blive liggende langt ind i sommeren.

Lassen Peak blev ikke dagens ekstra vandretur

Tilbage ved bilen fortsatte vi gennem nationalparken. Lassen Peak dominerer landskabet og er en af parkens vigtigste vulkanske formationer, men stien til toppen var lukket under vores besøg i 2012. Det gjorde os nu ikke så meget, for efter turen til Bumpass Hell havde vi hverken tiden eller de store ambitioner om endnu en bjergvandring samme dag.

Vi fortsatte derfor nordpå gennem parken og nød de sidste bjerg- og skovlandskaber fra bilen. Herfra gik turen videre mod Redding, hvor vi nåede frem omkring solnedgang og fandt et motel for natten.

Overnatning og tøjvask i Redding

Efter besøget i Lassen Volcanic National Park kørte vi videre til Redding, hvor vi skulle overnatte og samtidig klare en af de mere praktiske opgaver på en længere roadtrip: tøjvask. Jeg planlægger næsten altid en vaskedag eller vaskeaften under længere USA-ture, fordi det betyder, at jeg kan nøjes med mindre bagage hjemmefra og samtidig bevare lidt ledig plads til souvenirs på hjemturen.

Er Bumpass Hell værd at gå efter?

Hvis jeg kun skulle vælge én oplevelse i Lassen Volcanic National Park, ville det være Bumpass Hell. Sulphur Works er interessant og meget nemt tilgængeligt fra vejen, men Bumpass Hell giver en helt anden fornemmelse af parkens hydrotermiske aktivitet. Kombinationen af vandreturen gennem bjerglandskabet og det pludselige syn af dampende, farverige områder nede i bassinet gør turen til noget særligt.

Det er samtidig en nationalpark, som godt kan fungere som et stop på en roadtrip uden at kræve flere dage. Har man en eftermiddag og hovedvejen gennem parken er åben, kan man nå både Sulphur Works, Bumpass Hell og flere af udsigtspunkterne undervejs. Jeg ville dog altid afsætte ordentlig tid til Bumpass Hell frem for at forsøge at presse for mange mindre stop ind.

Se et kort over oplevelser i Californien